Troen på beboede verdener er et fænomen, der har vundet meget opmærksomhed i moderne tid. På overfladen virker ideen som noget fjernt og spekulativt, men for nogle mennesker er det et perspektiv, de er villige at bygge deres fremtid på. Et eksempel på en sådan tro findes i fortællingen om et kommende "Promotional Enterprise", hvor folk tror, de kan udnytte muligheden for at sælge land, der måske ikke engang eksisterer i fremtiden. Dette perspektiv kan virke fremmed, men det afspejler en kompleks interaktion mellem økonomisk strategi og filosofi, hvor man handler, som om verden i morgen ikke længere eksisterer.

Den økonomiske logik bag dette fænomen er både simpel og skræmmende. Hvis man ikke er sikker på, om landet vil være der i morgen, hvorfor så ikke sælge det flere gange på en dag? Denne form for transaktioner, der kan virke som en umoralsk udnyttelse, er et produkt af den moderne verdens dybt indgroede tro på, at alt kan købes og sælges, selv ting, der måske ikke har nogen fysisk eksistens. Denne grænseoverskridende økonomi, hvor noget fiktivt kan opfattes som en virkelig handelsvare, rejser spørgsmålet om moral og konsekvenserne af vores valg. Hvis vi kan sælge noget, der måske ikke eksisterer, hvad betyder det for vores forståelse af ægtheden i vores daglige liv og for vores ansvar overfor kommende generationer?

Når man ser på dette økonomiske system gennem linsen af de beboede verdener, bliver spørgsmålet endnu mere presserende: Hvis vi som mennesker begynder at tro på og handle ud fra det usynlige, hvad sker der så med vores virkelighed? Mennesker, der lever med en illusion af at kunne kontrollere skæbnen på denne måde, befinder sig ofte i en tilstand af mentalt dissonans. De kæmper med en indre konflikt mellem det, de håber på, og det, de ved er muligt. Denne spænding skaber en psykisk tilstand, som i mange tilfælde manifesterer sig i usund adfærd og radikale beslutninger.

Der er også en eksistentiel dimension i disse handlinger. Tanken om at "gå ud af kroppen" som en form for flugt fra virkeligheden er et tilbagevendende tema, der afspejler menneskets dybeste frygt for døden og det ukendte. Det at tro på, at man kan forlade sin fysiske form og vende tilbage til et nyt liv, kan være et forsøg på at finde mening i en verden, hvor kontrol og tid er forbigående begreber. For de mennesker, der lever i denne form for "lavendel-tåge", som et symbol på psykisk ustabilitet, bliver grænsen mellem det virkelige og det imaginære sløret, hvilket skaber en situation, hvor mennesker kan begå handlinger, de ellers ikke ville have anerkendt som mulige.

Denne form for tro på parallelle verdener og alternative realiteter har også dybe konsekvenser for menneskelige relationer. Når folk begynder at forstå sig selv som aktører i en større, ofte fiktiv kosmisk plan, ændrer deres opførsel sig ofte dramatisk. Ødelæggelse, ikke kun af ting men også af relationer, bliver en nødvendig konsekvens af deres opfattelse af verden. Der er en tydelig parallel til den klassiske idé om, at mennesker, når de er på grænsen af deres forståelse af virkeligheden, ofte føler sig tvunget til at beskytte sig selv mod de "andre", der ikke deler deres tro. Denne isolation kan føre til både fysiske og psykiske kampe, som man ser i den konflikt, der opstår mellem personer i historien.

Når man står over for sådanne ekstreme muligheder – som f.eks. at sælge noget, der måske ikke eksisterer, eller at træde ind i en anden dimension af bevidsthed – er det vigtigt at forstå de psykologiske og etiske implikationer af sådanne beslutninger. Hvordan kan man tage ansvar for sine handlinger, når man ikke er sikker på, hvad der er "rigtigt" eller "virkeligt"? Dette spørgsmål bliver endnu mere relevant, når vi ser på de mennesker, der mener, at de er blevet givet en særlig opgave eller mission, som ligger udenfor den almindelige virkelighed.

