Hvordan Sociale Medier Og Teknologiske Platforme Påvirker Politik, Privatsliv Og Økonomi

I 1990'erne begyndte den amerikanske regering at understøtte internettet økonomisk og socialt ved at fritage internetudbydere for netværksadgangsgebyrer. Ligeledes blev internetplatforme, som mellemledere, givet bred immunitet mod ansvar for bruger-genereret indhold under Section 230 i Communications Decency Act, som blev vedtaget i 1996 som en del af den generelle telekommunikationslovgivning. Disse tiltag, sammen med afslappet håndhævelse af antitrust-love, skabte et gunstigt klima for væksten af onlineplatformer, der i dag har monopolstatus.

En anden vigtig del af dette økonomiske landskab har været de uregulerede privatlivspolitikker på nettet. I modsætning til EU, som har indført strengere regler for privatlivets beskyttelse, har den amerikanske regering ikke vedtaget love, der beskytter forbrugernes online privatliv. I stedet har det været op til de enkelte selskaber at fastlægge deres egne privatlivspolitikker, som ofte har givet selskaberne vidtgående beføjelser til at dele og sælge data. I Google’s oprindelige privatlivspolitik fra 1999 erklærede de, at de kun ville dele oplysninger i aggregat, ikke individuelt. Denne begrænsning blev dog fjernet efter kun tre måneder.

Det, som først og fremmest virker som en simpel kommerciel proces, har langt større politiske og sociale implikationer. Gennem mikro-targeting af budskaber på sociale medier kan virksomheder og politiske grupper manipulere brugere på en masse-skala, uden at de nødvendigvis er opmærksomme på indflydelsen. Facebooks eksperimenter i 2010, hvor de påvirkede 61 millioner brugeres adfærd op til et valg, viser hvor potent et værktøj social medieplatforme kan være i at ændre politisk adfærd. Ved at vise brugerne informationer om valg og samtidig introducere sociale beskeder fra deres venner, kunne Facebook påvirke deltagelsen i valget markant – 340.000 ekstra stemmer blev vurderet at være et direkte resultat af eksperimentet.

I de senere år har der været en massiv modreaktion mod teknologiindustrien, som har ændret det politiske landskab. Journalister og forskere har afdækket platformenes sårbarheder over for manipulation og propaganda, deres manglende beskyttelse af brugernes privatliv og algoritmernes rolle i at fremme misinformation og ekstremisme. Der er blevet stillet krav om ændringer i antitrust- og privatlivspolitikker, og både politikere og forbrugere presser på for at ændre den måde, disse platforme opererer på.

Men hvordan man regulerer denne nye orden, er stadig en af de største udfordringer i det 21. århundrede. Den hastige udvikling af teknologi kræver hurtige, men velovervejede politiske svar.

Hvordan blev den neoliberale økonomiske filosofi en dominerende kraft i USA?

Neoliberalisme, som på mange måder har præget moderne økonomisk politik, har ikke altid været den dominerende ideologi. I USA begyndte den brede tilslutning til markedets selvregulerende kræfter at vinde frem først under præsidenterne som Reagan, men dens rødder stikker dybere, og den begyndte allerede i 1930'erne. Det var en tid, hvor både erhvervslivet og politiske ideologier begyndte at forme en narrativ, der skulle forsvare en minimal stat og en stærk tro på markedets "magiske" evne til at regulere sig selv. Selvom Reagan-administrationen satte turbo på denne udvikling, begyndte processen under præsident Carter og blev fortsat under både Bill Clinton, George W. Bush og delvist også Barack Obama. Clinton, i samarbejde med Tony Blair, præsenterede en politisk ramme kaldet "Washington Consensus," som betonede lav skat, handelens liberalisering, deregulering og beskyttelse af ejendomrettigheder som grundlæggende byggesten i en succesfuld økonomi.

I 1930'erne, som en reaktion på New Deal og det øgede statslige indgreb i økonomien, blev en omfattende propagandaindsats sat i gang af National Association of Manufacturers (NAM). Denne indsats blev i høj grad båret af radiosendere, som var den dominerende mediekanal på det tidspunkt. NAM og dens allierede, herunder konservative tænkere og libertarianske organisationer, begyndte at fremme ideen om, at kapitalismen ikke kun var økonomisk fordelagtig, men også en uadskillelig del af den amerikanske frihed. Dette blev udtrykt gennem en metafor om et "frihedens tripod," hvor den økonomiske frihed, som de betragtede som virksomhedens frie handlemuligheder, skulle være lige så beskyttet som de politiske og religiøse rettigheder.

Begrebet "frihedens udelelighed" blev central i argumentationen, hvor enhver begrænsning af erhvervslivets frihed blev set som en trussel mod selve essensen af amerikansk demokrati. Ifølge denne teori kunne politiske og økonomiske friheder ikke adskilles – og derfor kunne enhver lovgivning, der regulerede erhvervslivet, blive betragtet som et skridt mod totalitarisme. Denne ideologi fik hurtigt stor opbakning blandt erhvervsledere, og NAM begyndte at fremme ideen om, at det ikke kun var økonomisk ineffektivt at regulere markedet, men at det direkte ville underminere det amerikanske samfunds frihed og værdier.

