Da valgresultaterne blev bekræftet, mente Trumps rådgivere, at den bedste chance for at bevare magten var at inddrage de væbnede styrker. De foreslog, at Trump skulle sende Nationalgarden eller føderale marshaller til seks vigtige amter for at beslaglægge stemmesedlerne, genoptælle dem live på tv, og hvis der blev opdaget uregelmæssigheder, afholde nye valg i disse stater før den 20. januar. Michael Flynn, den tidligere general, talte ikke eksplicit om "martial law" – som han havde nævnt dagen før i et interview – men hans forslag var en hidtil uset militær indgriben i den amerikanske demokratiske proces. I denne plan ville Flynn fungere som Trumps "felthærchef", mens advokaten Sidney Powell ville blive udnævnt som specialanklager til at lede en undersøgelse af den påståede, fantasifulde internationale sammensværgelse, der angiveligt havde stjålet valget.

Powell hævdede overfor Trump, at valget var blevet stjålet via riggede stemmemaskiner fra Dominion, som skulle være en del af en vild international konspiration, der involverede Venezuela, Iran, Kina og andre fremmede modstandere. I denne kontekst blev Rudolph Giuliani, som også fremførte vilde teorier om valgfusk, bevidst holdt udenfor. Powell og de øvrige rådgivere betragtede ham som for tilbageholdende i sine påstande. De overleverede Trump et udkast til en præsidentordre dateret den 16. december, som han skulle underskrive. Ordren påstod, at en "revision" i Antrim County og "beviser på international indblanding" retfærdiggjorde en undersøgelse og anholdelser. Powell skulle muligvis udpeges som specialanklager, og forsvarsministeren – den loyale Chris Miller – ville få beføjelse til at beslaglægge og analysere stemmemaskinerne.

En alternativ version af ordren indførte Department of Homeland Security i stedet for Forsvarsministeriet, hvilket Trump allerede havde forsøgt at få igennem. Igen blev både Mark Meadows og Giuliani anmodet om at kontakte Chad Wolf, den fungerende sekretær for DHS, og få ham til at beslaglægge stemmemaskinerne. Wolf afviste dog gang på gang, at han havde myndighed til at gøre dette, og han fik endda sit juridiske team til at udarbejde et dokument, der forklarede hans manglende beføjelser. Trumps rådgivere insisterede dog, og snart var hans officielle advokater også til stede i det Hvide Hus. Eric Herschmann, en af de juridiske rådgivere, begyndte at stille spørgsmålstegn ved Powells påstande og kritisere hendes teorier. Flynn, som ikke var bange for konfrontation, sprang op og anklagede Herschmann for at være en "slåskamp" og en "håbløs taber". En højlydt konflikt opstod, men på en eller anden måde blev det forhindret, at diskussionen blev fysisk.

I stedet for at afbryde de rådgivere, der pressede på for en militær intervention, valgte Trump at lade mødet fortsætte i flere timer. Andre personer blev tilkaldt via telefon, herunder både Meadows og Robert O’Brien. Selv Giuliani, som havde fremført mange af de mest utrolige teorier, modsatte sig indgrebet fra militæret. Trumps egen advokat Pat Cipollone var direkte i sin modstand mod planen, idet han erklærede, at det aldrig før i USA’s historie var blevet set en sådan udfordring af et valg. Powell, på sin side, argumenterede for, at Trump havde beføjelse til at handle på grund af en præsidentordre, der havde til formål at forhindre udenlandsk indblanding. Trump begyndte at tvivle på sine rådgiveres loyalitet og kritiserede dem for ikke at "kæmpe" for ham, hvilket afslørede den dybe splittelse, der fandt sted omkring ham.

Mødet i Det Hvide Hus sluttede først omkring kl. 12:15 om natten, og selv Trump var usikker på, hvilken vej han skulle vælge. Han indså den begrænsede tid, han havde tilbage, før den officielle indvielse fandt sted den 20. januar, og hans sidste forsøg på at beholde magten var at mobilisere sine tilhængere. Kl. 1:42 om natten sendte han en tweet, der opfordrede sine tilhængere til at samles i Washington den 6. januar: "Stor protest i DC den 6. januar. Vær der, det bliver vildt!" Denne opfordring havde en stærk effekt på ekstreme højregrupper som Proud Boys, Oath Keepers og andre, der betragtede det som et kald til handling og begyndte at planlægge at storme Capitol Hill.

