Jeg lå der længe og forsøgte at komme til mig selv. Min første tanke var, at tasken stadig var intakt. Udødelig, som min far havde sagt. Men mine ski var væk. Uden dem virkede bjergsiden uoverkommelig, og selv de mindste skridt føltes som en uoverstigelig udfordring. Men så, som et tegn på håb, så jeg spidsen af én ski. Jeg bevægede mig langsomt hen imod den, og med stor forsigtighed testede jeg snedækket omkring mig. Jeg var bange for, at alt kunne rykke sig igen. Jeg fik skiens binding tilbage på plads, men uden stave var det en skuffende kombination. Alligevel var det bedre end intet. Jeg bevægede mig langsomt ned ad den bløde sne, stadig på vagt over for et muligt nyt skred.

Efterhånden som jeg kom længere ned ad skrænten, stødte jeg på et islagt område. Her blev min situation alvorligt forværret. Med to ski og stave kunne jeg have navigeret forsigtigt ved at stole på kanten af skiene, men med kun én ski og ingen stave var jeg tvunget til at krydse skrænten i bueformede sving. Jeg havde ikke andet valg end at glide langsomt ned og gøre et kraftigt sving for at få lidt kontrol og stoppe. Dette var en strategi for overlevelse, men ikke en, der skulle bruges længe.

Længere nede opdagede jeg min anden ski, måske tre hundrede meter længere nede. Det var som at finde en lille smule håb. Jeg bevægede mig hurtigt hen imod den, men da jeg nærmede mig, opdagede jeg, at bindingen var brudt. Jeg kunne ikke redde skien, men lod den ligge som en stille vidnesbyrd om de tilfældige omstændigheder, der havde gjort det muligt for den at nå så langt. Den accelererede hurtigt nedad, og på et tidspunkt forsvandt den fra min synsfelt. Jeg vendte mig langsomt, stadig på vagt, og fortsatte mit nedstigning.

Efter mange timer nåede jeg en lavere slette, og efterhånden som jeg kom længere ned, opdagede jeg en hytte i det fjerne. Jeg var udmattet og tørstig, men endelig var jeg tættere på noget, der kunne give mig lidt væske. De sidste to dage havde jeg ikke haft noget at drikke, og tanken på at finde noget i hytten var næsten alt, hvad jeg kunne tænke på.

I hytten var der en lavere etage med en træovn og et langt bord. Jeg lavede en hurtig forberedelse af en dehydratiseret måltid og satte mig ned foran ovnen for at varme mig. Det var da, jeg hørte tunge skridt udenfor. Jeg ventede, men vidste, at det var den person, som min far havde sagt, ville komme. Den lille, rundansigtede skikkelse i døren var en bekendt. Det var Edelstam, den man altid ville genkende. Hans nærvær i den fjerneste afsides del af verden gav mig en følelse af, at der var noget større i spil.

Det, der var på spil her, var ikke bare udfordringen med at overleve på bjergsiden, men også vigtigheden af at kunne tilpasse sig pludselige ændringer i situationen. Uanset hvordan vi forbereder os, så kan naturen, med sine voldsomheder, på et øjeblik ændre alt. Uforudsigeligheden er konstant.

Vigtigheden af at kunne improvisere, tilpasse sig og finde løsninger i pressede situationer er noget, man måske kun for alvor lærer at værdsætte, når det er nødvendigt. Modstandskraft er ikke kun at holde ud – det handler om at finde nye måder at navigere i en verden, der konstant ændrer sig, ofte uden for vores kontrol.

Mødet med Edelstam i hytten afslører noget vigtigt om, hvordan vi reagerer på uventede situationer. Hvorfor er han der? Hvad betyder det, at han bringer te? For mig er det en symbolik for det uventede, men også for det, vi ikke kan forudse i vores rejse. At man aldrig er helt alene, og at der altid vil være hjælp i form af menneskelig forbindelse, selv i de mest isolerede og udfordrende øjeblikke.

Den ultimative læring her er, at for at kunne møde livets uforudsigeligheder, skal vi forberede os, men også være åbne for at tilpasse os og håndtere det, der måtte komme. At forstå, hvordan man reagerer under pres, og hvordan man formår at finde en vej, selv når det synes umuligt, er en kunst, der kræver både styrke og visdom.

