Hvordan Markedet Ødelagde Hjemmet og Livet

Jeg blev mødt med den samme gamle modstand, da jeg vendte hjem. Min seng, den samme som jeg havde haft siden jeg voksede ud af krybben, lugtede stadig af fugt og gamle pletter. Det var svært at føle, at jeg var ønsket der, som om jeg blot var en byrde. Mit værelse var ikke andet end et opbevaringsrum fyldt med markedsvarer, og duftene i huset var de samme – støvede, indelukkede og til tider ulidelige. Min mors skærpede interesse for markedet havde forvandlet vores hjem til et lager, et sted hvor vi ikke længere kunne finde ro eller hjemlig varme.

Min far, den såkaldte sikkerhedsvagt, var besat af at beskytte alt det, der havde noget at gøre med markedet. Hver dør og vindue blev konstant tjekket og låst. Han stod vagt overfor ethvert tegn på fare, selvom han var den sidste, der nogensinde ville opdage en tyv, hvis denne en dag skulle luske rundt i haven, fyldt med gamle dæk og kasser med skrot. Han var besat af at beskytte noget, som han slet ikke kunne kontrollere. Huset var ikke længere et hjem, men en fæstning, hvor det daglige liv blev underlagt markedets krav og behov.

Kay, min lillesøster, var blevet et produkt af denne materielle tilstedeværelse. Hun var blevet bortført af den overflod, markedet havde skabt for hende. En bil til sin 14-års fødselsdag, rejser til udlandet, masser af tøj og alt, hvad man kunne ønske sig – men intet af det virkede til at fylde det tomrum, som hendes far, min mor, aldrig havde været i stand til at give hende. Min far, selvom han var en farlig mand med en voldsom natur, havde trods alt noget værdifuldt at give hende – hans tid, hans hengivenhed og hans fysiske arbejde for at sikre, at hun havde et sted at være. Men hans arbejde var blevet overset, og hans kærlighed ubrugelig i en verden, hvor penge kunne dække over alt.

Jeg kunne ikke forstå, hvordan min mor havde kunne give så meget af sig selv til markedet, og samtidig forsømme os, hendes egen familie. Jeg kunne ikke acceptere det, hvordan et marked kunne erstatte menneskelige relationer. Jeg havde oplevet, hvad det kunne betyde at være bundet til en institution, at blive behandlet som et produkt af systemet og ikke som et menneske med behov for nærhed og kærlighed. Der var noget grundlæggende forkert i, hvordan vores hjem blev mere og mere som en opbevaringshal end et sted, vi kunne føle os trygge.

Når man ser på, hvordan alt dette udfoldede sig, er det klart, at markedet ikke kun havde overtaget vores hjem, men også vores liv. Den materielle succes, som markedet repræsenterede, kom til at koste os det, vi oprindeligt havde været: en familie, der kunne stole på hinanden, et hjem, der var mere end blot et sted at bo. Det var blevet en tom skuffelse, hvor kærlighed og fællesskab var blevet udskiftet med varer og penge.

Endtext

Hvordan man overlever uden at bryde loven: Overlevelse i skyggen af samfundets regler

Huset, som jeg boede i, var delt op i et utal af skumle små rum, der var blevet brugt til et væld af formål gennem årene. For at komme til baghaven var man nødt til at gå gennem en mærkelig lille dør under trappen, ned ad en stejl stentrappe, langs en smal passage, hvor der var et værelse på hver side, og ud af bagdøren. Husets planløsning var delt i niveauer på omkring tre meter, og den nederste etage blev ikke brugt til noget særligt. To af rummene fungerede som kældre og var perfekte til mine planer. Den lange, smalle baghave var forfaldet, men ikke helt vildvoksende, da en majestætisk bøgetræ havde stjålet al næring fra jorden. Køkkenet og badeværelset var blevet tilføjet efter husets opførelse og var ikke en del af den oprindelige plan. Huset var bygget som en trappe med et værelse på hver side, og rummene blev gradvist mindre, hvilket gav indtryk af, at yderligere etager kunne ende i en spids.

