Den Harappanske civilisation, også kendt som Indus-dalen civilisation, har været genstand for omfattende diskussioner omkring dens politiske struktur og organisation. I mange år har forskere diskuteret, om denne civilisation kan klassificeres som en stat, og i hvilken grad der var centraliseret kontrol og social hierarki. Fairservis (år 1960) var en af de første til at påpege, at der kunne være tale om en form for lokal, organiseret administration i landsbyerne. Senere modificerede han sine synspunkter og anerkendte, at der muligvis kunne have været et element af centraliseret kontrol og en vis grad af klassestruktur, men han opretholdt, at magt og tvang ikke spillede en væsentlig rolle. I stedet mente han, at interdependens, religion og tradition var de primære faktorer, der regulerede social adfærd.

En alternativ fortolkning af det politiske system i Harappa kom fra S. C. Malik (1968), som argumenterede for, at fraværet af imponerende monumenter og højeste guder taler imod ideen om en stærk, centraliseret stat. Ifølge Malik var Harappan-politisystemet et eksempel på, hvad Elman Service beskrev som "chiefdom" stadiet – et overgangsstadium mellem et slægtskabssamfund og en civil stat. I nyere litteratur kan man finde to modsatrettede tendenser: på den ene side en tilbagevenden til tanken om et Harappan-imperium og på den anden side en fuldstændig afvisning af denne idé.

Ratnagar (1991) analyserede arkæologisk evidens og brugte tværkulturelle paralleller med andre tidlige statssamfund for at konkludere, at der sandsynligvis har eksisteret et Harappan-imperium. Men Jim Shaffer (1982b) kritiserede denne opfattelse ved at understrege fraværet af store kongelige grave, paladser og templer, som man ser i civilisationer som Egypten og Mesopotamien. I Harappa blev artefakter af forskellig type fundet jævnt fordelt i de forskellige bebyggelseslag, i stedet for at være koncentreret i elitens boliger eller bygninger. Dette antyder en lighed i adgangen til velstand eller velstandens symboler blandt både landsby- og byboere, hvilket går imod ideen om et centraliseret imperium.

Når man taler om opståen af stater, er det vigtigt at forstå de forskellige definitioner af begrebet "stat". Elman R. Service (1975) beskrev fire stadier af social organisation, som bliver mere komplekse med tiden. Et "band" refererer til en lille, mobil gruppe mennesker, som er forbundet gennem slægtskab og mangler formelt lederskab. Et "stamme" er en større og mere kompleks gruppe, der er baseret på landbrug og/eller dyrehold, men hvor slægtskab stadig er vigtigt. Et "chiefdom" er kendetegnet ved centraliseret ledelse og arvelige hierarkiske statusordener, men uden et formelt, lovgivende apparat for magtanvendelse. I et "state" derimod, findes der civilretter og formelle regeringsstrukturer, som er institutionaliserede og bruger magt som et værktøj.

Ronald Cohen (1978) definerede staten som et politisk system, der er kendetegnet ved en centraliseret bureaukrati og kontrol over magtens mekanismer. Dette skiller sig tydeligt fra "chiefdom"-stadiet, hvor magten er decentraliseret og ikke har de samme juridiske beføjelser. Morton H. Fried (1978) satte fokus på social stratifikation som en af de centrale kendetegn ved stater. Han skelner mellem primære stater, der opstår af indfødte stimuli, og sekundære stater, der er inspireret af eksisterende statssystemer.

Henri J. M. Claessen og Peter Skalnik (1978) tilbød en definition af tidlige stater som centraliserede sociopolitiske organisationer, der regulerer sociale relationer i et komplekst og stratificeret samfund. Disse stater er delt op i mindst to sociale klasser: herskere og de beherskede, og de politiske relationer mellem disse klasser er legitimiseret af en fælles ideologi, som hviler på gensidighed.

Selv om staten ofte betragtes som den ultimative form for politisk organisation i den evolutionære udvikling, viser moderne forskning, at de tidlige stater ikke nødvendigvis følgte en lineær udvikling. For eksempel har Norman Yoffee (2005) udfordret flere myter omkring tidlige stater, som for eksempel ideen om, at alle stater var ens, og at de blev styret af totale, totalitære eliter. Det er vigtigt at forstå, at tidlige stater var præget af en stor grad af skrøbelighed, og at ikke alle samfund, selv store og komplekse, nødvendigvis var stater.

