Finnegan, han er både charmerende og provokerende på samme tid. Han sidder på mit skød og på Normas. Måden, han opfører sig på med Mary Schaeffer, kunne enten være en skandale eller et cirkus. Han hopper op på din ryg, unge dame, og du driller ham til at gøre det igen.

Maurine, jeg ved ikke engang, om du er ment at være brudepige. Show Boat laver altid sjov. Jeg tror, du er brudepige. Hun har en brudepigekjole, og hun siger, at den, den passer til, kan tage den på. Jeg tror, det er et italiensk ordsprog. Jeg vil prøve den på.

Men den eneste forklaring på Finnegans handlinger er, at han var en komplet nar, og senere bekræfter yderligere beviser, at det var sandheden. Dotty var magnetisk, hun var vidunderlig. Der var ikke en mand, der ikke kom til live, når hun var i rummet. Hun var lige så stor som Marie og havde kastanjebrunt hår, der ville hjemsøge en. Hun var klogere end de fleste, og hendes venlighed var uovertruffen. Men det var ikke hendes klogskab eller venlighed, der rystede Patrick Stranahan, da han først så hende. Det fik ham til at undre sig over, om han havde fået nok ud af livet for at kunne opveje det, han havde mistet ved ikke at have mødt hende tidligere. Og hvad var det, der fik Hans til at knytte hænderne så hårdt ved første møde, at blodet flød fra fire dybe snit i hver hånd? Vi ved det måske, men vi kan ikke navngive det. Hans havde jo Marie, som var den vedvarende sensation.

Der findes en dimension i livet, som jeg ikke kendte til, sagde Henry. Den fede franskmand sagde det blidt og gned sig på hagen. Og hvis Dotty senere skulle sige noget prosaisk, tre ord, en sætning, må du ikke forestille dig, at det var det samme eller havde samme effekt, som hvis en hvilken som helst anden havde sagt det. Der var noget elektrisk ved Dotty.

Finnegan vidste godt, at hun var sådan. Det var ikke, fordi han ikke havde tænkt på det, mange midnatter igennem. Dotty var som et stort digt for ham, men hvorfor skulle det altid være et digt om et uopretteligt tab? Hvorfor havde han altid antaget, at han havde mistet hende, når hun altid havde ventet på ham? Hvorfor den evigt triste erindring om noget, der stadig var i fremtiden? Hvorfor sagde han "Hvorfor kunne det ikke have været?" når det stadig var muligt? Selvfølgelig kan ingen komme sammen perfekt. Men folk kommer sammen hele tiden.

En krise burde have torden og lyn i sig. Hvis Finnegan og Dotty havde været i stand til at skabe en krise med torden og lyn, kunne tingene have været anderledes. Men hvad nu, hvis den sidste ankerkabel er brudt, når ingen ved det, og strømmen allerede er begyndt? Dette er en krise, der er kommet og gået. Det kan være, at en lille kadge-anker stadig holdt Finnegan, men hvis det gjorde, trak det hurtigt. De store ankerlinjer var allerede skåret over. For andre var det nemt at finde sin plads, men for Finnegan var det umuligt.

På onsdag talte de i en time eller mere. Og derefter var døren stadig åben mellem dem, ikke vidt åben, men åben. Og da Finnegan samme dag talte med en anden, blev åbningen smalere til en revne. Men døren blev aldrig helt lukket. Nøglen blev aldrig drejet i den. Men på trods af det var det slut. Selvom Dotty ikke indrømmede det, var hun stille og roligt fortvivlet.

Men hvad var det for en hindring, der kom til at løbe gennem så mange af Finnegans liv? Hindringen, der kom til at løbe gennem mindst flere af livene, hed Theresa.

Finnegan og Theresa var sammen for første gang sent onsdag eftermiddag. Og omkring dem var der en usynlig ballon, lynlignende energi.

"Er det forkert at spørge, hvorfor det ikke kunne have været dig og mig, John?" spurgte Theresa i de første ord, der blev sagt mellem dem. "Jeg tager ikke fejl. Vi er helt sikkert ikke de to, der finder på et drama. Hvis jeg havde mødt dig først, ville der ikke have været noget problem. Hvordan kan det være, at jeg kender dig så godt? Var det ikke mig, der skulle have været den?"

"Du er den, Theresa. Nu vil der aldrig være en anden."

