Hvad er Bodhisattvaens rolle i Mahayana-buddhismen?

Mahayana-buddhismen markerer et betydeligt skift i forhold til de tidligere buddhistiske strømninger, hvor de fundamentale ideer om vejen til oplysning og frelse blev udvidet og ændret. Et centralt begreb i Mahayana er bodhisattvaen, et væsen, der har opnået stor visdom og erfaring, men som vælger at forsinke sin egen oplysning for at hjælpe andre med at opnå det samme. Dette står i kontrast til arhatten, den, der når nibbana (frelse), og dermed forsvinder fra samsara, livets cyklus.

Mahayana-buddhismen hæver således idealet om arhatten, der kun søger sin egen oplysning, og introducerer en højere ideal: bodhisattvaen. Denne opfattelse af bodhisattvaen er ikke ny, da Gotama Buddha ifølge traditionen også siges at have været en bodhisattva i et tidligere liv. I denne inkarnation afstod han fra at opnå fuld oplysning for at hjælpe andre. I Mahayana-buddhismen får denne ide dog større vægt, da målet bliver at blive en Buddha, som står mellem samsara og nibbana og arbejder aktivt for at frelse alle følende væsener.

Mahayana-buddhismen introducerer også flere transcendentale Buddhaer og bodhisattvaer, såsom Maitreya, Avalokiteshvara og Manjushri, der hver især arbejder i deres egne "Buddha-verdener" (Buddha-kshetra) for at hjælpe menneskeheden. Disse væsener, der fungerer som idealer for tilbedelse og meditation, er et centralt element i Mahayana-praxis, som også rummer veneration af Buddha-figurer og bodhisattvaer i tempel- og stupa-tilbedelse.

De vigtigste Mahayana-sutras, som Prajnaparamita-sutras, giver et intellektuelt grundlag for disse ideer. Her understreges den vigtigste dyd på vejen til Buddhahood: medfølelse (maha-karuna). Selve praksissen for at nå Buddhahood indebærer flere stadier, hvor bodhisattvaen gennemgår forskellige perfektioner (paramitas), som oprindeligt var seks og senere blev udvidet til ti. Disse perfektioner inkluderer gavmildhed, god moral, tålmodighed, mental styrke, meditation, visdom, dygtighed i handlinger, beslutsomhed, magt og viden.

I de tidlige buddhistiske tekster, som findes i Tipitaka, var Buddha set som en menneskelig figur, en af mange væsener, der havde opnået oplysning og blev arhat. Buddhaens rolle var dog stadig mere fremtrædende, som den uovertrufne lærer, der viste vejen til frelse. I Mahayana-buddhismen, derimod, bliver Buddha ikke længere betragtet som en enkelt skikkelse i historien. Der findes mange Buddhaer og bodhisattvaer, der arbejder for verdens frelse, hvilket reflekterer et stærkere fokus på universel befrielse fremfor individuel oplysning.

Mahayana-filosofien blev især udviklet i de to vigtigste skoler: Madhyamaka og Yogachara. Nagarjuna, en vigtig skikkelse fra 2. århundrede, grundlagde Madhyamaka-skolen og introducerede begrebet shunyata (tomhed). Ifølge Nagarjuna er alting tomt i den forstand, at ingen ting har en uafhængig, permanent eksistens. Alt er afhængigt af andre faktorer og forhold. Denne forståelse af virkeligheden som fundamentalt uafhængig og tom for substantiel essens er et centralt tema i Mahayana-filosofien.

Yogachara-skolen, som er baseret på bevidsthedens primat, blev grundlagt af Asanga og Vasubandhu. Denne skole hævder, at al erfaring og opfattelse af verden er et produkt af sindet. Yogachara anerkender flere lag af bevidsthed: fra den defilerede bevidsthed, der er præget af illusioner og egoisme, til lagerbevidstheden (alaya-vijnana), der opbevarer alle de korn af defilementer, som sindet har været i stand til at generere. Ved at følge bodhisattvaens vej kan disse defilementer forsvinde, og den enkelte kan opnå klarhed og visdom.

Det var ikke kun i filosofien, at Mahayana adskilte sig fra tidligere traditioner. Den praktiske tilbedelse i Mahayana-buddhismen blev mere fokuseret på Buddhaer og bodhisattvaer, som blev tilbedt gennem billeder og statuer i templer og helligdomme. Denne ændring i praksis, hvor venerationen af Buddha Sakyamuni blev suppleret af tilbedelsen af andre Buddhaer og bodhisattvaer, reflekterer den voksende betydning af medfølelse og universel befrielse.

