Hvordan Trumps Tale afspejler Alt-Right Populisme og Hegemoni

I tråd med Foucaults metodologiske undersøgelse af magtens diskursive mekanismer, afviser vi den klassiske opfattelse af historie som en sammenhængende fortælling om liberalt fremskridt. I stedet undersøger vi nutidens retorik, der søger at finde mening for at afsløre en lighed, der i virkeligheden dækker over det hegemoniske og ekskluderende system, som styrer samfundet. Et eksempel på dette kan ses i Donald Trumps første State of the Union-tale, som tydeligt illustrerer, hvordan politiske systemer skaber narrativer, der tjener til at forstærke magten og marginalisere de, der ikke passer ind i det dominerende billede.

Trump anvender en diskurs, der skaber en opdeling i samfundet, hvor grupper, der ikke er en del af den dominerende nationale fortælling, bliver fremstillet som trusler. Et skarpt eksempel på dette er hans fremstilling af MS-13-gangsterne, som han beskylder for at misbruge immigrationslovgivningen og dermed udgør en trussel mod nationens sikkerhed. Ved at inddrage tragedien om to unge piger, Kayla Cuevas og Nisa Mickens, som blev myrdet af MS-13-medlemmer, fremhæver Trump, hvordan immigranter – især dem uden papirer – bliver en konstant kilde til konflikt og kaos. Denne fremstilling er et klart eksempel på, hvordan magtens diskurs bruges til at skabe en opfattelse af, at den "anden" – i dette tilfælde ikke-hvide immigranter – er ansvarlig for de problemer, samfundet står overfor.

Trump spiller på en grundlæggende metafysisk idé om, at den vestlige civilisation – og særligt den amerikanske – har ret til at udstikke de historiske rammer for, hvad der er sandt og rigtigt. Hans tale om Amerika som en nation, der altid har kæmpet mod fremmede trusler, er et klassisk eksempel på teleologisk tænkning, hvor historien forstås som en uafbrudt fortælling om civilisationens triumf over barbariet. I denne fortælling er "den anden" ikke blot et symbol på forskellighed, men en konstant trussel, der skal holdes i skak for at bevare den nationale identitet og magt.

Retorikken i Trumps tale er et klart eksempel på, hvordan hegemoniske kræfter kan bruge diskursen til at definere virkeligheden og sikre deres fortsatte dominans. Ved at skabe et narrativ om, at den amerikanske nation altid har været i kamp mod trusler udefra, styrker han ideen om en uforanderlig, overordnet fortælling om amerikansk exceptionalism. Dette synspunkt kan spores tilbage til ideer fra Frederick Jackson Turners grænsetese, hvor den amerikanske "frontier" blev betragtet som en konstant kamp for at opretholde orden mod kaos.

Men det er ikke kun gennem at skabe frygt for "den anden", at Trumps tale afspejler en hegemonisk diskurs. Det er også gennem en bevidst forsimpling af komplekse sociale problemer, hvor han reducerer dem til en kamp mellem "gode" og "dårlige" minoriteter. Denne dualisme, som han fremmer, er et klassisk træk ved hegemoniske ideologier, der søger at skære igennem den sociale kompleksitet og etablere en klar, binær opdeling mellem dem, der er accepteret, og dem, der ikke er. I denne opdeling bliver de marginaliserede grupper ofte set som både en trussel og et nødvendigt offer for den nationale enhed.

I diskussionen om Trumps tale og Alt-Right populisme er det afgørende at forstå, hvordan denne retorik ikke kun handler om at skabe en fortælling, men også om at implementere et system af magt, der er indlejret i vores måde at forstå verden på. Denne diskursive magt former ikke kun politiske beslutninger, men også den måde, vi som samfund definerer vores identitet, vores værdier og vores forståelse af, hvem der tilhører og hvem der ikke gør. Trumps tale er ikke blot et politisk værktøj, men en manifestation af en dybere hegemonisk struktur, der søger at bevare en bestemt vision af verden.

Er Frankfurt Skole en trussel mod amerikansk kultur?

Frankfurt Skoles påståede indflydelse på amerikansk politik og kultur har været genstand for omfattende debat, især blandt højreorienterede tænkere, som fremstiller den som en form for udenlandsk trussel mod amerikanske værdier. I denne konspirationsteori er den såkaldte kulturmarxisme blevet udpeget som en skjult fjende, der arbejder mod at underminere USA. Tanken om Frankfurt Skoles rolle som en anti-amerikansk bevægelse, drevet af et behov for at ødelægge den amerikanske samfundsstruktur, har bredt sig, især efter dokumentaren lavet af den højreorienterede forfatter og filmskaber, Lind.