"Jeg kan ikke have jer begge. Jeg vil være glad, det ved jeg, med Vincent. Et lille stik i hjertet, det dræber aldrig. Mary var her i morges, jeg sagde til hende, at hun bare må være delvist italiensk. Det kan være, sagde hun. Hun var fra en blandet folkestamme, og en af hendes oldefædre kom fra over havet, sagde hun. Hun siger, at historie­bøgerne tager fejl. De havde kaffe, da hun var ung. Hun drikker det sort. Er vi italienske i det her?"

"Scurament, hvordan ellers ville vi være? Og desuden, du vil give mig en undskyldning. Nu, når jeg kigger i bunden af et glas, kan jeg sige 'Theresa er grunden.' Før kunne jeg kun sige: 'Hvorfor gør jeg dette?'"

"Jeg plejede at tænke på hende (dig) og vide præcist, hvordan du ville se ud. Jeg er clairvoyant; jeg så endda huset og kvarteret, hvor vi ville bo. Jeg kunne rejse til den by nu, og til kvarteret og huset, selvom det er et område, jeg aldrig har været i."

"Jeg troede, da jeg først hørte om dig, at du kunne være den ene; og jeg håbede, du ikke var det, for du var min bedste vens pige. Jeg var urolig, for hvis du var den ene, kunne det kun være, hvis han døde, at jeg kunne få dig."

Men da jeg så dit billede, blev jeg lettet. Det var ikke dig; du var bare endnu et af de der dukkebørn. Senere så jeg et andet billede og blev bange igen. Det var bare muligt, at du kunne være. Dine billeder er ikke helt som dig; du er meget smukkere på dine billeder."

Men da jeg endelig så dig lige nu, var der ingen tvivl, og det virker, som om der ikke længere er noget håb i noget for mig. Selv dine hænder er, som jeg vidste, de ville være, dine fingre spidse og alle sat sammen på den mærkeligste måde, som et bundt ledninger. Jeg plejede at drømme om dine snoede fingre."

"Åh, jeg arbejdede meget med dukker med dem. Og koncertinaen spreder dem, og trickene også. Vidste du, jeg laver tricks, ud over at være clairvoyant også? Margie la Maga—den tryllekunstner, jeg er."

La Maga—La Strega—du er en heks. Ved du, at man kan kende en heks på hjørnerne af hendes øjne og måden hendes hår falder? Det står i en af Hans' gamle bøger, og du er en heks på alle måder. Og der er kabbalistiske mærker på månerne på neglene, som kun viser sig på fredage."

"Ikke på mine."

"Da du blev døbt, flammede saltet, da det rørte dig. Det gør det, når det rører ægte svovl. Og fontænen revnede."

"Det kunne have været en af dusinvis af hekse, der revnede den fontæne. Bliv ikke fuld før middag, John. Nå ja, giv mig en også, og så sørger vi sammen for at være triste. Gud velsigne dette vin!"

Det er godt, Theresa. Vi behøvede ikke at have talt om det overhovedet; men hvis vi ikke havde, kunne jeg en dag have troet, det bare var en drøm, hvordan tingene kunne have været.

Åh nej, det er ikke en drøm. Vi ville begge have vidst det. Jeg vil elske dig, indtil stjernerne bliver kolde. Så, på et bedre sted, vil vi alle være sammen, og de ting vil blive løst der. Det er ikke, som om vi ikke er sikre på det. John, hørte du mig?"

"Jeg hørte dig, Theresa."

"Du vil ikke lade et par glas få dig til at fare vild, vel, John?"

"Nej. Jeg vil være der. Jeg skal måske bruge trick, men jeg vil være der. Det bliver ikke for længe, før stjernerne bliver kolde. Nogle nætter virker de temmelig kolde."

"Kom

Hvad betyder det at være en neo-jøde i en verden af forandringer?

I de dage begyndte Stein at kalde sig selv en neo-jøde. "Jeg er måske den eneste," sagde han. "Hvis der var andre, kunne vi danne en gruppe. Det ville være den vigtigste gruppe i verden. Det ville være den eneste gruppe af nogen betydning." Han henviste til noget større end blot den religiøse identitet, det var en ideologi, en væren i verden. Men samtidig stillede Duffey spørgsmålstegn ved begrebet. "Men Absalom, at være en neo-jøde, er det ikke bare at være en kristen?" spurgte han. Svaret, der fulgte, var skarpt og klart: "Slet ikke. En goy er en goy. Du kan ikke komme ind." Stein henviste til sin egen fortid i ørkenen og i Egypten, til sine egne rødder i Babylon. En dybere forståelse af religiøs og kulturel arv var nødvendig for at kunne forstå ham – og det er netop det, der adskiller ham fra andre.

