Hvordan renderes HTML i React med JSX?

Når man arbejder med React, er render()-funktionen en essentiel metode, der sikrer, at brugergrænsefladen (UI) opdateres effektivt. Denne funktion gør det muligt for udviklere at erklære strukturen af brugergrænsefladen uden at skulle bekymre sig om de nødvendige trin for at opdatere elementer på skærmen – en proces, som ellers ofte kunne føre til fejl. Denne deklarative tilgang er kernen i React’s design og gør udviklingen af interaktive webapplikationer både hurtigere og mere pålidelig.

Rendering af HTML med JSX

Grundlæggende set er formålet med en React-komponent at gengive HTML i browserens DOM (Document Object Model). JSX tillader udviklere at beskrive strukturen af en webside ved hjælp af HTML-lignende syntaks, hvilket gør det lettere at læse og forstå i forhold til den imperativ kode, der normalt bruges til at opdatere UI'en. Når man arbejder med JSX, er der et par konventioner og forskelle i forhold til traditionel HTML, som det er vigtigt at være opmærksom på.

Når HTML-elementer bliver gengivet i JSX, bruges disse elementer præcist som de ville i almindelig HTML, men med et par subtile forskelle. For eksempel er tagnavne case-sensitive i JSX. Dette betyder, at du skal bruge små bogstaver til HTML-tags. Hvis du skriver <Div> eller <P> i stedet for <div> eller <p>, vil koden ikke fungere korrekt, og React vil kaste en fejl.

HTML-Elementkonventioner i JSX

Når du arbejder med HTML-tags i JSX, er det vigtigt at bruge små bogstaver for tag-navne, da JSX skelner mellem store og små bogstaver. Hvis du bruger en stor bogstav som i <Div>, vil det fejle. Derfor er det en god praksis altid at skrive HTML-tags i små bogstaver for at sikre, at React genkender dem korrekt.

En anden vigtig ting at bemærke er, at du kan sende de samme attributter til HTML-elementer i JSX, som du ville gøre i almindelig HTML. Dog vil du blive advaret, hvis du prøver at sende en uventet eller ukendt egenskab. For eksempel, hvis du forsøger at bruge class som en attribut i JSX, vil React kaste en advarsel, fordi JSX bruger className i stedet for class, som er en reserveret ord i JavaScript.

Beskrivelse af UI-strukturer med JSX

JSX giver en effektiv måde at beskrive UI-strukturer på, og en af de store fordele ved JSX er, hvordan det tillader udviklere at beskrive komplekse strukturer på en mere læsbar og vedligeholdelsesvenlig måde. I stedet for at skrive en masse imperativ kode, kan udviklere bruge semantiske HTML-tags for at beskrive layoutet af deres applikation. Dette gør det lettere at forstå, hvordan brugergrænsefladen hænger sammen, og hvilke elementer der er placeret i forhold til hinanden.

Oprettelse af egne JSX-komponenter

React-komponenter er de grundlæggende byggeklodser i React-applikationer. De kan opfattes som JSX-markspecifikationen, der muliggør genbrug af brugergrænsefladens elementer og struktur. Ved at oprette dine egne komponenter kan du indkapsle HTML-struktur, som derefter kan genbruges på tværs af applikationen. Dette gør koden mere modulær og lettere at vedligeholde.

jsx
Copy code
import * as ReactDOM from "react-dom";
function MyComponent() {
  return (
    <div>
      <h1>My Component</h1>
      <p>Content in my component...</p>
    </div>
  );
}
const root = ReactDOM.createRoot(document.getElementById("root"));
root.render(<MyComponent />);

Denne komponent definerer en HTML-struktur, der er kapslet ind i en funktion. Når du render denne komponent med root.render(<MyComponent />), bliver indholdet af komponenten gengivet i DOM'en, som var det et HTML-element.

Indlejring af elementer i JSX

I React håndteres dette ved hjælp af children-egenskaben, som gør det muligt for en komponent at modtage og vise indhold, som bliver "indsat" fra en overordnet komponent. Dette er vigtigt, da det giver dig fleksibilitet til at skabe dynamiske UI-strukturer, hvor indholdet kan ændres baseret på tilstand eller props.

jsx
Copy code
import MyButton from './MyButton';

function MySection() {
  return (
    <section>
      <h2>Section Title</h2>
      <MyButton text="Click Me" />
    </section>
  );
}

I dette eksempel indeholder MySection-komponenten et MyButton-element som en del af sin struktur, og knappen kan modtage et prop som tekst.

