Hvad var betydningen af Brendan Hughes' kritik af Langfredagsaftalen?

Brendan Hughes' liv og tanker giver et klart billede af, hvad det vil sige at kæmpe for en socialistisk republik i Irland. Han var en person, der i høj grad var præget af sin klassebaggrund, og som forblev tro mod sine principper hele livet. Hans kritik af Langfredagsaftalen (GFA), en politisk aftale, der blev betragtet som et skridt mod fred i Nordirland, er både en refleksion over de politiske forhold i Irland og en dybdegående analyse af de sociale uligheder, der stadig præger samfundet.

Hughes, der blev født i Belfast i 1948, voksede op i en katolsk arbejderfamilie i et protestantisk domineret område. Hans tidlige liv var fyldt med konflikter og stridigheder, som var dybt rodfæstet i de politiske og religiøse spændinger mellem de to samfundsgrupper. Hans politiske bevidsthed voksede ikke kun frem som følge af hans personlige erfaringer i Nordirland, men også som et resultat af hans oplevelser i Sydafrika, hvor han var vidne til apartheidens brutalitet. I Sydafrika, mens han var i flåden, udviklede han sin socialisme, ikke gennem teoretisk læsning, men gennem de konfronterende realiteter af sociale uretfærdigheder.

Hughes, der var en af de mest markante kritikere af GFA, havde en dyb forståelse af de sociale strukturer og magtforhold, der prægede Irland. Hans perspektiv var langt fra det dominerende, men han repræsenterede et af de mere konsekvente synspunkter på, hvad der burde have været forandret i aftalens forløb. For ham var den virkelige kamp ikke bare for en politisk aftale, men for en dybdegående social omvæltning. Aftalen blev ofte kritiseret for at legitimere de magtstrukturer, der allerede eksisterede, i stedet for at afskaffe dem.

Brendan Hughes’ politiske arbejde kan ikke forstås uden at tage hans klassebevidsthed i betragtning. Hans baggrund i arbejderklassen og hans forståelse af de ’skjulte skader’, som de underprivilegerede grupper bar med sig, gav ham en brændende motivation for at arbejde mod uretfærdighed. I sin kritik af GFA pegede Hughes på, at de sociale og økonomiske betingelser for arbejderklassen aldrig var blevet forbedret, og at dette var et grundlæggende svigt i aftalen. Hughes mente, at det kun var gennem en ægte socialistisk revolution, at disse uretfærdigheder kunne udraderes.

Selvom mange af Hughes' synspunkter kan virke radikale eller udenfor den mainstream politiske diskurs, var hans analyser både realistiske og dybt forankrede i hans egne erfaringer. Han talte som en arbejder, der havde set de sociale og politiske realiteter på tæt hold. Hans kritik af Langfredagsaftalen er således ikke kun en politisk vurdering, men også en opfordring til at huske, at de underliggende strukturer af magt og ulighed aldrig skal ignoreres. For Hughes var de ydre politiske aftaler kun overfladen af det egentlige problem, som var dybt forankret i samfundets sociale og økonomiske strukturer.

Udover at forstå Brendan Hughes' politiske kritik af Langfredagsaftalen, er det vigtigt at erkende, at hans liv og tanker ikke blot repræsenterer en bestemt politisk holdning, men også en dyb forståelse af den menneskelige kamp mod undertrykkelse og for retfærdighed. I denne sammenhæng skal man også forstå, at Hughes’ kritik var en del af en større tradition af irske republikanske ideer, der går langt ud over politiske forhandlinger og aftaler. Det handler om en kamp for de grundlæggende rettigheder og friheder for arbejderklassen, som ifølge Hughes aldrig kunne opnås gennem kompromiser med de eksisterende magtstrukturer.

Hvorfor fortsatte sultestrejkerne, og hvad betød de for kampen om status som politiske fanger?

En mand med en rød nellike i sin frakke kom til fængslet med et dokument. Det var den nat, hvor sultestrejken ophørte, Bobby Sands og præsten befandt sig i fængselshospitalet, og Sean McKenna lå i koma og var tæt på at dø. Lægen, Dr. Ross, fortalte, at Sean kun havde få timer tilbage. På det tidspunkt troede vi, at vi havde grundlaget for en løsning. Sean blev båret ud på en båre, og jeg, som stadig kunne gå, blev hjulpet ud i gangen af to præster, mens Dr. Ross tryglede om at redde Seans liv. Jeg sagde: ”Giv ham intravenøs føde.” Sean blev straks lagt i respirator, og sultestrejken var i praksis forbi.