Steins synspunkt var ikke kun en teologisk position, men en livsanskuelse. Han nægtede at forlade templet, et begreb han brugte for at beskrive sin forbindelse til sine jødiske rødder, selvom han aldrig havde været i det fysiske tempel. Hans ord blev en manifestation af hans tro på, at troens essens kunne være noget mere end blot tilslutning til en bestemt institution. Han ville ikke, som han selv sagde, "forlade templet" for at blive en del af kirken, da han mente, at kirken burde komme til ham i templet. Det er et synspunkt, der sætter spørgsmålstegn ved ideen om tilhørsforhold, tilknytning og religiøs identitet.

De konflikter, som Stein og hans nærmeste venner stod overfor, blev manifesteret i et samfund, hvor de blev angrebet både som jøder og som forrædere. Selvom de var blevet tvunget ind i en verden, hvor deres tidligere identiteter og tilhørsforhold blev udfordret, fortsatte de med at kæmpe mod både eksterne og interne trusler. For Stein og hans venner blev det et spørgsmål om overlevelse, en konstant tilpasning til en verden, der ikke ønskede at lade dem være som de var.

Deres kamp blev ikke kun en fysisk udfordring, men en eksistentiel sådan. Dotty, en af de mere pragmatiske figurer, havde erfaring med at blande drinks, og hendes forståelse af virkeligheden i denne undergrundsverden var dyb, men samtidig praktisk. Hun var vidende, men måske mere tilpasset de ændringer, som omverdenen påtvang dem. Det var en verden, hvor det gjaldt at overleve, samtidig med at man kæmpede for at definere sin egen identitet og tilhørsforhold i et hav af foranderligheder.

I dette univers, der på mange måder er en metafor for den moderne tilstand, blev der skabt et mikrokosmos af forskellige ideologier, personligheder og livsformer. Der var ikke plads til alle, men alle forsøgte at finde en måde at eksistere på i denne verden. Det var et konstant forhandlingsrum, hvor hver handling, hvert valg havde sine konsekvenser, og hvor menneskets natur ofte blev sat på prøve.

Deres erfaringer i denne verden blev både komiske og tragiske. I en særlig episode oprettede Duffey en stor gryde, som skulle koge uden ophør, en symbol på håbet om at kunne hjælpe de fattige, selvom han erkendte, at der aldrig ville være nok fattige til at gøre en virkelig forskel. Barley-suppen, som blev serveret til de, der havde behov, blev en slags daglig overlevelse. Den var et billede på både håbet og fortvivlelsen i en verden, hvor ønsket om at gøre godt konstant kolliderede med virkelighedens hårde vilkår.

X, en karakter der på et tidspunkt indtrådte i gruppens liv, var et levende eksempel på, hvordan folk kunne komme og gå i denne verden. Hans måde at kommunikere på var både underlig og skræmmende, og han formåede at bringe et væld af mærkelige ideer og handlinger til gruppen. I kontrast til Z, der havde en mere videnskabelig tilgang til verden, fremstod X som en eksentrisk figur, der både var en trussel og en kilde til uventede erkendelser.

Deres verden var et mikrokosmos af den større virkelighed, vi alle lever i – en verden, hvor identitet og tilhørsforhold ikke er faste størrelser, men derimod konstant bliver udfordret. Det er en verden, hvor man må kæmpe for at finde sin plads og skabe mening, selv når de eksterne omstændigheder virker umulige at ændre.

Vigtigst af alt er det at forstå, at selv om de forsøgte at etablere noget varigt – om det så var en gruppe, et fællesskab, eller en idé – var de altid klar over, at alt kunne ændre sig, og at denne foranderlighed var en uundgåelig del af tilværelsen. Det er ikke kun ideen om et fællesskab, men nødvendigheden af at leve med det uforudsigelige, som gav deres liv betydning. Det er denne konstant forandrende og skrøbelige natur, der gør deres historie både relevant og uundgåelig.

Hvordan kan man forstå livets forvirring og mennesker, der lever i det?

