I RD3RD, en teateropsætning af William Shakespeares Richard III sat i konteksten af den filippinske præsident Rodrigo Dutertes 'krig mod narkotika', bliver fjerde væg brudt, og publikum opfordres til at deltage aktivt i forestillingen. Richard III bliver her kronet som konge, en afvigelse fra den oprindelige fortælling, hvor han dør, og Richmond af Lancaster bestiger tronen som Kong Henry VII. Parallellen til nutiden, hvor præsident Duterte fortsætter med at være ved magten på trods af intens kritik af hans administration og dens menneskerettighedsbrud, gør opløbet mellem scenen og virkeligheden endnu mere slagkraftigt. I det øjeblik, hvor Richard III bliver kronet, får tilskuerne tre muligheder: forblive stille, bekræfte Richards autoritet ved at heppe på ham, eller kraftigt råbe nej til hans onde gerninger. Publikum reagerer straks med en overvældende fordømmelse af den titulariske figur. Det er i dette øjeblik, at publikum ikke kun siger nej, men også rejser sig op, peger på og forbander lederen, der forbander. De er vrede og kan udtrykke deres vrede.

Dette voldsomme udtryk for vrede er ikke blot en reaktion, men en performativ handling, hvor følelserne på scenen udfoldes i virkeligheden. Forestillingen tvinger tilskuerne til at overveje to centrale spørgsmål: Hvad gør litteraturen effektiv til at fremkalde følelser? Og er vrede en effektiv ressource i social og politisk forandring?

Ifølge Anton Juan, som var med til at instruere RD3RD, er det ikke selve historien om Richard III, men hvordan denne fortælling er relevant i forhold til nutidens politik, som gør forestillingen kraftfuld. Dette er en dybdegående historisk refleksion, som udvikler sig fra en gammel fortælling til et stærkt politisk budskab. Ricardo Abad, medinstruktør, opfordrer publikum til at betragte teaterstykket som en politisk handling – et middel til aktivisme og en måde at gøre modstand mod overgreb og uretfærdigheder. For at gøre ingenting, siger han, er at tillade misbrug at sejre.

RD3RD fungerer som en didaktisk platform, der åbner publikums øjne for de uretfærdigheder, der begås i samfundet, og insisterer på, at tyranni er et kollektivt ansvar. Den despotiske figur får sin magt gennem naivitet, glemsomhed, medløb, opportunisme og ikke mindst de, der forbliver passive og ser til. På scenen ser man tyranniens brutalitet, som optræder som en symbolsk manifestation af samfundets passivitet.

Vreden i forestillingen er ikke kun en kritik af Richard III eller præsident Duterte, men også en kritik af samfundet selv, som ikke har gjort nok for at modstå undertrykkelse. Publikum udtrykker deres vrede som en performativ handling, hvor de genvinder deres egen agens – et skridt mod at tage ansvar og ændre den sociale og politiske virkelighed. Vreden bliver et redskab til at samle solidaritet, et udtryk for forpligtelse til at tage kampen videre udenfor teateret og arbejde mod retfærdighed.

Men vrede er en følelse, der kan være lige så farlig som den er kraftfuld. Som Martha Nussbaum påpeger i sin analyse af vrede i Anger and Forgiveness: Resentment, Generosity, Justice, kan vrede enten være konstruktiv eller kontraproduktiv. Den konstruktive vrede er fremadskuende, den bliver kanaliseret mod en positiv forandring, hvor man søger retfærdighed og afbryder cyklussen af vold og hævn. Denne form for vrede bliver et grundlag for social forandring, hvor handlingerne er rettet mod at opnå noget bedre, som Nussbaum kalder "Transition-Anger." På den anden side kan vrede også være en hævnmotiveret reaktion, som søger tilbagebetaling og forlanger straf. Når vrede er præget af hævn, kan den blive ukontrollabel og destruktiv.