Jeg havde ingen planer om at blive hængende i et hus, der var alt for stort for en enebarnsfamilie. Derfor havde Elaine valgt at tage en lejer ind, en lille halvtasiatisk pige, som havde proportionelt de største bryster, man kunne forestille sig. De kom altid i synsfeltet før hun gjorde. Wilma var 19 år gammel, på kontanthjælp, men supplerede sin indkomst med deltidsprostitution og butikstyveri. Hendes job var at være "sygeplejerske" for Elaines datter, selvom hun ikke brød sig om det. Før jeg kunne gennemføre mine planer, måtte datteren væk.

Min idé var at etablere et efter-tidspunkt sted for folk at tage hen, når barer og klubber lukkede. Jeg havde brug for et sted, der ikke var for dyrt i leje og som ikke ville tiltrække opmærksomhed. Det var perfekt: to lydtætte rum, ingen leje og masser af parkering, som ikke ville skabe problemer. Naboerne boede i lejligheder i de tilstødende huse, så ingen ville lægge mærke til det, bortset fra Elaine, selvfølgelig. Hun ville bemærke det, for det var hendes hus.

Når Elaine var ude om natten, var hun en helt anden person – et billede af magt og mystik, som en mafiafigur i sin lange sorte frakke og massive afrofrisure. Hendes tøj var altid sort, og hun havde en irriterende vane med at tale fra siden af munden. Men når hun var hjemme, hang hun sin mafia-figur op i skabet og blev til en helt almindelig husmor. Huset var altid pletfrit, og hun kunne lave et ordentligt måltid uden besvær. Hun bar normalt tøj, kjoler og bluser i blide farver, og kun lejlighedsvis ville hendes kriminelle jargoner afsløre den anden side af hende.

Som tiden gik, blev jeg klar over, at jeg kunne overleve uden at bryde loven. Jeg kunne ikke få mig selv til at søge om kontanthjælp, ikke fordi jeg ikke var berettiget, men fordi jeg aldrig ville acceptere at være afhængig af det system. At få kontanthjælp var som at bøje sig for nederlaget. Jeg havde ikke lyst til at arbejde for nogen anden, hvis jeg kunne undgå det, og jeg havde lært at stå på egne ben, både fra mine forældre og fra næsten 13 års erfaring i fængslet. Jeg havde kun £76, da jeg blev løsladt fra Durham, men jeg havde allerede givet en ven £25, og han havde returneret pengene til mig, sammen med nogle varer, som jeg kunne sælge, hvilket gav min økonomi et nødvendigt boost.

Det var Norm, en gammel ven fra fængslet, som hjalp mig med at få gang i mit projekt. Jeg havde først mødt Norm, da vi sad i fængsel sammen i Nottingham. Han havde altid været en skarp og beregnende mand, og han havde altid noget på spil. Han var den, der hjalp mig med at få kontakt med de rette folk, og snart havde jeg en plan, der kunne give mig den nødvendige økonomiske frihed.

Endtext

Hvad betyder det at være fanget i fortiden, mens man længes efter friheden?

Efter episoden med den udskårne kniv havde jeg erkendt, at min indsats for at være modelfange kun havde kostet mig. Den gode opførsel havde ikke givet mig den frihed, jeg havde håbet på. Jeg havde mistet otte måneders betinget frihed for at rette op på situationen og blev sendt tilbage til Durham, lige som Pauline var blevet flyttet til Wakefield. Selvom jeg overvejede seriøst at finde et job, indså jeg hurtigt, at ingen arbejde i verden kunne få mig til at give afkald på min drøm om boksekarrieren.

Jeg var 30 år gammel, stadig i fysisk topform, stærk og hurtig, og jeg kunne bokse. Jeg vidste, hvad der krævedes af mig. Tidligere havde jeg været afvist af en professionel licens, men det var et nederlag, der kun fik mig til at kæmpe hårdere. I mellemtiden var min tid i fængslet, hvor jeg konstant blev udsat for fristelser og nye prøvelser, blevet en baggrund for min længsel efter frihed. Jeg havde altid drømt om at blive bokser, og trods alle mine prøvelser og fængselsophold, havde det aldrig været en drøm, jeg havde givet op på.

Mine erfaringer var ikke uden deres kår, dog. Da jeg så den russiske vægtløfter Vasily Alexiheev vinde sin olympiske guldmedalje, indså jeg, hvor langt bagud jeg var blevet. Jeg kunne løfte omkring 300 lb, mens han kunne håndtere 572 lb. Det satte tingene i perspektiv. Jeg var stærk, men jeg var ikke stærk nok, og jeg måtte tage et valg om, hvad der var vigtigst. At gå videre, at fortsætte med at kæmpe eller at acceptere min skæbne.

