Efter at have tilbragt to dage i Don Benito's hus og indsamlet fossile skaller og træer, blev jeg dybt fascineret af et væld af silicificerede træstammer, der var bevaret på en måde, der syntes næsten overnaturlig. Det var mærkeligt at betragte, hvordan hver eneste atom af det organiske materiale i disse enorme stammer var blevet fjernet og erstattet med silex så præcist, at selv cellestrukturen og porerne var perfekt bevaret. Træerne, som engang havde tilhørt fyrretræer og blomstrede i en tid svarende til den lavere kridtperiode, vidnede om Jordens dynamik og de skiftende forhold, der har præget livet på vores planet i millioner af år. Det var især bemærkelsesværdigt at observere, at disse træer, tilsyneladende erstatte i et ødelæggelsens og transformationens tegn, blev opdaget i et område, der i dag er hjemsted for mennesker, der talte om fossilerne som om de stadig var under dannelse, en afspejling af et langvarigt mønster i menneskelig nysgerrighed, som har ændret sig lidt på tværs af århundreder.

Det vækkede samtidig undren over de kulturelle forskelle i forståelsen af naturen, især når man sammenligner denne erfaring med en lignende reaktion på fossile fund i Europa for et århundrede siden. Det er et vidnesbyrd om, hvordan geologiske opdagelser kan være både universelle og samtidig dybt forankrede i de kulturelle og intellektuelle kontekster, hvor de opstår.

Min geologiske undersøgelse i Chile, som tilsyneladende blev mødt med overraskelse og skepsis af de lokale, afslørede en form for dyb uvillighed til at acceptere naturens mere komplekse processer. Mange chilenere kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke var på jagt efter miner og mistænkte mig for at være på udkig efter skjulte skatte. Den lokale interesse for naturfænomeners oprindelse blev hurtigt mødt med mine egne spørgsmål om jordens egenart, som for eksempel hvorfor visse kilder var varme og andre kolde, eller hvorfor et land som Chile havde bjerge, mens naboen Argentina ikke havde nogen. Disse nysgerrige spørgsmål rystede nogle, men stillede dem også overfor deres egen forståelse af naturen.

Lige så mærkeligt som de fossile fund var, blev min rejse i Chile ledsaget af mødet med et mærkeligt fænomen, som indfødte og forskere stadig ikke helt kunne forklare: hydrophobiens mystiske fremkomst. Denne sygdom, som ikke havde været kendt i Sydamerika før 1803, opstod under usædvanlige omstændigheder, da den langsomt rejste sig fra Centralamerika og spredte sig mod syd. I 1807 var den i Arequipa, og flere mennesker døde som følge af hundebid, hvor sygdommen først viste sig efter mange dage. Det var en af de uforudsigelige farer, som kan opstå i isolerede områder. Sådanne sygdomme kunne synes tilfældige og ukontrollable, men de afspejlede samtidig de komplekse relationer mellem mennesker, dyr og miljøet, som vi stadig ikke forstår helt.

På min rejse, som førte mig fra Copiapó mod Cordilleras bjergkæde, stødte jeg på en bizar og næsten ugennemtrængelig ørken, "Despoblado", som på overfladen kunne have været et relativt ubetydeligt og livløst område, men som i virkeligheden var fyldt med spor af tidligere klimatiske processer. Den tidligere havbund, som langsomt var blevet til land, afslørede et landskab, der stadig bærer spor af havets kræfter. Selvom dalen fremstod som tør og stillestående, var den et vidnesbyrd om, hvordan havets kredsløb og naturens kræfter former og formerer jordens landskaber på måder, vi først for nylig begynder at forstå.

Rejsen gennem denne ørken afslørede, hvordan naturen reagerer på de kontinuerlige ændringer af både klima og geografi. Tørken, der strækker sig over flere hundrede miles uden noget vand, undrer en, hvordan det er muligt for et område at forblive så uforanderligt og dog på en måde så dynamisk. Det er ikke kun et spørgsmål om det, vi ser i øjeblikket, men om de milliarder af år, der har ført os hertil. De steder, der virker helt døde i dag, er i virkeligheden vitale lag i Jordens historie, hvor hvert korn sand og hver sten er et vidnesbyrd om de kræfter, der har været i spil gennem tidens gang.

