Den lille gave, et smukt håndværk, fyldt med glasskår i fine farver, fungerede som en bro mellem fremmede verdener og forandrede øjeblikket. Den blev givet af en mand, hvis ord havde skuffet en ærefuld leder. Ambrosio, en mand af udenlandsk herkomst, havde med et uheldigt valg af ord fornærmet lederen af et af de små samfund i sumpene. En misforståelse i et fremmed land, men et hurtigt, velovervejet svar i form af en gave genoprettede balancen, og gaven, der bestod af små smykkestykker, blev accepteret som en gestus af venlighed. Lederen, hvis ære var blevet udfordret, lod blikket hvile på os, men gaven brød spændingen og gjorde den til en mere flygtig del af den lange rejse.

Denne episode gav mig tid til at tænke. Som vi begyndte vores rejse fra sumpene, sad jeg i et lastet fartøj, der langsomt gled ned ad floden Tigris mod Bagdad. Min hånd, som langsomt gled gennem det kølige flodvand, gav mig en følelse af nærhed til et miljø, der syntes både fremmed og uundværligt. Jeg kiggede på de mennesker, der var samlet langs flodbreden, en smuk forening af natur og mennesker, hvor begge levede i harmoni med flodens rytme. Mænd og kvinder, stivnet som siv, lignede det planteliv, der havde vokset sig stort i dette område. Rejerne og dyrene var afhængige af disse planter, og husene, de byggede, var lavet af de samme stængler, hvilket gjorde disse enkle strukturer til et udtryk for livets konstante fornyelse.

Jeg satte min hånd ned i lommen og fandt den lille glasperle, som Ambrosio havde givet mig. Dens rød- og guldstriber var som indviklede livslinjer, der bandt mig til denne verden, selv om mit sind vandrede tilbage til de smarte, forfinede luksuser i de store byer. I disse sumpområder var intet spildt. Alt var cyklisk, og det, der blev skabt, blev til jorden og vandet igen, kun for at blive erstattet af nye spirer. Dette var en skarp kontrast til den moderne by, hvor affald og rester blev højere for hver dag, der gik. Måske havde vi i vores stræben efter komfort glemt, hvordan livet i sig selv var et samspil med naturen. Det var noget, der mindede mig om den smukke koranvers, Salim stille reciterede: "Og jorden, vi har bredt ud som et tæppe, og sat bjerge på den som faste og urokkelige, og produceret alle slags ting i passende balance." I denne verden af brændte grene, flodvand og jorden under fødderne er vi i sidste ende forbundet med alt omkring os.

Rejsen videre mod Bagdad blev som et glimt af noget større. Hver eneste person og hver eneste handling på denne vej var forbundet med denne dybe harmoni mellem naturen og mennesket. Sumpene var ikke kun et landskab; de var en måde at leve på, en tilgang til livet, hvor intet kunne eksistere uden den balance, der blev skabt mellem de levende væsener og det element, der støttede dem.

Når vi kommer til de komplekse livsstile i de store, moderne byer, mister vi måske forbindelsen til disse grundlæggende elementer, til den konstante cyklus af vækst og fornyelse, der kendetegner naturens kræfter. Mennesker lever i en verden, hvor affald bliver noget, der ikke kan genbruges. Dette er et symptom på noget dybere: tabet af respekt for den naturlige orden. Vi lever i et samfund, hvor forbrug er drivkraften for fremskridt, men hvad sker der, når forbruget ikke længere kan opretholdes? Når vi glemmer, at vi er en del af et større kredsløb, og begynder at behandle naturen som en ressource frem for et levende system?

Der er ikke nogen nem løsning på disse spørgsmål, men en begyndelse kunne være at anerkende det naturlige samspil mellem mennesker og den jord, vi er en del af. I disse simple, men alligevel dybt meningsfulde oplevelser i sumpene er det muligt at finde en tilbagevenden til noget mere grundlæggende. Dette er den vigtige indsigt: At livet ikke kun handler om de luksusvarer, vi omgiver os med, men om hvordan vi forholder os til den verden, vi lever i. At opretholde balancen, at respektere cyklusserne og at anerkende, at vores liv er tæt knyttet til naturens liv, er nøglen til en mere bæredygtig fremtid.

