Hvordan de Los Angeles-urolighederne i 1992 Formede Politiske Diskurser i USA

Urolighederne i Los Angeles i 1992 fandt sted på et tidspunkt, hvor racemæssige spændinger og politiske uenigheder om sociale programmer var på et højdepunkt. De udløstes af et voldsomt møde mellem politiet og den afroamerikanske mand, Rodney King, hvilket hurtigt udviklede sig til en national krise. Selvom disse begivenheder kunne ses som skræddersyede til George H. W. Bushs kodede kommentarer om race og kriminalitet, blev muligheden for at danne en sammenhængende fortælling om urolighederne hurtigt ødelagt af uenigheder i Det Hvide Hus. Nogle i administrationen ønskede at fremhæve en klassisk lov-og-orden-narrativ, mens andre ønskede at fokusere på indenrigspolitik.

Michael Omi og Howard Winant påpeger, at neokonservative udnyttede urolighederne til at fremme privat- løsningen af velfærdsstatens programmer, incitamenter til investering i byområder og skolevalg. De konkluderer, at for neokonservative var urolighedernes budskab statens fiasko. Denne tilgang gav republikanerne mulighed for at bygge videre på hvide amerikaneres harme gennem kodede appeller, samtidig med at de påstod, at de troede på racemæssig lighed.

Denne politiske tilgang førte til nye kriminalitetsbekæmpelsesmetoder i storbyerne som New York og Boston, inspireret af teorien om “Broken Windows”, som blev udviklet af George Kelling og Catherine Coles. Denne teori hævdede, at ved konstant at håndhæve lovgivningen mod vandalisme og mindre kriminalitet, kunne man afskrække potentielle kriminelle. Den politiske retning medførte dog en kraftig stigning i fængslingsraten blandt afroamerikanske borgere i byområder, hvilket satte skub i de spændinger, som senere eksploderede i urolighederne.

Los Angeles-urolighederne begyndte efter en hændelse, hvor Rodney King blev anholdt af politiet efter at have forsøgt at flygte fra en spirituskørsel. En amatørvideo af politiets voldelige opførsel blev landsdækkende offentliggjort, og de implicerede betjente blev anholdt. Da betjentene blev frikendt i retten, førte det til protester i Los Angeles’ byområder, som hurtigt udviklede sig til voldelige uroligheder. Disse varede i seks dage og resulterede i 55 dødsfald, over 2000 sårede og 10.000 anholdte.

Bush stod overfor en vanskelig situation. Urolighederne tilbød flere strategiske muligheder, men han måtte samarbejde med lokale myndigheder for at få genoprettet orden. Dog var der ikke enighed i Det Hvide Hus om, hvordan han skulle forholde sig til urolighederne. Bush var splittet mellem at fremme en lov-og-orden retorik og støtte en bredere opmærksomhed på de sociale problemer, som Bush’s boligminister Jack Kemp fremhævede, især som en mulighed for at tale om velfærdsstaten. Bushs offentlige udtalelser var præget af en forsøgt balancegang. I sin første reaktion fordømte han voldsudbruddene, men han viste også forståelse for de frustrationer, som befolkningen i Los Angeles følte. På den første aften efter urolighederne opfordrede Bush amerikanerne til at "finde tolerance for hinanden" og understregede behovet for at respektere loven.

Bush forsøgte at navigere mellem ønsket om at udtrykke medfølelse og samtidig stå fast på lov-og-orden præmissen, som var populær blandt konservative vælgere. Denne drejning mod et mere centralt og mindre radikalt synspunkt kunne dog ikke forhindre, at hans modstander, Bill Clinton, også bevægede sig mod højre på disse emner, hvilket gjorde det svært for Clinton og Bush at adskille sig på velfærds- og kriminalitetsområderne.

En vigtig kontekst, der bør overvejes, er hvordan disse uroligheder og den politiske respons til dem ændrede den offentlige diskurs om race, kriminalitet og velfærd. Diskussionen om velfærd og dens rolle i samfundet blev forstærket af Charles Murrays bog “Losing Ground”, som fremhævede den fejlslagne effekt af velfærdsstaten. Bogen blev hurtigt en central reference i den republikanske diskurs og formede politikken under Bush. Det er derfor væsentligt at forstå, hvordan urolighederne og de politiske reaktioner på dem blev et vendepunkt i de politiske diskurser om race og fattigdom i USA, og hvordan dette skubbede til en konservativ omformulering af velfærdspolitikken i de følgende år.

Hvordan har præsidenter adresseret race og etnicitet siden 1964?

