Hvordan beskytter man sig mod en verdenskrig i rummet?

I en tid med interplanetarisk spænding og konstant frygt for ødelæggelse synes menneskeheden at stå på kanten af total katastrofe. De Jovianske styrker, med deres avancerede teknologi og dødelige beslutning, er en trussel, der ikke kan ignoreres. De kan, hvis de ønsker det, ryste fundamentet under jorden selv i vores hjørne af universet. Menneskehedens eneste håb synes at være en lille gruppe modige individer, der ikke er bange for at kæmpe til det sidste.

En af de mest afgørende strategier i denne konflikt er muligheden for at kontrollere rummet. Hvis de Jovianske flåder får kontrol over forsyningslinjerne mellem planeterne, kan de hurtigt få ødelagt enhver mulighed for modstand. Selvfølgelig har menneskene ikke været passive i denne krig. Der er skibe, der ligger i kredsløb, der er klar til at angribe og forsvare enhver jordens interesse, men den Jovianske strategi har ændret sig. De har indset, at i stedet for bare at kæmpe om planeterne, kan de forsøge at ødelægge selve vores civilisation ved at sende missilbærere i kredsløb, som vil regne død og ødelæggelse ned på vores klode.

Denne taktiske ændring skaber en frygt, som ikke engang de mest forberedte soldater kan ignorere. Uden mulighed for at beskytte jorden mod et sådant angreb, er spørgsmålet nu ikke kun om at kunne bekæmpe fjenden, men også om at kunne overleve den ødelæggelse, der kan følge med. Uafhængigt af det våben, der anvendes, er det klart, at det vil kræve en anden type mod – en, der ikke kun handler om at være stærk eller hurtigt, men om at udholde de betingelser, som rummet og fjendens angreb skaber.

Som situationen udvikler sig, er det nødvendigt for ledelsen at kunne agere hurtigt og uden tøven. Når et slag er tæt på at blive uundgåeligt, kan det være nødvendigt at handle på et øjebliks varsel. I et sådant tilfælde vil det at kunne navigere i det umiddelbare rum, i det der tidligere blev betragtet som et "fredeligt laboratorium", være den største fordel. Det handler ikke kun om at vinde, men også om at udnytte de ressourcer, man har, før fjenden har mulighed for at reagere. Dyann, lederen af operationen, har denne forståelse og demonstrerer sin evne til at reagere hurtigt i mødet med en pludselig situation.

Når flåden først er ankommet, kan det være nødvendigt at gennemføre hurtige angreb, som kun kan være succesfulde, hvis man tænker hurtigt. Det er ikke nødvendigt at have den bedste rustning eller de største våben – i stedet er det evnen til at udnytte de situationer, som opstår, det der gør forskellen. Fra at bruge destruktive stråler til at åbne veje for sine soldater til at reagere hurtigt på angreb, er det ikke bare strategien, men den individuelle reaktionstid, der afgør, om missionen lykkes eller fejler.

Men hvad er det, der holder disse krigere gående, når de er omgivet af fjender og ude af stand til at trække sig tilbage? Det er viljen til at beskytte noget større end sig selv. For disse soldater er kampen ikke kun for deres liv – den er for deres verden, deres kultur, og for muligheden for at overleve som en art.

Når en soldat som Ray finder sig selv fanget i en kompleks kamp, bliver det klart, at det ikke handler om at kæmpe på én måde. Hver bevægelse, hvert valg, hver beslutning – det kan være liv eller død. Det er ikke længere et spørgsmål om, hvad man gør, men hvordan man reagerer på det, der sker omkring en. En fejl, en forkert beslutning, og man kan miste alt. Men på den anden side, hvis man er i stand til at udnytte de muligheder, man har, og reagere hurtigt nok, kan selv en uheldig situation vendes til ens fordel.

En vigtig del af denne krig er den forståelse, man som læser skal have, at den ikke kun handler om at vinde eller tabe. Den handler om at forstå, hvad det vil sige at kæmpe for noget større end én selv – og at vide, at i den uendelige dybde af rummet, hvor ethvert skridt kan være ens sidste, er der kun én ting, der betyder noget: viljen til at fortsætte, uanset hvad.

