Hvordan frygt og medier former politiske landskaber: En undersøgelse af Donald Trumps styre

Donald Trump har, som få andre præsidenter, formået at udnytte medierne og frygtens magt til at forme både offentlighedens opfattelse af ham og hans politik. Hans strategi har ikke kun handlet om politiske beslutninger, men om at skabe en personlig og stærk tilstedeværelse, der trækker på frygt, konflikt og drama. Gennem hans præsidentperiode har han benyttet sig af sociale medier, især Twitter, til at sende beskeder direkte til sine tilhængere og resten af verden. Dette direkte budskab, der ikke er filtreret gennem traditionelle medier, har givet ham en unik magt til at dominere diskursen, også selv når hans udtalelser var faktuelt forkerte.

Mange af hans tilhængere har set selv de mest usande påstande som bevis på hans ægthed som outsider mod establishmentet (Hahl et al., 2018). For disse personer har hans tweets ikke bare været politiske udtalelser; de har været et symbol på hans kamp mod de etablerede magtstrukturer, hvilket i høj grad har forstærket hans tilhængeres loyalitet. Den konstante strøm af udtalelser – ofte optrappet med dramatik og konflikt – har skabt et miljø, hvor fakta er mindre vigtige end følelsesmæssig appel. Denne strategi for at skabe opmærksomhed er blevet kaldt for "attention-based politics" (Merkovity, 2018).

Den såkaldte "frygtpolitik" spiller en central rolle i, hvordan Trump har navigeret i sit styre. Frygt, især frygten for terrorisme, blev et bærende element i hans politiske retorik. Terrorangrebene den 11. september 2001 satte standarden for, hvordan frygt kunne bruges som et politisk værktøj, og Trump byggede videre på dette grundlag. Hans administration lagde stor vægt på at fremme frygt, især mod indvandrere og muslimer, hvilket blev en gennemgående tråd i hans valgkampagner og hans politiske udmeldinger.

Trump udnyttede denne frygt til at fremme en politik, der baserede sig på nationalisme og isolationisme. Sloganet "Make America Great Again" appellere til en længsel efter en fortid, som aldrig rigtig eksisterede, men som mange af hans tilhængere kunne relatere sig til. Denne længsel blev blandet med en stærk frygt for det "anden", det ukendte, hvilket kom til udtryk i hans indvandringspolitik og hans holdning til internationale relationer. Han hævdede, at han kunne beskytte amerikanerne mod de farer, der truede landet – et budskab, der både fandt genklang blandt hans tilhængere og forstærkede hans magt.

Trump udnyttede også mediernes logik og medialisering til at fremme sine egne interesser. Frygtbaseret propaganda, som er tæt forbundet med underholdning og mediedrevne formater, blev et centralt element i hans politiske strategi. Her blev ideen om at målrette mod immigranter, især dem fra Mexico, og fremstille dem som kriminelle og en trussel mod den amerikanske identitet, en vigtig del af hans retorik. I tråd med det kunne han også udnytte de medieplatforme, der gav ham mulighed for at sprede sine budskaber hurtigt og effektivt til et bredt publikum.

Frygtens emotionelle kraft kan ikke undervurderes. Frygt er en grundlæggende følelse, der er tæt knyttet til både vrede og retfærdighed. Den skaber en følelse af, at noget må gøres – og gør det muligt for ledere som Trump at formulere sig på en måde, der ikke nødvendigvis søger at løse problemer, men at appellere til følelser og skabe en følelse af fællesskab blandt dem, der føler sig truet. I denne sammenhæng er frygt ikke kun et redskab for politisk manipulation, men også en følelsesmæssig strategi, der fastholder et publikum og styrker dets tro på lederens autoritet og løsninger.

Trump er blevet et symbol på et politisk paradigme, hvor følelser og medier dominerer over rationelle politiske beslutninger. Han har udnyttet frygten som et redskab til at skabe en ideologi baseret på “os mod dem” – hvor han definerer, hvem der er en del af “de virkelige amerikanere” og hvem der ikke er. Det, der måske først kan virke som en usammenhængende eller kaotisk politisk stil, viser sig at være en effektiv metode til at styrke hans position blandt tilhængere og sikre politisk magt i en tid, hvor medierne spiller en central rolle i at forme offentlighedens holdninger.

Frygtens rolle i politik er ikke noget nyt, men Trumps præsidium markerer en ny æra i, hvordan frygt og medier kan bruges til at mobilisere både tilhængere og modstandere. Medieindustriens fremmarch har skabt en platform, hvor følelser i højere grad end fakta bliver drevet frem. I denne kontekst bliver Trumps politiske strategi ikke bare et spørgsmål om at vinde valg, men om at ændre den måde, hvorpå politik bliver opfattet og forstået i det moderne samfund. Det handler ikke længere om, hvad der er sandt, men om hvad der vækker følelser.

Hvordan svigtede progressive politikere deres vælgere – og hvorfor betyder det noget?

Kyrsten Sinema fremstod i begyndelsen som et håb for progressive kræfter i amerikansk politik. Hendes baggrund, støtte fra universitetsmiljøer og tydelige afstandtagen til konservative figurer som Joe Lieberman positionerede hende som en politiker med integritet og forståelse for borgerrettigheder. Hun blev betragtet som en, der ville kæmpe for ligestilling, stemmerettigheder og mod social uretfærdighed – en troværdig progressiv stemme i et polariseret system. Alligevel skete der et brud, som ikke blot overraskede, men dybt skuffede hendes kernevælgere.

Hendes modstand mod at ophæve filibusteren i Senatet – et centralt redskab til at blokere vedtagelsen af stemmeretslove – blev et vendepunkt. På trods af at mange republikanske senatorer nægtede at anerkende Joe Biden som legitimt valgt præsident, valgte Sinema at fastholde, at ophævelsen af filibusteren ville svække Senatets institutionelle stabilitet. Det var et argument, der forekom teknokratisk og institutionelt loyalistisk – men som for mange marginaliserede vælgere blev et direkte svigt.

Særligt blandt oprindelige amerikanske folk og BIPOC-samfund i Arizona, hvor Sinema havde hentet massiv støtte, føltes hendes position som et forræderi. Allie Young, aktivist og medlem af Navajo Nation, udtalte, at hendes passivitet er en form for handling i sig selv – og at det underminerer tilliden blandt dem, der havde set hende som en forandringskraft. Det var ikke kun stemmeretten, der var på spil, men en hel vision om politisk repræsentation og ansvarlighed.

Dette fænomen, betegnet som "Gonzo Governance", beskriver en ny form for selviscenesættende, mediedrevet politisk adfærd, hvor realpolitik bliver udskiftet med imagepleje og tvivlsom loyalitet over for demokratiske normer. Den politiske kultur er i hastig forandring, og mediernes rolle som katalysator for frygt og spektakel er en afgørende faktor. Det, der førhen ville have været betragtet som grænseoverskridende – som at nægte at støtte basale borgerrettigheder – bliver nu præsenteret som et spørgsmål om "institutionel balance" eller "arbejdsmoral".

Go