JSX gør det muligt at bygge webapplikationer på en mere deklarativ måde, som ikke blot gør koden lettere at skrive, men også nemmere at forstå. Det giver udviklere mulighed for at beskrive UI-strukturer på en intuitiv og struktureret måde, hvilket gør arbejdet med React mere effektivt og vedligeholdelsesvenligt.

Hvordan man opbygger genanvendelige komponenter i React

I udviklingen af React-applikationer er det essentielt at undgå monolitiske komponenter, der kan gøre koden vanskelig at vedligeholde og udvide. Monolitiske komponenter er designet til at håndtere både funktionalitet og visuel præsentation, hvilket kan føre til kode, der er tæt sammenflettet og derfor svær at genbruge og teste. En løsning på dette problem er at skabe små, genanvendelige komponenter, som er fokuseret på én enkelt funktionalitet. Dette skaber ikke kun en mere modulær og vedligeholdelsesvenlig kode, men giver også mulighed for nemmere udskiftning og tilpasning af komponenter.

I denne sammenhæng spiller begrebet "render props" en vigtig rolle. En render prop er en funktion, der returnerer en React-komponent, og gør det muligt at dynamisk udveksle komponenter uden at ændre afhængighederne i selve funktionalitetskomponenten. Dette betyder, at i stedet for at have en komponent, der direkte importerer og anvender andre komponenter, kan man bruge render props til at passere komponenter som egenskaber til en anden komponent.

Et konkret eksempel på brugen af render props er, når man arbejder med en funktionel komponent som MyFeature, som afhænger af ArticleList og AddArticle. Hvis man ønsker at genbruge MyFeature på flere steder i applikationen, men med en anden implementering af ArticleList eller AddArticle, kan man benytte render props. Dette gøres ved at overføre disse komponenter som funktioner, der returnerer JSX, i stedet for at importere dem direkte. På denne måde kan man ændre, hvordan disse komponenter gengives uden at ændre selve funktionaliteten i MyFeature.

Når vi ser på et konkret kodeeksempel, kan det se sådan ud:

jsx
Copy code
{addArticle({

  title,
  summary,
  onChangeTitle,
  onChangeSummary,
  onClickAdd,
})}
{articleList({ articles, onClickRemove })}

Her ses det, hvordan addArticle() og articleList() begge kaldes med de samme egenskaber, som tidligere blev sendt til deres respektive komponenter. Det, der adskiller sig, er, at disse komponenter ikke længere importeres direkte som afhængigheder, men bliver overført som render props, hvilket giver større fleksibilitet i, hvordan de anvendes.

Desuden skaber denne tilgang en adskillelse af bekymringer, hvor funktionaliteten og UI-rendering bliver klart adskilt. Funktionskomponenterne håndterer kun data og logik, mens præsentationskomponenterne kun fokuserer på at vise data på en måde, der er passende for den aktuelle kontekst.

Når man arbejder med React, vil man ofte støde på forskellige niveauer af komponentkomposition. Den klassiske tilgang involverer en containerkomponent, der indeholder en eller flere præsentationskomponenter. Dette mønster gør det muligt for data at flyde fra containeren til præsentationskomponenterne, som kun interesserer sig for de egenskaber, de modtager. Det er en simpel men effektiv måde at strukturere React-applikationer på.

Når man designer en React-applikation, er det også væsentligt at overveje forskellen mellem "feature"-komponenter og "utility"-komponenter. En feature-komponent er typisk knyttet tættere til applikationens tilstand og funktionalitet og vil derfor ikke have meget nytte andre steder i applikationen. Utility-komponenter derimod er mere generelle og kan bruges på tværs af applikationen, da de ikke er afhængige af specifik tilstand. Derfor, jo længere væk en komponent er fra den oprindelige tilstand, jo større er dens nytteværdi.

Ved at refakturere monolitiske komponenter til små, mere modulære komponenter, lærer vi, at containerkomponenter bør fokusere på at håndtere tilstand, mens præsentationskomponenter kun skal bekymre sig om at vise data. Dette gør det lettere at vedligeholde og genbruge komponenterne på tværs af applikationen. Samtidig kan render props bruges til at give fleksibilitet i, hvordan komponenter gengives, og dermed gøre det muligt at opdatere eller ændre funktionaliteten uden at skulle ændre afhængighederne i hele applikationen.

Det er også vigtigt at huske på, at når man arbejder med React-komponenter, skal man undgå at gøre komponenterne for komplekse. Jo mere præcist og simpelt designet en komponent er, desto lettere bliver det at vedligeholde og teste applikationen på længere sigt.

Hvordan håndterer man ruteparametre i React Router?

