Carlos efterlod Chris med oprydningen, mens han gik hen til teltet og fandt en lille flaske lavet af kattehud i en af sadeltaskerne. Chris løftede øjenbrynet, da Carlos skruede låget af flasken. "Hvad er det for noget?" spurgte han. "Bearshine," svarede Carlos, tog en slurk, rynkede panden og rakte flasken til ham. "Du husker vel Lew Geary? Det er hans hjemmebrændte... gammeldags kom-likør. Prøv det, det er godt." "Jeg springer over, tak. Jeg er holdt op med at drikke." Carlos undskyldte tavst og satte flasken på plads, før han slog sig ned ved siden af bålet på en sadelplaid. "Godt at høre. Du var i ret dårlig stand i et stykke tid." Chris tog en gren og rørte i gløderne. "Intet som en lille familietragedie til at gøre én til byens drukner."

Der var en pause, fyldt med ubearbejdede minder fra deres sidste dage i Liberty. Carlos ville undskylde igen for David, men Chris afbrød ham: "Jeg er kommet over det. Det var ikke din skyld. David gjorde noget dumt, og... han er død, og det er det." Stille fortsatte han: "Og jeg vil heller ikke bebrejde dig for Wendy. Hun havde et valg mellem dig og mig, og hun valgte dig. Hvordan går det med hende?" Carlos svarede kort: "Wendy har det godt. Susan vokser hurtigt, går i skole, og vi har en snes børn i Defiance nu, så hun og Kuniko har hænderne fulde med at tage sig af dem."

Samtalen gled videre til Chris’ mor, hvor Carlos tøvede, men nævnte at hun havde det bedre nu, efter at hun var væk fra Shuttlefield. Chris reagerede med sarkasme, og Carlos’ tålmodighed blev sat på prøve. Deres gamle venskab, som engang var tæt, blev udfordret af tidligere svigt og svære valg. Chris mindede Carlos om, hvordan han var blevet forladt under Unionens fremmarch, og hvordan Carlos havde låst ham og hans mor inde i en hytte for at redde sig selv. Carlos anklagede til gengæld Chris for at have svigtet ved at sende Unionen deres position og senere blive Chief Proctor for fjenden. De diskuterede også konsekvenserne af den voksende befolkning, der blev bragt til planeten, og frygten for at gentage Jordens diktatur og undertrykkelse.

Carlos lagde sit gevær ved siden af sig ved bålet, og stemningen blev tyngre, mens mørket omringede dem. Chris var ligeglad med farerne i det vilde terræn og hånede frygten for overnaturlige trusler, men Carlos talte om tidligere grupper, som Den Første Kirke for Universel Transformation, der havde lidt under ekstreme forhold, og om historier om kannibalisme og overnaturlige væsener, som stadig skulle hærge i bjergene. Chris afviste det som overtro, mens Carlos forberedte sig på endnu en nat med vagtsomhed.

Den iskolde alkohol brændte stadig i halsen, da de begge kæmpede med deres fortid, mistillid og længslen efter forsoning. Den knitrende ild kastede gnister mod stjernehimlen, som om naturen selv mindede dem om de mange uløste konflikter – både indre og ydre – de måtte konfrontere.

Det er essentielt at forstå, at fortidens sår og valg ikke kun er personlige byrder, men også afspejler en større kamp om identitet, tilhørsforhold og magt i en verden i konstant forandring. Forsoning kræver ikke bare tilgivelse, men også modet til at se virkeligheden i øjnene, erkende fejl og acceptere konsekvenserne. Samtidig skal man have blik for, hvordan kollektive valg former fremtiden, og hvordan frygt for gentagelse af fortidens fejl kan både binde og befri os.

Hvordan man navigerer i en verden af mistro og tradition: En indsigt i arsenalotti-kultur og sikkerhed

Gaspare trak Matteo med sig gennem gaderne, hans stemme lav og hurtig, som han guidede dem forbi pyramider af små tønder. “Hold tæt,” sagde han og kiggede omkring sig. “En fremmed, der færdes her løs, vil hurtigt tiltrække opmærksomhed.” Matteo følte sig som en fremmed i et land, der på mange måder lignede hans eget, men kun på overfladen. Fødevarestandene langs vejen, lyden af samtaler mellem mænd i uniformer, og duften af værksteder hang tungt i luften. Alt virkede velkendt, men samtidig anderledes. Det var som at være på et sted, hvor intet var som det skulle være, men alt virkede alligevel så naturligt.

“Vi skal finde Ser Cavallo,” fortsatte Gaspare, da de drejede om et hjørne og fandt en gruppe arbejder, der stod omkring et tømret kar. Matteo stod et stykke væk, som sig hør og bør, men Gaspare talte hurtigt med dem på deres eget sprog – linguaggio arsenalesco. Arbejderne reagerede uden at give Matteo så meget som et blik, mens de holdt deres krus fyldt med vin.