Der er også en fare forbundet med at forsøge at forstå virkeligheden som noget, der kan manipuleres og kontrolleres. Det er vigtigt at huske, at vi ikke kun er fysiske væsener i en materiel verden, men også psykiske og sociale væsener, der er afhængige af vores relationer og den verden, vi bygger sammen. Når vi mister forståelsen af, hvad der er ægte og begynder at handle ud fra illusioner, risikerer vi ikke kun at miste os selv, men også at skade dem omkring os.

Endtext

Hvordan skaber vi vores opfattelse af virkeligheden gennem billeder og historier?

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan et enkelt billede, et enkelt ord eller en enkelt gestus kan ændre vores opfattelse af en person eller en begivenhed. I en række eksperimenter har jeg erfaret, hvordan gentagne visuelle manipulationer kan forvride virkeligheden så meget, at den til sidst bliver ukendelig, både for den person, det drejer sig om, og for os, der observerer.

Et eksperiment, jeg udførte, begyndte med en række karikaturer. På et tidspunkt blev en mand, Skantling, lavet til en latterlig figur ved hjælp af en forvrænget fremstilling af hans ansigt. Jeg forstørrede hans underkæbe og gjorde hans ansigt bredere og mere grotesk. Hver gang vi diskuterede ham, blev hans ansigt mere og mere præget af disse visuelle billeder. På bare ni dage blev han kendt som "Skow-Jaw," et drilagtigt og nedværdigende kaldenavn. Hans reaktion var forudsigelig – han blev vred, frustreret og forurettet, og hans syn på sig selv ændrede sig. De ord, vi brugte, og de billeder, vi lavede, blev virkelighed for ham, og han begyndte at forholde sig til den forvredne version af sig selv.

Men det, der virkelig interesserede mig, var ikke hans reaktion, men ændringen i hans udseende. Jeg tog et nyt billede af ham, og det afslørede, at hans ansigt rent faktisk var blevet bredere, som et resultat af den konstante gentagelse af disse forvrængede billeder. Det var som om, vi alle havde været med til at skabe denne ændring. For hans ansigt havde ikke været så bredt i starten, men nu var det. Igen og igen blev hans billede gentaget og modificeret, indtil han selv begyndte at leve op til den version af sig selv, vi havde skabt for ham.

Jeg begyndte at overveje, om jeg selv kunne have ændret begivenheder i verden på samme måde. Det er let at forme vores opfattelse af virkeligheden ved at ændre på detaljer, gøre dem bredere eller smallere, afhængigt af hvad vi ønsker at fremhæve. For mig var det at bygge verden op på nye måder – ikke nødvendigvis at skabe noget helt nyt, men at skabe nye måder at se på noget, som måske aldrig har eksisteret sådan før.

Jeg erkendte, at jeg ikke alene skaber facsimiler, men at jeg, som en slags skaber, er med til at bestemme, hvordan verden opfattes af de mennesker, der er en del af den. Jeg begynder at forstå, at det, jeg kalder "skabelse", er en form for fiktion – en måde at beskytte os selv mod den egentlige virkelighed. Hvad jeg skaber, er ikke nødvendigvis sandt, men det er effektivt. På samme måde fungerer medierne, og især elektroniske medier, som kan forstærke og gentage vores opfattelser på en måde, der kan forme vores virkelighed på lang sigt.

Det, vi ser i medierne, er sjældent objektivt. Det er næsten altid skabt for at fremkalde bestemte følelser, reaktioner eller opfattelser hos os. Og det, som medierne og historiefortælling gør, er at skabe en version af virkeligheden, som vi accepterer, uden nødvendigvis at stille spørgsmålstegn ved dens sandhed. Ligesom den ærede annalist i middelalderen, der valgte at kalde året 683 for "Året for Gæssene," bliver vi nødt til at forstå, at de versioner af verden, vi accepterer som "fakta", måske ikke er andet end subjektive konstruktioner.

Når vi ser på historien, ser vi kun de versioner, som blev valgt af dem, der havde magt. Vi ved, at historien blev skrevet af sejrherre, og at de valgte at forme den på deres egen måde. Det er et arbejde, der ikke nødvendigvis kræver autoritet i klassisk forstand, men det kræver respekt, indflydelse og gentagelse. På samme måde skaber vi vores egne historier og vores egen virkelighed.

