Richard Hofstadter beskrev i Anti-Intellectualism in American Life (1964) de amerikanske grundlæggere som vise, lærde mænd med bred dannelse, som brugte deres indsigt i historie, politik og jura til at løse tidens presserende problemer. Denne oplyste tilgang varede dog ikke ved. Efter McCarthyismens hysteri i 1950’erne bemærkede Hofstadter, at intellektuelle siden ofte blev set som outsidere, tjenere eller syndebukke i amerikansk samfundsliv.

Den amerikanske frihedstradition udspringer af en historisk kontekst præget af unikke geografiske og kulturelle forhold. Landet blev grundlagt på en usædvanlig blanding af selvforsynende landbrug, anglosaksisk lokalregering, europæisk bondetradition for hårdt arbejde, kalvinistiske selvstyrende menigheder, luthersk præsteskab for alle og fraværet af feudale institutioner. Denne sammenblanding skabte en naturlig modstand mod statslig indblanding og lagde kimen til et dybtliggende libertariansk sindelag.

Denne modvilje mod centralmagt har gennem historien skabt vedvarende politiske spændinger, fra anti-føderalisterne til whiskey-oprøret i 1794, borgerkrigen, Teddy Roosevelts modstand mod monopoler, Franklin D. Roosevelts New Deal, LBJ’s Great Society-program og til Barack Obamas sundhedsreformer.

Donald Trump trådte ind i denne historiske strøm med et løfte om at ‘dræne sumpen’ og ‘Make America Great Again’. Han appellere til en næsten mytisk forestilling om en fortabt, men stadig kraftfuld amerikansk drøm, som mange følte enten var forsvundet eller aldrig havde eksisteret. Ifølge politologen Peter J. Katzenstein kan Trump forstås som en fortsættelse af en langvarig tradition, funderet på nationalisme, evangelisk kristendom og etnisk identitet – alle dybt forankret i amerikansk historie og kultur.

Samtidig afviste Trump den klassiske amerikanske undtagelsestanke, som hidtidige præsidenter havde støttet som grundlag for nationens moralske lederskab. Joseph Nye, Jr. påpegede, at amerikanerne traditionelt definerer deres identitet gennem en liberal vision om frihed og retfærdighed, men Trumps administration vendte sig væk fra denne arv. I en tale i 2015 viste Trump tydeligt sin skepsis over for begrebet ‘American exceptionalism’, som han fandt problematisk og ikke-patriotisk. Hans opfattelse var, at Amerika måske først kunne blive ‘exceptional’ igen, hvis han blev valgt, idet han ville genvinde tabte arbejdspladser og ressourcer uden at prale af det. Denne holdning var mere et udtryk for hans egen personlige brand end for en samlet national vision.

Den amerikanske drøm, et ideal om et liv med mulighed for at udvikle sig fuldt ud uanset fødselsforhold, blev oprindeligt formuleret af historikeren James Truslow Adams i 1931. Det handler ikke blot om materiel velstand, men om social orden, hvor alle kan nå deres fulde potentiale og blive anerkendt for deres værd. Trump beskrev i 2007 denne drøm som frihed, velstand, fred og retfærdighed for alle – et stort ideal, der kræver udholdenhed. Men mindre end ti år senere erklærede han denne drøm for død og talte i 2015 om et land i forfald, en nation på vej nedad og som en international joke.

Det er essentielt at forstå, at Trumps brug af den amerikanske drøm og undtagelsestanken ikke blot var politisk retorik, men også en spejling af dybt rodfæstede historiske modsætninger i amerikansk samfundsforståelse. Hans politiske succes og tiltrækning hviler på en langvarig folkelig skepsis over for statslig magt og globalt engagement, samtidig med at han udfordrede den liberale internationalismes idealer om frihed og samarbejde.

Det er også vigtigt at erkende, at forestillinger om national identitet og exceptionalisme i USA ikke er statiske, men konstant genforhandles og omdefineres i lyset af skiftende politiske, økonomiske og sociale realiteter. Trumps afvisning af den traditionelle undtagelsestanke peger på en større debat om, hvad det betyder at være amerikaner i det 21. århundrede, og hvordan historiske idealer kan omsættes eller omskrives for at passe til nye magtforhold og kulturelle strømninger.

Endelig må læseren være opmærksom på, at amerikansk politisk kultur rummer en grundlæggende spænding mellem kollektivt ansvar og individuel frihed, mellem en internationalistisk vision og en nationalistisk tilbøjelighed, som fortsat former det politiske landskab og befolkningens opfattelse af deres egen rolle i verden.

Hvordan fungerede magtstrukturen og ledelsen under Trump-administrationen?