Fængselssystemet var på mange måder et mikrocosmos af samfundet, hvor man kunne blive presset til det yderste og stadig kæmpe for en form for anerkendelse. Efter at have fået et brev fra Pauline om, at hun var gravid, blev min længsel efter en licens endnu mere intens. Jeg vidste, at jeg havde et talent, og at jeg kunne gå langt med det, men systemet havde sine egne regler. I fængslet forsøgte jeg at finde enhver mulighed for at gøre noget anderledes. Jeg ville ud. Jeg ville være noget andet end blot en tidligere fange, en tidligere kriminel. Jeg kunne mærke, at jeg havde mere at give. Drømmen om at bokse var ikke død endnu, og det var stadig min flugtvej.

Tommy Miller, en figur fra fortiden, var den eneste, der kunne hjælpe mig med at få den nødvendige licens. Jeg havde ignoreret ham tidligere, men nu kunne jeg se, at han havde ret. Jeg havde aldrig troet på hans ord, men nu, da jeg var i fængsel, indså jeg, at han kunne være min billet til frihed. Jeg havde tidligere nægtet at tage imod hans tilbud, men situationen havde ændret sig, og nu var han min eneste mulighed. Jeg var villig til at betale prisen for min frihed.

I et fængsel som mit var det let at føle sig fanget mellem fortid og fremtid. De drømme, der stadig lå i mig, var som et billede, jeg konstant forsøgte at male, men blev forstyrret af virkeligheden. Hver gang jeg følte, at jeg havde opnået noget, der kunne føre mig videre, trak noget tilbage og holdt mig fast. Det var en konstant balancegang mellem at holde fast i håbet og at give op.

Hvordan man navigerer i den professionelle bokseverden og skaber muligheder selv

Manny Goodall, en stor promoter med en baggrund som en beskeden sko-sælger på Blackpool Golden Mile, havde store planer for mig. Han så potentialet i min karriere og forsikrede mig om, at hvis jeg vandt denne kamp, ville vejen til den amerikanske boksescene være åben. Der var snak om NBC-tv, store penge og internationale modstandere. Det var en drøm for enhver bokser, men også en potentiel faldgrube, hvis man ikke var opmærksom på de mennesker, der styrede den verden.

Manny var ikke alene i spillet. Der var mange som ham i boksens forretningsverden – personer der kunne manipulere med opgørelser, bestemme hvilken vej en bokser skulle gå, og skabe situationer, hvor de selv stod til at tjene. Hans økonomiske magt havde startet med noget så simpelt som en sko-butik, men i dag var han ejer af flere ejendommes og virksomheder. Dette var et eksempel på, hvordan et dygtigt netværk og klog investering kunne føre én til toppen, men samtidig var der en skyggeside, som han næppe ville afsløre.

Jeg havde mærket magten bag disse mennesker på min egen krop, da jeg mødte Alex, en gammel bekendt fra mit tidligere liv. Han havde været med til at forme min karriere, men da Manny kom ind i billedet, var det som om verden forsvandt under mig. Jeg havde været tæt på at få min første chance, men Alex havde stoppet mig – og nu forstod jeg, hvorfor. Han havde gjort alt arbejdet, og nu var han rasende over, at Manny havde stjålet mig fra ham.

For at forstå boksningens forretningsverden, er det vigtigt at vide, at det ikke kun handler om at være den bedste i ringen. Det handler om at kunne navigere i de politiske spil, der finder sted udenfor den. Aftaler bliver lavet, der ikke kun handler om penge, men også om kontrol. Det er et farligt spil at spille, og det kræver en skarp opfattelse af, hvem man arbejder med, og hvordan man beskytter sig selv.

Selv med alt dette pres, måtte jeg finde en vej, der kunne give mig både kontrol og mulighed for at vise mit talent. Jeg talte med Bob Shaw, en ven, der havde været i underholdningsbranchen i mange år. Hans erfaring viste sig at være guldstandarde, og han tog mig med til Wakefield Theatre Club, et sted, der kunne give mig den platform, jeg havde brug for. Det var et sted med plads til mere end tusind mennesker, alle med fantastisk udsigt og i et miljø, der oser af klassisk elegance. Det var et perfekt sted at afholde en boksekamp, hvor folk kunne komme for at se kampen og nyde god mad og drikke samtidig.