Der er noget endnu mere fascinerende ved denne ørken: den blev næppe berørt af nogen regn, men når en sjælden byge faldt, ville den hurtigt forme de naturlige fordybninger, som ellers syntes forladte. Disse bevægelser er et påmindelse om, at naturens processer er langsomme, men ikke mindre kraftfulde for det.

At forstå dette kræver mere end blot observation; det kræver, at vi reflekterer over, hvad vi ser, og hvordan vi selv er forbundet med disse naturkræfter. For forskeren er det ikke kun geologiske eller biologiske opdagelser, der betyder noget – det er de uventede, forstyrrende møder med sygdomme som hydrophobien, med det, der ligger under vores fødder og over vores hoveder, som påminder os om, hvor lidt vi egentlig ved om de mekanismer, der styrer vores liv.

Hvordan den Peruvianske Kystlinje Reflekterer Regionens Klima og Økonomi

De saltpeterforekomster, som i sin tid var grundlaget for økonomisk vækst langs Peru's kyst, vidner om landets både dramatiske og ekstreme naturlige forhold. Selvom området engang var hjem for to utroligt rige sølvmineområder, er produktionen nu næsten ubetydelig. Hovedrollen i økonomien er i dag spillet af natronet, et produkt, der anvendes i produktionen af salpeter, men også til en lang række industrielle formål, herunder produktionen af salpetersyre. Natronets primære anvendelse er som gødning, men dets evne til at absorbere fugt gør det uegnet til brug i krudtproduktion.

Landets indre og kystområder er præget af et barsk og næsten ubeboeligt landskab. Kystregionen er dækket af en hård, salt skorpe, hvilket vidner om et klima, der i århundreder har været ekstremt tørt. Området er næsten uden vegetationsliv, og det eneste væsentlige, man møder på sin rejse gennem denne ørken, er døde dyr, som er blevet dræbt af udmattelse på de ubarmhjertige ruter. Her og der vokser en kaktus eller et gult lav, men det meste af landets overflade synes at være blevet en saltørken, hvor den eneste form for liv er fugle som gribbe, der æder de døde dyr.

Under rejsen til saltpeterværkerne, der ligger i en afsides og isoleret region, så man kun sjældent tegn på liv. Landsbyen Guantajaya, som er beliggende tæt på minesystemet, fremstod på en nærmest surrealistisk måde. Højt oppe på bjerget, langt væk fra kysten, kunne de få bygninger, der fandtes der, lige netop skimte sig igennem tågen og den uopnåelige, storslåede landskabsform.

Vejen til saltpeterværkerne var lang og hård. Efter at have bestiget de stejle kystbjerge, som er dannet af sand og skræmmende stenformationer, var det svært at finde noget andet end den konstante, forladte natur omkring én. Den mængde af salt og salte aflejringer på landets overflade skaber en næsten tungsindig følelse, og for første gang, måske efter at have rejst så mange tusinde kilometer, er landskabet som noget, man aldrig før har set – en massiv, ødelagt natur, hvor liv og død synes at være sammenflettet.

Selv om området omkring minebyen er praktisk talt uden vegetation, er det muligt at få adgang til vand ved at bore i brønde. Vandkilderne er dog brune og bitre, og dette indikerer, at vandet stammer fra dybere lag i jorden, hvor det undergår en naturlig filtrering fra bjergene. Den eneste landbrugsproduktion, der kan understøttes her, er græs til de dyr, som bruges til transport af saltpetret til havnen. Et par små landsbyer mod øst får noget vand, og det tillader dem at opretholde de nødvendige ressourcer til at brødføde de arbejdende dyr.

