Jeg holdt på at rydde scenen ved lossepladsen, da noget slog mig pludseligt — Cajan Pete ramte mig lige i synet. Jackpine Pass var stille, og før jeg vidste af det stod han bag mig og smågrinede, så hele ansigtet blev blåt og tårerne trillede ned ad kinderne. Han lo så han rystede; jeg vidste det var ondt for ham, men han så ud til at more sig over min ulykke. Så pludselig fløj min seksløber ud af min hånd; jeg mærkede en hvideglødende smerte fra fingrene op til skulderen og hørte skuddet. Da jeg havde samlet mig, stirrede jeg på en perfekt Derringer .36 liggende på bardisken — så tæt på en skønhed som et våben kan være.

”Pardner,” sagde Cajan Pete mellem latterudbrudene, ”jeg er en slem hængemand, jeg. Jeg bærer den her Derringer oppe i ærmet, sat sammen med en lille dims, så den springer i min hånd, når jeg løfter armen. De fleste folk sætter dem, så de glider i hånden, når armen sænkes — det trick er så slidt, at gamle rotter kan lugte det på lang afstand. Men jeg har lært den omvendte give: jeg løfter, og så kommer pistolen frem. Den kommer praktisk en gang imellem.”

Han lo igen, rakkerhatten skøjtende ned over det ene øje, og jeg kunne lide at tro, at min egen erfaring havde holdt mig på det rette spor — indtil han, med et venligt nik, hoppede op på min Emily og forlod byen, så nonchalant at jeg følte mig lige så dum som jeg så ud. Jeg stod der, tåget og rød i kinderne, og kogte indvendigt: ikke blot havde jeg ladet en berygtet stage-røver glide under min næse og bortføre belønningen, jeg havde også ladet ham rive mit våben ud af min hånd, midt i hans latter. Selvtilliden flækkede som ældet læder; tanken om, at rygtet om min klodsethed skulle sprede sig, kvalte mig.

Jeg overvejede at samle en posse og spurte straks ud i natten, men det var nytteløst — mørket ville sløre sporene; jeg kunne ikke tage fat på et spor før morgengry. Så jeg gjorde, hvad jeg altid forbandt med faglig skam: jeg drak mig varm, kastede mig på kontorets briks og faldt i en søvn så tung som bly.

Omkring to om natten blev jeg vækket af noget, der slog i døren. Limpy Regan, træt og med skæve ben, væltede ind og fortalte — næsten uden at trække vejret — hvordan Cajan Pete omkring ti havde stormet hans butik, haft to seksløbere i ansigtet og bundet ham fast, før han råbte og stjal tørvarer, inklusive et længe savnet sæt hestebrune hoser og alt muligt andet løst gods. Limpy gjorde tegn til min forståelse: Cajan Pete havde truet med at skære mine ører af og spise dem, hvis jeg overvejede at fortælle nogen. Da Limpy havde fortalt sin historie, slog han ud med hånden og smilede vrangt; skæbnens lille triumf lå i hans stemme, mens jeg, slukøret og afmægtig, åbnede flasken for ham. Hans beretning bekræftede blot det, jeg allerede vidste: jeg var blevet gjort til grin af en mester i sjofel snedighed.

Det er ikke blot komedien i episoden, der skal forstås; der ligger en dybere mekanik i spil: demonstration af præcise tricks med skjulte våben, den sociale ydmygelse for en embedsmand, og hvordan latteren — som Cajan Petes — kan blive et våben, der udstiller og lammer modparten. For læseren bør det tilføjes: en nøjere beskrivelse af Derringerens mekanik og ærmearrangementet; præcis kronologi over natten (tidspunkter og bevægelser fra Jackpine Pass til Crooked Butte); personkarakteristikker af Cajan Pete og Limpy Regan — stemme, gestik, udseende — så deres handlinger får vægt; en kort forklaring af retspraksis og belønningssystem i området for at forstå konsekvenserne af det tabte dusørbeløb; samt en betragtning over den offentlige skam som dræber for autoritet på grænsen. