Hvordan Sangha møderne afslører skjulte sandheder og magtspil

Der var engang et folk, som levede skjult i skovene, væk fra nysgerrige blikke. I dag var de tre øvrige Sanghanetras ankommet, ledsaget af to fremmede, og alle fem blev hurtigt ført til gæstehuset, inden nogen af eleverne kunne få et glimt af dem. "Jeg undrer mig over, hvad de taler om," sagde Maya halvt til sig selv. "Tænker du det samme som mig?" Amyra spurgte, ude af sig selv af spænding. "Tror du, de diskuterer måder at finde de andre dele af profetien?" "Det må de vel gøre," svarede Maya med et smil, der mødte Amyras ivrighed. "Men lad være med at få håbet op, Amyra. Med Mahamatra Jignesh ved roret er det nok yderst usandsynligt, at vi får lov at deltage. Han vil slet ikke tro på teorien, at vi er Saptas."

"Det er derfor, vi er her," sagde Adira mystisk, og uden at vente på Maya, løb hun op ad trappen. "Arjun har en idé." Amyra greb Maya i hånden og trak hende med ned af de 57 trin til husets hoveddør. "Skynd dig!" opfordrede hun. "Du må høre Arjuns idé."

Maya tvivlede, men før hun kunne protestere, havde Arjun allerede lagt en plan. Hans idé var både fristende og farlig. Hvis de kunne finde ud af, hvad der blev sagt i mødet, ville de have indsigt i ting, de ikke burde kende til. Men konsekvenserne kunne være alvorlige. Hvad hvis de blev opdaget?

Ved at bruge sin spirituelle evne til at bevæge sig uset og uhørt, kom Maya tæt på toppen af det cirkulære tag, hvor Sangha Rådet var samlet. Mødet var i gang, og diskussionerne var intense. I midten sad Jignesh, flankeret af Amba og de tre fremmede. De øvrige medlemmer af Mahamati Rådet sad på den modsatte side, mens to fremmede, der var ankommet tidligere på dagen, deltog uden at afsløre deres identitet.

Deres samtaler var præget af mystik og alvor. En af de første meddelelser var om Diya Chaudhry, en ung pige, der var blevet fundet død under mystiske omstændigheder. Hendes død blev hurtigt til et samtaleemne blandt Sanghanetra'erne. "Hvordan døde hun?" spurgte Anasuya bekymret. "Ingen kan finde en årsag, men det, der er mest uhyggeligt, er, at hendes krop ikke nedbrød i to uger efter hendes død," svarede Jignesh, hans ansigt hårdt og alvorligt.

Arjun og de andre havde haft ret. Denne samtale åbnede et helt nyt perspektiv på, hvad der virkelig foregik i de skjulte afkroge af Sangha. Det var klart, at de ikke kun diskuterede profetierne; der var noget større på spil, noget langt mere farligt og hemmeligt. Maya vidste, at hendes deltagelse i dette møde ville få konsekvenser. Men hendes nysgerrighed og behov for at forstå, hvad der virkelig foregik, holdt hende fanget i det tystlignende mørke af dette skjulte råd.

Når Maya til sidst forlod mødet, havde hun fået viden, hun aldrig ville have fået på en almindelig måde. Dette møde, fyldt med hemmeligheder og afsløringer, ville få hende til at stille spørgsmål ved alt, hvad hun troede, hun vidste om sine venner, Sangha og profetien.

Men én sandhed var allerede blevet klar: Intet i Sangha var, som det syntes, og den verden, de levede i, var langt mere kompleks, end de kunne have forestillet sig.

Hvorfor tager det så lang tid at opklare mordet på Diya Chaudhry?

Kapoor satte sig ned foran Vidyarthi, som hurtigt fik ham til at føle, at en beslutning var ved at blive taget. Vidyarthi, der altid havde et smil på læben, havde dog i dag en mere alvorlig mine. ‘Der har været total stilhed omkring mordet på Diya Chaudhry,’ begyndte Vidyarthi, ‘Er dine besøg i Allahabad ikke ved at føre til noget?’ Kapoor vidste, at han blev lokket til at svare på en fælde, men han nægtede at tage agnet. ‘Vi er på sporet, sir,’ svarede han, ‘Mine folk følger op på dem i Allahabad. Vi er tættere på løsningen.’

