En kosak drog ud i det fjerne land

REJSTEDE KAZAKEN TIL FREMMED LAND LANGT BORTE
Rejste en kazak langt bort til fremmed land,
på sin gode sorte hest.
Åh, han forlod sit kære fædreland
for en tid, for en tid alene.
Men selv kunne han ikke vende tilbage
til sit hjem… sit faderlige hjem.
Forgæves går kazakkens unge hustru
morgen og aften ud for at se mod nord.
Åh, hun venter og venter
fra det fjerne… fra det fjerne land,
Hvornår, hvornår kommer min kære,
min sjæl, min kazak flyvende tilbage.
Kazak, døende, bad og tryglede,
at man skulle lægge en jordhøj ved hans hoved.
Åh, lad der på denne høj vokse en kalina,
en kære kalina,
må den vokse og prale i klare, azurblå farver.
Lad en vild fugl på kalinaen
synge og kvidre om kazakkens liv,
Åh, hvordan kazakken levede i det fremmede,
i det fremmede, fremmede land langt borte,
at han døde, men huskede
sit hjem… sit faderlige hjem.
Og dér, bag højen, hvor snestormene raser,
hvor vinterens frost bider hårdt,
Åh, dér bevæger sig truende
grantræer og fyrretræer –
Dér under sneen ligger kazakkens knogler.

ÆRE VÆRE GUD I HIMLEN
Ære være Gud i himlen,
og folket på jorden,
og os Don-kazakker
ved den polske grænse.
Lad folket ikke frygte,
at der kommer krig mod Rus’,
Der var en polsk grænse,
men nu er det vores jord.
Vi elsker vores poster,
elsker vores tro hustru,
Hvad vi elskede – har vi glemt,
vi elsker kun vores tjeneste.
Folket ser vores gerninger,
de giver os mad og drikke,
de vil aldrig fornærme os,
altid belønne os retfærdigt.
Når de løser os fra grænsen,
går vi til vores hustruer,
til vores gode stanitsaer,
til vores børn og fædre.
Vi vil fortælle, hvordan vi tjente,
hvordan vi bevogtede grænsen,
selvom vi ikke tjente penge,
fandt vi dog ære og ry.
Stor og højlydt er vores ære,
og vi er stolte af den,
for vi bevogtede det hellige fædreland
mod krigen.
For folket og det hellige Rus’
er vi rede til at dø,
men for den gyldne frihed
ønsker vi ingen titler.
Klog hest – tro følgesvend,
spydet – kazakkens ære,
sabelen – tro kammeratinde,
og riflen mod fjenden.