Guld og ejendom er to af de mest diskutere aktiver i investeringsverdenen. Mens den økonomiske teori kan give en grundlæggende forståelse af, hvordan disse aktiver fungerer, er virkeligheden ofte langt mere kompleks. Det er vigtigt at forstå, hvorfor man vælger at investere i disse aktiver, og hvad deres rolle kan være i en portefølje. Er guld virkelig en "sikker havn," og kan fast ejendom stadig tilbyde langsigtede gevinster?

Guld bliver ofte betragtet som en form for katastrofeforsikring i investeringssammenhæng. Ifølge Erb og Harvey (2012) viser forskning, at guldpriserne stiger markant, når sandsynligheden for en global katastrofe stiger. Dette betyder, at guld fungerer som en form for hægning mod katastroferisiko – en risiko, som også er nært forbundet med aktiemarkedets risikopræmie. Den velkendte hedgefond-manager Ray Dalio hævder, at guld er et "under-ejet aktiv," og at det, hvis flere investorer øger deres guldbeholdning for at afspejle dens markedsvægt i verdens velstand, vil medføre en stigning i guldpriserne. Dette synspunkt virker i første omgang måske irrationelt. Hele verdens guld – uanset om det er i minedrift, opbevaret i banker eller endda liggende på havbunden – er allerede ejet af nogen. Dalios argument fungerer kun, hvis der findes markedsdeltagere, der er villige til at købe guld uden hensyn til prisen, for at øge deres beholdning til markedsvægtens niveau. Dette kræver, at visse investorer har fuldstændig inelastisk efterspørgsel. Der er institutioner, som kunne passe til denne beskrivelse – centralbanker, den voksende middelklasse i udviklingsmarkeder og måske pensionsfonde, der fejlagtigt tror, at guld fungerer som et inflationssikringsmiddel.

Erb og Harvey anslår, at guldens markedsandel som en procentdel af den samlede verdensformue ligger mellem 2% og 10%, afhængigt af om man kun tæller det guld, som investorer ejer, eller også medregner det guld, som endnu ikke er udvundet. Når man ser på den historiske udvikling i den reale guldpris, er der en markant langvarig gennemsnitsreversion. Forholdet mellem de 20-årige reale afkast af guld og den forsinkede 20-årige reale afkast er -63%. Dette understreger den betydning, det har at investere i guld efter en lang periode med høje priser – en klassisk fejlinvestering, hvor investorer køber aktiver, når priserne er høje, og ender med at opnå lavere afkast på sigt.

Ejendom, på den anden side, handler grundlæggende om plads – og mere specifikt om at skabe og vedligeholde strukturer, der fjerner den fysiske afstand mellem mennesker og institutioner. Ejendomsteori indenfor byøkonomi, som er central for investering i fast ejendom, identificerer to grundlæggende modeller, der forklarer efterspørgslen og udbuddet af ejendom. Begge modeller drejer sig om begrebet spatialt ligevægt, som beskriver, hvordan folk og virksomheder investerer i ejendom, så de er ligeglade med, hvor de befinder sig. Ifølge Alonso, Mills og Muth (1964) falder ejendomsværdierne med afstanden til produktionens centrum, og de øges, når transportomkostningerne falder. En anden vigtig model, udviklet af Rosen og Roback (1982), forklarer, hvordan ejendomsværdier varierer på tværs af forskellige byer og metropolområder afhængigt af indkomstniveauer, faciliteter og produktivitetsniveauer. Højere jordværdi er prisen for adgang til byer med mere produktive virksomheder eller bedre faciliteter, som kan omfatte alt fra kulturelle aktiviteter til bedre skoler og et mere behageligt klima.

Ejendomsværdier bestemmes af både makroøkonomiske faktorer som geografi, produktivitet og indkomst samt mikrofaktorer som beliggenhedens nærhed til arbejdspladser, kunder og faciliteter. For ejendomsejere er det vigtigt at forstå disse økonomiske modeller, da de giver indsigt i, hvordan priserne dannes. Ejendom er et langsigtet aktiv, hvor den gennemsnitlige holdingperiode for institutionelle ejendomsejendomme overstiger et årti. For investorer betyder det, at ændringer i politik og lovgivning kan have langt større konsekvenser for ejendomsværdier end på aktiemarkedet.

