Hvordan udvikling af kapitalisme og udenlandsk investering formede Afghanistans økonomi i 1950'erne

I begyndelsen af 1950'erne begyndte Afghanistan at bevæge sig mod en ny økonomisk og politisk æra, hvor de økonomiske strukturer blev i høj grad præget af statens øgede deltagelse i økonomien og den voksende indflydelse fra udenlandske investeringer. Landets økonomi var i en alvorlig krise, og et væsentligt fokus var derfor at modernisere landbruget og sikre økonomisk vækst, samtidig med at der blev etableret politiske og økonomiske forbindelser med både øst og vest.

I 1950'erne var Afghanistan stadig præget af forældede udnyttelsesformer i landbruget, og de sociale og økonomiske kløfter mellem bønderne blev stadig dybere. Det feudale jordbrugssystem hæmmede væksten af produktivitet i landbruget, hvilket førte til en forværring af den økonomiske situation. Øget landbrugshandelsaktivitet, uden en tilstrækkelig udvikling af industri, førte til, at mange bønder mistede deres jord og blev tvunget til at migrere til byerne, hvor der var få beskæftigelsesmuligheder. Denne øgede urbanisering satte pres på en allerede skrøbelig arbejdsmarkedssituation.

Den afghanske regering forsøgte at løse det agrariske problem ved at omlægge landbruget i de nordlige områder, som var rig på landbrugsjord, og flytte bønder og nomader fra syd. Desværre havde disse tiltag ikke den ønskede effekt og førte kun til politiske og nationale spændinger. Derudover blev håbet om, at store arealer af jord i Helmand- og Arghandab-dalen kunne bringes under plov, skuffet, da de planlagte irrigationprojekter ikke kunne gennemføres som forventet.

Samtidig forsøgte USA at dominere Afghanistans udenrigshandel, hvilket medførte alvorlige økonomiske konsekvenser for landet. Der var et betydeligt pres på den afghanske økonomi, da handelen med Pakistan blev besværliggjort af de politiske spændinger mellem de to lande, og Afghanistans eksport faldt dramatisk. Afghanske regeringer forsøgte at få kontrol over de økonomiske vanskeligheder ved at øge skatterne på små landbrug og produktion, men dette førte kun til en stigning i leveomkostningerne og fødevarepriserne.

Daoud-regeringens politik havde til formål at fremme udviklingen af kapitalistiske relationer i Afghanistan, især ved at øge statens engagement i økonomisk aktivitet. En central del af hans politik var at fremme landets økonomiske vækst gennem en kontrolbaseret økonomi. Et af de første skridt blev taget med ændringer i kreditpolitikken, som gav små og mellemstore erhvervsdrivende lettere adgang til lån. For at støtte landbruget blev en landbrugslånebank oprettet, der tilbød lavere rente end de private pengeudlånere, selvom bankens ressourcer var begrænsede.

Staten begyndte at engagere sig mere i økonomisk udvikling ved at oprette nye banker og skabe muligheder for udenlandske investeringer. I 1954 indledte Afghanistan samarbejde med internationale selskaber, herunder amerikanske, tyske og japanske virksomheder, der investerede i landets infrastruktur og industri. Det var et forsøg på at modernisere Afghanistans økonomi og indhente de økonomiske efterblivelser, som blev forårsaget af årtier med stagnation.

I samme periode blev der også truffet beslutninger om at reorganisere og forbedre handelssystemet. Nye love blev vedtaget for at regulere privat industri og handel, og der blev sat fokus på at udvikle et effektivt regnskabssystem, som kunne hjælpe staten med at få bedre kontrol over sine finanser. Frem for alt blev der arbejdet på at udarbejde en national økonomisk udviklingsplan, der kunne udnytte landets ressourcer effektivt og skabe vækst på længere sigt.

Afghanistan søgte i stigende grad udenlandsk økonomisk bistand, især fra USA, som i 1954 gav landet et lån på 18,5 millioner dollar til at finansiere Helmand-projektet. På den måde blev Afghanistan mere afhængigt af amerikanske investeringer og økonomisk støtte, hvilket forværrede landets økonomiske afhængighed af udenlandske magter. Skuffelsen over de udenlandske monopolers manglende positive indflydelse på den afghanske økonomi spredte sig hurtigt, hvilket afspejlede den økonomiske og politiske ustabilitet, der prægede landet i denne periode.