Er der en sammensværgelse for at holde mig forvirret?

I øjeblikket er jeg ikke helt sikker på, hvad der er virkelighed, og hvad der ikke er. Jeg sidder her, i et rum fyldt med mennesker, hvor ingen ser ud til at forstå, hvad der sker omkring dem. En af dem ser mig i øjnene og siger: "Så du tror, musikken til Thespis var forsvundet?" Jeg ser tilbage på hende, en smule forvirret. "Selvfølgelig ikke, jeg kender musikken," svarer jeg, men jeg ved ikke, hvad der fik mig til at sige det. Det er som om, en del af mig ønsker at forstå, hvad der sker, men en anden del af mig forsøger at ignorere det, som om det hele var en drøm.

Jeg kigger på datoen, og det rammer mig. Det er fire dage siden... Det var fire dage siden, at noget stoppede mig. Jeg blev nødt til at koncentrere mig, men ikke på de små detaljer – på noget meget større. En udefinerbar følelse kørte gennem mig som en usynlig strøm af energi. Jeg var blevet indhyllet i et spørgsmål, som jeg ikke havde nogen forklaring på. Hvordan kunne tiden være blevet fordrejet på den måde? Hvordan kunne jeg være blevet kastet tilbage til et sted, der ikke virkede som mit eget?

En anden person, Mr. Sylva, havde sagt noget, som hængte i luften. Jeg husker det ikke helt klart, men han nævnte noget om tidrejse. Jeg blev ramt af en følelse af, at verden omkring mig ikke kunne være rigtig. Jeg begyndte at læse aviserne, men de virkelige forskelle var subtile. Der var en konstant skuffelse, når jeg forsøgte at finde en uoverensstemmelse, noget jeg kunne forstå, noget som kunne bekræfte, hvad jeg havde oplevet. Jeg begyndte at lede efter noget, der kunne give mig svar, men alt virkede, som det plejede – en cirkulær verden, der kørte videre, uanset hvad jeg troede.

Jeg kigger på lægen, som står foran mig og ser på mig med en blanding af irritation og medfølelse. Jeg er syg, det ved jeg. Jeg ved, at jeg har været i en ulykke, og at jeg forsøger at finde en vej ud af det, der føles som et indelukket fængsel. Der er mange ting, der ikke stemmer, men jeg kan ikke få dem til at passe sammen. Jeg har mistet noget, men hvad? Musikken til Thespis var der ikke. Jeg har ikke set den, men hvad betyder det?

Lægen spørger mig om en produktion af Thespis. Jeg kan mærke et stik i brystet. Hvorfor gør han dette? Er han en del af dette? Jeg ved ikke, hvad der er virkeligt længere. Hvorfor kan jeg ikke huske, hvordan det hele begyndte? Jeg ved kun én ting: jeg er fanget i noget, og jeg ved ikke, hvad det er. Det føles, som om verden rundt om mig er blevet stillet på pause, som om alt omkring mig er blevet manipuleret af en kraft, som jeg ikke kan forstå.

Han fortæller mig, at jeg har været deprimeret, at jeg har forsøgt selvmord. Jeg ser på ham, og jeg kan mærke min vrede vokse. Jeg er fanget i en verden, der ikke længere giver mening. Jeg er i et hospitalsværelse, men jeg ved ikke, hvorfor jeg er her. Lægen ser på mig, og jeg kan mærke hans øjne brænde igennem mig. Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg ved kun, at jeg ikke kan stole på, hvad der bliver sagt til mig.

Hvis musikken til Thespis var forsvundet, kunne det betyde, at der er noget mere. Noget, der er blevet ændret, som jeg ikke kan få fat i. Men hvorfor skulle jeg blive indblandet i dette mysterium? Jeg har mistet noget vigtigt, men hvad?

Det er ikke længere klart, om jeg er blevet manipuleret med, om min hukommelse er blevet ændret, eller om jeg bare er fanget i et net af tidens mysterier. En ting er sikkert: det hele føles som et skakspil, hvor jeg ikke kender reglerne. Hvem trækker i trådene? Hvorfor har jeg ikke set, at verden omkring mig har ændret sig? Og vigtigst af alt, kan jeg nogensinde finde ud af, hvad der er sandt?