I denne kontekst blev arbejdet med at beskytte virksomhedens "frihed" en politisk kamp for frihed i bredere forstand. For eksempel blev modstanden mod arbejdstageres rettigheder – som fagforeningers indflydelse og lovgivning om arbejdstid og børnearbejde – ikke bare set som en økonomisk nødvendighed, men som et fundamentalt spørgsmål om beskytelse af "amerikansk livsstil." Uden tvivl var dette synspunkt et grundlæggende element i den neoliberale tankegang, som senere blev systematisk udbredt under de næste generationer af politiske ledere.

I slutningen af 1940'erne blev dette syn på frihed endnu tydeligere artikuleret af J. Howard Pew, medlem af NAM, som i et brev til libertariansk forfatter Rose Wilder Lane, fremhævede, at frihed er udelelig. Hvis én form for frihed – som den økonomiske frihed – blev kompromitteret, ville det føre til en række undertrykkende foranstaltninger, der truer de grundlæggende principper i et frit samfund. Ifølge denne tankegang skulle enhver form for statslig regulering ikke kun ses som et økonomisk spørgsmål, men som en trussel mod borgernes grundlæggende rettigheder.

Forståelsen af, hvordan denne ideologi har udviklet sig, giver os et vigtigt indblik i, hvordan neoliberalisme i dag fortsat er en af de mest kraftfulde økonomiske ideologier, som former politik og samfund overalt. Det er vigtigt at anerkende, at troen på markedets magi som den ultimative problemløser har sin oprindelse i en langsigtet, strategisk indsats, hvor ideologi og politik blev skabt og formet til at støtte de interesser, der ønskede en minimal stat og en maksimal frihed for markedet.

Det er dog også vigtigt at huske på, at denne filosofi har haft alvorlige konsekvenser. For det første har det bidraget til øget økonomisk ulighed og koncentration af rigdom, da dereguleringen af markeder og lavere skatter har favoriseret de rige og magtfulde. For det andet har de økonomiske kriser i de sidste årtier, som følge af manglende regulering, vist, at den neoliberale ideologi ikke nødvendigvis beskytter samfundet mod markedsfejl. Endelig, som vi ser i dag, står vi overfor truslen om klimaforandringer, som kræver en langt mere aktiv statslig rolle i reguleringen af erhvervslivet for at beskytte planetens fremtid.

Hvilken Rolle Har Privat Kapital Spillet i Undergravningen af Demokratiske Institutioner?

Bevægelsen, der fandt inspiration i John Birch Society og økonomiske tænkere som Friedrich Hayek og Milton Friedman, hævdede, at statslig indblanding i økonomien ikke blot var unødvendig, men farlig. Efter deres opfattelse skaber regeringens indgriben i økonomien ineffektivitet, og det bedste samfund er et, hvor markedet kan fungere uden statslige restriktioner. Dette synspunkt blev yderligere forstærket af en ideologi, der mente, at demokrati og kapitalisme ikke kunne eksistere samtidig, uden at det førte til samfundsøkonomisk stagnation og samfundsopdeling.

Den politiske filosofi, som blev udviklet af folk som Charles Koch, havde til formål at udhule statens evne til at regulere økonomien og derefter påpege de negative konsekvenser af den ineffektive stat. De anså New Deal-programmerne og de senere sociale programmer under Johnson-administrationen som et klart bevis på, at demokratisk styring havde udviklet sig til et system, der gav for meget magt til grupper som fagforeninger, forbrugere og miljøforkæmpere. Denne magtudveksling blev betragtet som en trussel mod erhvervslivets interesser og den frie markedsdynamik, som de anså for at være det grundlæggende element i et velfungerende samfund.

Denne ideologi resulterede i en målrettet kampagne for at nedbryde institutioner, der kunne regulere eller på anden måde gribe ind i markedet. Virksomhederne begyndte at investere i organisationer, der kunne sprede disse ideer, og en kompleks struktur af private stiftelser og think tanks blev oprettet for at fremme en libertariansk dagsorden. Dette omfattede også et system, hvor en betydelig mængde skattepenge blev brugt til at finansiere disse aktiviteter, hvilket ifølge Jane Mayer har tilladt de meget rige at udnytte offentlige ressourcer til at fremme deres egne interesser.

De neoliberale kræfterne, som i høj grad var drevet af privat kapital, har ikke kun bidraget til en stigende koncentration af økonomisk magt, men har også fremmet en politik, der svækker offentlig sektor og demokratiske institutioner. Det er vigtigt at forstå, at disse kræfter ikke nødvendigvis har en intention om at erstatte demokratiet med et autoritært system, men i stedet søger de at omforme staten til en beskytter af private ejendom og forretningsinteresser frem for en beskytter af borgernes rettigheder og velfærd.

Det er derfor nødvendigt at forstå, at den nuværende situation ikke blot er et resultat af et fravær af regulering, men også af en bevidst indsats for at underminere institutioner, der kunne stå i vejen for markedets frie spil. Det er også værd at overveje, hvordan denne bevægelse har udnyttet teknologiske udviklinger og identitetspolitik til at distrahere offentligheden og skabe splid, hvilket har gjort det sværere at tackle de underliggende økonomiske og sociale problemer.

Endelig skal vi forstå, at de institutionelle svagheder, som vi ser i dag, ikke er et tilfældigt resultat af historiske begivenheder, men snarere en bevidst strategi, der er blevet udviklet og implementeret gennem årtier. Den politiske filosofi, der søger at undergrave staten, er ikke kun begrænset til de personer og organisationer, der direkte fremmer neoliberale idéer, men strækker sig også til de strukturer, der er blevet skabt for at beskytte og fremme disse idéer på tværs af samfundet.