At forstå, hvordan amerikanske præsidenter har adresseret race og etnicitet i deres offentlige taler, kræver en nøje analyse af deres retorik og politiske strategi. Gennem tiden er sproget blevet et værktøj til at forme og reflektere over nationale identiteter, herunder hvordan specifikke etniske grupper bliver fremstillet og anerkendt i den offentlige diskurs. Denne analyse fokuserer på, hvordan bestemte etniske og racemæssige identiteter har været en del af den politiske debat, særligt i valgperioder.

I min undersøgelse af præsidenternes tale ved genvalg har jeg valgt at fokusere på specifikke grupper og udtryk som "Mexican American", "Chicano", "Italian American", "Asian American", "Jewish" og "Muslim", da disse grupper på forskellige tidspunkter har været relevante i den politiske og kulturelle debat. Valget af disse termer blev drevet af deres hyppighed i talerne og deres betydning i forbindelse med hvid identitet og etnisk tilhørsforhold.

Et vigtigt aspekt af denne undersøgelse er den opdeling, der finder sted i den politiske diskurs. Præsidenter som Lyndon B. Johnson brugte ofte termen "Mexican American", hvilket afspejlede en erkendelse af mexicansk-amerikanske borgeres betydning i USA, både som en stemmegruppe og som en etnisk gruppe med særlige politiske behov. Interessant nok viste første scanninger af taler, at uden at inkludere termen "Mexican American", ville det kunne se ud som om, at Johnson sjældent talte om latino-grupper, hvilket ikke er tilfældet. Derfor blev denne betegnelse integreret i analysen for at give et mere præcist billede.

På samme måde blev termen "Chicano" tilføjet, da folketællingen i 1980 ændrede kategorien fra "Mexican American" til "Mexican American/Chicano", selvom der ikke var mange eksempler på præsidenter, der anvendte denne betegnelse. Derudover var det nødvendigt at inkludere italienske amerikanere i undersøgelsen for at forstå udviklingen af en hvid etnisk identitet i USA. Selvom præsentationen af italienske amerikanere i politiske taler ikke er så hyppig som for andre grupper, har forskning vist, at Richard Nixon i 1972, under sin genvalgskampagne, målrettet appellerede til italienske amerikanere.

En udfordring i at analysere etniske og racemæssige udtryk er beslutningen om, hvilke grupper man skal inkludere i undersøgelsen. For eksempel ville man kunne inkludere irske amerikanere eller tjekkiske amerikanere, men dette ville kræve et væsentligt større datamængde. Derfor blev undersøgelsen begrænset til de mest hyppigt nævnte grupper, som kunne give et klart billede af, hvordan præsidenter talte til deres etniske vælgere.

Derudover blev der foretaget en nøje analyse af religiøse grupper, hvor ord som "Muslim" og "Jewish" blev inkluderet i undersøgelsen. Formålet var at vurdere, om og hvordan referencer til disse grupper ændrede sig over tid, især efter begivenheder som 9/11, hvor islamofobi blev en politisk faktor i den amerikanske valgkamp. Analysen viste, at de fleste referencer til muslimer i George W. Bushs taler relaterede sig til udenrigspolitik snarere end til den muslimske befolkning i USA.

Som en del af undersøgelsen blev det klart, at præsidenter generelt ikke ofte brugte specifikke etniske betegnelser i deres taler, men i stedet benyttede sig af mere generelle termer som "minority" eller "the American people". Dette afspejler en tendens til at undgå at fremhæve etniske og racemæssige forskelle i den offentlige tale, hvilket muligvis kan ses som et forsøg på at skabe en samlet national identitet. Dog var der også taler, der direkte appellerede til bestemte etniske grupper, især i valgkampagner, hvor præsidenter forsøgte at nå ud til specifikke vælgersegmenter.

Der er også et element af udeladelse i analysen. For eksempel blev grupper som asiatiske amerikanere og amerikanske indianere ikke inkluderet i undersøgelsen, selvom disse grupper også spiller en vigtig rolle i USA’s racemæssige og etniske landskab. Udeladelsen af disse grupper skyldes, at undersøgelsen primært havde til formål at spore ændringer i den hvidhedsrelaterede politiske diskurs. Det skal dog understreges, at dette ikke betyder, at deres politiske betydning ikke er væsentlig. Der er behov for yderligere forskning på områder som asiatiske amerikaneres og amerikanske indianeres repræsentation i den politiske retorik.