Dokumentet, som præsten bragte ind, troede vi var en aftale. Bobby og præsten var sammen med mig, og vi troede alle, at vi nu var i sikkerhed – Sean skulle ikke dø, ingen af os skulle dø, og vi havde en aftale. Men i de følgende dage blev det klart, at fængselsledelsen selv bar ansvaret for at få aftalen til at kollapse. De nægtede at acceptere tøj, nægtede at acceptere bestemte dele af tøjet. Jeg havde overgivet min position til Bobby Sands, da jeg gik i sultestrejke, men mens Bobby deltog i forhandlingerne, lå jeg stadig på hospitalet. Bobby blev bragt op til mig hver dag, men fængselsbetjentene og guvernøren hadede hele aftalen, som de anså for vores sejr. De gjorde alt, hvad de kunne, for at sabotere den.

Et afgørende øjeblik under den anden sultestrejke i 1981 var Bobby Sands’ valg til det britiske parlament for Fermanagh/South Tyrone. For os bag murene var det en nyhed, der først nåede verden, før den nåede os. Vi havde ingen radio, intet fjernsyn, ingen aviser – al kommunikation måtte smugles ind i små stumper. Da vi hørte, at Bobby var valgt, blev vi euforiske. Vi troede, håbede, at nu måtte det ende; nu måtte de give os vores krav. Men trods dette lod de ham dø, og intet ændrede sig i fængslet.

Jeg husker tydeligt den morgen, en præst trådte ind i min celle. Jeg vidste, inden han talte, at Bobby var død. Det var et afgrundsdybt øjeblik, en stilhed vi kendte alt for godt i fængslet. Vi holdt to minutters stilhed. Den søndag efter Bobbys død gik vi til messe, som det eneste tidspunkt vi fik lov at forlade cellerne. Hver afdeling havde sin egen messe, og derefter begyndte processen forfra. Ti døde.

Det hele stod og faldt med Margaret Thatchers uforsonlighed. Der var folk i Whitehall, der gerne ville give os, hvad vi bad om. Jeg havde selv siddet næsten otte år i fængsel med mit eget tøj og politisk status, indtil de forsøgte at tage det fra os. Vi modstod hvert eneste forsøg, indtil ti mænd døde. Thatcher kunne ikke acceptere, at vi var politiske fanger. Vi kæmpede, og vi betalte prisen.

Det er vigtigt at forstå, at sultestrejkerne ikke blot var et spørgsmål om mad eller tøj. De var en kamp om identitet og værdighed, om at blive anerkendt som politiske aktører og ikke som almindelige kriminelle. De var et middel til at tvinge et system til at se, at modstand ikke kan kvæles ved at fratage mennesker alt, selv ikke livet. Samtidig viser historien, at selv sejr kan blive hul, når prisen er så høj, at den forandrer alle, der er tilbage.

Hvad er det egentlige mål med republikansk ledelse i Irland?

Der er et voksende dilemma, der plager dem, der står fast ved de republikanske principper i Irland i dag. Mange føler, at det, der begyndte som en ægte kamp for republikanske værdier, er blevet undergravet af politiske strategier, der har forladt de oprindelige idealer. For nogle er det, de ser i dagens politiske landskab, en uacceptabel tilpasning, der kræver at svigte de principper, som generationer af republikanere har kæmpet og lidt for.

I samtaler med tidligere ledere som Brendan Hughes, der var en fremtrædende figur under konflikten, ses det som en tragisk udvikling, at nuværende politikere i Sinn Féin stræber efter at blive en del af den britiske administration i Stormont. Dette er ikke noget, som de fleste republikanske ledere fra tidligere tider kunne have forudset, og det står i skærende kontrast til de kampe, der blev udkæmpet for at modstå britisk herredømme. I stedet for at skabe et uafhængigt Irland, som mange oprindeligt kæmpede for, ser vi nu republikanske politikere, der søger adgang til en regering, der stadig er under britisk kontrol.

Hvordan kunne vi komme til et punkt, hvor ledere som Gerry Adams og Martin McGuinness nu kæmper for at få legitimitet gennem britiske institutioner? Det hele begyndte med den langsigtede våbenhvile i 1972, hvor britiske myndigheder forsøgte at bringe republikanske grupper til forhandlingsbordet under dække af en "fredsproces". Men i stedet for en reel løsning på konflikten, blev processen brugt som et redskab til at manipulere og forme en ledergruppe, som de britiske myndigheder kunne arbejde med. Det var en proces, hvor de britiske myndigheder bevidst selektivt løslod fanger fra de republikanske rækker, som de kunne kontrollere.