Trump-administrationens styreform udviste mange træk, som mindede om en moderne monarki, hvor præsidentens familie og nærmeste kreds spillede en central rolle uden hensyn til etablerede demokratiske processer. Ivanka Trump og hendes mand Jared Kushner blev placeret i nøglepositioner som rådgivere med direkte adgang til præsidenten, uden at være underlagt traditionelle regeringsstrukturer eller ansvarlighed. Denne koncentration af magt i familien skabte et magtcentrum, som i praksis modarbejdede en rationel og systematisk tilgang til regeringsførelse. Kushners rolle som mægler i den israelsk-palæstinensiske konflikt, trods manglende erfaring inden for udenrigspolitik og regionen, understregede dette mønster.

Det var hurtigt tydeligt, at der manglede erfaring og viden om regeringsarbejde i Trump-administrationen. Præsidentens impulsivitet og manglende forståelse for kompleksiteten i statslige processer vakte stor bekymring blandt de erfarne embedsmænd, som derfor forsøgte at fungere som en slags "voksne i rummet". Personer som forsvarsminister James Mattis, indenrigsminister John Kelly, udenrigsminister Rex Tillerson og national sikkerhedsrådgiver H. R. McMaster tog ofte ansvar for at dæmme op for præsidentens mest risikable impulser. De arrangerede briefinger og forsøgte at styre informationen, men Trump viste ofte modvilje mod at lytte og foretrak at stole på sin egen dømmekraft frem for ekspertise.

Den konstante udskiftning af nøglemedarbejdere var et gennemgående træk ved administrationen. Allerede i de første uger blev flere højtstående embedsmænd fyret eller tvunget til at træde tilbage, ofte som følge af uenigheder om præsidentens kontroversielle beslutninger. Dette inkluderede bl.a. den fungerende justitsminister Sally Yates, som blev fyret for at modsætte sig Trumps rejseforbud mod muslimske lande, og sikkerhedsrådgiver Michael Flynn, som gik af efter afsløringer om kontakt med russiske embedsmænd. Også FBI-direktør James Comey, pressechef Sean Spicer og flere andre nøglepersoner måtte forlade deres poster.

Fyringsbølgen fortsatte gennem hele administrationen og ramte mange af de embedsmænd, som var kendt for at forsøge at begrænse præsidentens værste overskridelser. Især tabet af personer som Tillerson, Mattis, Kelly og McMaster svækkede effektivt muligheden for at kontrollere præsidentens ofte uforudsigelige handlinger. Selv de, der forsøgte at tilpasse sig eller udnytte præsidentens styrer, som strateg Steve Bannon og national sikkerhedsrådgiver John Bolton, blev fjernet, når deres dagsorden ikke længere passede ind.

Rex Tillerson, som kom fra en lang karriere som administrerende direktør for ExxonMobil, repræsenterede en særlig udfordring. Hans erfaring fra erhvervslivet og hans image som en stærk leder gjorde ham til et overraskende valg som udenrigsminister, især fordi han manglede erfaring med statslig ledelse og diplomati. Hans forhold til Trump var præget af gensidig frustration; mens Tillerson forsøgte at bringe orden og struktur ind i det kaotiske Det Hvide Hus, reagerede Trump med utålmodighed og mistillid.

En væsentlig dimension i denne ledelseskrise var, hvordan den organisatoriske og kulturelle tilpasning mellem forretningsverdenens topstyring og det politiske system ikke fandt sted. Trump-administrationen afslørede et grundlæggende modsætningsforhold mellem impulsivitet og manglende respekt for institutionelle normer på den ene side, og behovet for stabilitet og ansvarlighed på den anden. Det resulterede i et klima præget af usikkerhed, mistillid og ineffektivitet, hvor rådgivere og embedsmænd måtte navigere i en konstant skiftende magtstruktur uden faste regler eller klare grænser.

Det er afgørende at forstå, at denne dynamik ikke blot handler om en enkelt præsidents ledelsesstil, men også om, hvordan institutioner reagerer på pres fra koncentreret magt og personlig loyalitet frem for systematisk styring. Konsekvenserne for politisk beslutningstagning, udenrigspolitik og det interne embedsværk var dybtgående og viste, hvor skrøbeligt et demokrati kan være, når dets grundlæggende principper undergraves af personfikserede magtstrukturer.

Hvordan kunne Trump udfordre selve grundlaget for det amerikanske demokrati?