Hvordan hænger tradition og historie sammen i en verden i forandring?

Hun var der igen, på knæ og skrubbede kirketrappens trin. Vandet i hendes spand var trukket fra fontænen på den lille plads, kun få skridt væk. Jeg forestiller mig, at hun ville være der hver morgen, indtil det sidste blod var fjernet. Alligevel forblev de mørke pletter som en stædig påmindelse, modstandsdygtig overfor hendes indsats. Kvinden rettede ryggen og dyppede børsten tilbage i vandet. Kunne mindet om de forfærdelige begivenheder virkelig så let blive udvisket? Mine drømme havde været urolige, og jeg vågnede groggy før daggry. Jeg havde stille klædt mig på i mørket, forsigtigt trådt forbi de andre senge og begivet mig ud på en gåtur rundt i byen. Der var stadig tåge i luften. Jeg satte mig på kanten af en fontæne for at få renset hovedet.

"Du, pige, hvad laver du der? Du vil få kulde," lød en stemme. Jeg kiggede op og så en gammel mand, hans hånd greb om en vinduesramme. Hans ansigt var i skygge, men jeg kunne ane hans stubbede hage og uregerlige hår. "Vent et øjeblik," kaldte han. "Bevæg dig ikke. Jeg kommer ned om et øjeblik." Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ikke bedt ham komme ned, men han så ud til at have noget at fortælle. Et øjeblik senere trådte han ud, pakket ind i en mølspist kappe, og hans hår var nu skjult under en fløjlshat. "Jeg skal lave noget te. Vi kan drikke det her, eller måske vil du hellere sidde inde?" Jeg fulgte ham ind i butikken. Mens han travede rundt i bagrummet, kiggede jeg mig omkring. Vindueskarmen var fyldt med narghiler, hver med farverige glasbeholdere. Læderrørene og mundstykkene var pænt snoet omkring de træstammer. Der var hylder fyldt med skåle i bagt ler og dekorerede rør. Mærkede glaskrukker med tobak stod på rad og række over disken. Den gamle mand kom ud med to kopper. "Pas på, de er varme." Jeg holdt forsigtigt den fine kop i hænderne og nød varmen. "Min far startede denne forretning for mange år siden," sagde han. "Han mente, at der altid ville være et godt marked for tobak. Mode for piber kan ændre sig, men han havde ret - Gud hvile i hans sjæl - for, revolution eller ej, er der altid et behov for en røg, enten derhjemme, i kaffehuset eller på åbne veje."

"Har din familie altid boet her?" spurgte jeg.

"Nej, kun én generation før min far," forklarede han. "Min bedstefar hed Mahmud Pasha. Født i Albanien, steg han op til at blive officer i Janissar-korpset. Kender du til det?"

"Den personlige vagt for sultanen selv."

"Ja, netop," fortsatte han, "og i de dage var det en frygtindgydende krigerstyrke. Jeg så ikke meget til ham, da jeg var ung. Sandt at sige, var jeg ret bange for hans røde ansigt og voksede overskæg. De øjne kunne trænge igennem sjælen! Han blev sendt her for at styre, og efterlod endda nogle monumenter. Fontænen, du sad på lige nu, har hans navn indgraveret på en af marmorpladerne."

"Hvorfor ville en soldat opføre en fontæne på et sted som dette?" spurgte jeg.

"Indskriften giver dig svaret. Han var Bektashi. Det er en dervish-orden populær blandt Janissarerne. Hvis du går mod byens centrum, vil du finde en anden fontæne bygget af en af Bektashis tilhængere, da min far var ung."

"Hvad tror Bektashierne på?"