Trump havde gennem hele sin tid som præsident flirteret med sådanne grupper og set sig selv som en helt i deres konspirationsteorier, som for eksempel QAnon, der havde hævdet, at han blev rekrutteret af militæret for at bekæmpe en satanisk pedofil-kabale. I månederne før valget støttede han endda kandidater med tilknytning til QAnon, som f.eks. Marjorie Taylor Greene, og nægtede konsekvent at tage afstand fra gruppen, selv når han blev konfronteret med dens ekstreme synspunkter.

Det var i dette kaotiske miljø af forvirring, magtspil og desperation, at Trump og hans rådgivere fortsatte deres forsøg på at ændre valgets resultat, en proces, der blev mere og mere splittende og farlig for landets demokrati.

Hvordan Donald Trump Indgik Krig Mod De Uafhængige Medier og Sin Ødelæggende Indflydelse på Markedet

I begyndelsen af sin præsidentperiode indledte Donald Trump en næsten umættelig krig mod medierne, især mod CNN, som han betragtede som en direkte modstander. Det var ikke blot en politisk kamp, men en personlig vendetta mod en institution, som han så som en trussel mod sin magt. Dette blev kun yderligere intensiveret, da Trump i 2017 forsøgte at påvirke store medieaftaler, som AT&T’s opkøb af Time Warner, der blandt andet ejer CNN.

AT&T’s topchef, Randall Stephenson, blev kontaktet flere gange af Rupert Murdoch, som forsøgte at få Stephenson til at overveje en salg af CNN. Det blev hurtigt klart, at Murdoch’s interesse var strategisk, og han så CNN som en hindring i hans bestræbelser på at konsolidere sin mediemagt. Trump, der var blevet mere og mere frustreret over CNN’s dækning af hans administration, så muligheden for at få kontrol over mediehuset som en måde at hævne sig på sin ægte fjende. I et forsøg på at presse AT&T til at afgive CNN, brugte Trump den politiske magt til at forsøge at stoppe fusionen via justitsministeriet, hvilket var en åbenlys konflikt med de gældende love om magtens adskillelse og uafhængighed.

For AT&T’s ledelse, og især for Stephenson, blev det hurtigt personligt. De opfattede Trumps handlinger som en form for udpressing, hvor fusionens succes nu ikke kun handlede om forretningsstrategi, men om en mere dybtliggende konflikt, der havde politiske og personlige dimensioner. Trump pressede sine rådgivere og justitsministeriet til at gribe ind, hvilket førte til en sag mod fusionen, som blev forkastet af domstolene, og til sidst gennemførtes fusionen, men ikke uden en dyb følelse af misbrug af magt.

Trumps forhold til medierne var ikke begrænset til hans forhold til CNN. Et andet markant mål for hans vrede var Amazon og dens ejer, Jeff Bezos, der også ejer The Washington Post, en avis, Trump ofte kritiserede for dets dækning af ham. Trump så Bezos som en direkte modstander og forsøgte gentagne gange at påvirke Pentagon og den amerikanske posttjeneste for at blokere Amazon's vækst og indflydelse. Hans administration pressede på for at forhindre Amazon i at vinde en stor cloud computing-kontrakt til en værdi af 10 milliarder dollars, og Trump brugte sin indflydelse til at forsøge at påvirke kontrakten i Microsofts favør, som senere blev aflyst efter en retssag fra Amazon.

Trump var dog ikke kun driven af sine egne medierelationer, men af et netværk af forretningsforbindelser, som påvirkede hans beslutningstagning. En af disse forretningsforbindelser, den milliardære investor Nelson Peltz, havde en direkte interesse i at modarbejde Amazon, da hans selskab, Trian Fund Management, havde investeret i Procter & Gamble, som så Amazon som en direkte trussel. Peltz opfordrede Trump til at tage handling mod Amazon, og Trump, der ofte handlede på grundlag af sine personlige forbindelser, så her endnu en mulighed for at bruge sin magt til at påvirke markedet.

Trumps forhold til medierne og markedet var et af de mest kontroversielle aspekter af hans præsidentperiode. Hans direkte indblanding i både private erhvervsforetagender og mediefirmaers fremtid afslører en dyb mistillid til de uafhængige institutioner, der traditionelt har fungeret som et kontrolmiddel mod magtmisbrug. Trumps opfattelse af medierne som en kampplads, hvor han konstant var i krig, var noget, der aldrig tidligere var set i en præsidentperiode. I modsætning til tidligere præsidenter som George W. Bush og Barack Obama, der forsøgte at ignorere eller overhøre mediedækning, brugte Trump medierne til at skabe både opmærksomhed og konflikt. Hans behov for at kontrollere mediebilledet, særligt mod dem, han anså for at være hans modstandere, drev hans politiske beslutningstagning.

