Hvordan levede samfundet og kulturen i Gupta-perioden i Indien?

I Gupta-perioden oplevede man en kultur præget af sociale sammenkomster, hvor både underholdning og intellektuelle diskussioner havde stor betydning. Man samledes ved særlige lejligheder, ofte ved fuldmåne eller halv måne, i templer som Sarasvatis tempel, hvor inviterede gæster og besøgende kunstnere fremførte deres talenter og blev belønnet efterfølgende. Disse samlinger var ikke blot sociale begivenheder, men også rum for kulturel udveksling og anerkendelse af kunstneriske dyder.

Arkæologiske fund fra denne periode, selvom de er sparsomme, peger ikke på en økonomisk eller kulturel tilbagegang. Fundene ved Purana Qila i Delhi afslører flere byggeetaper, der viser en gradvis udvikling og tilpasning af arkitekturen. Fund som modellerede krukker, terrakottafigurer, segl med indskrifter og mønter understreger en rig kulturel arv med stærke religiøse og administrative forbindelser. Blandt inskriptionerne findes referencer til både kongelige og administrative titler, og sprogbrugen i skriften er ofte sanskrit, skrevet i den østlige variant af Brahmi-skriften fra 4.-5. århundrede e.Kr.

Udgravninger ved Basarh (det gamle Vaishali) viser et betydeligt administrativt centrum med hundredevis af segl og seglindtryk, der dokumenterer en velorganiseret handels- og embedsstruktur. De fundne inskriptioner nævner handelsgilder, embedsmænd, og andre nøglefigurer i samfundet, som kulikaer (håndværkere eller handlende), sreshthier (bankfolk) og sarthavahaer (karavaneførere). Dette vidner om en kompleks økonomi med organiserede handelsnetværk og et stærkt forvaltningsapparat.

De mange segl og inskriptioner indikerer, at byer som Vaishali var vigtige administrative og kommercielle centre. Selv om der blev fundet få mønter fra perioden, understøtter de arkæologiske beviser en omfattende handelsaktivitet og en veludviklet social struktur. Bygningerne fra Gupta-perioden var ofte lavet af genbrugte mursten, hvilket adskiller sig fra de mere robuste konstruktioner i tidligere perioder, men antyder samtidig en pragmatisk tilgang til bygningsmaterialer og en fortsat urban udvikling.

Det er væsentligt at forstå, at denne periode ikke blot var præget af kunstnerisk og kulturel blomstring, men også af administrative og økonomiske fremskridt, som muliggjorde opretholdelsen af en stabil og organiseret statsmagt. Det sociale liv, med dets kombination af intellektuelle saloner, religiøse ceremonier, underholdning og sociale ritualer, afspejler et samfund, hvor kultur og magt var tæt forbundet. Den fine balance mellem rigdom, magt og kunstnerisk udfoldelse udgør kernen i Gupta-periodens storhed.

Endvidere bør man have opmærksomhed på, at den kulturelle praksis med at involvere kurtesaner og vin i sociale begivenheder ikke blot var et udtryk for luksus, men også en integreret del af de sociale relationer og den intellektuelle udveksling. Den rolle, disse samlinger spillede i at styrke netværk og vidensdeling, er væsentlig for at forstå samfundets dynamik. Samtidig giver de arkæologiske fund et værdifuldt indblik i den materielle kultur og den gradvise udvikling af bygningsværker og administrative systemer, som var fundamentet for det gupta-periodiske samfund.

Hvordan pengesystemet og handel påvirkede det indiske subkontinent i det 4. og 5. århundrede

I indskrifter fra Gadhwa, der stammer fra Kumaragupta I’s regeringstid, nævnes investeringer på 13 og 2 dinarer, som blev afsat til to laug for vedligeholdelsen af sattras (almindelige huse). Et lignende eksempel findes i Indore-indskriften fra Skandagupta, der stammer fra Gupta-år 146 (465 e.Kr.), hvor en donation fra Brahmanen Devavishnu blev indskrevet for at opretholde en evig lampe i et Surya-tempel i Indrapura (dvs. Indore). Det nævnes, at templet blev bygget af to handlende, Achalavarman og Bhrikunthasimha, og at pengene blev investeret i et laug af olieproducenter ledet af Jivanta. Lauget skulle sikre en regelmæssig forsyning af olie til lampen i templet, selv hvis det migrerede et andet sted hen.

Der er blevet fremført, at der i Gupta- og post-Gupta-perioden skete et fald i pengeøkonomien. Gupta-dynastiet udstedte mange guldrmønter, men relativt få sølv- og kobbermønter. Længe var det antaget, at Vakataka-dynastiet ikke udstedte mønter, men denne misforståelse er blevet afkræftet. Selvom der endnu ikke er fundet guldbaserede eller sølvmønter, kan flere kobbermønter knyttes til denne dynasti. Mønterne varierede i størrelse, form og vægt og havde ofte et kortformet navn eller titel på obversen samt geometriske eller dyremotiver på reversen.

Der er også blevet diskuteret pengeudlån i samtidens tekster. For eksempel henviser Narada Smriti (1.46–47) til penge tjent gennem åger som “plettet rigdom” og “sort rigdom”. Selvom disse love om pengeudlån ofte er blevet betragtet som moralske advarsler, giver de også et indblik i, hvordan penge blev lånt ud med profit. Det beskrives, at rentesatserne var afhængige af låntagerens sociale status, hvor de lavere varnas måtte betale højere renter.

En interessant skikkelse i disse tiders økonomi var også købmanden og hans rolle i handel. Ifølge Cosmas' beretning var der flere havnebyer langs Indiens vestkyst, som fungerede som knudepunkter for handel. Byer som Kalyan, Chaul og Malabar var forbundet med Persia, Arabien og Byzans. Der blev også nævnt markeder i øst, såsom Tamralipti i Bengal, som var et centralt handelsområde. Handelsruter mellem Indien og Kina blev også beskrevet, og de farer, der var forbundet med disse ruter, blev omhyggeligt dokumenteret.

En af de største handelsvarer, som Indien udvekslede, var krydderier som peber og safran, samt aromatiske stoffer. Men også silke spillede en vigtig rolle i handelen. På trods af at Indien selv producerede silke fra vilde silkeorm, var importen af kinesisk silke stadig eftertragtet, og det var et luksusprodukt, der aldrig blev produceret i større mængder i Indien. Kalidasa, en af Indiens mest berømte forfattere, nævner i sine værker, at de rige bar tøj lavet af kinesisk silke, hvilket underbygger vigtigheden af dette importprodukt.

Med den fortsatte handel mellem Indien og fjernere riger blev indisk økonomi i høj grad påvirket af både interne og eksterne faktorer. Handel med vesten og Kina betød en øget udveksling af varer og ideer, hvilket kunne ses i arkitektur og kunst fra den periode, der bar præg af både indiske og udenlandske indflydelser.

Økonomiske relationer og handelsnetværk var ikke kun begrænset til regionens egne grænser. Indiske kongeriger spillede en væsentlig rolle i at forbinde handelsruter, der strakte sig fra Sri Lanka og Sydøstasien til Kina og Middelhavet. Byer som Madurai og Kaveripattinam var kendt for deres livlige markeder, og i litteraturen som Silappadikaram og Manimekalai er der flere referencer til handelsfolk, der rejste til fjerne lande som Java og Sri Lanka for at udveksle varer.