Ejendom kan kun forstås som en del af en større økonomisk helhed. For eksempel, når man ser på en by som New York, hvor ejendomsværdier er høje, højere lønninger og høje leveomkostninger samtidig kan eksistere i ligevægt, da byen understøtter øget produktivitet på grund af dens arbejdsmarked og infrastruktur. Det er denne produktivitet, der giver byen dens værdi. Hvis denne produktivitet falder, vil ejendomsværdierne også falde. Regeringspolitik spiller en central rolle i denne dynamik. I byer som San Francisco og Boston er boligmarkedet meget reguleret, hvilket skaber mangel og driver priserne op. I mindre regulerede byer som Atlanta, forbliver priserne relativt lave. Denne viden er essentiel for at forstå både de aktuelle og fremtidige udviklinger på ejendomsmarkedet.

At forstå, hvordan makroøkonomiske faktorer og politiske beslutninger påvirker fast ejendom, er essentielt for investorer. Det er nødvendigt at indse, at både guld og ejendom skal vurderes ikke blot ud fra deres historiske afkast, men også med fokus på de langsigtede, strukturelle faktorer, der påvirker deres fremtidige værdi.

Hvordan ETF'er påvirker investeringer og markeder: En analyse af fordele, ulemper og risici

ETF'er (Exchange-Traded Funds) har hurtigt vundet frem som en af de mest succesfulde finansielle innovationer i de seneste årtier. Fra 2001, hvor antallet af ETF'er var omkring 100, steg tallet til mere end 1100 ved udgangen af 2011. ETF'er adskiller sig fra traditionelle investeringsforeninger, da de handles hele dagen på børsen, hvilket giver investorerne den fordel, at de kan købe og sælge med det samme som markedspriserne fluktuerer. Denne likviditet er en af de primære fordele ved ETF'er sammenlignet med de traditionelle investeringsforeninger, hvor alle investorer modtager den samme værdiansættelse ved dagens slutning.

En anden væsentlig fordel ved ETF'er er deres skatteeffektivitet. I modsætning til investeringsforeninger, der sælger værdipapirer for at imødekomme udtrædende investorer og dermed genererer kapitalgevinster, er ETF'ere kun underlagt skat på baggrund af den enkelte investors købstidspunkt. Desuden offentliggør ETF'er deres beholdninger dagligt, hvilket giver investorerne et klart billede af, hvad de ejer, i modsætning til investeringsforeninger, som kun offentliggør deres beholdninger kvartalsvis.

Men som alle finansielle produkter er ETF'er ikke uden deres udfordringer. Den lette handel med ETF'er har vist sig at tilskynde til hyppigere handel, hvilket kan føre til, at investorerne mister penge på grund af dårlig timing, som det blev vist i forskning af Odean (1999) og Barber og Odean (2000). Desuden kan det store udvalg af ETF'er føre til, at investorer fristes til at vælge meget smalle produkter, der ikke nødvendigvis giver en god diversificering.

Selv om ETF'ers prisfastsættelse generelt er tæt på deres nettoprovenu (NAV), er dette ikke altid tilfældet. Som vi så under Flash Crash den 6. maj 2010, kunne ETF'er opleve store, vedvarende afvigelser fra deres NAV. Under Flash Crash faldt aktier i ETF'er med gennemsnitligt 24%, mens aktier i andre selskaber kun faldt med 8%. Denne hændelse fremhævede de systemiske risici, som ETF'er kan udgøre for finansielle markeder. ETF'er kan forstærke likviditetsschok og afsløre, hvordan ETF'ers no-arbitrage forhold kan være meget skrøbelige under markedskriser.