Vidyarthi lo højt og vendte sig mod Kapoor. ‘Tættere på? I alle de år, jeg har kendt dig, har du altid løst sådanne sager. Jeg tvivler ikke på, at du også vil løse denne. Men,’ Vidyarthi lænede sig frem, ‘to måneder er lang tid for et så simpelt tilfælde. Der er større sager på bordet, sager der kræver din opmærksomhed her i Delhi. Jeg kan ikke have, at du tager til Allahabad så ofte, selvom det kun er for et par dage ad gangen.’

Kapoor følte en stigende frustration, men han vidste, hvad der kom. Vidyarthi fortsatte: ‘Jeg trækker dig midlertidigt fra sagen, Kapoor. Der er en akut ny sag, der vedrører national sikkerhed. Vi har fået en anmodning fra efterretningstjenesten om, at en af vores bedste folk skal arbejde sammen med dem.’ Vidyarthi sendte ham et smil, ‘Og selvfølgelig har jeg tænkt på dig.’

Men Kapoor var ikke blind for situationen. ‘Men medierne, sir? Jeg troede, de satte pres på dig for at opklare sagen?’ Vidyarthi trak på skuldrene. ‘Ah, men vi har ikke løst det, har vi? Og det er over to måneder siden, den stakkels pige blev fundet.’ Vidyarthi grinede kort. ‘Men medierne har allerede glemt det. De har en kort hukommelse. Lige som offentligheden. Noget sker, de skriger op om det, men lige så hurtigt som noget nyt dukker op, så er de glemt. Diya Chaudhry er allerede en fjern erindring.’

Kapoor vidste, at Vidyarthi havde ret. Tiden spillede en vigtig rolle, ikke kun i efterforskningen, men også i, hvordan medierne og offentligheden reagerede på sagen. Hver dag, der gik uden en løsning, var en dag, hvor sagen kunne forsvinde fra alles sind. Og det var nu, da han nærmede sig løsningen, at han blev tvunget til at stoppe op og fokusere på noget andet. Det var på denne tid, at han indså, at hans leder var villig til at lade det være, men kun for at fokusere på andre presserende sager.

Men Kapoor havde ikke opgivet helt. ‘Hvad med LG?’ spurgte han, som håbede på, at han kunne ændre Vidyarthis beslutning. ‘Er der ikke pres fra ham?’ Vidyarthi rystede på hovedet. ‘Politikerne er blevet involveret nu. Det er ude af vores hænder. Delhi-regeringen og centrum kaster beskyldninger efter hinanden. Sagen er blevet politisk, og vi har ikke tid til at vente på, at de finder ud af, hvad der skal gøres. Vi har et job at gøre.’

De næste dage viste sig at være udfordrende for Kapoor. Han måtte nu fokusere på et nyt og meget vigtigere emne, som han skulle få løst, samtidig med at han havde et stærkt ønske om at opklare mordet på Diya Chaudhry. Men for ham var opklaringen af mordet ikke kun en professionel opgave; det var også en personlig rejse. Hans intellektuelle kapacitet var blevet sat på prøve. Hver brik af mysteriet syntes at kræve mere tid, og selvom han vidste, at han snart ville komme tættere på sandheden, vidste han også, at der stadig var mange spørgsmål, der skulle besvares.

Kapoor indså, at dette var et af de øjeblikke, hvor det ikke bare handlede om at finde beviser og afsløre sandheden. Det handlede om at forstå de menneskelige dynamikker, der blev spillet ud bag scenen. Hver person, han mødte, hver oplysning han fik, var som et puslespil, der langsomt begyndte at forme sig. Men intet var sikkert endnu, og hver opgave krævede tålmodighed.

Det er vigtigt at forstå, at en efterforskning som denne ikke kun handler om at finde de konkrete beviser, men også om at forstå de underliggende relationer mellem personer, politiske strømninger og mediedynamikker. Det er en lang og tålmodig proces, hvor tid, opmærksomhed og forståelse for den menneskelige natur spiller en central rolle. Kun ved at navigere igennem disse lag af kompleksitet kan man håbe på at finde den endelige sandhed. Endvidere er det vigtigt at huske, at nogle sager aldrig bliver afsluttet med en simpel løsning. Der er ofte flere lag af indvikling, som først afsløres med tiden.