Trumps opfattelse af medierne var ikke kun, at de var hans modstandere; han så dem også som et middel til at forme offentlighedens opfattelse af ham. Han forstod medierne som en forretningsmulighed, der kunne udnyttes til egen fordel. På samme måde som han manipulerede mediebilledet, søgte han at manipulere markedet gennem hans politiske magt. Det var en sammenblanding af politik, forretning og medier, som skabte en kompleks og ofte ustabil politisk situation, der rystede både medierne og markedet på dybtgående måder.

Det er også vigtigt at forstå, at denne krig mod medierne og markedet ikke kun var et resultat af Trumps personlige konflikter, men også en manifestation af hans ideologi om magt og kontrol. Trumps konstante kamp for at påvirke markedet og mediebilledet afslørede en magtpolitik, hvor medier og forretning blev brikker i et større spil om politisk og økonomisk dominans. Denne adfærd understøttede et populistisk narrativ om, at den traditionelle magtstruktur skulle omstyrtes, og at hans administration ville være den, der udfordrede de etablerede systemer.

Hvordan Roy Cohn Påvirkede Donald Trump og hans Karriere

Roy Cohn var en af de mest kontroversielle og magtfulde skikkelser i amerikansk politik og jura i det 20. århundrede. Kendt som en frygtløs og listig advokat, blev Cohn berømt som Joseph McCarthys chefinterrogator under hans kommunistjagt i 1950’erne. Efter McCarthy's fald omformede Cohn sig selv som en advokat, der kunne ordne enhver sag for de mest korrupte politikere, mafiosi, katolske kardinaler og, ikke mindst, for Donald Trump. Deres forhold begyndte i begyndelsen af 1970’erne og udviklede sig til et tæt partnerskab, der skulle forme Trump’s senere liv og politiske karriere.

Cohn mødte Trump i 1973, kort efter at justitsministeriet havde rejst sag mod Trumps ejendomsselskab for racemæssig diskrimination i boligudlejning. Trump blev introduceret til Cohn på en eksklusiv natklub i New York, hvor de diskuterede retssagen. Cohn gav Trump det råd at kæmpe imod sagsøgerne og afslørede hurtigt sin stil: at bruge alle midler, både lovlige og ulovlige, for at opnå en ønsket resultat. Trump fulgte rådet og indledte et modangreb med en millionkrone retssag, som dog blev afvist af en dommer som tidsspilde. Ikke desto mindre blev Trump tvunget til at underskrive en samtykkeerklæring, der pålagde ham at udleje til flere sorte ansøgere, en udvikling han dog forsøgte at fremstille som en sejr.

Cohn repræsenterede Trump i flere lignende juridiske stridigheder, der gik fra skatteafgifter til ejendomshandler og sportsretter. Hans indflydelse på Trump var enorm og rakte langt ud over loven. Cohn blev en mentor og rådgiver for Trump i alle aspekter af hans forretningsimperium og personlige liv. Han hjalp Trump med at få skattefordele og var til stede i de mørke hjørner af Trump’s affærer, som blev trukket frem i lyset af Cohns ofte tvivlsomme etiske beslutninger. Trump satte stor pris på Cohns kynisme og hans evne til at operere uden for de etablerede regler. For Trump var Cohn den perfekte advokat: en person, der kunne beskytte hans interesser, uanset om det var på den rigtige eller den forkerte måde.

En vigtig del af deres forhold var Cohns kompromisløse tilgang til både forretning og moral. På trods af hans mange anklager om korruption, svindel og endda bedrageri, blev Cohn aldrig dømt i flere af sine retssager. Hans liv og karriere var et billede på, hvad der kan ske, når man beskæftiger sig med magt og politik uden at følge de almindelige normer. I Trump fandt han en åndsfælle, som delte hans syn på magt og hævn, og deres forhold blev næsten symbiotisk i sin natur.

Men Cohn var også et menneske fyldt med indre konflikter. På trods af hans jødiske baggrund udtrykte han anti-semitisme, og på trods af at han var homoseksuel, var han en uhelbredelig homofob. Hans liv var en konstant kamp mellem de identiteter, han havde opbygget, og de kræfter, han forsøgte at undertrykke. Cohn levede et ekstravagant liv, men han var også en mand, der altid var under overvågning fra myndighederne. Det var ikke kun hans juridiske aktiviteter, der satte ham i konflikt med loven; det var også hans økonomiske manipulationer og hans forsøg på at undgå skat.