Denne udvikling skaber splid. De ledende kræfter i dagens republikanske politik risikerer at gå på kompromis med de værdier, der var fundamentet for kampen. At gå ind i britiske institutioner for at administrere britisk styre i Irland er noget, der skaber et enormt dilemma for mange, som ser på den nuværende situation med stor skepsis.

Der er en erkendelse blandt mange af de gamle ledere og tidligere frihedskæmpere, at vejen frem ikke nødvendigvis er at få flere økonomiske midler eller politisk magt gennem britiske kanaler. Det, der er afgørende, er at huske på de grundlæggende mål om et uafhængigt Irland og et samfund baseret på retfærdighed og lige muligheder. For mange er kampen ikke om at få adgang til den britiske magtstruktur, men om at genvinde den ægte republikanske vision for fremtiden.

Desuden er det vigtigt at forstå, at økonomisk gevinst og jobmuligheder ikke bør være de vigtigste drivkræfter i politisk aktivisme. Der er stadig tusindvis af arbejdsløse, mange af dem blandt de mest udsatte grupper i samfundet. At søge politisk indflydelse gennem de samme systemer, der har undertrykt folk i årtier, giver ikke nødvendigvis en reel løsning på de problemer, som de mest udsatte irere står overfor. Det, der virkelig bør komme først, er kampen for et samfund, hvor alle har adgang til arbejde og social retfærdighed, og ikke blot politikere, der stræber efter status og penge.

Hvad sker der, når revolutionens soldater bliver glemt?

Brendan Hughes, en af de mest markante personer i den irske republikanske bevægelse, er et symbol på både modstand og ofre. Hans liv og hans politiske engagement giver os et klart billede af, hvad det betyder at kæmpe for en sag, der til sidst vender sig mod den, der kæmpede. Hughes blev først berømt som en leder under konflikten i Nordirland og som en af de vigtigste figurer i Hungerstrejken i 1980 og 1981. Alligevel var hans liv efter det, der i dag kaldes Langfredagsaftalen (GFA), et billede på forræderi og forladthed fra en bevægelse, der havde kæmpet for forandring.

Hughes blev fanget og interneret i koncentrationslejren Long Kesh, hvor han, som mange andre fanger, blev udsat for de grusomheder, der blev begået af de britiske myndigheder. Men han undslap lejren i 1973. Det var en bemærkelsesværdig flugt, som satte ham på en kurs, der ville ændre hans liv og den måde, han så på den politiske kamp i Nordirland. Han blev dog senere genfundet, dømt og overført til de berygtede H-Blocks. Det var her, han blev en af hovedpersonerne i de berømte protester, hvor de internerede fanger nægtede at bære fængselsuniform og i stedet indledte den såkaldte "Blanket Protest" og "Dirty Protest." Dette var en direkte reaktion på de britiske myndigheders beslutning om at fratage de republikanske fanger deres politiske statussom fanger. Det var en kamp for værdighed og anerkendelse, som resulterede i de dramatiske sultestrejker i 1980 og 1981.

Efter sin løsladelse i 1986, kort efter at Sinn Féin havde ændret kurs og begyndte at indgå i den politiske proces, oplevede Hughes den smertefulde realitet af en verden, hvor revolutionære idealer blev byttet ud med politisk pragmatisme. For ham blev arbejdet på en byggeplads i Belfast en bitter påmindelse om, hvad der var blevet af de mennesker, han engang havde kæmpet for. Han havde troet, at han kæmpede for arbejderklassens rettigheder og værdighed, men nu blev han udnyttet som mange af de mennesker, han havde anset for sine allierede.

Men Hughes' loyalitet til sine oprindelige idealer var urokkelig. Han kritiserede sin egen organisation og protesterede mod det, han betragtede som en svigtelse af det revolutionære projekt. Hans kamp blev ikke kun rettet mod dem, der havde forladt kampen, men også mod de bredere sociale og politiske kræfter, der forsøgte at undergrave kampen for en fri og forenet Irland. Han forblev en uforlignelig stemme for de forladte veteraner fra konflikten, og hans modstand mod langfredagsaftalen var en refleksion af hans vedholdende overbevisning om, at den ikke kunne tilbyde den sande frihed, som Irland havde kæmpet for.

På verdensscenen blev Hughes' engagement udvidet. Han tog offentlig afstand fra krigen i Irak og støttede retfærdigheden for palæstinenserne. I en tid, hvor sådanne synspunkter kunne være tabu, var hans holdninger modstandsdygtige og tro mod hans tidligere overbevisninger om imperialisme og kolonialisme. Hughes kæmpede ikke kun for Irlands frigørelse, men for alle folk, der blev undertrykt af imperialistiske kræfter. Han ofrede sin krop, sin sindstilstand og sin helbred for den republikanske sag, og til trods for at GFA blev underskrevet, fortsatte han med at tale for et forenet Irland.