En vigtig observation, der opstår af denne analyse, er, hvordan præsidenter har formuleret deres retorik i forhold til økonomisk ulighed, velfærd og kriminalitet, som alle har været steder, hvor racemæssigt kodede udtryk kunne findes. Studier af taler fra eksempelvis Ronald Reagan, der brugte udtrykket "welfare queen" i 1976, afslører, hvordan økonomiske spørgsmål ofte blev brugt som en måde at tale om race på, uden nødvendigvis at nævne race direkte.

Hvordan Trump Brugte Racemæssige Appeller for at Mobilisere Vælgere i USA

Donald Trumps valgkamp var et studie i hvordan politiske budskaber kan udformes for at appellere til specifikke vælgergrupper ved at bruge kodede racemæssige signaler. Hans retorik var ikke kun en reaktion på de politiske omstændigheder, men en fornyelse af gamle taktikker, der har været anvendt af republikanerne i flere årtier. I modsætning til sine forgængere, som som regel forsøgte at distancere sig fra racemæssige teorier og polemik, benyttede Trump sig ofte af sprog, der implicit og eksplicit spillede på eksisterende racemæssige spændinger i samfundet.

Trump beskrev sig selv som den “mindst racistiske person” og brugte et retorisk greb, hvor han direkte henvendte sig til sorte vælgere i de såkaldte "indre byer". I en tale til Black Faith Ministries International i Detroit lovede han at bringe job tilbage til Detroit, udvide uddannelsesmulighederne og helbrede de samfundsmæssige opdelinger. Trump hævdede, at den demokratiske politik havde svigtet de sorte samfund, og at de burde overveje at stemme på ham, eftersom han ville arbejde for at forbedre deres livsbetingelser. Dette var ikke en ny taktik, men en videreførelse af en gammel republikansk strategi, der havde til formål at appellere til hvide vælgere uden at afsløre eller anerkende de underliggende racemæssige spændinger.

Under valgkampen i 2016 fremsatte Trump ofte udtalelser, der satte fokus på de problemer, der blev anerkendt som værende særlig relevante for de sorte samfund – arbejdsledighed, dårlige skoler og kriminalitet. Han anklagede Demokraterne for at have svigtet de sorte vælgere og hævdede, at han kunne forbedre deres liv gennem sin politik om “lov og orden”. Dette var en gengivelse af tidligere republikanernes retorik fra Nixon og Reagan-tiden, der også brugte begreberne som “lov og orden” til at skabe et billede af samfundet som truet af kriminalitet og social opløsning, ofte set gennem en racemæssig linse.

Trump brugte specifikt udtryk som “ghettoer” og talte om, hvordan de sorte samfund var “disse katastrofer” fyldt med arbejdsløshed og vold. Dette, på trods af, at mange kritikere påpegede, at hans beskrivelser af de sorte samfund var simplistiske og stigmatiserende. Trump var i stand til at skabe en modstilling mellem sig selv og de etablerede politikere i Washington, som han fremstod som værende fjendtlige overfor de hvide arbejderklasser, samtidig med at han forsøgte at vinde støtte fra sorte vælgere ved at love dem bedre forhold.

Hans taktik var ikke kun rettet mod sorte vælgere. Den strakte sig til en bredere appel til middelklassen og arbejderklassen i USA, specielt de hvide vælgere, som følte sig svigtet af globaliseringen og de forandringer, der kom med den. Trump forsøgte at fremstå som en outsider, der kunne genoprette orden og beskytte amerikanere mod de forandringer, han beskrev som skadelige. Denne strategi gik hånd i hånd med hans brug af slogans som “Make America Great Again”, et slogan, som kunne appellere til den hvide arbejderklasse, som længtes efter en tid, hvor de økonomiske forhold var bedre, og hvor arbejdsløsheden var lavere.

Men hvad der var centralt i Trumps kampagne var brugen af et racemæssigt kodet sprog, der appellerede til en dybt konservativ og ofte meget kritisk gruppe af vælgere, der anså sig selv som de “tavs flertal”. Trumps taler og hans måde at formulere sig på, især i relation til den afroamerikanske befolkning, var designet til at tilfredsstille denne vælgergruppe uden at direkte anerkende eller bekræfte de racemæssige spændinger, der blev nævnt.

Det er vigtigt at forstå, at Trumps racemæssige retorik ikke blot var en strategi for at vinde støtte fra et specifikt segment af vælgerne. Det var også et taktisk træk, der kunne distancere ham fra sin egen partilinje og etablerede politikere, som ikke havde samme forbindelse til den populistiske, nationalistiske bevægelse. Denne dynamik afslører en større politisk proces, hvor racemæssige spørgsmål ikke nødvendigvis bliver håndteret direkte, men ofte behandles gennem kodede udtryk og emotionelle appeller.

Endtext