Samlet set var 1950'erne en tid med økonomisk eksperimentering og udenlandsk indflydelse, hvor Afghanistan forsøgte at navigere mellem at modernisere sit landbrug, fremme kapitalistisk vækst og samtidig håndtere den voksende afhængighed af udenlandske magter. Dette blev gjort gennem økonomiske reformer og samarbejde med udenlandske selskaber, men de underliggende strukturelle problemer i økonomien og samfundet blev aldrig fuldt ud adresseret, hvilket gjorde udviklingen både langsom og fragmenteret.

Hvordan de politiske og økonomiske strukturer i Afghanistan blev forvandlet i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne

I Afghanistan, i 1960'erne, så landet sig konfronteret med dybtgående politiske og økonomiske forandringer, der satte rammerne for udviklingen af både samfundet og de styrende klasser. Denne periode var præget af politiske forsøg på at reformere og modernisere landet, men også af interne stridigheder og modstand mod disse ændringer. En væsentlig del af denne udvikling var etableringen af nye industristrukturer, der skulle fremme økonomisk vækst, og fremkomsten af et politisk landskab præget af social mobilitet og ideologiske splittelser.

Den sovjetiske støtte til udviklingsprojekter i Afghanistan spillede en afgørende rolle i etableringen af den industrielle base i landet. Selvom mange af disse projekter – især anlæggelsen af vigtige vandingssystemer i Helmand-dalen – ikke blev afsluttet som ønsket, resulterede de i en markant udvidelse af den offentlige sektor. Efter afslutningen af de første to femårsplaner (fra 1956 til 1966) var den offentlige sektors andel af økonomien steget betragteligt, og industrielle sektorer som bilreparation, gasproduktion, kemi, cement og byggeri var blevet etableret.

I takt med at den industrielle opbygning skridt for skridt blev realiseret, blev der også uddannet en national arbejdsstyrke af arbejdere og teknikere. Fremkomsten af et kvalificeret arbejdskraftsegment, der kunne understøtte de nye industrier, var en central del af transformationen. Dette ledte til et skift i den sociale sammensætning af landet, hvor den nationale bourgeoisie, industriarbejdere, teknikere, embedsmænd og en del af den lille bourgeoisie begyndte at spille en mere fremtrædende rolle i samfundet.

De politiske ændringer blev drevet af et voksende behov for at finde løsninger på de økonomiske og sociale problemer, som den nye industrielle klasse stod overfor. Særligt i byerne begyndte nye ideologiske strømninger at vokse frem blandt de intellektuelle, studerende og de mere politisk bevidste dele af befolkningen. Dette var perioden, hvor de første politiske partier og grupper begyndte at tage form. I 1965 blev en ny presselov godkendt, som gjorde det muligt for private aviser at udkomme og blev dermed et redskab for politisk debat og organisering.

I 1966 fremlagde premierminister Muhammad Hashim Maiwandwal et program for, hvad han kaldte et "progressivt og demokratisk parti". Dette parti, som blev kaldt det Progressive Demokratiske Parti, søgte at introducere reformer gennem en såkaldt "lovlig revolution", der skulle skabe grundlag for økonomiske, politiske og sociale ændringer i overensstemmelse med konstitutionelle og islamiske principper. I partiets publikation, Mossawat (Ligelighed), blev der lagt vægt på de nødvendige sociale reformer, herunder en agrarisk reform og bedre arbejdsforhold for arbejdere.

Men partiets programmatiske indhold var problematisk. Deres politiske platform blandede ofte modsatrettede ideologier som monarki og socialisme, hvilket gjorde det svært for partiet at tiltrække en bred politisk støtte. Deres reformforslag, især den agrariske reform, som kun var begrænset til at ændre de økonomiske betingelser for bønderne uden at røre ved de dybereliggende feudale strukturer, blev set som utilstrækkelige af mange. På trods af de retoriske løfter om økonomisk og social retfærdighed, manglende partiet et klart ideologisk fundament, der kunne appellere til en større folkelig opbakning.

I 1967, efter intens politisk modstand og internt pres, måtte Maiwandwal's regering trække sig tilbage. Hans partis manglende evne til at opfylde de forventninger, de havde sat, samt den politiske ustabilitet, der fulgte med, gjorde det umuligt for det progressive demokratiske parti at spille en central rolle i Afghanistans politiske fremtid.