James C. Scott (2017) understreger vanskelighederne ved at identificere "staten" og anbefaler at se på markører som afgrænsning af territorium, en specialiseret statsmaskine, skattekontrol og embedsmænd. Skovbrug, jernudvinding og landbrug var også afgørende for udviklingen af tidlige stater, og kun korn kunne danne grundlag for regelmæssig beskatning. Det var også væsentligt at forstå statens behov for at kontrollere og erobre befolkningen gennem magt og krig, herunder slaveri og tvangsarbejde.

I sidste ende, uanset hvilken definition eller opfattelse af Harappan-politisystemet der er mest præcis, er det vigtigt at forstå, at disse tidlige samfund ikke nødvendigvis skal forstås ud fra moderne staters præmisser. De tidlige politiske enheder i Harappa kan have været i en overgangsfase, hvor de begyndte at udvikle elementer af statslighed, men stadig bevarede træk fra ældre samfundsformer. Det, der er centralt, er at forstå, hvordan magt og organisation kunne være knyttet til de unikke socioøkonomiske og kulturelle forhold, som eksisterede på dette tidspunkt.

Hvordan har Indiens geografi formet dens historie og civilisationer?

Lavtliggende bakker og sandklitter rejser sig over en klippefyldt højslette i den sydlige del af Pakistan, hvor Sindh-provinsen grænser op til ørkenen og de nordvestlige bjerge. Her lever landskabet i afhængighed af Indusfloden, der bringer vand gennem et område med ekstremt lav nedbør. Indus, med oprindelse i Tibet og Ladakh, flyder gennem de frugtbare sletter i både indisk og pakistansk Punjab. Øst for Indus ligger den udtørrede flodbane fra Ghaggar-Hakra – en påmindelse om en tidligere mægtig strøm.

De alluviale sletter omkring Ganga og dens bifloder former et af subkontinentets vigtigste geografiske områder. Det vestlige doab – landet mellem Ganga og Yamuna – vidner om urgamle civilisationers afhængighed af flodsystemer. Mod øst breder sletten sig gennem Bihar og Uttar Pradesh til deltaet af Ganga og Brahmaputra, der omfatter nutidens Vestbengalen, Assam og Bangladesh. Mod nord går sletten over i Nepals terai og videre op i barske bjergkæder.

Vindhya-bjergene markerer overgangen fra Nordindien til halvøen, mens Aravalli-højene adskiller Tharørkenen fra det centrale Indien. Malwa-plateauet, mellem Aravallis og bjergene i det centrale Indien, gennemstrømmes af Narmada og Tapi. Halvøen er præget af urgammel geologisk stabilitet, hvor lavafloder fra oldgamle vulkaner har skabt Deccan-plateauet, omkranset af Ghats og kystsletten ved Coromandel og Malabar. I syd danner Nilgiri-, Annamalai- og Kardemommebjergene et tæt sammenflettet terræn, der fortsætter i Sri Lankas højland – geologisk en forlængelse af halvøen – omgivet af flade sletter og mange floder.

Disse geografiske zoner må ikke opfattes som isolerede enheder. Tværtimod har menneskelig interaktion på tværs af floder og bjergpas som Khyber, Gomal og Bolan fra tidlig tid skabt forbindelser til Kina, Centralasien, Vestasien og Europa. Havene spillede en mindst lige så afgørende rolle. 71 % af jordens overflade er dækket af vand, og det sydasiatiske subkontinent har over 7.500 km kystlinje. Langs denne opstod der tidligt fiskeri-, handels- og søfartssamfund, som indgik i et større netværk i Det Indiske Ocean og derfra videre til Afrika, Mellemøsten og Europa.

Brahmaputrafloden er blandt de mægtigste i Indien, en tvetydig strøm, der skifter fra fredelig til voldsom. Dens oprindelse i Himalayas gletsjere og dens videre løb gennem Tibet, Arunachal Pradesh og Assam fører den til Bangladesh, hvor den forener sig med Ganga (Padma) og Meghna i verdens største deltaområde, som munder ud i Bengalske Bugt. Under monsunen medfører floden katastrofale oversvømmelser og transporterer enorme mængder sedimenter – op mod 13 millioner tons dagligt – og sammen med Ganga udleder den 170.000 m³ vand i sekundet.