Denne dobbelthed i vrede som både en drivkraft for forandring og en potentielt farlig reaktion understreger vigtigheden af, hvordan vi håndterer vrede i det politiske rum. Det er nødvendigt at reflektere over, hvad vrede virkelig kan opnå. Kan den faktisk skabe varige forandringer, eller er den kun et udtryk for frustration og desperation? Hvordan kan vrede kanaliseres til at skabe noget positivt i stedet for blot at opretholde et negativt status quo?

Når man betragter vreden, der opstår i RD3RD, er det tydeligt, at vreden ikke kun er en følelsesmæssig reaktion, men et politisk redskab, der kan bruges til at mobilisere samfundet. Men for at være effektiv må denne vrede ikke være blind eller hævngerrig; den skal være rettet mod at ændre strukturer, ikke blot udtrykke afsky.

Endtext

Hvordan Transnational Teori Udfordrer Forestillingen om Nationalisme og Grænser

Transnational teori tilbyder et vigtigt redskab til at analysere og udfordre de etablerede opfattelser af nationale grænser og tilhørsforhold, samtidig med at den åbner op for en dybere forståelse af de sociale og kulturelle dynamikker i grænseoverskridende fællesskaber. I Stephen’s arbejde, især i hendes bog Transborder Lives, bliver ideen om transnationalisme og det, hun kalder "hyperspace", en central metode til at forstå, hvordan folk, der lever på tværs af grænser, navigerer deres identiteter og relationer til både hjemland og værtsland. Stephen understreger, at transmigranter ikke blot eksisterer som "fjernede" væsener, men aktivt deltager i opbygningen af et hjem, der strækker sig over flere nationer ved hjælp af moderne kommunikationsteknologi.

Hyperspace, et begreb som Michael Kearney introducerede i 1996, beskriver et rum, der er løsrevet fra de nationale kulturers dominans, og som ikke er fast forankret i et specifikt geografisk sted. I denne kontekst bliver nettet og andre digitale teknologier som Skype, WhatsApp og Facebook kritiske i at skabe et sådant "deterritorialiseret" rum. Disse teknologier muliggør, at transmigranter, der for eksempel bor i Woodburn, Oregon, kan opretholde stærke bånd til deres oprindelige hjemland i Mexico, hvilket gør det muligt for dem at leve deres liv på tværs af flere lande, på en måde der bryder med traditionelle forestillinger om nationalt tilhørsforhold.

I denne teori om det “deterritorialiserede” hyperspace udfordres ideen om, at nationale identiteter er faste og grænserne for stater uigennemtrængelige. Kearney påpeger, at transnationale migranter ikke nødvendigvis bor uden for deres hjemland, selv når de er fysisk til stede i et andet land. De fortsætter med at være en del af deres oprindelige fællesskab, da den digitale teknologi skaber en følelse af nærhed og tilhørsforhold, der går ud over fysiske afstande. Denne kobling af det lokale og globale skaber en kompliceret virkelighed for migranterne, som lever i et konstant spændingsfelt mellem to verdener, uden nødvendigvis at kunne finde sig fuldt ud i én af dem.

Et relevant eksempel på denne dualitet kan ses i en diskussion om mexicanske migranter i Woodburn, Oregon, der benytter sig af teknologi som Skype for at holde forbindelsen til deres familier i Mexico. Selvom de fysisk arbejder og bor i USA, gør deres brug af virtuelle platforme det muligt at opretholde en stærk kulturel og familiær tilknytning til deres oprindelige hjemland. Dette rejser spørgsmål om, hvad nationalstaten egentlig betyder for mennesker, der ikke nødvendigvis er "udvandret" i traditionel forstand, men som stadig eksisterer og interagerer med deres oprindelige hjemland gennem teknologi.