Trumps beundring for Cohn blev tydelig gennem årene, og han kaldte ofte Cohn sin bedste ven og den største advokat i verden. For Trump repræsenterede Cohn en hårdhed og en evne til at angribe sine modstandere, som Trump ofte efterstræbte. Cohn blev for Trump et ideal – et billede på den type magt og succes, han selv ønskede at opnå. Men deres forhold var også et farligt spil, hvor begge var villige til at krydse linjer for at opnå deres mål.

Efter Cohns død i 1986 forblev han en skygge i Trump’s liv og beslutningstagning. Selvom Trump senere kritiserede Cohns advokatfærdigheder, var det tydeligt, at Cohns indflydelse havde sat sine spor i Trump’s tilgang til både politik og forretning. For Trump var Cohn ikke bare en advokat; han var en lærer og en mentor, der lærte ham, hvordan man håndterer magt, straffer sine fjender, og gør hvad der skal til for at vinde, uanset prisen.

I senere år som præsident blev Cohns indflydelse på Trump kun mere åbenlys. Trump mindedes ofte deres tætte forhold og brugte nogle af de samme taktikker, som Cohn havde lært ham, i hans politiske karriere. Dette inkluderede hans vilje til at bruge hårde metoder mod modstandere, hans forsøg på at undgå undersøgelse og hans foragt for reglerne, hvis de kom i vejen for hans mål.

Når man ser på forholdet mellem Trump og Cohn, er det klart, at Cohn var en væsentlig figur i at forme Trump’s syn på politik og magt. Deres forhold var præget af manipulation, egoisme og vilje til at gøre hvad som helst for at få sin vilje igennem. Men det er også et billede på, hvordan en sådan relation kan have dybtgående og langvarige konsekvenser, både for den enkelte og for de institutioner, de forsøger at manipulere.

Hvordan John Kelly Håndterede Donald Trumps Kaotiske Præsidentskab

John Kelly, den tidligere general og stabschef i Det Hvide Hus, blev tidligt konfronteret med en af de mest udfordrende opgaver i sin karriere: at styre et kaotisk og uforudsigeligt præsidium. Da han trådte ind i rollen som stabschef, var han måske ikke helt klar over, hvor dybt han ville blive fanget i de interne magtkampe og den konstante strøm af impulsive beslutninger, der prægedes af præsident Donald Trumps kontroversielle adfærd og ledelsesstil.

Trump, som havde et rykte for at følge sine egne impulser fremfor rådgivernes råd, havde allerede bygget en administration, hvor konflikter og interne stridigheder var hverdagskost. Kelly, som havde viet sin karriere til militæret og den amerikanske regering, fandt hurtigt ud af, at det ikke var et spørgsmål om at styre et traditionelt præsidentkontor, men snarere at navigere gennem en tilstand af vedvarende chaos. Han vidste, at han var nødt til at skabe nogle former for orden, men det var en opgave, der ikke bare handlede om at holde styr på deadlines og protokoller. Det handlede om at tackle Trumps utraditionelle beslutningstagning og hans tilsyneladende mangel på forståelse for, hvordan man træffer beslutninger baseret på fakta og konsekvenser.

I begyndelsen af sin tid som stabschef blev Kelly ofte konfronteret med Trumps konstante behov for at få sin vilje igennem, uanset om det var på Twitter eller under møder med rådgivere. Trump, der ikke var bange for at tale uden filter, indså hurtigt, at hans stabschef var en person, der ikke ville lade ham slippe af sted med hvad som helst. Kelly havde et meget klart syn på præsidentens adfærd: Trump var en mand, der ikke bare var løsrevet fra virkeligheden, men som ikke kunne forstå, at der eksisterede en virkelighed, der var uafhængig af hans egne ønsker. Det var en opfattelse, som Kelly ofte stødte på under sine møder med Trump og Sarah Huckabee Sanders, hvor de diskuterede, hvordan de skulle håndtere mediernes rapportering om politiske beslutninger. Ofte, når Trump kom med ideer, der var langt fra sandheden, forsøgte han at presse sine rådgivere til at bakke op om hans udtalelser – uanset hvor usande de måtte være.