Over 700.000 km² drænes af Brahmaputra, og dens bane har ændret sig adskillige gange på grund af tektoniske bevægelser. Dens flettede løb skaber et netværk af sumpede søer (beels) og sandøer (chars). Assam-regionens historie er uløseligt knyttet til floden og det økosystem, den skaber. Det er i dette flodsletteområde, at den enhornede næsehorn stadig overlever. De første neolitiske agrare samfund opstod i højlandet, mens floddalen forblev for usikker til bosættelse og dyrkning helt ind i det 20. århundrede.

Flodens nærvær gennemsyrer det kulturelle liv, som i sange fra Bihu-festivalen, hvor befolkningen henvender sig direkte til floden som en levende guddom: “Barhamthuri ved Brahmaputras bred, hvor vi samlede brænde – lad det ikke blive opslugt. O Gud Brahmaputra, du vil miste dem, som bringer dig arekanød.”

Det naturlige landskab er en konstant formende kraft i menneskets historie. Topografi, klima, jordbund og ressourcer har altid dikteret livsformer, bosættelsesstrukturer, befolkningstæthed og økonomiske relationer. Det er nødvendigt at se historien i tæt sammenhæng med geografi og økologi, ikke kun i lokale, men også i globale sammenhænge. Begrebet "Antropocæn" er blevet foreslået til at beskrive en epoke, hvor menneskelig aktivitet har sat uudslettelige spor i jordens økologiske processer. Mange forskere placerer begyndelsen i 1700-tallets industrielle revolution, men denne vestlige kronologi overser, at menneskelig påvirkning – fra brugen af ild til landbrugets begyndelse – har haft radikale økologiske konsekvenser langt tidligere. Mennesket har medvirket til arters udryddelse og ødelæggelse af habitater længe før moderne tid.

Det er derfor essentielt at anerkende, at både historien og fremtiden for menneskeheden er indvævet i klodens miljø og klima, i vandløb og bjerge, i flora og fauna. Historien bør forstås som et samspil mellem mennesker og deres landskab – ikke blot som en fortælling om konger og krige, men også om jord og flod, om vejr og dyr, og om de komplekse økologiske netværk, der har formet civilisationer.

Hvordan kan arkæologiske fund i det nordøstlige Indien kaste lys over tidlig neolitisering og landbrug?

Det nordøstlige Indien, bestående af stater som Assam, Arunachal Pradesh, Meghalaya, Tripura, Manipur, Nagaland, Mizoram og Sikkim, repræsenterer et område med betydelige arkæologiske fund, men som stadig er dårligt udforsket og kræver langt mere intensiv undersøgelse. Den overvejende del af bevismaterialet består af stenredskaber og spor efter basale levevilkår, mens data om subsistensstrategier fortsat er sparsomme. Området rummer flere neolitiske lokaliteter, især i de kuperede områder, men i modsætning til andre dele af det indiske subkontinent findes der ikke en klar arkæologisk dokumentation for overgangen til neolitikum. Fundene er oftest overfladefund, men enkelte udgravninger giver indblik i en kompleks kulturel udvikling.

Et eksempel er Sarutaru, 25 km sydøst for Guwahati, hvor man fandt skifer- og sandstensøkser samt keramik med både håndlavede brune, buff- og grå farver. Keramikken bar dekorationer af parallelle linjer eller krydsende mønstre, skabt ved hjælp af snor- eller kurveaftryk. Det er dog sandsynligt, at denne såkaldte neolitiske fase er relativt sen, muligvis først i de tidlige århundreder e.Kr. Lignende keramik og artefakter er fundet ved Marakdola og Ambari, hvor dateringer spænder fra 7. til 12. århundrede e.Kr., hvilket peger på en fortsat tradition for keramisk produktion og redskabsbrug i historisk tid.