Der er også et vigtigt perspektiv, som Kearney og Stephen bringer frem, når de diskuterer statens magt og indflydelse. Det er ikke nok at sige, at nationalstater er irrelevant for transmigranter, da statens autoritet stadig spiller en stor rolle i form af love, politikker og grænsekontrol. I denne sammenhæng bliver ideen om det "deterritorialiserede" landkompleks vigtig, da den netop gør opmærksom på, at transnationale fællesskaber lever i et rum, hvor grænser kan synes porøse, men hvor de stadig er defineret af magtstrukturer og nationale interesser. Selvom teknologiske fremskridt muliggør en form for liv på tværs af grænser, er det vigtigt at forstå, at dette ikke nødvendigvis betyder, at grænserne er irrelevant. Der er stadig betydelige barrierer, både fysiske og sociale, der udfordrer og bestemmer, hvordan migranter oplever deres transnationale liv.

En interessant visuel illustration af denne konflikt mellem national identitet og etnicitet findes i kunstværket "Illegal Alien’s Guide to Somewhere Over the Rainbow" af Enrique Chagoya. Dette litografiske værk giver et visuelt billede af, hvordan nationalgrænser er konstrueret og ofte forvrænget i den globale politiske diskurs. Kunstværket rummer en verden, hvor geografiske og politiske grænser ikke nødvendigvis følges, og hvor de nationale identiteter bliver kompliceret af både kulturelle ikoner og symbolske billeder. Det bliver klart, at disse grænser, som vi ofte tager for givet, er både socialt konstruerede og ideologisk motiverede, og derfor er de langt fra faste.

Det er afgørende at forstå, at idéen om et deterritorialiseret nation-state ikke nødvendigvis betyder, at nationale grænser og identiteter ikke eksisterer længere. De eksisterer stadig, men de er blevet mere flydende og tvetydige i en verden, hvor globalisering og teknologi ændrer, hvordan vi forstår begreber som hjem, nation og identitet. Dette rejser grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi forstår tilhørsforhold og grænser i den moderne verden, og hvordan disse begreber konstant er under forhandling.

Hvordan Historiske Tendenser Former Fremtidens Muligheder: En Analyse af Adorno, Horkheimer og Alt-Right

Adorno kritiserer ideen om, at historien nødvendigvis følger en forudbestemt slutning, og han er specielt kritisk over for Hegels påstand om et absolut. Ifølge Hegel udgør eksistensen en enhed af alle modsætninger, en "identitet af identitet og ikke-identitet", men Adorno hævder derimod, at historien ikke er en udvikling af et absolut, og at eksistensen i virkeligheden er "ontologisk ufuldstændig". I stedet for at tænke på historien som en fremtidsorienteret teleologi, præsenterer Adorno ideen om, at intet i historien nødvendigvis må udfolde sig på en bestemt måde, og dermed afskaffes ideen om et forudbestemt slutpunkt. Negative dialektikker, som Adorno foreslår, er dialektikker af tilfældigheder – der findes ikke et absolut, som menneskelig tænkning har fastlagt.

Adornos tanker er relevante, når vi forsøger at bruge fortiden og nutiden til at forestille os mulige fremtider. Rhetorikken på venstrefløjen har ofte fokuseret på demokratiets evne til at redde os. Doris Kearns Goodwin fortalte for nylig Bill Maher, at "hvis borgerne kan blive aktive igen, kan vi gøre noget ud af dette øjeblik, det tror jeg." Men vi bør stoppe op og overveje, om det begreb om det absolutte, der trøster os, måske kun er netop det: en trøstende illusion.

I denne bogs afslutning undersøger vi den globale fremvækst af Alt-Right i det 20. århundrede og ser på det som en transnational bevægelse – dog med fokus på forholdet mellem Europa og USA. Vi anvender Frankfurtskolens værker, især deres berømte afhandling "Kulturindustrien: Oplysning som massebedrag", til at forestille os potentielle fremtider. Frankfurtskolens forudsigelser om monopolisering og, som vi senere vil diskutere, nye former for fascisme, kan anvendes på den nuværende situation for at fremhæve reduktionen af kritisk tænkning (et kendetegn ved humaniora) gennem mediamonopolisering.

