Hvordan kan musikvideoer og pornografiske tropper forme køns- og racerepræsentationer i moderne hiphop?

Kombinationen af musikvideoer, hiphop og pornografi har længe været et område for både fascination og kritik. I særdeleshed kan man observere, hvordan visse tropper og figurer fra pornografiske medier – som video vixens – har fundet vej ind i mainstream hiphopkulturen, hvilket har betydning for både køns- og racerepræsentationer. Video vixen, der ofte ses i musikvideoer som seksuelle objekter, er et klart eksempel på, hvordan pornografiens visuelle og performative elementer kan træde ind i popkulturens dominante diskurser. Hvad der er interessant ved video vixen er, at hendes arbejde – seksuel fremtræden – bruges til at generere økonomisk gevinst for producenterne af sorte kulturelle produkter. En del af hendes tiltrækningskraft for de portrætterede kvinder er netop den økonomiske mulighed og sociale mobilitet, hun tilbyder, hvilket kan virke som et incitament i en verden, hvor glamour og synlighed ofte hænger tæt sammen med økonomisk succes.

Samtidig giver disse figurer et indblik i, hvordan både hiphop og pornoindustrien arbejder inden for en racemæssig og kønspolitisk ramme, hvor sorte kvinder, som både performer i hiphop-videoer og i voksenfilm, sjældent ses som subjekter med ejendommelige ejendom, men derimod som objekter, der er tilgængelige for produktionens økonomiske fordel. Denne dobbeltrolle, som både performer og økonomisk bidragende aktør, skaber et konfliktfyldt forhold til de samfundsmæssige normer omkring køn og race. På denne måde fungerer video vixen og pornoindustrien som spejle for bredere kulturelle strømninger, hvor både feministiske og postkoloniale perspektiver kan finde grobund.

Men hvad man ikke må overse, er de dybt indlejrede strukturer af magt, som denne repræsentation bygger på. I en tid, hvor en øget synlighed af den seksuelle krop og dens præstationer, herunder både i hiphop og porno, i stigende grad diskuteres i medierne, opstår spørgsmålet: Hvem ejer egentlig disse billeder, og hvem har retten til at definere deres indhold og betydning? Spørgsmålet bliver endnu mere komplekst, når man begynder at analysere de økonomiske kræfter bag produktionen af denne form for underholdning, hvor mennesker og deres kroppe bruges som både kapital og symboler for makt og begær.

Disse dynamikker er også tæt knyttet til de økonomiske strukturer, der driver både hiphop og porno. Ligesom rappere er blevet betragtet som sorte kapitalister, der bruger deres musik og videoer som en form for økonomisk gevinst, er kvinder, der performer i disse sammenhænge, ofte blevet reduceret til et middel til at opnå økonomisk fremgang for andre. Hvad der dog er interessant i denne sammenhæng er, hvordan ideen om "stud" eller "Mandingo" – det stærke, seksuelt dominerende mandebillede – kan finde sine paralleller i den måde, kvinder bliver objektiviseret og seksualiseret på. I begge tilfælde er der tale om en økonomisk udnyttelse af sorte kroppe, hvor køns- og racerepræsentationer bliver sat på spil for at opnå makt og økonomisk gevinst.

Hvordan forandrede videoindustrien pornografiens økonomi og markedsføring i 1980’erne, især med fokus på sort og interracial pornografi?

Overgangen til videoteknologi i pornografibranchen i løbet af 1980’erne repræsenterede et økonomisk paradigmeskifte. Holliday understregede, at beslutningen om at filme på video i stedet for på traditionelt filmformat var drevet af økonomiske hensyn: i en faldende biografmarked kunne en producent lave fem videoer til 20.000 dollars hver og hurtigere omsætte sin investering, end ved at lave én film til 100.000 dollars. Denne tilgængelighed betød, at næsten alle med et videokamera potentielt kunne blive instruktør, hvilket radikalt ændrede pornografiens økonomi. Fra kun fire hundrede X-rated videoer i 1983, hvor størstedelen var filmoverførsler, voksede produktionen til næsten 1400 videoer i 1988, hvor langt størstedelen blev optaget direkte på video. Bill Higgins erkendte, at video faktisk var bedre egnet til pornografi end film nogensinde havde været, selvom mange i branchen var tøvende med at indrømme dette, da de anså det som et tab af håndværk.

Selvom kvinder spillede en stor rolle i udlejningsbeslutninger, var det kun få produktioner, der henvendte sig til kvindelige forbrugere eller adresserede elementer som romantik, passion og realisme, der kunne spejle ægte erotik. Produktionen fastholdt i stedet en triviel formel bestående af gentagne seksuelle scener med et tyndt plot, optaget hurtigt og billigt.

Den teknologiske transformation påvirkede alle sektorer i pornobranchens værdikæde. Markedsføring blev en central udfordring, hvor nye strategier som målretning mod nichepublikum og udvikling af et stjernesystem voksede frem. Det førte til specialiserede subgenrer som ”all-black” og interracial videoer, der afspejlede en kommercialisering af racemæssige forskelle inden for den seksuelle handel. Videoteknologi gjorde billeder af sort seksualitet langt mere tilgængelige end tidligere epoker, og producenternes indsats for at udnytte dette marked skabte en ny, profitabel del af branchen.