Han trak på skuldrene. "Alt det er lidt udenfor mig. Jeg tror, de tager noget fra hver sektion af Islam, de ærer profetens familie såvel som sunniens lære. Der er også lidt kristendom blandet ind. For dem er det en søgen gennem alle trosretninger for at finde den skjulte sandhed om Allah."

"Hvorfor bygge en fontæne?"

"For samme grund som enhver god muslim ville gøre det! Du bør kende de fem søjler i troen. Det er et fint eksempel på zakat at give alle, uanset tro, frisk vand at drikke. Husker du din Koran? Hvad er paradis, hvis ikke et sted med skygge og vand? Der er ikke nogen skygge ved fontænen, men derfor tilføjede de udskæringer af cyprestræer. I det mindste ville du have idéen om et skyggefuldt træ, når du bøjer dig ned for at drikke. Min bedstefar tænkte ikke kun på mennesker: hans fontæne var også ment til at give heste noget at drikke."

"Jeg kan godt lide det. Er der kilder i klippen under slottet, som forsyner fontænerne med vand?"

Han rystede på hovedet. "Selvom det har været en bitter kamp at drive tyrkerne væk fra dette land, er der meget at takke dem for. Vandet, der strømmer i min bedstefars fontæne og alle de andre fontæner i byens gader, kommer fra et akvædukt. Sultanen beordrede det for at forbinde Nafplio med en kilde omkring fire mil herfra. Før akvædukten måtte folk drikke det brakke vand, de kunne få fat i."

Jeg tænkte et øjeblik. "Du sagde, at din bedstefar var Janissar. Gør det dig ikke til en af tyrkerne?"

Han satte en finger på læberne. "Ikke så højt! Hvis du skal vide det, holdt jeg mig til Islam, indtil krigen brød ud. Da vinden vendte sig mod sultanens tropper, stod jeg med et vægtigt valg: forlade min butik og tage til imperiets hjerte eller tage en anden rejse, en sjælens migration. En dag var jeg Abu Zayd, søn af Mehmed, søn af den store Mahmud Pasha, og næste dag blev jeg døbt Nikolaos. Du kan kalde mig Nikos, hvis du vil." Han lagde mærke til mit foragtfulde udtryk: "Tænk ikke, at jeg ikke kan gætte, hvad du tænker! Folk er altid sikre på sig selv, indtil de står overfor en opgørelse. Under Uafhængighedskrigen forsvandt mænd og kvinder i løbet af natten, aldrig for at vende tilbage. Snart vil jeg finde ud af, om det var det rigtige valg. Det er ikke op til dig eller mig at beslutte."

Han blev roligere. "Det er også en af grundene til, at jeg taler med dig nu. Jeg så dig i mængden efter den stakkels Kapodistrias blev dræbt. Du, din far og hans tjener blev lagt mærke til, og ikke kun af mig. Nu, hvor lederen er dræbt, vil de dumme begynde at lede efter nogen at bebrejde."

"Jeg troede, mordet blev begået af to brødre fra Mani?"

"Det er sandt, men der har været snak om større sammensværgelser. Jeg vil ikke have, at du kommer i problemer. Tag denne besked til din far. Fortæl ham at forlade dette sted. Der er en brig fra Korinth om en dag eller to. Jeg kender kaptajnen. Giv ham mit navn, og han vil finde dig en kahyt til rejsen til Cypern. Der vil ikke være nogen luksus ombord, men Gud vil, vil du være sikker."

Min hoppe bukkede sit hoved ned for at drikke fra den stentynde fontæne. Jeg tænkte tilbage på den gamle mands ord. Et osmannisk monument i hjertet af denne unge græske stat. Hvis minaretterne blev fjernet fra dette nye område, hvor længe ville disse enkle monumenter til muslimsk fromhed forblive? Måske ville gaven af frisk vand altid overgå stridighederne mellem religionerne?

"Kom nu, hvorfor står du der og dvæler?" Salim vinkede til mig fra den anden side af den lille plads. Der var ikke længere tid til tankespind; vi havde en lang tur foran os, hvis vi skulle nå vores mål inden solnedgang.