Kvinders rolle i Mahayana-buddhismen afspejler både negative og positive billeder i de religiøse tekster. På den ene side fremstår kvinder ofte som mystiske og farefulde, på den anden som modige, kloge og medfølende væsener. Kvindernes seksualitet ses undertiden som en trussel mod både andre og deres egen spirituelle rejse. Denne ambivalens i Mahayana-teksterne afslører, hvordan mændene i disse samfund relaterede sig til kvinder, og hvordan deres syn på køn og seksualitet blev integreret i religiøs tænkning.

Hvordan påvirkede Bhakti-traditionen sociale strukturer og religiøs praksis i det tidlige middelalderlige Sydindien?

Bhakti-bevægelsen i det tidlige middelalderlige Sydindien repræsenterer en kompleks religiøs og social dynamik, hvor tradition og fornyelse sameksisterede på en måde, der både fastholdt og udfordrede etablerede normer. Selvom lederskabet inden for bhakti-bevægelsen hovedsageligt bestod af overklassegrupper som brahmanerne, formåede bevægelsen at skabe et religiøst fællesskab, hvor sociale skel i det mindste delvist blev overskredet – særligt i forholdet mellem bhaktaen og den guddom, vedkommende hengav sig til. Dette fremgår tydeligt i mange hellige sange, der taler om bhaktaernes fællesskab som en enhed, kaldet bhakta kulam eller tondai kulam, hvor hengivenhed og loyalitet til guddommen blev det bindende element.

Nogle forskere har betragtet bhakti som en ideologi, der understøttede det feudale samfund, idet bevægelsen var tæt knyttet til templerne, som også fungerede som magtcentre og jordejere. Denne opfattelse skjuler imidlertid, at bhakti-bevægelsen også til en vis grad udfordrede de sociale hierarkier og udvidede adgangen til det hellige rum. Det var ikke kun en bekræftelse af det feudale system, men også en arena, hvor forskellige sociale grupper – inklusiv kvinder – kunne finde plads og et fællesskab gennem deres gudsdyrkelse.

Den filosofiske udvikling inden for sydindisk bhakti, især gennem Shrivaishnava-traditionen, kombinerede dybt følelsesmæssig hengivenhed med systematisk teologisk tænkning. Nathamuni og hans efterfølgere som Ramanuja videreudviklede ideen om prapatti, den totale overgivelse til Gud, hvilket blev en central doktrin i Vishishtadvaita-filosofien. Her forstås Brahman ikke som en abstrakt, udenegnet enhed, men som en person med egenskaber (sa-guna), hvor forholdet mellem sjælen (atman) og Gud beskrives som både forskelligt og uadskilleligt – en metafor, der illustreres ved rosen og dens farve.

Madhva, der repræsenterede en anden filosofisk retning, betonede derimod en skarpere adskillelse mellem Gud og sjælen, hvor Gud er fuldstændig anderledes og suveræn, mens mennesket, præget af fejl, kan opnå næsten fuldkommenhed gennem hengiven tjeneste. Disse teologiske perspektiver var ikke blot spekulationer, men havde også dybe sociale implikationer ved at definere individets plads i kosmos og i forhold til det guddommelige.

Det er vigtigt at forstå, at bhakti-bevægelsen ikke var en ensartet eller statisk størrelse, men snarere en samling af forskellige bevægelser og tanker, der på én gang reflekterede, legitimerede og underminerede samtidens sociale og religiøse strukturer. Bhaktas tilgang til det hellige var præget af en direkte og personlig forbindelse til det guddommelige, hvilket åbnede op for en ny form for religiøsitet, hvor sociale barrierer kunne nedbrydes uden at revolutionere hele samfundets magtstruktur.

Udover den religiøse og filosofiske betydning skal læseren være opmærksom på, hvordan bhakti-traditionen illustrerer en bredere tendens i historien: udviklingen af religiøse fællesskaber som en måde at skabe social samhørighed på trods af eksisterende uligheder. I bhakti ses både en bekræftelse af og en subtil modstand mod sociale hierarkier, hvilket gør bevægelsen til et fascinerende eksempel på, hvordan religiøse ideer kan spille en dobbelt rolle – både som redskaber for social kontrol og som kilder til social transformation.