I 1984 begyndte produktionen af sort og interracial pornografi som et decideret nichemarked at tage fart. Samme år blev skandalen omkring Vanessa Williams, den første sorte Miss America, en væsentlig mediebegivenhed, da Penthouse offentliggjorde seksuelt eksplicitte billeder af hende. Denne kontrovers blev et eksempel på, hvordan sort kvindelig seksualitet blev kommercialiseret og udnyttet for profit i medie- og pornobranchen, og illustrerede de dybere racemæssige og kommercielle mekanismer i spil. Branchen, ejet primært af hvide mænd, producerede og distribuerede sort pornografi til et overvejende hvidt mandligt publikum, hvilket afslører en kompleks sammenvævning af race, seksualitet og kapital.

Det er væsentligt at forstå, at denne teknologiske og kommercielle udvikling ikke blot ændrede produktion og distribution, men også repræsenterer et sociokulturelt skift i måden, seksualitet, race og forbrug relateres til hinanden på. Den øgede tilgængelighed og masseproduktion medførte en udbredelse af bestemte repræsentationer af sort seksualitet, der ofte var forankret i stereotype og kommercielle interesser frem for ægte diversitet eller realisme. Pornografi blev dermed ikke blot en form for underholdning, men også en arena, hvor magtforhold og identitetskonstruktioner blev forhandlet, ofte med problematiske konsekvenser for repræsentationen af marginaliserede grupper.

Hvordan kan sort kvindelig seksualitet blive repræsenteret på en autentisk og politisk måde i pornoindustrien?

Kvinder og mænd af farve står allerede økonomisk marginaliseret, hvilket gør deres søgen efter højere løn eller fleksible arbejdsforhold endnu vigtigere. Seksuelt arbejde, som eskorttjenester, kan være en nødvendighed for at supplere deres indkomst, selvom de også søger at få anerkendelse i film og kunst. Abrams fandt skuespillere, der var villige til at gå på kompromis med deres normale indtjening for at kunne være med i hendes film, og dette valg viste sig at være et udtryk for deres politiske engagement og tro på hendes vision. Selvom det er uklart, om disse skuespillere også engagerede sig i eskorttjenester uden for filmproduktionen, var deres beslutning en form for politisk og seksuel arbejdsintervention.

Abrams ønskede at sende et stærkt budskab om skønhed og repræsentation af sorte kvinder. Hun ville vise et bredt spektrum af sort kvindelig skønhed, herunder kvinder med forskellige hudfarver og naturlige kropsformer. Dette valg var et forsøg på at udfordre de forvrængede og ensidige billeder, der dominerer både porno- og populærkulturen. Hendes beslutning om ikke at skjule strækmærker på skuespillerinden Simone Valentinos krop, til trods for hendes cinematografers klager, var et forsøg på at gøre skønhed mere autentisk og repræsentativ for det virkelige liv.

Der er dog en kompleksitet i, hvordan denne form for autenticitet bliver udtrykt, især i forhold til sexarbejdere, der har ændret deres kroppe gennem kirurgi for at kunne opnå bedre karrieremuligheder. For eksempel vil skuespillere som Sinnamon Love og Vanessa Blue sandsynligvis ikke acceptere idéen om, at "ægte kropsdele" nødvendigvis er et mål for skønhed. Begge arbejder aktivt med brystforstørrelser som et redskab til at fremme deres selvtillid og karriere i pornoindustrien. Abrams’ ønske om at vise "ægte" skønhed udfordrer disse skuespilleres forståelse af, hvad der udgør en autentisk eller markedsførbar skønhed i pornoens verden.

Betty Blac, en sort bbw-skuespiller, påpeger, at sexscener mellem kvinder altid er mere arbejdsintensive og dårligere betalte end dem, der involverer mænd. Alligevel arbejder hun ofte med queer feminister som Shine Louise Houston, da hun værdsætter den politiske og kreative frihed, disse producenter tilbyder. Det er et klart eksempel på, hvordan sexarbejdere ikke blot er økonomisk drevet, men også engagerer sig i sexarbejde som et politisk statement og en kunstnerisk udtryksform.

En vigtig forskel er, at queer feministiske filmskabere, der ikke nødvendigvis er sexarbejdere selv, ofte formidler andres seksualiteter for at skabe fantasier, som de mener er vigtige for deres publikum. Dette adskiller sig fra sexarbejdere, der arbejder med deres egen krop som et redskab i produktionen. Selvom disse filmskabere ofte anvender etiske retningslinjer for at sikre, at medvirkende bliver behandlet med respekt, må det erkendes, at denne tilgang stadig indebærer en form for udnyttelse, da de økonomiske strukturer i branchen sjældent afspejler den omsorg og respekt, der ønskes.

Afslutningsvis er det vigtigt at bemærke, at den politiske og kunstneriske indsats for at udvide repræsentationen af sort kvindelig seksualitet kræver en erkendelse af, at sexarbejdere ikke blot er objektive aktører, men individer med deres egne politiske og økonomiske interesser. Deres arbejdsforhold og økonomiske beslutninger er præget af komplekse sociale og politiske faktorer, som kræver en mere nuanceret tilgang til både repræsentation og arbejdsforhold i pornografisk produktion.