Erfaringens stemme, embedsmændenes kollektive visdom, bureaukraternes institutionelle hukommelse – alt dette blev i løbet af Donald Trumps præsidentperiode kastet ud i et opgør, som få havde forudset kunne finde sted i et moderne demokrati. Fra begyndelsen sendte præsidentens åbenlyse uvidenhed og totale uinteresse i at lære de nødvendige procedurer og konventioner stærke faresignaler til embedsværket. Mænd og kvinder, hvis opgave var at beskytte retsstaten og de institutioner, som regeringen bygger på, samlede sig i det skjulte med en klar mission: at dæmme op for det kaos, de så komme.

De såkaldte "voksne i lokalet" – erfarne embedsfolk og rådgivere – var overbeviste om, at de kunne styre det hele bag kulisserne. At de kunne udholde Trump og hans impulser, aflede hans mest destruktive beslutninger og i hemmelighed ignorere de ordrer, der truede med at underminere institutionerne. De troede, de kendte systemets regler, dets strukturer, dets etik – og at det var nok.

Men de tog fejl.

Trumps største fordel var, at han spillede et andet spil end dem. Hans evne til at identificere sine modstanderes svagheder, hans absolutte lojalitet over for sig selv, hans vilje til at tvinge sin vilje igennem og hans næsten overnaturlige evne til at holde stand, viste sig at være langt mere effektiv end systemets forsvarsmekanismer. Det, der i årtier havde fungeret gennem uskrevne normer og konventioner, blev langsomt, men sikkert, afsløret som skrøbelige illusioner, afhængige af folkets tiltro og et minimum af fælles anstændighed.

De embedsmænd, der gik ind i administrationen med ønsket om at beskytte deres institutioner mod præsidentens angreb, måtte sande, at deres modstand var bygget på antagelser, som ikke længere gjaldt. Som tidligere FBI-jurist James Baker sagde: De troede, de var smartere end ham. De troede, de kunne styre ham. De tog fejl. "Han er lysår foran dem," sagde han.

Det, man troede var uforanderligt – retsprincipper, normer, magtens tredeling – blev under Trump vist at være afhængige af noget så skrøbeligt som offentlighedens vilje til at tro på dem. Præcedens kunne slettes med et tryk på en tast. Uafhængighed i retsforfølgelse viste sig at være valgfri. Sandhed og løgn blev forhandlingsbare størrelser, og den åbenlyse løgn slog ofte fakta i offentlighedens øjne.

Denne fundamentale eksponering af systemets svaghed – dets afhængighed af normer snarere end lovens ubøjelige kraft – var først for alvor tydelig, da Trump blev præsident. Pludselig var det klart for enhver, at magten i USA ikke nødvendigvis er bremset af institutionerne, men i høj grad af den person, der sidder med den. Og når den person nægter at anerkende begrænsninger, bliver det tydeligt, hvor skrøbeligt det hele er.

De, der prøvede at modarbejde ham indefra, forstod ikke, at de selv var blevet symboler på den politiske klasse, som Trumps base foragtede. I hans verden var de "sumpelementer", og deres forsøg på at modvirke hans vilje blev opfattet som forræderi. I virkeligheden viste det sig, at store dele af befolkningen ikke blot accepterede Trumps foragt for demokratiske normer – de omfavnede den.

Det krævede en skikkelse som Trump at afsløre, hvor meget af demokratiet der faktisk hviler på tillid, selvkontrol og illusionen om stabilitet. Institutionerne bestod måske på papiret, men deres autoritet var ikke længere givet. Magten, viste det sig, behøver ikke nødvendigvis være institutionel. Den kan være personlig, karismatisk, mediedrevet – og i Trumps tilfælde, uforudsigelig og brutal.

Det, der tidligere blev taget for givet – præsidentens respekt for sandhed, embedsmændenes autoritet, pressens rolle, og selv det mest basale hensyn til anstændighed – forsvandt stille og roligt. Og mens nogle fortsat holdt fast i ideen om, at det blot var en midlertidig forvildelse, stod det for andre klart: Amerika var allerede ændret. Spørgsmålet var ikke længere, om det ville vende tilbage til det gamle. Spørgsmålet var, om det gamle nogensinde havde eksisteret.

Det er vigtigt for læseren at forstå, at institutioners styrke ikke ligger i deres formelle struktur alene, men i samfundets vilje til at opretholde og forsvare deres legitimitet. Når denne vilje svækkes – enten gennem foragt, ligegyldighed eller aktiv sabotage – er det ikke kun institutionerne, der smuldrer. Det er selve ideen om fælles ansvar og demokratisk samhørighed, der begynder at forsvinde.

Jaké tajemství skrývá prastarý symbol, který nikdy neumírá?
Jak vytvořit svůj vlastní kawaii svět: Kreslení roztomilých věcí a tvorba osobitého stylu
Jaký dopad měla válka na každodenní život?
Jak se orientovat v běžném španělském slovníku pro každodenní komunikaci