Frankfurtskolens arbejde har også givet os en ontologisk ramme, der understøtter forståelsen af den kritiske tænkning, vi har mistet i den aktuelle tid, hvilket står i direkte forbindelse med decimeringen af humaniora og spørgsmålet om, hvad det egentlig betyder at være menneske. Som vi overvejer, hvordan vi kan bevare vores samfund og kultur fra destruktive praksisser, kan vi ikke komme videre uden humaniora, som kritisk undersøger menneskers adfærd, interaktion, ræsonnering og kommunikation.

Hvordan bidrager humanistiske fag til at forestille sig, opfatte og forstå Alt-Right? På hvilken måde registrerer disse fag Alt-Right-bevægelsens indvirkning på samfund og kultur? Tilbyder litterære og kulturelle værker nogen indsigt? Flere af de foregående kapitler har bestemt sagt ja. Desuden, hvad er kunsten og kulturens rolle i den nuværende politiske tid, og på hvilken måde kunne den samtidig nedbrydning af humaniora være forbundet med den efterfølgende reifikation af kunst og kultur?

En sidste tilbagevenden til Frankfurtskolen giver os nogle indsigter i de mange måder, vores samling har forsøgt at undersøge disse mange spørgsmål. Frankfurtskolen, som bestod af Walter Benjamin, Max Horkheimer, Herbert Marcuse, Theodor Adorno og Erich Fromm, begyndte med en samtidig analyse af fascisme, højreorienteret populisme og autoritarisme i de tidlige 1920’ere gennem efterkrigstiden. Deres analyse af fascisme i national-socialistiske Tyskland førte til ideen om, at tendensen til fascisme ikke kun var til stede i Tyskland, men i alle avancerede kapitalistiske samfund. "Fascisme var ikke en tilfældighed", som Adorno en gang bemærkede.

Horkheimers 1937-essay "Egoisme og Frihedsbevægelser: Om den borgerlige epoques antropologi" giver den historiske kontekst for en undersøgelse af højreorienteret populisme i nutiden. I dette værk ser han på fascismens oprindelse som en transformation af venstreorienteret populisme til højre, hvilket svarer til et forandret forhold mellem bourgeoisie og lavere klasser i Europa i det 19. og tidlige 20. århundrede. Han ser på forskellige ledere af sociale bevægelser i den tidlige moderne periode og konkluderer, at deres forsøg på at mobilisere de lavere klasser faktisk konsoliderede bourgeoisiets magt.

Mens Horkheimer understreger de progressive tendenser i disse bevægelser, da de forenede de fælles interesser mellem bourgeoisie og lavere klasser i at vælte aristokratiets magt, påpeger han hurtigt også de autoritære træk ved disse bevægelser. Disse autoritære elementer afslører mange af de divergerende interesser mellem bourgeoisie og de lavere klasser. Efter borgerlige revolutioner i det 17. og 18. århundrede, der så fremkomsten af socialistiske bevægelser i det 19. århundrede, begyndte højreorienteret populisme at vinde frem i det 20. århundrede.

Horkheimer beskriver fascismens mobilisering af masserne mod den opfattede trussel fra venstrefløjen i 1930'ernes Europa og giver os dermed et klart billede af, hvordan højreorienterede populistiske tendenser i det 19. århundrede førte til dannelsen af fascistiske bevægelser i det 20. århundrede. Han advarer mod faren ved de autoritære tendenser, der gemmer sig bag populismens progressive retorik.

Når vi ser på de nuværende højreorienterede populistiske bevægelser som Brexit og den voksende støtte til alt-right grupper globalt, kan vi observere, hvordan de samme autoritære strukturer og politiske dynamikker, som Horkheimer og Adorno beskrev, er blevet genaktualiseret. Det er i denne sammenhæng, at vi ser, hvordan populisme ikke kun er en reaktion mod venstreorienterede bevægelser, men også en måde at cementere og udvide den eksisterende magtstruktur på.

Endtext

Hvad betyder det, når vi ikke kan komme sammen?
Hvordan fanger man det dramatiske spil mellem lys og skygge i fotografering?
Hvad betyder misbrug af magt i politiske beslutningsprocesser?