Hughes er ikke blevet glemt. Hans ansigt er stadig synligt i vægmalerier i Belfast, hvor hans billede hænger som et symbol på modstand og opofrelse. I disse værker er han ofte afbildet som en heroisk figur, og hans ånd lever videre blandt dem, der fortsat kæmper for de idealer, han repræsenterede.

I lyset af hans liv og hans uafladelige engagement, kan vi reflektere over, hvad det betyder at kæmpe for en sag, der måske ikke længere er populær eller politisk korrekt. Hughes’ kamp er et vidnesbyrd om, at sand politisk modstand ikke altid handler om at følge strømmen eller om at indgå politiske alliancer for at opnå magt. Det handler om at forblive tro mod ens overbevisninger, selv når man står alene, og det kræver ofte mere mod at fortsætte med at kæmpe for noget, når alle andre har opgivet.

Hvordan påvirkede sultestrejkerne og konflikten i Nordirland dem, der deltog?

Brendan Hughes, en af de mest markante ledere blandt de IRA-fanger, der deltog i sultestrejken i 1980, har givet et ærligt indblik i de fysiske og psykiske følger, som disse ekstreme handlinger har haft for dem, der deltog i dem. Efter at have været fængslet i over 13 år og ledt de første sultestrejker, ser Hughes i dag tilbage med blandede følelser og en tung byrde af fysiske og mentale problemer.

Som tidligere leder af IRA’s H-Block Brigade i Belfast var Hughes med til at organisere den første sultestrejke i 1980, som blev et skelsættende øjeblik i konflikten i Nordirland. Men de seneste år har han ikke bare kæmpet med fysiske problemer som synstab og gigt, men også med de psykiske traumer, der stammer fra den voldelige og inhumane behandling, som han og hans medfanger blev udsat for under deres fængsling. Efter mange års lidelse og sygdom er Hughes i dag en af de mange tidligere fanger, der ikke kan undslippe den psykiske arv fra den tid.

Hughes fortæller om de skræmmende, men nødvendige beslutninger, han måtte tage under sultestrejken. Han husker, hvordan han lovede en medfange, Sean McKenna, at han ikke ville lade ham dø, hvis han kom i koma. McKenna blev efterfølgende reddet fra døden, og sultestrejken blev afsluttet. Selvom beslutningen om at afslutte sultestrejken blev kritiseret af mange, mener Hughes, at hans ansvar som leder ikke kun handlede om politiske mål, men også om at beskytte livet for dem, der var under hans ansvar.

For de mange tidligere fanger er det også vigtigt at forstå den vanskelige virkelighed, som de står overfor efter at have forladt fængslet. Hughes understreger, at mange af dem, der deltog i sultestrejken og den efterfølgende konflikt, ikke har modtaget den nødvendige støtte for at tilpasse sig livet uden for fængslet. I stedet for at blive mødt med forståelse og hjælp, har de ofte været tvunget til at kæmpe alene med deres traumer. Det er noget, der sjældent bliver adresseret i den offentlige diskurs om konflikten. Mens politiske grupper som Sinn Féin har forsøgt at fremstille et heltemodigt billede af de tidligere fanger, mener Hughes, at mange af dem lider i stilhed og glemmer de tragiske konsekvenser af deres valg.

Et andet problem, som mange tidligere fanger står overfor, er den sociale og politiske marginalisering, de oplever, når de forsøger at tilpasse sig det normale liv efter deres fængselsophold. De sociale grupper, der skulle støtte dem, gør det kun på betingelse af, at de følger den politiske strømning i øjeblikket. Hvis de udtrykker uenighed eller kritiserer de politiske beslutninger, bliver de hurtigt udelukket. Dette skaber en følelse af isolation og en mangel på den nødvendige støtte for at bearbejde deres traumer.

De fysiske skader, som deltagelsen i sultestrejken medførte, samt de psykiske følger, viser et billede af, hvordan krigen ikke kun har påvirket de umiddelbare ofre, men også skabt en langvarig arv af smerte, som mange stadig kæmper med. Derfor er det vigtigt at forstå, at de, der deltog i denne voldelige kamp, ofte ikke kun lider som følge af de handlinger, de måtte udføre som soldater, men også af de ekstreme beslutninger, de måtte træffe for at overleve i et system, der var både brutalt og dehumaniserende.