Hvad betyder det at rejse åbent i ukendte omgivelser?

Med brændeovnen tændt og blodet igen cirkulerende i mine lemmer, vendte jeg mine tanker mod Mr. Edelstam. Han havde uden tvivl sørget for, at jeg ikke kunne forlade hytten i de tolv timer, han havde brug for. Efter at have rodet i min seng, fandt jeg den boks, der angiveligt skulle indeholde "søvnpillerne". Som jeg havde mistænkt, indeholdt den faktisk en lille cylinder med et ventil, der blev åbnet, når boksen blev åbnet. Det var åbenbart noget slags knockout-gas, blandet under tryk med en neutral gas som freon. Åbningen af boksen havde sendt en sky af stoffet mod mit ansigt.

Da jeg sippede videre af teen, som jeg havde lavet, reflekterede jeg over Edelstams beskrivelse af begivenhederne fra hans barndom, begivenheder han kun kunne have lært om fra min far. Modvilligt, da jeg var rasende på boksen, besluttede jeg, at han måtte være okay. Måske var ideen bare at advare mig mod min egen selvsikkerhed, ligesom hans visning af billedet af hans påståede datter havde givet en nyttig advarsel i Moskvas universitetsboghandel.

Da jeg drejede disse tanker i mit hoved, formåede jeg at stoppe mere af maden i maven efter at have tilføjet vand og opvarmet det - ingen nem opgave på den tid af morgenen. Jeg ventede indtil den første antydning af daggry. Så svingede jeg Edelstams pakke på ryggen og begyndte min nedstigning fra hyttens stenede spor. I det svage lys var det umuligt at rydde de åbenlyse spor af mit besøg, som en bjergbestiger altid forventes at gøre. Men Edelstam havde bedt mig rejse åbent. Så hvorfor ikke begynde at rejse åbent med det samme? Dette var den eneste opmuntrende tanke i en lang og elendig dag, for vejen førte ned i en af de lange, bare og ubeboede dale, der synes at mangle enhver form for forløsning.

Stien snoede sig med irriterende omveje, først langs den ene side af en oprørsk, stenfyldt strøm, derefter langs den anden. Ved hver drejning af dalen håbede jeg på en ændring, på de første tegn på en græsgang. Men dagen igennem blev jeg skuffet. Mørket fandt mig ved en grov stenvæg, hvor jeg byggede læ mod vinden med nogle sten, jeg kunne finde. Jeg bandede mig selv for at lade Edelstam tage min termotaske med sig, og jeg satte mig til en lang, kold nat.

Den følgende morgen stampede jeg en del rundt for at få blodcirkulationen tilbage i mine lemmer og få blodet tilbage i de stive ben. Det var stadig ganske øde, med få græspletter her og der blandt klippefremspringene. Himlen var blå og klar, og solopgangen var nært forestående. Nogle få fugle satte sig på en nærliggende sektion af muren og kvidrede, som om de ville give mig et minimum af selskab. Jeg drak vand fra en strøm og rørte noget af det i en pakke mad, som jeg spiste så godt jeg kunne.

Da jeg igen satte kursen ned ad den øde dal, blev jeg overmandet af en bølge af nostalgi for mit hjem i Idaho. Jeg stirrede ud over det uattraktive landskab, og mine tanker fløj til Snake River, Hell’s Canyon og til bjergene, Sawtooth og de Seven Devils. Jeg undrede mig over, om jeg nogensinde ville se dem igen. Jeg havde forladt Idaho i højt humør, uden at ane hvad de følgende måneder ville have i vente for mig. Jeg spekulerede på fremtiden, som stadig lå som en mørk plet i mit sind, en plet, hvor jeg kunne skimte visioner af mange figurer, englænderen, pigen i boghandlen, Edelstam og min far.

Det var klart, at Edelstam ikke havde vandret denne endeløse dal. Men til sidst fik den en ende. Jeg nåede ved formiddagstid en godt brugt ubelagt vej, der fortsatte ned gennem dalen i vestlig retning. Mine støvler knasede rytmisk i jorden, og lyden fik mig til at døsigt vende tankerne tilbage til Idaho, med dets skove og brusende strømme, dets landbrugsjord og de salveoverdækkede højder. Jeg blev forskrækket af en lyd bag mig, da jeg ikke var opmærksom på nogen bag mig. Men da jeg kiggede tilbage, så jeg en lille vogn trukket af et muldyr. Den kom mod mig, og mærkeligt nok virkede den tom.