“De ved ikke, hvor han er,” rapporterede Gaspare og vendte tilbage til Matteo. “Lad os gå til værkstedet.” Hans stemme lød irriteret, som om den lange rejse og søgningen efter den rette plads var begyndt at trække tænder ud. Matteo lagde mærke til en stor tønde, som udsendte en markant duft af vin.

“Bevanda ordinaria?” spurgte Matteo. “Ja, det er noget, der gives til alle arbejderne her. En tradition, der går tilbage i århundreder,” svarede Gaspare med en snert af stolthed i stemmen. “Gratis vin til arbejderne?” undrede Matteo sig. “Ja, det er for at sikre, at folk ikke drikker for meget af det vand, der er til rådighed her.”

Gaspare førte ham videre til et tomt rum bag et lagerhus. “Her er rigeligt med lys,” sagde han og åbnede dørene, og gestikulerede for Matteo at træde ind. “Og vinduerne er højt oppe, så ingen kan kigge ind. Der er en brønd lige dér, så vandforsyning er der nok af. Og kælderen er ikke så dyb.”

Matteo undersøgte rummet. Han kunne mærke, at det ville være en god plads at opbygge et dampkedelanlæg. "Er der en skorsten?" spurgte han og kiggede op. Gaspare svarede hurtigt. “Vi fører en rørledning gennem loftet.”

Imens han undersøgte bygningens struktur, så Matteo en stige op ad væggen, der førte til vinduerne. Han klatrede op, ikke for at kigge på tømmeret, men for at få et glimt af verden udenfor. Udsigten afslørede en verden, der kunne være taget direkte fra et arabisk eventyr, med både skibe og værksteder, som om de stammede fra en tid, der nu var glemt.

Efter at have forladt bygningen blev de mødt af Ser Cavallo, en robust mand i læderforklæde, som Gaspare hurtigt introducerede dem for. “Ser Cavallo er en af de vigtigste ledere her,” sagde Gaspare hurtigt, som om han havde noget at skynde sig. Selvom hans tøj var simpelt, var det klart, at han havde høj status blandt arbejderne. Matteo bukkede respektfuldt og takkede ham for at give dem plads til deres arbejde.

Der blev hurtigt skabt en forståelse mellem de tre mænd, og Sel Cavallo lovede at sikre, at værkstedet blev forberedt, hvis de fandt det tilfredsstillende. Matteo, som ellers var vant til at handle med embedsmænd og forretningsfolk, fandt sig selv i en verden, der var fremmed, en verden drevet af traditioner, mistro og et skarpt hierarki.

“Du skal passe på, hvad du siger her,” advarede Gaspare, da de forlod Ser Cavallo. “Dette er en helt anden verden.” Matteo kunne mærke, hvordan hans ord, der var ment som en simpel kommentar, var blevet opfattet anderledes af folkene i Arsenal. For dem var verden i høj grad præget af arbejde og traditioner, og de var, som Gaspare korrekt påpegede, både mistroiske og combative.

Inden længe stødte de på en gammel mand, der havde ansvaret for at beskytte lagerne. Gaspare forsikrede ham hurtigt om, at Matteo var tæt på projektet, men den gamle mand syntes alligevel skeptisk. Matteo indså hurtigt, at dette samfund ikke kunne forstås på samme måde som hans egen verden af kontorer og forhandlinger. Her handlede det om arbejdspladsens virkeligheder og den dybt rodfæstede mistro mod alt, der var udenfor deres verden.

I Arsenal var det ikke bare ord, der blev overvejet. Der var dybe traditioner og et system af relationer, som ikke kunne ignoreres. Alle, lige fra de højeste embedsmænd til de laveste arbejderne, var en del af et større netværk, der krævede respekt for deres oprindelse og kultur. Matteo havde hurtigt indset, at hans erfaringer som forhandler måske ikke var tilstrækkelige her – han ville have meget at lære, hvis han skulle navigere i disse komplekse relationer.

Forståelsen af, hvordan traditioner og sociale normer fungerer i et samfund som dette, er vigtig for enhver, der ønsker at forstå Arsenal’s interne mekanismer. Det er ikke kun et sted for håndværk og industri, men også et centrum for dyb mistro og værn om egne traditioner. Alle beslutninger, alle ord, bliver vejet og vurderet på en måde, som ikke altid er åbenlys for udenforstående. Det er et sted, hvor din status og dit forhold til de andre betyder mere end de ord, du bruger, eller de fakta, du præsterer.

Hvordan kunsten og videnskaben i den islamiske verden påvirkede sygdomsbehandling og bygningskunst i middelalderen
Hvordan den amerikanske politik udviklede sig i relation til race og etnicitet i det 20. århundrede
Hvordan musikken afspejler den amerikanske kultur og historie gennem tid
Hvordan man laver japanske dressinger og sød bønnepasta: En kulinarisk opdagelse
Hvorfor har flagermus og andre natdyr en så mystisk symbolik?