I sidste ende er det ikke nødvendigt at være en skaber i bogstavelig forstand for at ændre verden. Det er tilstrækkeligt at have evnen til at skabe versioner af virkeligheden, som andre følger, og derefter kan disse versioner blive til sandhed, bare ved kraft af gentagelse og accept.

Hvordan Enniscorthy Sweenys mysterium udfolder sig: Mord, musik og illusioner

Alle de tretten mordofre, et element så bizart, at det får håret til at rejse sig. Alle tretten døde personer lignede den store operakomponist Enniscorthy Sweeny. Det var som om hans levende ansigt var stemplet over deres egne døde ansigter i hvert enkelt tilfælde. Denne lighed blev straks bemærket ved hver af mordene (af en eller anden grund kendte folk altid ansigtet på Enniscorthy Sweeny, alle folk, altid); men i ikke ét af de tretten ofre var denne lighed bemærket i livet. Der blev gennemført omfattende efterforskning af dette punkt, og punktet stod fast. Disse personer lignede Sweeny i deres dødsøjeblikkene, og de havde aldrig lignet ham før. Og nu ligger de tretten ofre i grave (ti af dem i Chicago-området og tre andre steder, hvor ofrene kom fra), og folk ligger begravet med Sweeny-ansigtet på deres støv.

Alistar Grogg og Wimbish McDearmott og Elton Quartermas har i årevis betragtet Enniscorthy Sweeny med rædsel, siden de (fra deres synspunkt) dræber ham, og de dræber ham, og de dræber ham igen, men han er stadig ikke død. Jeg var selv indenfor hundrede meter fra hvert af mordene, og jeg forstår dem ikke. Selv mordene begået af min opgave, Wimbish McDearmott, slap på en eller anden måde forbi mig. Men jeg anser dem ikke som fiaskoer på min del. Min opgave er at beskytte Enniscorthy Sweeny mod McDearmott. Jeg har ikke opgaven med at beskytte alle i verden mod ham. Sextus raser og siger, at “vi” har opgaven med at beskytte alle mod alle, men jeg er kun en lille flig af “vi”. Jeg er ikke engang sikker på, om det er Sweeny, der stempler sine træk på disse ulykkelige mennesker – så de kan blive dræbt i hans sted. Sweeny er en mester i illusioner, og han kunne få folk til at se en lighed i et flygtigt øjeblik. Men han kunne ikke stempelsætte den lighed på kød og støv. Denne dannelse af træk, der overlever døden, er mere end en illusion.

Kaptein Remo siger: "Der er nogen deroppe, der ser efter Sweeny, og jeg har på fornemmelsen, at det er Sweeny selv. Sweeny har jo en lille lejlighed ‘deroppe’." Men jeg selv mistænker, at det er nogen, der er her, og som tilhører "dernede." Jeg tror, det er en eller flere af de "helvedes dæmoner," Marshalerne Mosco, Tosco eller Rosco. De trækker disse overnaturlige tricks. De insisterer på, at Sweeny skal holdes i live og beskæftiges med sine afskyelige skabelser. I løbet af vores årtier har der været omkring halvtreds andre mord i vores område begået af personer fra vores gruppe, men disse morder har ikke den sammenhæng og præcision som Drayman’s Alley Mordene, og de har ikke den samme ansigts-lighed-i-døden underlighed. De halvtreds eller deromkring drepte mennesker var folk, der indså den rolle, Enniscorthy Sweeny har spillet i verdenskatastroferne, ligesom matematikere havde gjort, og som med fin logik kom til Chicago for at dræbe ham og afslutte den rolle. Og de var blevet forebyggende myrdet af de tre helvedes marshaler, "Vennerne-af-Katastroferne."