I denne sektion skal vi kigge nærmere på, hvordan man håndterer dynamiske URL-segmenter og query-parametre i en React-applikation. Vi vil undersøge, hvordan man kan oprette ruter, der accepterer variabler som en del af URL’en, og hvordan man håndterer data, der sendes gennem disse parametre. Ruteparametre er en essentiel funktion i de fleste applikationer, hvor data kan variere afhængigt af URL’en.

Et praktisk eksempel på en sådan dynamisk rute kunne være /users/:id, hvor id er en parameter, der vil blive brugt til at hente brugerens data. Her anvendes :id syntaksen i stien for at indikere, at id er en variabel. Denne parameter bliver derefter sendt videre til den komponent, der skal renderes. Komponenterne vil derefter kunne bruge denne ID til at hente de relevante data.

I koden kan dette implementeres ved hjælp af createBrowserRouter, hvor vi definerer en rute med et URL-segment, der indeholder en dynamisk parameter. Den relevante komponent kan derefter hente denne parameter via useParams-hooken og bruge den til at hente data, som i eksemplet:

javascript
Copy code
const router = createBrowserRouter([

  {
    path: "/users/:id",
    element: <UserContainer />,
    loader: async ({ params }) => {
      const user = await fetchUser(Number(params.id));
      return { user };
    },
  },
]);
function UserContainer() {
  const params = useParams();

  const { user } = useLoaderData() as { user: User };

  return (
    <div>
      User ID: {params.id}
      <UserData user={user} />
    </div>
  );
}

I dette eksempel henter UserContainer-komponenten brugerens ID via useParams og bruger det til at hente data med useLoaderData. Hvis brugeren findes, vises deres oplysninger; hvis ikke, håndteres fejlen ved at vise en alternativ komponent med errorElement.

Det er også muligt at håndtere URL-segmenter, som ikke er obligatoriske. I sådanne tilfælde kan ruteparametrene være valgfri, og vi kan definere ruter, der både accepterer og ignorerer disse parametre afhængigt af deres tilstedeværelse i URL’en.

Når vi arbejder med applikationer, der kræver brug af flere parametre i URL’en, er det også vigtigt at forstå forskellen på URL-segmenter og query-parametre. Query-parametre bruges ofte til at filtrere eller sortere data, som f.eks. når vi ønsker at sortere en liste over brugere i en bestemt rækkefølge.

Et typisk eksempel på query-parametre kunne være en applikation, hvor vi ønsker at sortere brugerlister efter en bestemt orden. I stedet for at inkludere sorteringsparameteren som en del af stien, kan vi bruge query-parametre som:

javascript
Copy code
const router = createBrowserRouter([

  {
    path: "/",
    element: <UsersContainer />,
  },
]);
function UsersContainer() {
  const [users, setUsers] = useState([]);
  const [search] = useSearchParams();
  useEffect(() => {
    const order = search.get("order") as SortOrder;
    fetchUsers(order).then((users) => {
      setUsers(users);
    });
  }, [search]);

  return <Users users={users} />;

}

I dette eksempel bruges query-parameteren order til at bestemme, hvordan brugerne skal sorteres. Dette gør det muligt for brugeren at interagere med applikationen og ændre visningen dynamisk, uden at URL’en nødvendigvis skal ændres fuldstændigt.

Et af de centrale aspekter ved håndtering af både ruteparametre og query-parametre er, at komponenterne i React Router er designet til at kunne håndtere dynamiske ændringer uden at kræve en fuld sideopdatering. I stedet for at sende HTTP-anmodninger til serveren for hver ny side, håndterer React Router alt lokalt, hvilket gør navigationen meget hurtigere og mere effektiv.

Når du arbejder med disse parametre i din applikation, er det vigtigt at forstå, hvordan de fungerer sammen for at skabe en fleksibel og brugervenlig navigationsstruktur. Ved at bruge ruteparametre kan vi dynamisk hente og vise specifik data, mens query-parametre giver os mulighed for at tilpasse og filtrere data baseret på brugerens præferencer. Kombinationen af disse to mekanismer giver stor fleksibilitet i opbygningen af moderne webapplikationer.

Hvordan fungerer routing og server-side rendering i Next.js?

I Next.js er strukturen af en applikation baseret på, hvordan filer og mapper organiseres i projektet. Den vigtigste mappe til routing i Next.js er pages-mappen. Indholdet af denne mappe bestemmer, hvilke sider der vil blive genereret. Når en ny side oprettes i pages-mappen, genereres der automatisk en rute, der svarer til filens sti.