I de nordlige Cachar-bjerge, ved Daojali Hading, har man fundet et 1,5 meter tykt lag med sten- og fossiltræsøkser, mejsler, hakker, samt kværne og møllere – et indirekte bevis på fødevareforarbejdning. Keramikken her bestod af tre typer, herunder snorimprægneret grå og rød, stempler i matterødt, og ensfarvet rød keramik. Lokale råmaterialer som skifer, sandsten og kvartsit blev anvendt til redskaber, hvilket indikerer en udnyttelse af nærmiljøets ressourcer.

En nyere retning inden for forskningen fokuserer på tidligt landbrug i Nagaland, hvor botaniske rester og radiokarbondater fra seks udgravede lokaliteter giver den første direkte arkæobotaniske evidens for området. Undersøgelser har afsløret rester af både vilde og domesticerede risarter (Oryza sp.) og forskellige hirsetyper, men også hvede, hestebønner, ærter, bomuld og medicinske planter som anwala og tumburu, der desuden blev brugt som krydderi. De daterede prøver spænder fra slutningen af 1. årtusinde f.Kr. til 2. årtusinde e.Kr., hvilket viser en langvarig og kontinuerlig udnyttelse af planteressourcer kombineret med tidlig landbrugspraksis.

Neolitiske redskaber og håndlavet grå keramik findes flere steder i Nagaland, men kun få steder er systematisk udgravet. Purakha har leveret en stratigrafi, hvor et kulstofprøve dateret til omkring 2.580 ± 200 BP peger på en tidlig fase. I Manipur, ved Napachik, er der fundet snorimprægneret keramik dateret til ca. 1650 ± 350 f.Kr. Fundene her omfatter stenøkser, skrabere, mikrolitter og keramiske fragmenter med ligheder til fund i Sydøstasien, hvilket antyder kulturelle forbindelser over store afstande.

I Meghalaya og Arunachal Pradesh er der ligeledes fundet neolitiske lag med varierende redskaber og keramiktyper, hvoraf nogle tyder på lokal produktion, mens andre viser klare træk, der forbinder regionen med øst- og sydøstasiatiske kulturelle netværk. Dateringerne spænder bredt, og flere af fundene indikerer, at brugen af polerede stenredskaber fortsatte længe, selv efter introduktionen af metaller som kobber og jern.

Den kulturelle udvikling i dette område er derfor ikke entydig, men afspejler snarere en langvarig og kompleks proces med både lokale innovationer og udvekslinger med naboregioner. Fortsat forskning og flere udgravninger er nødvendige for at klarlægge neolitikum og overgangene til efterfølgende metalaldre.

Det er væsentligt at forstå, at denne region ikke blot repræsenterer et perifert område med forsinket udvikling, men tværtimod et knudepunkt for kulturel interaktion og udveksling i det sydasiatiske område. De arkæobotaniske fund af medicinske planter og krydderier viser en tidlig viden om og udnyttelse af plantelivet, der rækker ud over rent ernæringsmæssige formål, og peger på en kompleks viden og praksis indenfor fødevarer og medicin. Derudover understreger fundenes kronologiske spændvidde og diversitet, at neolitiseringen i det nordøstlige Indien må anskues som en langstrakt og heterogen proces med samtidige oldtidssamfund, der varierede i teknologi, økonomi og kultur.

Hvordan romerske mønter og handelsnetværk belyser forbindelserne mellem Indien og den antikke verden

Romerske bronzemyntfund er blevet opdaget flere steder i Indien, især i Tamil Nadu, og stammer fra den sidste halvdel af det 4. århundrede e.Kr. Tusindvis af romerske mønter er også blevet fundet på Sri Lanka, hvilket tydeligt vidner om en sydlig bevægelse af maritime handelsnetværk, der indikerer en væsentlig udvidelse af forbindelserne mellem den romerske verden og Indien i denne periode.

En vigtig kilde til viden om disse tidlige handelsruter er Periplus Maris Erythraei (Periplus of the Erythraean Sea). Denne græske håndbog blev skrevet for handelsfolk, der deltog i handelsaktivitet mellem Egypten, Østafrika, det sydlige Arabien og Indien. Bogen giver historikere et værdifuldt indblik i de maritime handelsruter og de varer, der blev transporteret. Forfatteren af Periplus var sandsynligvis en græker, der boede i Egypten, og hans værk er bemærkelsesværdigt i sin detaljeringsgrad om navigationsruter, havne og de forskellige handelsvarer. Samtidig giver han også oplysninger om de herskere, der kontrollerede de respektive havnebyer, samt kommentarer om den lokale flora og fauna og de forskellige folkeslags liv og skikke. Dette indikerer, at forfatteren ikke kun var en handelsmand, men også en opmærksom og nysgerrig iagttager.