Der var noget uundgåeligt ved den situasjon, som Hans befandt sig i, en situation der næsten forløb som et absurt drama uden mulighed for forsoning. Han havde bygget noget, måske en kunstværk, måske en båd, som ikke kunne komme ud af et værelse, og han havde mistet kontrollen over sin egen virkelighed. Dette er den væsentlige konflikt, der også prægede hans møde med Anna Louise, der sang så smukt, at ingen kunne stå imod. Hans, der i begyndelsen havde tvivlet på hendes musikalske evner, blev forbløffet over hendes kunnen. Alligevel blev han skuffet af, at Endymeon havde løjet for ham – en opdagelse der også afslørede noget dybere om deres relationer, og måske om den menneskelige natur selv.

En af de centrale begivenheder, der præger Hans’ liv, er, at han i sidste ende mister Trinali, en person han holdt meget af. Hendes død – fra en uklar forgiftning forårsaget af lilakfarve – er et tidsspring i hans liv, og måske et billede af, hvordan mennesker hurtigt kan forsvinde, uden at der er nogen dybere forståelse for, hvad der skete. Hendes farvel og det digt, der blev begravet med hende, indikerer en dyb indsigt i livets uforudsigelighed. Trinali, som ligger smilende i sin kiste, repræsenterer noget, som Hans kun kan fantasere om – et mystisk hav fyldt med stjerner, som ikke nødvendigvis giver nogen svar, men blot et tomt rum fyldt med duften af lilak.

Og sådan går livet videre. Der er et hul i Hans’ liv, et gap, hvor han opholder sig i årene, der forbliver et mysterium. Det er her, han erfarer at han kan tilgå ressourcer på en ukendt måde, noget som ændrer hans fremtid. Hvordan han får denne indsigt, og hvad han bruger den til, er det, som går fra det fantastiske til det uforklarlige. Hans' forvandling og ændringer kan forstås som en udforskning af, hvad det betyder at leve med en dyb, men udefinerbar evne til at overleve og navigere gennem livets tumult.

Men det er først, da Hans møder sin far, Giulio Solli, at en vis sandhed om hans fortid afsløres. Der er noget tragisk ved mødet – faren, en gammel og forkrøblet mand, der ikke længere har nogen stemme i verden, er blevet til en skygge af sig selv. Hans’ bitre ord om, hvordan hans far ikke havde noget af det, der gjorde dem anderledes, afslører et dybt kærlighedsforhold præget af konflikter. Faren, der ikke har noget svar på Hans' angreb, er blevet til en mand uden tilknytning til sin egen virkelighed. Hans vilde bebrejdelser af sin far afslører samtidig en smerte, som han ikke helt selv kan udholde.

Der er i denne fortælling en konstant søgen efter mening, efter noget forståeligt i den kaotiske verden, der omgiver Hans og hans relationer. Der er noget ubegribeligt ved, hvordan livet fungerer, som om man prøver at samle brudstykker af en sønderbrudt virkelighed. Hvad der måske er mest slående, er Hans’ konstante tvivl på, om de mennesker han møder, faktisk er virkelige, og om de overhovedet eksisterer i den forstand, vi forstår det. Er det kun vores egne følelser, der gør de mennesker, vi kender, til noget vigtigt? Eller er det et misforhold i os, der gør, at vi ser verden anderledes? For Hans blev det til en længsel efter, at alting ville kunne være mere end blot det, det er. Hans skulle lære, at livet nogle gange rummer flere lag, end vi kan fatte på én gang.

Når vi betrager livet og menneskers valg, står det klart, at vores forståelse af virkeligheden konstant er i forandring. Den enkelte menneskes rejse, uanset hvordan vi forsøger at kontrollere den, er bundet til en større strøm af begivenheder, der er både uden for vores forståelse og samtidig formet af vores handlinger. Det er derfor, vi ser Hans’ dilemma: han lever på grænsen mellem det ubegribelige og det virkelige, aldrig helt i stand til at forstå eller acceptere det, der sker omkring ham. Hans liv kan være en spejling af de mange usagte aspekter af vores egen eksistens, som vi selv endnu ikke har accepteret.

Jak se vypořádat s novou rolí a autoritou v domácnosti?
Jak uvolnit tělo: Cvičení pro obnovu rovnováhy a koordinace
Jak se orientovat na letišti a в японских поездках?
Jak začít tvořit náušnice z drátu a proč to vlastně zvládne každý