De sidste år har jeg ikke haft meget at gøre, og det har de andre fem detektiver i Sweenys følge heller ikke. Sextus ser ud til at have overtaget vores opgaver. Men er ikke Sextus bare en slags karikatur-af-billedet af os seks? Ja, jeg formoder det, men han er blevet en synlig (og meget hørbar) karikatur, og han gør størstedelen af det faktiske arbejde. En af mine detektivkolleger i disse sager siger, at Sextus er en virkelig person og ikke kun en konstruktion. Han siger, at Sextus ikke er andet end den berømte Cyrus Manhunt. "Men Cyrus Manhunt er død og begravet," sagde jeg til min ven. "Du og jeg og de fleste af de tre tusinde private detektiver i Chicago var til hans begravelse." "Ja, men det måtte have været en pseudo-begravelse og en pseudo-begravelse," sagde min kollega. "Cyrus Manhunt var fuld af tricks, og hvad bedre trick end at narre tre tusinde af de skarpeste øjne i byen på én gang. Kig tæt på Sextus under hans næste synlighedsperiode. Han er Cyrus."

Jeg tror, at Sextus ikke er Cyrus Manhunt, men at Sweeny eller marshaldæmonerne eller nogen har påført det berømte Cyrus Manhunt-ansigt på luften, for Sextus er stadig for det meste luft. Sextus er en spøgelse. Han er spøgelset af nummer seks.

Om Sweenys arbejde, de endeløse og topløse bjerge af musik og floderne af ord, der løber som vandfald ud af disse bjerge, er det virkelig påvirkende og skabende begivenheder i verden? Ja, det er. Og musikken er meget mere magtfuld end ordene i disse kreationer. Librettoerne betyder ikke rigtig noget. Operas og fiktions ord betyder ikke noget. Detaljerne i "krigene" er af ingen betydning. De ville alligevel være monstrøse forvrængninger af virkelige detaljer, taget deres form i betragtning. Det, der betyder noget, er de bjergene af lyd og raseri, som indeholder og opstiller og etablerer forfærdelige krige og forfærdelige interbellum, og som sandsynligvis også indeholder verdens ende.

Er det uundgåeligt, at det bringer sådanne ødelæggelser? Når det er så højt, er det sandsynligvis uundgåeligt, ja. Himmel og Jord skal gå til grunde, ifølge skriften, men effekten af "lyde-for-høje" kan aldrig gå bort.

Det er bemærkelsesværdigt, at Sweeny-tråden-i-livet skulle forblive uafbrudt. Den har vridret sig på blokken i over 70 år nu, og vanvittige slagtere med tunge økser har været i gang med at hugge hver dag. Hvordan kan det være? Sweeny bærer ikke længere eller er tortureret af den usynlige jernkrave. Dette er noget, som kun hans private detektiv kunne vide. Kraven blev taget af til usynlig reparation og derefter (ved høj trickery og diversion) blev den ved en fejltagelse sat på en anden person. Og Sweeny har spillet det i det sidste år eller så. Og han vil spille det for resten af sit liv, hvis de ikke gennemskuer ham.

Der er dog et uklart væsen, som lider under kraven. Denne person lider og lider og lider umådelig smerte, hver gang kræfterne beslutter, at Sweeny skal straffes for sin grusomhed. Og denne person forstår slet ikke den garrottende rædsel.

Når vi går ind i, hvad der kan kaldes (ifølge en af de flygtige teorier) de sidste to år af verden, har vi haft en række afsluttende samtaler og drillerier. Dette er om gamle politisager, der er blevet løst eller kludret, og som peger på, at løsningerne ofte var forkerte, og at fejlene ofte var rigtige. Dette er diskussioner om, hvor ligene virkelig er begravet, og hvem manipulatorerne virkelig er. Vi har nu kraftige diskussioner om den opløsende verden. Vi er blevet et tretten-mands fællesskab, eller en tretten-sidet trekant. Men Mary Margaret Sweeny, Enniscorthys smukke kone, kalder os den "Gamle Mænds Menagerie."

Hvordan man bruger tekstur i akvarelmaleri: Teknikker og tips
Hvordan Donald Trump Formede og Blev Formet af Amerikansk Kapitalisme og Korruption
Hvordan man undgår at blive opdaget på månen: En strategi for diskret indtrængen
Hvordan har præsidenter adresseret race siden 1964?