En anden betydelig udfordring ved ETF'er er deres lavere marginer sammenlignet med traditionelle investeringsforeninger. De gennemsnitlige omkostninger for ETF'er er omkring 20 basispoint, mens traditionelle investeringsforeninger ofte opkræver omkring 80 basispoint. Denne lavere profitabilitet har ført til, at mange investeringsselskaber, der tidligere har specialiseret sig i investeringsforeninger, nu ser ETF'er som et nødvendigt ondt i et marked, hvor pengestrømme til traditionelle investeringsforeninger er langsommere.

Det er også vigtigt at forstå, at ETF'er ikke er risikofrie, og de kan indebære betydelige usikkerheder. De er designet til at følge bestemte indekser, men de kan stadig være påvirket af markedsvolatilitet og eksterne faktorer, såsom højfrekvent handel og systemiske risici, som kan forværre markedets udsving. Investeringsbeslutninger, der involverer ETF'er, kræver derfor en forståelse for ikke kun deres fordele, men også deres svagheder i forhold til både likviditet og systemisk risiko.

Det er essentielt for investorer at have et klart billede af, hvordan de enkelte ETF'er er sammensat, samt hvilke risici de indebærer. Selvom ETF'er tilbyder transparens gennem daglige rapporter, er det også vigtigt at være opmærksom på de potentielle faldgruber ved aktiv forvaltning, som nogle ETF'er tilbyder. Yderligere skal man forstå den rolle, som autoriserede deltagere spiller i skabelsen og handelen med ETF'er, da deres aktiviteter hjælper med at holde priserne tæt på NAV, men også kan forårsage prisafvigelser i perioder med høj volatilitet.

Hvordan Factor Investing Kan Håndtere Dårlige Tider og Udnytte Risici

Factor investing handler ikke blot om at vælge mellem forskellige aktiver; det er en tilgang, der fokuserer på at identificere og udnytte de risici, som underliggende faktorer medfører. Denne tilgang gør det muligt for investorer at sammenligne deres egne reaktioner på dårlige perioder med gennemsnitsinvestorens, hvilket kan afsløre, om de er i stand til at drage fordel af de faktorpræmier, der opnås på lang sigt. Hvis en investor kan håndtere dårlige tider bedre end gennemsnittet, kan hun tage de risici på sig, som de fleste andre investorer undgår. Disse faktorer vil naturligvis kunne føre til tab i dårlige perioder, men vil samtidig give attraktive gevinster i perioder med bedre forhold.

I kernen af factor investing ligger ideen om at forstå, hvordan investorer reagerer i dårlige tider. Det handler om at vurdere ens egen tolerance for tab og sammenligne den med, hvordan den gennemsnitlige investor reagerer. Ligesom man ser på fødevareetiketter for at forstå de underliggende næringsstoffer, kræver factor investing, at vi ser forbi aktieklasser og i stedet fokuserer på de underliggende faktorer og de risici, de medfører.

Når man forvalter en portefølje, er det ikke blot spørgsmålet om at vælge aktiver, der ser attraktive ud på papiret. Det handler om at vælge de risici, som man som investor er komfortabel med at tage på sig, og især hvordan man kan håndtere de perioder, hvor disse risici ikke betaler sig. Dette betyder, at det er afgørende at forstå, hvilke faktorer der driver præstationerne i en portefølje, og hvordan disse faktorer reagerer i både gode og dårlige tider. Den måde, man håndterer disse faktorer på, kan være forskellen mellem at opnå attraktive langsigtede resultater og at ende med en suboptimal investering.

Desuden spiller forholdet mellem aktieejere og porteføljeforvaltere en væsentlig rolle i at minimere de dårlige tider, som en investor kan opleve. Dårlige forhold mellem investorer og deres forvaltere kan føre til, at investoren bliver belastet med ekstra dårlige perioder. Det er vigtigt at vælge de rette styringsstrukturer og kontrakter for at minimere sådanne agentproblemer og sikre, at forvalterne arbejder i investorens bedste interesse.

Hedgefonde og private equity er eksempler på investeringsvehikler, der ofte pakkes som attraktive løsninger, men som i realiteten kan være sammensatte af velkendte risici, der er blevet pakket ind i komplekse og uigennemsigtige kontrakter. Hedgefonde er især udsatte for volatilitet, mens private equity i høj grad består af offentlig aktie med en vis mængde gearing. Det er vigtigt for investorer at forstå, at disse investeringsmuligheder ikke nødvendigvis er aktieklasser i sig selv, men snarere en samling af faktorer, som kan påvirke porteføljens samlede risikoprofil.