Jeg ventede, indtil den kom op på siden af mig, og først da så jeg en lille pige stå bag den høje træfront af vognen. "Godmorgen," kaldte jeg. Pigen kiggede på mig med tydelig mistro, og fløj hurtigt på tømmerne. Muldyrret tog dog ingen notits, og traskede videre, som før. Jeg gik et stykke ved siden af vognen og prøvede igen, denne gang på russisk. Pigen så nu ganske skræmt ud, så jeg lod vognen langsomt trække forbi mig, ligesom jeg også kunne have værdsat et lift for at lette den lange, ensomme rejse.

Solen var steget til sin middagshøjde. I den nedre dal blev jeg overophedet i min pelsdragt. Jeg tog den øverste del af den af og stoppede den i toppen af min rygsæk, over den kasseformede metalgenstand. Der var intet at gøre ved pelsen på bukserne, så jeg måtte fortsætte med at bære dem, vel vidende at jeg måtte ligne et ganske mærkeligt syn. Edelstam havde bedt mig rejse åbent. Jeg var sikker på, at jeg var åben, lige så åben som solen på himlen.

Vejen blev derefter asfalteret. Måske to timer senere så jeg en lastbil et stykke foran, parkeret ved vejens kant. Mit instinkt fortalte mig at tage en bred omvej, men tro mod den nye doktrin om åbenhed holdt jeg mig til vejen, om end med en vis forsigtighed. "Hej, fremmed på vejen," kaldte en stemme på et sprog, jeg ikke kendte, formentlig tyrkisk. "Hej," svarede jeg, da en mand med mørkt hår, moustache og øjne sprang ud af vejkanten. "Du ser træt ud," fortsatte manden med et ikke særligt overbevisende smil. Jeg trak på skuldrene for at indikere, at jeg ikke forstod. Uden varsel greb han fat i min arm og skubbede mig hen mod de tre andre mænd, som også var steget op fra grøften. "Drik! Er du sulten?" blev jeg spurgt. En stor tinmugg blev stukket i hånden på mig, og vin blev hældt op i den fra en kæmpestor flaske. En af mændene gav mig et kraftigt stykke ost og et brød. Disse virkede som venlige gestus, så jeg smilede og sagde "Tak, folkens."

Som jeg spiste og drak, babblede de fire videre på deres eget sprog - det er mærkeligt, hvordan ethvert sprog, man ikke forstår, altid lyder som en meningsløs bablen. Jeg kiggede ned i grøften og så rør og værktøj spredt omkring. Arbejdere, tydeligvis. Det lettede mit sind, og jeg begyndte at undre mig over muligheden for at få et lift med dem til dagens ende.

Efter måltidet lavede manden, der var kommet ud af grøften først, tegn på, at gruppen om et eller to timer, det var ikke helt klart, ville vende tilbage ned gennem dalen. Jeg indikerede, at jeg gerne ville vente, og han trykkede sin moustache med et forstående blink. Jeg må have sovet lidt, mens jeg ventede der. På trods af de påtvungne tolv timer i bjerghytten havde jeg stadig meget søvn at indhente, især efter den stenede nat. Jeg vågnede og så mændene laste op lastbilen. Jeg steg op gennem bagdøren sammen med min moustacheven og en af de andre, de to resterende steg op i førerhuset. Med en usikker knasende gearskift kørte vi af sted.

Jeg tog rygsækken af og satte mig til rette for at give mine ben et hvil.

Er vi blot programmerede væsener eller frie aktører i et større spil?

At krydse passet var aldrig blot et spørgsmål om fysisk rejse, men om at opfylde en nøje planlagt funktion, hvor menneskeliv og hensigter blev vægtet forskelligt. Når én person blev sendt over, var det ikke for hans egen skyld, men fordi han udgjorde et led i et system, hvor hans overlevelse var betinget og udskiftelig. Det var en metode, som sikrede, at ingen løse ender blev efterladt, og at hemmeligheden – selve batteriets eksistens – forblev skjult for alle andre end de få indviede.

