Hvad kræver det at forblive sig selv?

”Jeg har gennemgået alle dine arkiver,” siger direktøren. ”Vaclav fortæller mig, at du har gennemskuet de fleste af vores tests, inklusive denne sidste. Du kender vores systemer måske bedre end vi gør.” Skye synker. Hun ved ikke, om hun skal sige noget. Hendes lærere står tilbage — alle gode til at blive glemt, som Guilden lærer. De træder ud af samtalen på samme tid; de vil intet med hende at gøre. Kun Vaclav og Umeko bliver stående nær. Hun kan ikke afgøre, om de er der for at forsvare hende, dømme hende eller blot observere.

”Alle?” spørger Skye. Direktøren bøjer let på hovedet. ”Undskyld. Lad mig spørge klart: Gik du ind i alle scenarierne med hensigt om at fejle dem?” ”Gik jeg til alle mine timer og tests med plan om at dumpe?” hun svarer, forpligtet til ærlighed. Direktøren studerer hende, som om hun må vurdere sandheden i svaret.

”Er det så en forbrydelse?” spørger direktøren. Skyes tanker favner ordenes vægt: lovligt, ulovligt, forbrydelse — Guildens lege med begreber. Hun siger ikke det højt. Hun har aldrig tænkt på det som en forbrydelse før, men nu gør hun det. ”Det var ikke det jeg tænkte på i de øjeblikke,” svarer hun, og tilføjer: ”Jeg tænkte, at hvis jeg fortsatte, som jeg var, ville jeg knække.”

Tårer triller uden at hun blinker. Hun synker dybe vejrtrækninger, lader smerten blive. ”Hvis jeg knækker,” siger hun, ”kommer jeg tilbage forandret.” ”Hvad er galt med at være forandret?” Direktøren rykker tilbage — hendes egen stemme ryster, usædvanligt sårbar i forhold til hendes rolle. ”Jeg vil være som alle andre,” svarer Skye. ”Som jeres forældre. Som manden der forlod mig. Som jer.” Sandheden er sagt. Lærerne indånder. Vaclav ser forrådt ud; Umeko ser ned.

”Hvorfor?” Direktøren er rystet. Skye siger: ”For hvis jeg kan se folk som de er, kan jeg ikke slå dem ihjel.” Direktøren træder et skridt tilbage. ”Uanset hvad de har gjort? Hvilke monstre de er blevet?” ”De er ikke monstre,” siger Skye. ”De er mennesker — blot en slags, som samfundet ikke kan rumme, fordi samfundet ikke kan overleve med dem i det.” Umeko løfter blikket; Vaclav vender sig en anelse, som om hendes ord ikke længere møder et kendt ansigt.

Direktøren smiler kort — ikke til Skye, men til Vaclav. ”Der er stadiet over det her,” siger hun. ”Vi bruger enten hendes unikke talent, eller vi ødelægger det.” Skye holder vejret; hun ved, hvad ødelæggelse betyder. Ikke blot død, men udsættelse for felter, opgaver, flugt, og så nedbrydning. Hvis hun arbejder for dem og lykkes, vil hun, ved egen indrømmelse, blive ødelagt. ”Vi har regler,” siger Umeko. ”Det har vi,” svarer direktøren, ”men vi har også lært, at ting ikke altid går som planlagt.” Og endnu engang rummer stilheden eksempler på træf — på viljen til at forme det uventede.

”Så,” siger direktøren til de andre, ”vi gør en undtagelse.” Skyes mund tørrer ud. Direktøren vender sig tilbage til hende: ”Du vil arbejde for os i femten år, ikke ti.” Skye mærker vægten af valget, ikke som frihed, men som en vej formet af andres forventninger. Hun står ved kanten af den identitet, hun nægter at miste, og forstår, at hendes ærlighed lige nu er både en redning og en dom.

Hvordan Steampunk, Gotik og Viktoriansk Æstetik Fletter Sammen i Moderne Historier

Steampunk-litteratur har en unik evne til at væve sammen elementer fra både victoriansk æstetik og den gotiske tradition, og det gør den til et fascinerende studieobjekt for både forfattere og læsere. I disse fortællinger bliver læseren ofte kastet ind i en verden, hvor teknologi, der er drevet af damp og mekanik, eksisterer side om side med mørke hemmeligheder og forvrængede moraliteter. Det, der gør genren særlig interessant, er, hvordan den kombinerer historiske og fiktive elementer, og hvordan den spejler samfundets opfattelse af køn, magt og moral.

Denne form for litteratur rummer en vis dobbelthed, hvor teknologien på den ene side repræsenterer menneskets stræben efter kontrol og oplysning, men på den anden side afslører den dybe frygt for, hvad der kan ske, når mennesket går for langt. I The Constantine Affliction er en videnskabelig opdagelse, som skulle redde liv, i stedet årsagen til en sygdom, der forvandler ofrene til det modsatte køn – en forvandling, der afslører dybdeborende spørgsmål om identitet, kønsroller og den menneskelige psyke. Dette er ikke kun en fortælling om videnskabens magt, men også om samfundets moralske rammer og deres sammenbrud.

Der er også en stærk fornemmelse af, at historierne i denne genre, især dem der trækker på gotiske elementer, konstant udfordrer den etablerede opfattelse af normalitet. I dette univers er videnskab ikke bare et spørgsmål om oplysning, men også om at fremmane det ukendte og det skræmmende. I The Lost World, af Arthur Conan Doyle, som først blev udgivet i 1912, bliver dinosaurernes genoplivning et symbol på den menneskelige trang til at forstå fortiden og kontrollere fremtiden. Men under den eventyrlige ydre ligger en snigende erkendelse af, at menneskets nysgerrighed kan få uforudsigelige og ofte farlige konsekvenser.

I den victorianske æra, hvor litteraturen ofte reflekterede samfundets bekymringer, var det netop de såkaldte “grænsetilstande” – grænserne mellem det normale og det afvigende – der blev undersøgt med stor interesse. I moderne steampunk-historier som denne, vender vi tilbage til disse grænsetilstande, men i en verden, hvor teknologi og magi, virkelighed og fantasi, bliver mere tæt forbundet. Læseren bliver således ikke kun præsenteret for en verden af mekanik og dampmaskiner, men også for et samfund, hvor grænserne mellem køn, moral og identitet er flydende og ofte udviskes.

Det, der er vigtigt for læseren at forstå, er, at disse historier ofte rummer en advarsel om, hvad der kan ske, når mennesket overstrider sine naturlige og sociale grænser. I en verden, hvor teknologiske fremskridt konstant ændrer, hvad der er muligt, står vi over for spørgsmål om ansvar, kontrol og konsekvenser. Det er en påmindelse om, at de opfindelser, der kommer til at forme fremtiden, ikke nødvendigvis er renset for deres eget mørke potentiale, og at de kan afsløre dybere, mere skræmmende aspekter af den menneskelige natur.

Steampunk er således ikke bare en nostalgisk flugt til fortiden, men en spejling af samtidens kompleksitet – et forsøg på at forstå, hvordan vores begær efter kontrol og forandring kan lede os ind i uforudsete og farlige farvande. Det er en genre, der giver læseren mulighed for at udforske de dybeste skygger af både menneskelig opfindsomhed og de moralske konflikter, der følger med den.