For eksempel vil filen pages/index.tsx blive brugt til at generere forsiden, mens pages/about.tsx vil blive brugt til en /about-side. Dynamic routing er også understøttet, hvilket betyder, at filer med navne i firkantede parenteser ([ ]) gør det muligt at oprette dynamiske ruter. Således kan vi for eksempel oprette en fil pages/posts/[post].tsx, som bruges til at vise individuelle blogindlæg baseret på deres id’er.

I Next.js er der også to specielle servicefiler i pages-mappen: _document.tsx og _app.tsx. Den første, _document.tsx, bruges til at forberede HTML-strukturen for applikationen, hvilket betyder, at vi kan få adgang til <html>- og <body>-tags. Denne fil er altid server-rendered, hvilket betyder, at den behandles på serveren og ikke i browseren. Den anden fil, _app.tsx, bruges til at initialisere hele applikationen og kan anvendes til at forbinde scripts eller skabe et fælles layout, som anvendes på tværs af alle sider.

For at vise en header på alle sider kan vi f.eks. opdatere _app.tsx-filen:

tsx
Copy code
const inter = Inter({ subsets: ["latin"] });

export default function App({ Component, pageProps }: AppProps) {
  return (
    <div>
      <header>
        <nav>

          <a href="/">Home</a>

          <a href="/posts">Posts</a>

          <a href="/about">About</a>

        </nav>
      </header>
      <Component {...pageProps} />
    </div>
  );
}

Her definerer vi en App-komponent, som returnerer et fælles markup, der bruges på alle sider. Denne header vil således være synlig på alle sider af applikationen.

Server-Side Rendering og getServerSideProps

Når vi arbejder med Server-Side Rendering (SSR) i Next.js, betyder det, at siderne renderes på serveren hver gang en bruger besøger dem. Det betyder, at HTML bliver genereret og sendt til browseren i stedet for at blive hentet af browseren og derefter rendere på klientsiden. Dette giver fordele i form af hurtigere initialisering af siden og SEO-forbedringer.

Lad os tage et eksempel med en about-side. For at implementere SSR i denne side bruger vi getServerSideProps-funktionen. Denne funktion køres hver gang en bruger besøger siden og returnerer de nødvendige props til komponenten.

tsx
Copy code
export const getServerSideProps = async () => {

  const res = await fetch("https://api.github.com/users/sakhnyuk");
  const user = await res.json();
  return { props: { user } };
};

I dette eksempel anmoder vi om brugerdata fra GitHub API'et. Dataene sendes derefter som props til komponenten. Når siden bliver besøgt, sørger Next.js for at køre getServerSideProps og hente den nødvendige information før rendering.

Inden for selve About-komponenten anvender vi de returnerede props:

tsx
Copy code
export default function About({ user }: { user: GitHubUser }) {

  return (
    <div>
      <h1>{user.name || user.login}</h1>
      <p>{user.bio}</p>
      <p>Location: {user.location || "Not specified"}</p>
      <p>Company: {user.company || "Not specified"}</p>
      <p>Followers: {user.followers}</p>
      <p>Following: {user.following}</p>
      <p>Public Repos: {user.public_repos}</p>
    </div>
  );
}

Ved at bruge getServerSideProps kan vi hente data dynamisk, når brugeren besøger denne side, hvilket sikrer, at de altid ser de nyeste data.

Static Site Generation og ISR

Static Site Generation (SSG) i Next.js genererer HTML under byggeprocessen, før applikationen bliver udrullet. Dette betyder, at alle sider, der bruger SSG, bliver forberedt som statiske filer, som kan serveres hurtigt til brugeren. Der er dog også en avanceret funktion, kaldet Incremental Static Regeneration (ISR), som tillader Next.js at opdatere statiske sider med nye data efter en given tidsperiode.

Lad os tage en posts-side, som viser en liste over blogindlæg. Vi bruger getStaticProps til at hente data under byggeprocessen:

tsx
Copy code
export async function getStaticProps() {
  const posts = ["1", "2", "3"];
  return { props: { posts } };
}

Når en bruger åbner /posts, vil de se en liste over tre blogindlæg. I dette eksempel er dataene statiske, men det kunne også være dynamisk indhold hentet fra en database.

tsx
Copy code
export const getStaticPaths = async () => {
  return {
    paths: [
      { params: { post: "1" } },
      { params: { post: "2" } },
      { params: { post: "3" } },
    ],
    fallback: true,
  };
};

Her genereres der tre statiske ruter for de første tre indlæg. Hvis en bruger besøger /posts/4, vil siden blive serveret via SSR, og så vil den blive gemt som en statisk side i fremtiden.