Edelstam havde ikke selv skabt planen. Han havde kun handlet for at beskytte sin position og sikre sin rolle i en ordning, som han ikke selv havde udtænkt. Han indrømmede åbent, at han ikke søgte magt eller politik, men viden. Hans deltagelse var drevet af nysgerrighed og en trang til at lære – ikke af ambitionen om at herske. Det var netop denne indstilling, som gjorde, at han blev betroet adgang til viden om batteriet og alt dets skjulte kraft. For ham var det ikke et spørgsmål om at manipulere magten, men om at forstå den.

I samtalen mellem Peter og Edelstam opstod spørgsmålet om fri vilje og programmering. Peter, som blev betragtet som en slags robot eller programmeret aktør, vendte argumentet mod Edelstam: Var han selv ikke programmeret – ikke af en overordnet intelligens, men af menneskehedens relation til verden, et blindt og tilfældigt mønster uden en klar hensigt? Edelstam tøvede længe ved spørgsmålet, men svarede til sidst, at måske var han også programmeret, blot gennem andre betingelser end Peter.

Denne forskel – mellem den formålsbestemte konstruktion og det tilfældigt opståede menneske – blev det centrale punkt i diskussionen. Peter hævdede, at det var bedre at være programmeret af en bevidst intelligens, end at være et produkt af et blindt forhold til verden. Edelstam forsøgte at fastholde menneskets værdighed, men indrømmede, at formål og dybde ikke var ens for alle. For nogle Outlanders var formålet ikke dybt. Var det da dybt for alle mennesker? Dette spørgsmål forblev ubesvaret.

Et eksempel, som Edelstam brugte, var Peters far. Han havde en unik specialitet: evnen til at betjene batteriet uden ydre kontroller. Det var en evne, ingen andre – hverken Peter eller Edelstam selv – havde. Ifølge Edelstam skyldtes det særlige radiative kredsløb i faderens hoved, som kunne kommunikere direkte med batteriets indre. En funktion særegen, bemærkelsesværdig og begrænset – netop som en nøje designet robot.

For Peter var det vanskeligt at acceptere, at denne funktion gjorde faderen ringere end almindelige mennesker, der ikke kunne noget tilsvarende. Alligevel fornemmede han, at Edelstam havde ramt en sandhed. Faderens egne ord om at holde troen med de døde fik pludselig en ny betydning, da Edelstam forklarede, at batteriet ikke blot var en kilde til rå energi, men også rummede et datalager med information – måske endda hukommelseskredsløb fra de døde.

Tankens konsekvens var svimlende: De dødes bevidsthed kunne være lagret i batteriet, klar til at blive genskabt. Faderens minde – måske endda hans egen identitet – kunne allerede befinde sig der. Dermed blev Peter ikke kun forvalter af en energikilde, men også vogter af de døde, arvtager til sin faders funktion og ansvar.

Planens betingede natur blev tydelig. Hvis Peter var død ved hændelsen med de tyrkiske arbejdere, ville forbindelsen til batteriets eksistens være forsvundet. Men fordi han overlevede, trådte en ny del af planen i kraft, hvor han nu var blevet udpeget til at overtage faderens rolle. Selve strukturen syntes at være bygget op af forgreninger: Hvis X sker, følg design A; hvis Y sker, følg design B. På denne måde skabte planen en slags ufravigelig præcision, hvor selv små hændelser – som Macros cirkelbevægelse med armen eller Sam Ossetts fejlfri hukommelse for kortspil – kunne være ledetråde til dens skjulte logik.

For læseren ligger der i denne fortælling et afgørende spørgsmål om menneskets natur og funktion. Hvad er frihed, når både mennesker og maskiner kan være programmerede, blot gennem forskellige kræfter? Er formål og hensigt en illusion, hvis vores funktion er designet – enten af en bevidst skaber eller af verdens blinde relationer? Og hvad sker der, hvis hukommelsen om de døde ikke blot er minder, men faktiske data, som kan vækkes til live? Det er en refleksion over, om vores arv – som individer og som art – er en byrde, et kald eller et program, vi kun tror, vi selv styrer.

Hvordan Teamet Håndterer Kundeforventninger og Produktudvikling
Er menneskets skæbne forudbestemt? Et kig på eksistensens grænser i et univers af tvivl.
Hvad retfærdiggør statens ret til at ekskludere migranter?