Deutsch
Francais
Nederlands
Svenska
Norsk
Dansk
Suomi
Espanol
Italiano
Portugues
Magyar
Polski
Cestina
Русский
Republikanske vælgere er essentielle for partiets overlevelse, og for at GOP skal forblive relevant, skal det finde måder at appellere til et mere mangfoldigt vælgergrundlag med den samme retorik eller ændre deres strategi. Én mulig vej for dette er, at latinos bliver den "nye" hvide etniske gruppe i USA, som republikanerne kan appellere til med samme retorik, der tidligere blev brugt til at appellere til den hvide etniske befolkning. Demokraterne står overfor en mere kompleks udfordring. Fra 1968 til 1992 kæmpede de med at vinde den hvide vælgerstøtte og vinde præsidentvalgene. Først i 1992, da Bill Clinton adopterede mange elementer fra den republikanske strategi, begyndte Demokraterne at vinde Det Hvide Hus. De ændrede demografier i USA har gjort den hvide vælgergruppe mindre vigtig; faktisk vandt Barack Obama genvalget i 2012 med kun 39 procent af den hvide stemme. Disse ændringer i race og etnicitet er afgørende at følge, når vi overvejer deres indvirkning på begge parters retoriske strategier.
Det er vigtigt at understrege, hvad denne bog ikke gør. Først og fremmest er dette ikke et forsøg på at bestemme intentionerne bag præsidenternes taler. Selv om der findes optagelser, der antyder, at Nixon for eksempel havde negative følelser over for sorte amerikanere, er formålet med denne bog ikke at kvantificere, i hvilken grad Nixon eller nogen anden præsident havde fjendtlige følelser overfor en bestemt racegruppe. I stedet fokuserer bogen på race og etnicitet som aspekter af en politisk strategi og analyserer den potentielle politiske indvirkning af denne strategi.
For det andet er det vigtigt at bemærke, at konklusionerne i denne bog er baseret på analyser af præsidenttaler, primært under genvalgsår, såsom 1964, 1972, 1988, 1992, 1996, 2004 og 2012. Disse år er valgt for at give en standard vurdering af hver præsident. Denne tilgang er ikke perfekt, da den ikke tager højde for, at begivenheder kan påvirke politisk retorik. For eksempel indeholder 1964 mere om race på grund af Lyndon Johnsons offentlige støtte til Civil Rights Act af 1964 i sammenligning med andre år, hvor race ikke var så central i præsidentpolitikken. Når det er sagt, er valget af disse år baseret på ønsket om at gennemføre en ensartet analyse af hver præsident og de unikke krav, der er forbundet med retorik i valgkampen.
En anden begrænsning er, at jeg ikke analyserer præsidentvalgene i 1976 og 1980. Denne udeladelse er bevidst, da de spørgsmål, jeg har opstillet i denne bog, ikke nødvendigvis førte til en analyse af disse valghandlinger. Andre forskere kan vælge at inkludere Carter, som hyppigt brugte race-retorik i 1980, og foreslå, at dette bør inkluderes i analysen. Selvom valg af spørgsmål kan betragtes som en begrænsning, har de spørgsmål, der er blevet adresseret, været nødvendige for at etablere de mål for undersøgelsen.
Bogen nærmer sig præsidentembedet som en retorisk institution. Der er andre måder at studere præsidentens indflydelse på, som måske ikke adresseres af denne tilgang, såsom virkningen af præsidenter gennem udøvende ordrer. Denne bog antager, at præsidenter anvender retorik strategisk i deres kampagner. På den måde begrænser de de mulige politiske valgmuligheder, de har til de, der bedst understøtter og forstærker normer. Jeg hævder ikke, at præsidenten nødvendigvis kan påvirke offentlighedens opfattelse af politiske forslag, og jeg forsøger ikke at vise, at præsidenten altid afspejler den brede befolknings synspunkter. I stedet fokuserer denne bog på, hvad præsidenter siger, fremfor hvad retorikken faktisk opnår.
En vigtig observation her er, at præsidenternes brug af etnisk og race-relateret retorik konstant er i forandring. I 1970’erne og 1980’erne begyndte præsidenterne at anvende mere etnisk retorik, en udvikling, som er væsentlig at forstå, hvis man ønsker at analysere ændringerne i amerikansk politik i kølvandet på borgerrettighedsbevægelserne. Ordvalg og hvordan præsidenter taler om race, ændrer sig over tid, hvilket er vigtigt at forstå, når man ser på, hvordan disse ændringer hænger sammen med politiske skift i landet.
Det er også nødvendigt at bemærke, at mens race ofte er en del af den amerikanske identitet i præsidenternes retorik, er det ikke nødvendigvis lig med et politisk mål om at fremme lighed. Der er ofte en strategisk begrundelse bag brugen af race-relaterede udtryk i valgkampagner, som kan have store konsekvenser for, hvordan politiske grupperinger formes og hvad der opfattes som "amerikansk." I denne kontekst bør læserne forstå, at selv om der er tale om et skift i ordforråd og indhold i præsidenternes taler, kan den underliggende intention ikke altid være at fremme racemæssig lighed eller sammenhold. Retorik kan både bygge broer og skabe barrierer afhængig af, hvordan den bruges til at forme den politiske diskurs.