Dette var en mulighed, som jeg kunne tage kontrol over. Jeg kunne selv promovere mine kampe her, uden at være afhængig af de store navne i bokseverdenen, der kun var ude efter deres egen profit. Jeg besluttede, at jeg ville arbejde med Bob om dette, og så kunne jeg vende tilbage til Manny, når jeg havde vundet kampen og etableret mig som en selvstændig aktør i ringen. Dette var en plan, der gav mig mulighed for at styre min egen karriere, i stedet for at lade nogen andre bestemme min vej.

Når man arbejder i boksningens verden, er det afgørende at forstå, at det ikke kun handler om den fysiske forberedelse til kampen. Man skal også være mentalt forberedt på at håndtere de forretningsmæssige udfordringer, der følger med. Mange unge boksere bliver lokket af løfter om berømmelse og penge, men de glemmer hurtigt, at boksning også er en industri, hvor magt og kontrol er nøgleordene. Mange af de personer, der træder ind på scenen som hjælpere, kan hurtigt blive til barrierer, der holder dig tilbage, hvis du ikke har den rette strategi.

Det er ikke nok at være en god bokser. For at overleve i denne verden er det nødvendigt at forstå, hvem der virkelig har magten, hvordan man beskytter sig mod dem, der kun er ude efter profit, og hvordan man bygger sit eget netværk af muligheder og relationer, der ikke kun understøtter ens karriere, men også sikrer ens frihed til at træffe sine egne valg.

Hvordan finder man ro i små, farlige glæder?

Morgenerne var en rytme: badminton i kapellet med Burky eller Bob, et par omgange om banen for at holde gang i maskineriet, så middag med Wendy, for at sikre at hun fik sin timelange nødvendige bevægelse. Hoffmans slagter leverede et halvt pund roastbeef i sandwich og to flasker mælk. Hun ville helst have kage eller pomfritter, men krævede noget solidt. Vi gik til Newmillerdam gennem blåbelle-skoven, eller Coxley Valley med sø og rislende bæk, eller Sandal Castle — steder hvor historien lå tung og tegnede konturer i landskabet; mit yndlingssted var rosenhaven i Thornes Park. At sidde dér i solen, høre hummenes summen og lugte en regnbue af blomster var næsten religiøst. De gamle røde murstenspiller bar en veranda, vægge dækket af efeu så tæt at lyde blev slugt — naturens polstrede celle. Roserne lå nogle steder gødet med en ordentlig skive gødning; dufte, som i en anden verden, men ægte, jordnære.

Hun tryglede, lovede; jeg løftede hende som en kludedukke og lagde hende på den smalle græsrand ved rosenbedet. Hun vred sig, fnisede, sparkede, glad ved endelig at have min fulde opmærksomhed. Jeg løftede hendes skørt og så for første gang hendes bare lår og trusserne, og det slog mig så hårdt at jeg sank tilbage. Hendes bagdel i solen var som rosenbladene: farvet af samme sarte varme, formet med en skønhed der nægtede at blive vanhelliget. En klask ville være helligbrøde — som at rette Pisa-tårnet, skære hænderne fra Hængende Haver. I stedet bøjede jeg mig frem, kyssede begge kinder med ærbødighed og indåndede hendes duft; det var nok til at få mod i enhver.

Læseren bør forstå den dobbelte dagsorden i fortællingens bløde overflade: den ydre idyl gemmer historie og klasse, lyst og nødvendighed, ønsket om flugt og den jordnære magt af vaner. Narratorens ro er ikke ubekymrethed men en bevidst afledning fra risici — ringene under overfladen: kampe, kontrakter, muligheder på anden side af havet, og de kønne ritualer mellem to mennesker der forsøger at afmåle hinandens grænser. Den seksuelle leg er både øm og potentielt asymmetrisk; det kræver opmærksomhed på magt, samtykke og den særlige kontekst af arbejde, fattigdom og små byers sociale overvågning. Historien folder sig ud i sanseindtryk — dufte, lyde, fysiske steder — som fungerer som følelsesmæssige pejlemærker: parkerne, kapellet, roserne er ikke blot kulisser men levende arenaer for længsel, skam