I Lind’s fortælling er Frankfurt Skoles kritik af vestlig kultur og samfund som et angreb på det, der engang blev betragtet som "amerikansk storhed". Han og andre kritikere påstår, at denne skoles ideologier har undergravet traditionel amerikansk værdier, hvilket har bidraget til en uønsket politisk og kulturel liberalisering. Lind hævder, at denne indflydelse har fået det amerikanske universitetssystem til at udvikle sig mod en politisk korrekthed, der i høj grad har ændret den måde, studerende og undervisere forholder sig til samfundets normer.

Men det er også nødvendigt at forstå de anti-semitiske undertoner, der ligger i disse konspirationsteorier. Der er en klar sammenhæng mellem disse teorier og den langvarige antisemitiske tradition, som både i fortiden og nutiden har identificeret jøder som den bagvedliggende kraft i samfundsforandringer. På trods af at denne teori ikke er identisk med nazistisk ideologi, trækker Lind på et populært højreorienteret synspunkt, der ser jøder som en udenlandsk "inkvisitor" for kulturelle ændringer. Dette er et af de væsentlige elementer, som kritiske observatører påpeger som et problem ved Lind’s narrativ.

Et andet aspekt af Lind’s fremstilling er hans opfattelse af, at angrebet på den hvide, anglo-saksiske, protestantiske (WASP) dominans i USA er et resultat af Frankfurt Skoles indflydelse. Under det 20. århundredes første halvdel var optagelsen af jøder i Ivy League-universiteter begrænset, en barriere, der kun begyndte at bryde sammen efter GI-loven fra 1944. Denne ændring betragtes som en markør for et samfund i forandring, hvor den politiske og sociale venstrefløj begyndte at få større indflydelse.

Lind’s kritik af denne udvikling ses som et forsøg på at finde en syndebuk for det, han opfatter som et fald i den hvide, protestantiske dominans, især indenfor akademiske institutioner. I sin analyse af Frankfurt Skoles indflydelse på universiteternes politiske skift, kan man se en underliggende længsel efter et "glorieret fortid", hvor jødisk deltagelse i akademiske kredse var begrænset. Denne forestilling om et fortidens Amerika, der aldrig fandtes, skaber et farligt narrativ, som giver næring til antisemitiske ideer.

Det er også vigtigt at forstå, hvordan disse konspirationsteorier har bredt sig gennem højreorienterede medier og populistiske diskurser. De har fundet næring i det, som medieforsker Steffen Krüger beskriver som en højrefløjs psykoanalytiske fremstilling af den fremmede som en trussel. Denne forestilling af den fremmede som både vildt ukontrolleret og samtidig ekstremt kontrollerende, er en central del af den højreorienterede forståelse af kulturmarxisme. På en sådan måde bliver den politiske korrekthed og fremme af minoriteters rettigheder forbundet med en destruktiv kontrol over samfundets normer.

Disse idéer bliver ikke kun spredt gennem marginaliserede grupper på internettet, men også via mainstream-højrefløjsmedier. Andrew Breitbart, en prominent højrefløjsmediepersonlighed, har været med til at bringe disse konspirationer ud i lyset på et nationalt plan. I hans bog Righteous Indignation hævder Breitbart, at en tæt forbindelse mellem det progressive USA og Frankfurt Skolen har resulteret i en mediekompleks, der udgør en trussel mod den traditionelle amerikanske kultur.

Disse ideer er ikke bare et intellektuelt fænomen, men har fået gennemslag på de politiske arenaer, især efter 2016. Højreorienterede medier og tænketanke har gjort kulturmarxisme til et centralt begreb i den politiske debat. Det er derfor nødvendigt at undersøge de underliggende faktorer, som gør disse konspirationer så tiltalende for visse grupper.

Det er vigtigt at forstå, at selvom Frankfurt Skoles teorier og deres kritik af kapitalisme og traditionel kultur kan være kontroversielle, er den måde, de ofte bliver misforstået og omdannet til politiske angreb, ikke kun en misrepræsentation, men også en farlig politisk strategi. Den ideologiske kamp om, hvad der er "det rigtige Amerika", kan ikke kun ses som en akademisk diskussion, men som en refleksion af dybere sociale og kulturelle spændinger, som stadig præger landet i dag.