På den anden side, hvor klimaet på den peruvianske kystlinje næsten altid er dystert og gråt, bærer de mange småbyer og byer langs kysten et mærkbar affaldigt og trøstesløst præg. I modsætning til de smukke billeder af det peruvianske klima, der ofte fremhæves, er den kystnære by Lima langt fra det solrige paradis, som mange kunne forestille sig. Himlen er konstant dækket af tunge, grå skyer, og der er aldrig nogen klarhed eller intens sol, som mange ville forventer af et tropisk klima. Det regner sjældent, men en fin, næsten uafbrudt tåge hænger over landet, og denne tåge gør det ofte til en kamp at finde sig selv på gaderne. Denne 'peruvianske dug', som befolkningen kalder det, gør klimaet tungt, hvilket føles som et konstant, uforklarligt tryk. Desuden lider både indfødte og besøgende her af hyppige agueanfald, en sygdom der ofte rammer mennesker, der er i kontakt med stillestående vand.

På samme måde som andre områder langs den tropiske kystlinje, hvor der er varmt og fugtigt, bliver de ugunstige miljøforhold undertiden afspejlet i sundhedsproblemer, der påvirker mennesker i disse regioner. Ague er et resultat af den miasma, der stammer fra små stillestående vandområder, og som ser ud til at producere et uforklarligt sygdomsangreb i regioner, hvor man ellers ville forvente sundhed. Dette er en uventet, men almindelig forekomst i Peru, og det viser hvordan et lands sundhedstilstand ikke nødvendigvis kan afspejles i dets geografiske og klimatiske forhold.

Selvom Peru er et land med rige naturlige ressourcer og en historie præget af store opdagelser og økonomisk vækst, er det også et land, der i høj grad er defineret af sine barske og ekstreme klimaforhold. Uanset hvor man befinder sig langs den peruvianske kystlinje, er det tydeligt, at naturens kræfter spiller en central rolle i både samfundets udvikling og folks daglige liv.

Hvordan bevarer vi det ægte landliv i en urbaniseret verden?

Hvert år i mange år diskuterede han behovet for bevaring og genopbygning af landdistrikterne, og han elskede landsbyen frem for alle andre samfundsgrupper. Han plejede at klage over, at det moderne liv havde urbaniseret tankegangen hos denne generation i en sådan grad, at bymændene ikke engang kunne forstå værdien af produktiv energi. De er forbrugere, så optaget af forbrug, at de hverken kan eller vil spore brødet tilbage til kornet eller forstå, at butikken er grundlagt på marken. Urbaniseringen går ofte endnu længere. Folk er fanget i slumområder af tanker, hvor selv en svaler ikke kan vække dem til forår. Landmanden kan være i samme situation, men han kan næppe, i værste fald, undgå at have kontakt med livets essens og hente styrke fra at røre jorden.

En Londonarbejder, der på et tidspunkt håbede at trække sig tilbage på landet, købte tidligt i sin karriere et stykke land og begyndte at plante træer. Han ansatte en gammel landarbejder til arbejdet og gav ham præcise instruktioner. De blev udført korrekt og ærligt, bortset fra én ting. Da han næste gang besøgte grunden, mødte arbejdsløberen ham og forklarede: "Du sagde jo," sagde han, "at æbletræerne skulle plantes her og valnøddetræerne der; men jeg har plantet valnøddetræerne her og æbletræerne der. Det virkede for mig, at når du og jeg er væk, vil valnøddetræerne en dag skygge for æbletræerne og stoppe dem i at bære så godt." Der talte og tænkte den ægte landmand. Han havde udelukket sig selv, både sig selv og sin arbejdsgiver. Hans sind var upersonligt, uafhængigt af dette eller hint øjeblik. Han vidste, at han var en produktionsagent – hvorfor ikke risikere at bruge et større udtryk og kalde ham en kreativ kunstner? Hans enkle og lige tilgang til livet ramte den samme sandhed som den noget selvbevidste landfilosof Thoreau, der sagde, men noget kunstigt, "Du kan ikke slå tiden ihjel uden at skade evigheden." Det ville ikke være sandt at påstå, at landmanden rummer nogen abstrakt tro. En god gammel mand, der havde levet som landarbejder, vandrede i sine sidste dage med forvirrede tanker. Da han vågnede fra en koma, kiggede han rundt i sit beskedne hus og sagde eftertænksomt til sig selv, "Hvis dette er Helvede, er det ikke så slemt, og hvis det er Himlen, er der ikke så meget at tale om." Han var bestemt ikke poetisk, hans tro var næppe præget af mystik, men måske har en sådan simpel tro, forankret i jordens elementer, en dybere fundament, end der umiddelbart synes.