En af de mest udfordrende aspekter af Kellys rolle var at afværge Trumps impulsive beslutninger, især når det kom til hans behandling af medierne og hans påståede politiske modstandere. Trump kunne hurtigt blive vred over kritik og reagerede ofte med ideer om hævn, som at fratage tidligere embedsmænd deres sikkerhedsgodkendelser. Disse ideer blev hurtigt afvist af Kelly og andre rådgivere, men de vendte ofte tilbage som noget, Trump insisterede på at få gennemført.

Samtidig blev Kelly nødt til at navigere i et virvar af rådgivere, der ikke altid havde det bedste for præsidenten i tankerne. I særdeleshed var personer som Peter Navarro og Wilbur Ross, der var kendt for deres hårdføre handelsstrategier og radikale ideer, konstante kilder til konflikt. Kelly forsøgte ofte at isolere dem fra Trump, fordi han anså dem for at være dårlige indflydelser, der kunne få præsidenten til at træffe beslutninger, der kunne skade USA’s position på den internationale scene.

Den interne magtkamp i Det Hvide Hus var uophørlig, og Kelly måtte jævnligt håndtere trusler om politiske vendettaer og interne oprør. Rob Porter, Kellys næstkommanderende, spillede en vigtig rolle som stabilisator, men han kunne ikke holde det kaotiske politiske miljø i skak alene. Trumps administration var præget af et uformelt styresystem, hvor enhver beslutning kunne blive genovervejet dagen efter, og hver idé kunne blive genoplivet, uanset hvor meget rådgivere havde argumenteret imod det.

En anden betydelig udfordring var de personer uden for Det Hvide Hus, som Trump stadig opretholdt tæt kontakt med. Kelly måtte også bekæmpe disse uautoriserede rådgivere, som Cory Lewandowski og andre, der opretholdt adgang til præsidenten uden nogen form for formel godkendelse. Lewandowski, som havde været Trump’s første kampagnemanager, udnyttede sin forbindelse til præsidenten og forsøgte at påvirke Trump til at træffe beslutninger, der kunne være skadelige for administrationens interne balance.

Kellys job var derfor ikke kun at håndtere Trump, men også at beskytte både præsidenten og hans administration mod de mange farer, der truede med at ødelægge den politiske stabilitet. Hans indsats for at bevare orden i et system præget af opbrud og politisk uforsigtighed gjorde det muligt for Trump at fortsætte som præsident, men det var et ledelsesarbejde fyldt med frustration og uendelig modstand.

Når man ser på Kellys tid som stabschef, bliver det tydeligt, at der er flere lag af forståelse, der kan belyse, hvad der skete i denne periode. Det er vigtigt at forstå, at det ikke kun var Trumps personlige egenskaber og hans egocentrisme, der skabte kaos, men også den dybt fragmenterede og til tider destruktive kultur, der udviklede sig indenfor administrationen. Rådgivere og embedsmænd, der ofte havde divergerende mål og metoder, spillede en rolle i, hvordan beslutninger blev truffet, og hvordan præsidenten navigerede i de mange krav og forventninger.

Hvordan Trump og Kim Jong-un Forhandlede i Singapore: En Diplomatiske Kollisioner

Den 12. juni 2018 blev et af de mest dramatiske møder i moderne diplomati afholdt i Singapore. Donald Trump, USA's præsident, og Kim Jong-un, Nordkoreas leder, mødtes på det femstjernede Capella Hotel. Kim, der sjældent forlod sit hjemland og havde lånt et moderne jetfly for at komme til Singapore, boede i en suite til $8.000 natten, betalt af Singapores regering. Det var et møde, der skulle definere fremtiden for den koreanske halvø, men hvad der egentlig blev opnået, er stadig et emne for diskussion.

I det private møde mellem de to ledere kom samtalen hurtigt til at handle om alt fra mediernes "tremendous dishonesty" (Trump’s ord) til de "svage" Barack Obama og George W. Bush. Trump var hurtig til at rose Kim for hans intelligens, oprigtighed og store personlighed, mens han selv i den samme ånd anklagede sin forgængere for fejltagelser. Under disse forhandlinger afslørede Trump, at han havde planer om at søge Senatets godkendelse af enhver nuklear aftale, han måtte indgå med Kim, hvilket stødte på modstand hos flere af hans rådgivere. For eksempel, uden at forstå den dybere betydning af "denuklearisering" for Kim, lovede Trump at søge fred i Korea, en idé, der var langt mere kompleks end Trump havde forstået.