De små ting, som vi tager for givet, kan være de mest afslørende. Det er ikke de store hændelser, men de små, subtile forandringer i verden omkring os, der kan afsløre, hvordan vores opfattelse af virkeligheden er blevet manipuleret. Hvis vi stopper op og virkelig ser på verden, måske vil vi opdage, at det, vi tror er sandt, ikke er det hele. At vi er blevet ført på vildspor, og at vi selv er en del af en større plan, som vi endnu ikke helt forstår.

Hvad sker der, når du rømmer til Jupiter?

Ray Tallan Tyre var godt klar over, at hans flugt ville være et spørgsmål om tid. Den livsstil, han havde valgt at leve, havde ført ham til kanten af en skæbnesvanger beslutning: at flygte fra Jorden. Med bagage og bekymringer i baghovedet satte han kurs mod det store mørke, et mål han havde drømt om i årevis, men som nu syntes så tæt på og samtidig så fremmed. Det var ikke bare et spørgsmål om at komme væk. Det var nødvendigt, for at undgå det, han havde frygtet i lang tid – konsekvenserne af hans egne handlinger.

Fuglen fløj med raketfart, og Ray stod nu i den store terminal for Jovian Spaceport. Uden at kigge sig tilbage, forsøgte han at holde sig samlet, mens han passerede den grå og meget organiserede verden af Jovians. Atmosfæren var helt anderledes, mere trykket og distanceret. Ray var blevet mødt af en skarp bevægelse fra en uniformeret Jovian, der hurtigt bad om hans dokumenter med en sjælden form for mistro. "Din billet og pas, venligst," kom det kort og præcist.

Med ét kom han til at indse, at hans rejsen ikke kun handlede om at flygte, men om at finde en ny måde at navigere i en verden, hvor han ikke længere var herre over sin egen skæbne. Uanset hvordan han vendte og drejede det, ville hans liv i de Jovians territorier aldrig blive det samme som på Jorden. Og selvom der var adskillige udfordringer foran ham, vidste han også, at han ikke kunne vende om.

Når man ser på systemet fra den vinkel, er det indlysende, at det Jovianske samfund er bygget på en dyb struktur, hvor der ikke er plads til svaghed. Enhver, der skulle befinde sig her, skulle enten være en del af systemet eller være en person, der kunne udnytte det til egen fordel. Systemet i Jovians territorium var fast, hurtigt og præcist, og det var umuligt at overse, hvor hurtigt alt kunne ændre sig, selv når det syntes at være kontrolleret.

Det interessante i denne situation var dog, at ingen af dem vidste, hvad de ville finde på den anden side af rummet. De vidste heller ikke, hvad de ville forlade. Jupiter var, som altid, et symbol på et ukendt håb, et sted med nye muligheder, men også nye farer. Der var altid en usikkerhed, og i Ray’s tilfælde var den endnu mere udtalt, da han ikke kun var på flugt, men samtidig også drevet af en indre længsel efter noget mere.

I sin hjerne kørte tankerne hurtigt, og han vidste, at det ville blive svært at tilpasse sig. Selvom han var på flugt fra Jorden, ville han stadig blive mødt af den Jovianske virkelighed. Der var mange regler, mange uigennemskuelige barrierer, og i den fjerne horisont syntes der at være lige så mange farer som muligheder.

Selv når han forsøgte at finde noget ro, kunne han ikke lade være med at tænke på, hvad der ventede ham. Den Jovianske kontrol var stram og i mange tilfælde urimelig. Der var så mange regler, og til tider føltes det som om han var fanget i et spil, hvor han kun kunne navigere med meget begrænsede midler. Dette var ikke Jorden. Dette var et system, hvor det ikke handlede om moral eller frihed, men om overlevelse og ordentlighed i systemet. Hvis man ville have plads i det, måtte man finde sig i at være en brik i et større spil.

I sidste ende kunne han vælge at acceptere systemet og leve videre som en del af det, eller han kunne finde en måde at bryde fri af det – og tage chancen, som det hele i sidste ende handlede om.