En af de største udfordringer i asset management er at definere og håndtere de dårlige tider, som investorer kan opleve. Dette handler ikke kun om at vælge de rigtige aktiver, men om at styre de risici, der opstår i dårlige perioder, samt at minimere de negative konsekvenser af eventuelle agentproblemer. For en investor er det afgørende at forstå, hvordan forskellige faktorer kan påvirke deres portefølje under forskellige markedsforhold.

Når vi taler om at forvalte aktiver, er det også vigtigt at forstå, at det ikke kun handler om at vælge den rette risikoprofil, men også om at tage ansvar for de relationer, man opbygger med de personer og institutioner, der styrer ens investeringer. Dårlige relationer mellem aktieejere og forvaltere kan føre til, at en investor ender med at blive belastet af unødvendige risici, som de ikke har valgt.

Samtidig er det afgørende at være opmærksom på, hvordan man navigerer i markedet for illikvide aktiver og realaktiver, som kan have en væsentlig indflydelse på den samlede portefølje. For investorer uden teknisk baggrund er det vigtigt at forstå de grundlæggende mekanismer bag disse aktiver, da de kan udgøre både en udfordring og en mulighed afhængigt af, hvordan de håndteres.

En anden vigtig overvejelse er, hvordan skatter påvirker investeringer. Mange investorer glemmer, at skatteforhold kan spille en betydelig rolle i den samlede præstation af en portefølje. Skattemæssig effektivitet bør derfor også tages med i betragtning, når man beslutter, hvordan aktiver skal fordeles og håndteres.

Samlet set er asset management ikke blot et spørgsmål om at vælge den rette aktieklasse eller det rette aktiv. Det handler om at forstå de underliggende risici og faktorer, der driver markedet, og hvordan disse faktorer påvirker ens portefølje, især i perioder med dårlig markedsperformance. Ved at forstå disse faktorer kan investorer træffe mere informerede beslutninger og bedre navigere gennem både gode og dårlige tider.

Hvad er risikoen ved genbalancering og hvordan påvirker det langsigtede investeringer?

Genbalancering, hvor investorer justerer deres porteføljer for at opretholde en ønsket vægtning mellem aktiver, er en strategi, der har stor betydning for langsigtede investeringer. For en langsigtet investor reducerer genbalancering risikoen og øger nytteværdien. Dette står i kontrast til markedsdeltagerne, der ikke foretager genbalancering, hvilket skaber et behov for modparter på markedet, der er villige til at tage den modsatte position. Genbalancering betragtes ofte som en strategi, der er "kort volatilitet", da den udnytter den volatilitet, der ligger i markedsudsving, og dermed automatisk tjener volatilitetens risikopræmie.

Når volatiliteten er konstant, som i eksemplet, hvor aktievolatiliteten er sat til 0,75, kan vi antage, at genbalancering kan have positive resultater. Men i virkeligheden varierer volatiliteten over tid. Volatilitet er en risikofaktor og genererer en negativ risikopræmie. Investorer, der sælger optioner eller er "short" på volatilitet, samler denne risikopræmie. I kapitlet om volatilitet vil jeg uddybe denne dynamik nærmere.

Genbalancering fungerer bedst i perioder med stærke markedsreversaler, hvor markederne hurtigt vender efter dramatiske nedture. Et klassisk eksempel på en sådan situation er den store depression i 1930'erne og finanskrisen i 2008-2009. I disse perioder kunne genbalancering udnytte de stærke opadgående vendinger efter markedsnedgange. Men hvis markederne ikke gennemgår sådanne reversaler, for eksempel i permanente op- eller nedadgående markeder, vil genbalancering underpræstere i forhold til en simpel "buy-and-hold" strategi, der ikke forsøger at tilpasse sig de skiftende forhold.