Selv om denne form for tro i dag er en saga blot, er den grundlæggende kvalitet i landkarakteren ikke død, og jeg håber, den aldrig vil være det. Den er til stede i næsten alt, hvad arbejderen gør eller tænker. Man kan sige, at landsbyboeren er et sandt produkt af sin landsby, så tilpas til sit hjem, som de grå stenhuse på Cotswolds gårde. Han virker jordfødt, som om han også stammer fra de lokale stenbrud. Uden tvivl har han ændret sig og er i færd med at ændre sig. En ny type er ved at træde frem – og ikke en dårligere type – men portrættet af den gamle landsbyboer, som for eksempel gamle George, er værd at bevare.

Jeg så ham deltage i høsten af en af de sidste marker med hvede, der blev høstet på den traditionelle måde. Der var fire høstfolk i en række. Gamle George, den mindste og mindst berømte af dem, kom som nummer fire. Han var meget spinkel, og høsten var tung. Fire kvart til en acre var almindeligt på "bønne- og hvedelandet" i den lerede bygd. Han var tynd, men utrolig sej. Når han høstede, blev hans arme – som jeg tror at huske – tyndere, mere hårede og mere muskuløse med hver dag i solens varme. Han havde sin landsbystolthed og ville være død af udmattelse, før han lod de andre komme foran ham. Han begyndte ti eller højst tyve meter bag de andre og havde til hensigt at slutte ti meter bagved. Skæfterne på hans segl var udstyret med træstænger, der bar vægten af den tunge matem, mens den store mand blot ville flytte vægten ved kroppens svaj og sving. Old George måtte skubbe hvert enkelt strå med en ekstra armbevægelse. Han var rødhåret, og hårene på hans arme var næsten lige så tykke som dem på hans hoved (for han havde sjældent ærmer). Hans underarme lignede en rævs ben. Han nød kampen. Han tjente penge og holdt trit med de andre, mens høsten var god. Sammen med resten af landsbyen glædede han sig over en god høst, som hans forfædre havde gjort, når en dårlig høst betød en sulten vinter og en stram livrem.

Den gamle type høst overlevede – ja, den overlever stadig – længere i lande med småbrugere som Frankrig og Irland, end i det England, hvor gårdene er lejet ud. Jeg så den modsatte type, Old George’s modstykke, i Frankrig, tæt på skuddene fra krigens linjer. Han havde de bedste bondes kvaliteter i højeste grad, selvom hans metoder var mere kontinentale. Han skar ikke som Old George udad og væk fra de stående strå, men indad, så det han skar, lå i et skrånende lag mod den endnu ikke høstede mark. På denne måde kunne hans gamle kone, som fulgte tæt bag ham, få sine arme under bunken og binde den uden at bøje sig for meget. Hun kæmpede for ikke at blive hægtet af, da hendes mand var en berømt høstmand, utrættelig (for rytmen alene giver kunstneren sin udholdenhed), og hans bevægelser var så glatte og sikre, at hastighed fulgte som en naturlig følge af stil.

Uanset hvor stor forskellen måtte være, blev det landlige liv gennem årene præget af den samme generøsitet. Både gamle George og hans franske modstykke værdsatte høstens kvalitet og delte glæden med dem omkring sig. Det var ikke blot arbejdet, men også et fællesskab, hvor naturens generøsitet – symboliseret i den indsamlede korn og de hjemmebagte brød – kunne deles med andre.

Hvordan et ødelagt jagtspil kan lære os om dyrenes kamp for overlevelse

Den lille, lysøjede, hvide frontede morder – en målbevidst og farlig skabning – kom tættere og tættere på sin bytte. Moderfasanen, der sad stille, næsten rystende, da hun lugtede den muskede duft i luften, følte sig ikke kun truet af den nærmende fare, men også fascineret af den. Ligesom en troldmand, der øger spændingen i et magisk spil, satte stoaten sig helt op, så den kunne lade sin hvide front være synlig og stirrede på hende gennem en gren. I et øjeblik kunne man have troet, at han forsøgte at skræmme hende, måske endda at forføre hende med sin dæmoniske tilstedeværelse.