I Periplus beskrives to hovedhandelsruter, der startede fra de egyptiske havne ved Rødehavet. Den ene rute gik langs Afrikas kyst, mens den anden førte til Indien. På trods af værkets fragmenterede natur har det givet historikere mulighed for at udarbejde en omfattende liste over varer, der blev handlet i de tidlige århundreder e.Kr. som en del af netværkene i Det Indiske Ocean.

Moderne opdagelser i Hoq-grotten på Socotra, en øgruppe ved indgangen til Adenbugten, har også kastet lys over de indiske forbindelser i den vestlige del af Det Indiske Ocean. I 2000 gjorde belgiske speleologer sensationelle opdagelser i grottens indre, som indeholdt en stor mængde indiske indskrifter, tegninger og artefakter. Disse fund bekræfter, at handelsfolk fra Indien, Afrika og det vestlige Asien havde besøgt Socotra fra det 2. til det 5. århundrede e.Kr. De indiske indskrifter er skrevet på en vestlig variant af Brahmi-skriften, som var i brug i Gujarat og nærliggende områder. De nævnte handelsruter, samt navne på indiske købmænd og sjøsfolk, giver et unikt indblik i den indiske handel, der blev ført gennem det vestlige Indiske Ocean. Flere besøgte også øen Socotra, som var et vigtigt, men ikke større knudepunkt i handelsnetværkene.

Desuden er der fundet tegninger af indiske skibe med flere master og en meget krum agterstavn, hvilket tyder på, at de indiske søfolk havde særlige skibsteknologier, der var nødvendige for at navigere i de udfordrende farvande. Selvom Socotra ikke var et stort handelscenter, synes det at have haft en rolle som et knudepunkt for grænseområderne i disse netværk.

Et andet væsentligt historisk fund er et fragment af en græsk komedie, Charition, der blev opdaget i Egypten og kan dateres til det 2. århundrede e.Kr. Denne komedie er sat i nærheden af et tempel på Malabarkysten i Indien, og dramaet beskriver en græsk prinsesse, der falder i hænderne på indiske "barbarer", hvilket kan indikere de tidlige indiske kontakter med den græsk-romerske verden, som senere blev en integreret del af handelsnetværkene i det Indiske Ocean. Dette fund viser, at de kulturelle og økonomiske forbindelser mellem Indien og den græsk-romerske verden ikke kun var økonomiske, men også omfattede kulturel udveksling, som for eksempel teater og dramatisk kunst.

De fundne romerske mønter, de indiske indskrifter og de litterære kilder, såsom Periplus, giver et klart billede af, hvordan Indien, Afrika, Arabia og det græsk-romerske imperium var forbundet gennem komplekse handels- og kulturstrømme. Disse netværk, der krydsede Det Indiske Ocean, spillede en central rolle i formningen af den tidlige globale økonomi og kultur.

At forstå disse forbindelser kræver, at vi anerkender ikke kun de materielle varer, der blev handlet, men også den sociale og kulturelle interaktion, der fandt sted mellem forskellige civilisationer. Romerske mønter og indiske inskriptioner i Socotra viser, at handelsruterne var mere end bare økonomiske veje; de var også rum for kulturel udveksling og gensidig påvirkning. Mødet mellem græsk-romersk kultur og indiske traditioner skabte en kompleks, dynamisk interaktion, der bidrog til de historiske udviklinger i regionen. Det er derfor vigtigt at anerkende, at disse tidlige handelsforbindelser ikke kun var kommercielle, men også politiske og kulturelle, og at de lagde grundlaget for den moderne verdensnetværk, vi ser i dag.

Hvordan definitionen af primtal og irreducible elementer kan føre til irrationelle rødder
Hvordan netværk og forbindelser former forretningspraksis i den amerikanske elite
Hvad er Bodhisattvaens rolle i Mahayana-buddhismen?