Hvordan præsidenter har adresseret race i deres kampagner siden 1964?
I de seneste årtier har amerikanske præsidenters politiske retorik ofte været præget af et strategisk brug af race og etnicitet som værktøjer til at appellere til specifikke vælgergrupper. Dette fænomen har udviklet sig markant siden 1960'erne, da Richard Nixon første gang introducerede et eksplicit etnisk begreb i sin valgkamp, og det har siden været en central del af både republikanske og demokratiske kampagner.
Mens politiske partiers ideologier og retorik kan variere, er race et gennemgående element, der anvendes af præsidentkandidater til at sende signaler til deres vælgere. Nixon indførte begrebet "etnisk" i sin retorik, hvilket ikke tidligere var blevet gjort af en siddende præsident under en genvalgskampagne. Siden da er både demokratiske og republikanske kandidater blevet kendt for at bruge strategisk ladet sprog om race og etnicitet, som kan forstås som kodede beskeder, der appellerer til vælgergrupper med særlige holdninger til disse emner.
I 1996 byggede Bill Clinton sin valgretorik på Ronald Reagans tidligere kampagner, hvor der blev lagt vægt på at beskrive velfærd som noget, der primært drager fordel af etniciteter og grupper, der anses for at udnytte systemet. Selvom der er forskelle i de specifikke appeller og strategier, anvender både demokrater og republikanere ofte lignende metoder til at fremme deres politik, især når det kommer til race og etnicitet.
George W. Bush brugte en mere subtil tilgang, hvor han undgik direkte at tale om race, men i stedet brugte udtryk som "hvad det betyder at være en amerikaner". Denne formulering spejlede den tidligere politiske retorik, som ofte relaterede sig til racemæssige og etniske opdelinger, men uden eksplicit at nævne race. Barack Obama fulgte en lignende strategi, men rettede sine appeller mod et bredere spektrum af vælgere, herunder afroamerikanske og latinske vælgere, hvilket var afgørende for hans valgsejr. Hans kampagne i 2008 og 2012 var kendetegnet ved at forsøge at forene etniske og racemæssige grupper gennem retorik om arbejde, moral og familie – emner som tidligere ofte blev brugt til at signalere visse politiske og sociale normer.
Samtidig er de demografiske ændringer i USA begyndt at udfordre de tidligere måder at tale om race på i valgkampe. Højere vælgerdeltagelse blandt latinamerikanske vælgere og den voksende betydning af minoriteter som politiske aktører kan føre til ændringer i den måde, præsidentkandidater taler om race og etnicitet. Donald Trumps kampagne i 2016 repræsenterede en ændring i den måde, race blev anvendt i kampagner, idet hans retorik om immigranter og etniske grupper fik en markant øget fokus. Dette kunne være et tegn på, at fremtidige valg vil se en endnu mere nuanceret eller endda polarisere diskussion om race og etnicitet i USA’s politiske landskab.
Det er vigtigt at bemærke, at mens mange præsidentkandidater måske undgår at tale direkte om race, er den underliggende betydning stadig til stede i deres politiske strategi. Brug af sprog, der refererer til etniske grupper, kan forstærke eksisterende normer om, hvad det vil sige at være amerikaner. Det skaber en form for race-neutral retorik, som gør det muligt for kandidater at appellerer til vælgere uden at fremstå som direkte "racialt ladet". Dette er en ændring fra tidligere politiske diskurser, hvor der blev forsøgt en mere åben appel til hvides støtte til "racemæssig retfærdighed".
Det er nødvendigt at forstå, at denne strategiske brug af sprog og race-baserede diskurser kan have dybtgående konsekvenser for, hvordan race og etnicitet opfattes i samfundet. Retorikken om "det amerikanske ideal" og samfundets værdier bruges stadig til at indramme politiske debatter om race, men samtidig har der været en bevægelse mod at gøre disse samtaler mindre direkte, mere kodede, hvilket gør det sværere for vælgerne at forstå de underliggende budskaber.
For at forstå, hvordan præsidenter taler om race, er det nødvendigt at overveje de historiske og samtidige kontekster, som disse udtalelser finder sted i. Præsidenters valg af ord og de etniske og racemæssige grupper, de henviser til, har betydning langt ud over valgløfterne og afspejler den politiske klimaks og de strukturelle ændringer i befolkningens sammensætning.
I de kommende valg kan vi forvente at se en videre udvikling af, hvordan race og etnicitet bliver brugt som strategiske værktøjer i kampagner, særligt når befolkningens demografiske sammensætning ændrer sig og skaber nye udfordringer for de politiske partier. Dette vil muligvis føre til nye måder at tale om amerikansk identitet på, og hvordan vælgere relaterer sig til de klassiske kategorier for race og etnicitet i et land, der bliver stadig mere mangfoldigt.