Det hele virkede som et spil om liv og død, en form for oprør, der langsomt byggede sig op, som et brudt urværk, der allerede var på vej til at sætte sit hjul i gang. Stoaten vendte sig hurtigt, som en lynhurtig efterårstorm, og lavede flere jerks med sin sorte haletip. Han fløj tilbage til sit oprindelige sted, kun for at gentage det hele et halvt dusin gange, som om han forsøgte at finde en åbning i fasanens skjold af frygt og forsvar.

I mellemtiden, som om han havde ventet på det rette øjeblik, vendte en pindsvin sig langsomt tilbage. Dens første bytte var allerede gemt væk, og nu, der var tid til at søge efter en ny mulighed. Det var næsten som om det var blevet en form for jagtens ritual, når et bytte finder sig fanget i et kryds af skæbne og omstændigheder. Pindsvinet nærmede sig strømmen og skrabede henover gruset. Stoaten, i sin evige sult efter atter en sejr, fik øje på den i en afstand af mindre end seks fod. Mødet var uundgåeligt, og noget skulle nu ske.

Pindsvinet vendte sig, og som en erfaren kriger, trak han sit skjold tættere omkring sig og forberedte sig på den næste, sandsynlige kamp. Stoaten, der kun var hurtigere end lynet, reagerede straks – han eksploderede, som fyrværkeri der brænder igennem natten, og fløj mod nærmeste hul. Denne form for uventede sammenstød mellem to af naturens mest tilpasningsdygtige væsner, gav ikke plads til spild af tid. I det næste øjeblik fløj både stoaten og pindsvinet mod forskellige retninger. Stoaten fik indtaget hullet, men der var ingen tid at spilde, da ræven – en konstant trussel i dette økosystem – satte sig på hælene af pindsvinet.

Pindsvinet, som uanset situationen forblev koldblodigt, fulgte stoaten ind i det lille hul, og her, i den trange plads, kunne han mærke den ubønhørlige varme fra ræven tættere på. Indenfor, der hvor rystelserne fra de to kæmpede, var det svært at sige, hvad der præcist skete. Ræven, som hurtigt havde afsløret sin strategi, fandt hullet og satte sig da tilfreds. Fra hans synspunkt, var det kun endnu et af naturens bizarerier.

Da den første solstråle af dagen forsigtigt kiggede over horisonten, og moderfasanen endelig fandt modet til at undslippe, begyndte de andre lyde af morgenens afsløring at fylde skovbrynet. Ikke langt derfra sad ræven, indså han, at hans mål havde været noget andet – ikke for at overmande, men for at se på og lade naturen selv gøre arbejdet.

Endelig, i det højeste punkt af denne dramatiske nat, lader ræven jorden over hullet fyldes omhyggeligt med sand og sten. Han plantede en sten på toppen – måske som en form for mindesmærke for sin sjove leg, måske som en simpel påmindelse om, at i naturen kan selv den stærkeste, værste jagt afsluttes med en humoristisk og alligevel dyster opførsel.

Hvad der betyder noget her, er ikke nødvendigvis, at ræven dræbte sine byttedyr eller at stoaten eller pindsvinet døde. Det vigtigste er forståelsen af, at dyrene, gennem deres handlinger, tilpasser sig de stadig skiftende forhold, både for at overleve og for at holde balancen i naturens konstante cyklus af liv og død. I denne vildmark er intet sikkert, og selv den hurtigste jæger er afhængig af tilfældigheder og omgivelsernes uforudsigelighed. Det er netop i de ødelagte øjeblikke af jagten, at vi finder de mest interessante og lærerige aspekter af dyrenes liv.

Hvad betyder det at være en kopi?
Hvem kontrollerer virkeligheden, når selv matematikken begynder at vakle?
Hvordan Donald Trump afspejler og forstærker den amerikanske kollektive psykologi
Hvordan retfærdiggøres umoralske handlinger gennem kontekst og relativisme?