Kim, på sin side, havde sine egne ambitioner for, hvad "denuklearisering" skulle indebære. For ham betød det, at alle amerikanske tropper skulle trækkes ud af Sydkorea. Derudover krævede han, at USA skulle tage skridt, som han og Trump kunne opnå gennem gensidige handlinger – en idé, der hurtigt viste sig at være en uforenelig tilgang med Trump-administrationens mål om en ensidig nedrustning fra Nordkorea før lettelser i sanktioner. Denne uoverensstemmelse mellem de to ledere afslørede hurtigt, hvor lidt konkret, der blev opnået i samtalerne.

En af de mest kontroversielle beslutninger, som Trump traf under mødet, var hans uforberedte indvilligelse i at reducere de militære øvelser mellem USA og Sydkorea, som havde været et fast element i den strategiske afskrækkelse mod Nordkorea. Trump så dette som en besparelse for USA, men det blev hurtigt klart, at dette træk var et stort politisk tilbageslag, som blev betragtet som en gave til Kim uden nogen gensidige indrømmelser. Reaktionen i Pentagon var hurtig og skuffet. De store militære øvelser var en central del af USA's strategi, og deres aflysning uden videre diskussion var et alvorligt problem for de militære ledere. Regeringens beslutning blev ikke officielt kommunikeret til Pentagon i tide, og skaberne af politikken måtte nu navigere i en ny, uberegnelig situation.

Efter mødet i Singapore hævdede Trump, at topmødet var den største diplomatiske sejr i verdenshistorien. Hans yndlingsdel af mødet var den video, han havde bestilt, som fremstillede ham som en historisk skikkelse, der kunne ændre fremtiden for Nordkorea. Videoen viste Kim som en vigtig aktør i en ny æra, hvor "fortiden ikke behøver at være fremtiden," og hvor "lys kan komme ud af mørket". Trump spillede videoen igen og igen og hævdede, at han havde skabt en ny, fredfyldt fremtid for Korea. På Twitter erklærede han stolt, at "alle nu kunne føle sig meget mere sikre, end de gjorde, da jeg tiltrådte kontoret."

Imidlertid var det, der blev opnået i Singapore, ikke meget. Trump og hans rådgivere fandt hurtigt ud af, at den virkelige situation ikke levede op til de håb, der var blevet hævdet. Mike Pompeo, som var USA's udenrigsminister, erkendte senere, at der ikke var blevet gjort nogen væsentlige fremskridt med Nordkorea, og at fremtidige forhandlinger næppe ville føre til succes. Det, som Trump havde betragtet som en stor diplomatiske bedrift, blev hurtigt anerkendt af hans egne rådgivere som en farlig illusion. Trumps erklæringer om et "slut på nuklear trussel" blev kritiseret som grundløse.

En anden bemærkelsesværdig detalje i Trumps efterfølgende historie om mødet var hans krav om at blive nomineret til Nobelprisen for Fred. Trump hævdede, at den japanske premierminister Shinzo Abe havde sendt en smuk fem siders nomineringsbrev til Nobelkomitéen. Hvad Trump ikke nævnte, var at han personligt havde anmodet Abe om at nominere ham under et privat middag, en detalje, der blev holdt hemmelig af hans rådgivere i årevis.

Når man ser på de faktiske resultater af mødet i Singapore, kan man ikke undgå at konstatere, at de diplomatiske gevinster var sparsomme, og at de langvarige konsekvenser af mødet for Nordkoreas atomvåbenprogram og regionens stabilitet stadig er uklare. I mange henseender var mødet med Kim Jong-un ikke kun et diplomatiske nederlag for Trump, men også en opfordring til at forstå de dybere mekanismer bag diplomatiske forhandlinger og hvordan ensidig handling kan føre til dybe fejltagelser i internationale relationer.

Hvordan opnår man optimale resultater ved 3D-print af funktionelle dele til Inverted Trike RC?
Hvad er CNC, og hvorfor er det vigtigt for dig at forstå det?
Hvad er forskellen mellem Puppet, Chef, Ansible og SaltStack til installation af Apache?
Hvordan Guanin og Tymin Bidrager til DNA's Elektriske Ledningsevne og Deres Potentielle Anvendelser i Nanoelektronik
Undervisningsplan for fritidsaktiviteter på mellemniveau i skoleåret 2018-2019
Besked om ændringer i organiseringen af eksamen for udenlandske borgere (ukrainske statsborgere)
Kemiundervisning i 8. klasse Emne: "Kemi Reaktioner"
Gagarin-olympiade for 6.V klasse
Meddelelse "Om ændring af teksten i kvartalsrapporten"