Revalidere statiske sider med ISR

tsx
Copy code
export const getStaticProps = async (context) => {
  const content = `This is a dynamic route example. The value of the post parameter is ${context.params?.post}.`;

  return { props: { content }, revalidate: 3600 };

};

Her fortæller vi Next.js, at den statiske side skal opdateres hver time (3600 sekunder), så brugerne altid får opdateret indhold, når de besøger siden.

Vigtigt at forstå er forskellen mellem server-side rendering og statisk sidegenerering. SSR renderes dynamisk hver gang en bruger besøger en side, hvilket betyder, at serveren håndterer arbejdet hver gang. Static site generation, derimod, forbereder siden på forhånd og serverer den som en statisk fil. Ved at bruge ISR kan vi kombinere fordelene ved statisk generering med muligheden for at opdatere indhold uden at bygge applikationen på ny.

Hvordan håndtere offline-tilstande i applikationer med React Native?

I mange tilfælde vil vi gerne sikre, at vores applikationer fungerer uden problemer, selv når enheden ikke har en aktiv internetforbindelse. I stedet for at forsøge at foretage netværksopkald, kan vi informere brugeren om, at enheden er offline, og derefter synkronisere applikationens tilstand, når forbindelsen er tilgængelig igen. Denne tilgang kræver en nøje overvejelse af både brugeroplevelsen og den tekniske implementering.

Når vi arbejder med applikationer, der kræver internetadgang, kan en dårlig eller fraværende forbindelse føre til frustration for brugeren. Den klassiske tilgang til dette problem har været at vise fejlmeddelelser, hver gang et netværksopkald mislykkes. Dette kan dog være både forstyrrende og skuffende for brugeren, især når det ikke er muligt at løse problemet med det samme. En bedre løsning kan være at informere brugeren om, at applikationen er offline, og samtidig give dem en forståelse af, at applikationen vil forsøge at synkronisere dataene, når forbindelsen genoprettes.

En måde at håndtere dette på i React Native er ved at bruge en offline-tilstandshåndtering, som automatisk registrerer ændringer i netværksstatus. Der findes flere biblioteker og API'er, som kan hjælpe med at detektere netværksforbindelser, såsom NetInfo fra React Native. Ved hjælp af dette API kan vi holde styr på, om enheden er offline, og derefter tilpasse applikationens opførsel i overensstemmelse hermed.

Når applikationen er offline, kan vi gemme ændringer lokalt på enheden, indtil forbindelsen er tilgængelig igen. Dette kan gøres ved hjælp af lokal lagring som AsyncStorage, hvor vi midlertidigt kan opbevare data, der skal synkroniseres. Når forbindelsen genoprettes, kan vi bruge en baggrundsproces til at sende disse data til serveren og synkronisere med applikationens hovedtilstand.

En vigtig faktor at tage højde for er, hvordan brugeren informeres om den offline-tilstand. Det er afgørende at vise en diskret besked eller en indikator, der gør det klart for brugeren, at de ikke er i stand til at foretage handlinger, der kræver netværksforbindelse. Samtidig bør applikationen gøre det muligt for brugeren at fortsætte med at interagere med visse funktioner, der ikke afhænger af netværk, f.eks. at tilføje eller redigere data.

En af de største udfordringer ved at arbejde med offline-data er at sikre, at synkroniseringen sker korrekt, når forbindelsen genoprettes. Dette kræver en gennemarbejdet logik, der tager højde for eventuelle konflikter mellem de lokalt gemte data og serverens data. En løsning på dette kan være at implementere en konfliktløsningsstrategi, hvor vi ved synkronisering kontrollerer, om der er uoverensstemmelser, og hvordan disse skal håndteres.

Vigtigt er det også at forstå, at offline-håndtering kan være kompleks, afhængigt af applikationens funktionalitet. Der er mange faktorer at tage højde for, såsom den type data, der synkroniseres, og hvordan forskellige netværksforbindelser (f.eks. Wi-Fi vs. mobildata) påvirker synkroniseringshastigheden og stabiliteten. Derfor bør udviklere nøje overveje, hvilke data der bør synkroniseres, og hvordan applikationen skal håndtere netværksfejl, især når det drejer sig om følsomme eller store mængder data.

En sidste, men ikke uvæsentlig, overvejelse er brugervenlighed og den generelle brugeroplevelse. Det er vigtigt at sikre, at offline-funktionen ikke er for påtrængende eller vanskelig at forstå. En simpel og elegant løsning kan være at bruge visuelle indikatorer, som ændrer sig, når forbindelsen bliver genoprettet, og som giver brugeren mulighed for at fortsætte, hvor de slap, uden at føle sig begrænset af manglende netværksforbindelse.