Dette er et centralt punkt, som investorer ofte overser. Når et regime skifter permanent, som i tilfælde af markeder, der måske aldrig vender tilbage til tidligere højder, kan genbalancering føre til tab. Hvis aktiemarkederne eksempelvis forbliver svage i lang tid på grund af et permanent regimeændring, vil en investor, der genbalancerer, fortsat købe aktier på nedture, hvilket forværrer tabene, når markederne ikke kommer sig. Motsat, hvis markederne aldrig går ned (en permanent bull market), vil genbalancering sælge aktier, som fortsætter med at stige.

Derfor skal genbalancering kun udføres i aktiver eller strategier, der er usandsynlige at gennemgå permanent regimeændring. Markeder som globale aktier og obligationer har historisk været robuste og vil sandsynligvis fortsat være det i lang tid. Mens specifikke aktiemarkeder, som russiske aktier i begyndelsen af det 20. århundrede, kan forsvinde over natten, er globale aktiver mere stabile og kan derfor være et bedre valg for genbalanceringsstrategier.

Når det kommer til forvaltning af aktiver med forpligtelser – som for eksempel pensionsfonde – er det vigtigt at forstå, at den optimale strategi for investering kræver en balance mellem langsigtede og kortsigtede vægtninger. Et investorportfolio, der skal håndtere både risici og forpligtelser, må inddrage både liability hedge (beskyttelse mod forpligtelser) og opportunistiske vægtninger.

Liability hedging handler om at matche aktiverne med forpligtelserne på en måde, der bedst sikrer, at disse opfyldes. En almindelig metode herfor er cash flow matching, hvor investeringer er struktureret til at matche de specifikke udgifter eller forpligtelser, som en investor måtte have. For pensioner kan duration matching være en praktisk metode, hvor porteføljens duration matches med den forventede renteudvikling for at afbøde risikoen for ændringer i renteniveauet.

Investering med henblik på at dække forpligtelser kræver derfor, at investoren forstår de underliggende risici og hvordan forskellige aktiver reagerer på økonomiske ændringer. Dette kræver ikke kun forståelse af de specifikke aktiver, men også en strategisk tilgang til at håndtere de volatilitet, der kan opstå i markedet.

Endtext

Hvordan olieformuer påvirker investeringer og risikohåndtering i livscyklussen

Når et lands formue primært består af olie, som er en ressource, der kan udvindes over tid, opstår der komplekse investeringsbeslutninger, når ressourcerne gradvist mindskes. I det første stadie af livscyklussen, hvor olie er en væsentlig del af formuen, fungerer olien næsten som aktier, der giver en betydelig økonomisk gevinst, men også en høj grad af risiko. Når en stor del af olien er udvundet, står det Statens Pensionsfond (SWF) overfor valget om at erstatte den olieformue, der svarer til aktier, med andre aktiver, så risikoen i porteføljen forbliver stabil. Dette fører til en stigning i aktieandelen i anden periode af investeringerne, for at opretholde den samme risikoprofil, selvom olieindtægterne er faldet.

Denne ændring kan give et fejlagtigt indtryk af, at landets risikoprofil er blevet mere risikovillig, når SWF øger aktiebeholdningen. Realiteten er, at fonden blot forsøger at balancere olieafkastet med den øvrige portefølje over livscyklussen. Hvis olieindtægterne er mere "aktie-lignende", skal SWF øge aktiebeholdningen for at sikre, at risikoen ikke bliver underrepræsenteret i porteføljen, og på denne måde tilpasses den faldende olieindkomst uden at ændre på den overordnede risikostruktur. For en observatør, der kun kigger på SWF’s finansielle portefølje, kan det dog fremstå som om fonden bliver mere risikovillig i sin tilgang til investeringer.

I en bredere økonomisk kontekst handler dette ikke kun om investeringer i olie, men om hvordan menneskelig kapital og aktier samspiller. Studier viser, at for den gennemsnitlige arbejdstager i USA har arbejdsindkomst en tendens til at være mere som obligationer end som aktier. Arbejdsindkomst er ofte lavt korreleret med aktiemarkedsafkast, hvilket betyder, at folk med stabil indkomst måske foretrækker aktier i deres portefølje for at balancere deres "obligations-lignende" arbejdsindkomst. Dette er grunden til, at en ung person, der har et langt investeringshorizon, burde have en større aktieeksponering end en ældre person. Dog viser det sig, at livscyklustilgangen, som tidligere hævdede, at yngre personer bør være mere risikovillige, ofte er for simpel.

Desuden viser nyere forskning, at den generelle fordeling af aktier i befolkningens porteføljer er langt mere nuanceret. Et væsentligt faktum, som økonomer har observeret i forhold til aktieallokering i husholdninger, er, at omtrent halvdelen af alle husholdninger ikke ejer aktier overhovedet. Dette fænomen, kaldet aktie non-deltagelsesgåden, illustrerer den brede opdeling i økonomisk adfærd, hvor mange vælger at afstå fra aktiemarkedet. Samtidig er det også blevet observeret, at ældre husholdninger ofte holder en større andel aktier end yngre, arbejdsaktive husholdninger. Det er især i pensionsalderen, at folk fastholder en høj aktieandel i deres porteføljer, på trods af den lavere risikovillighed, som kunne forudses. Dette rejser spørgsmål om, hvorfor husholdninger vælger at holde fast i aktier på trods af lavere indkomst og øget behov for stabilitet.

En anden vigtig observation er, at rigere husholdninger har tendens til at have en højere andel aktier end fattigere husholdninger. Dette forhold forklares delvist ved, at de rigere husholdninger i højere grad kan investere i risikable aktiver uden at være truet af deres umiddelbare økonomiske situation, mens de fattigere husholdninger ofte er mere afhængige af deres arbejdsindkomst. For de fattigere, hvor menneskelig kapital udgør en langt større del af den samlede formue, kan det derfor være mere fornuftigt at investere i aktier for at diversificere risikoen forbundet med arbejdsindkomsten.

For at forstå menneskelig kapital og dens forbindelse til aktier er det vigtigt at se på de forskellige faser af livet og hvordan investeringsbeslutninger ændrer sig. Livscyklusteorier viser, at forbrug er relativt stabilt i forhold til indkomststigninger, men at det også reagerer kraftigt på ændringer i tidligere indkomst. Dette betyder, at forbrug ikke altid afspejler fremtidige indkomststigninger, men at det kan være overfølsomt overfor tidligere ændringer. Yderligere viser forbrugsmønstrene, at forbruget når et højdepunkt i midten af livet og falder derefter, når arbejdsindkomsten falder ved pensionering.

Disse observationer understreger vigtigheden af, at investeringer i aktier og forbrugsbeslutninger bliver præget af både økonomiske forhold og livsfase. Økonomer som Benzoni et al. (2007) og Lynch og Tan (2011) har argumenteret for, at menneskelig kapital og aktier kan bevæge sig i samme retning over tid, især i perioder med økonomisk vækst. På samme måde kan arbejdsindkomst og aktiemarkedsafkast være tæt forbundet i visse perioder, som det ses under økonomiske nedture som den store recession.

Det er nødvendigt at forstå, at når folk vælger deres investeringsstrategier, er det ikke blot et spørgsmål om at vælge mellem aktier og obligationer, men at tilpasse sig ændringer i deres livscyklus, risikovillighed og den økonomiske situation. Dette kræver en langt mere kompleks tilgang end de simplificerede livscyklustilstande, som tidlige økonomiske modeller foreslog. Modeller, der tager højde for lånebegrænsninger, menneskelig kapital og risikovillighed, er i stand til at forklare den adfærd, vi ser i virkeligheden.

Hvordan bygge hybride apps med .NET MAUI og Blazor-komponenter
Hvordan behandlingsregler og efterbehandling støtter helbredelsesprocessen
Hvordan man laver lækre og nærende supper og gryderetter i en slow cooker
Hvordan beskytter man sig mod en verdenskrig i rummet?
Hvad sker der, når verden begynder at falde fra hinanden?
Hvordan navigerer man en verden uden sprog og orden?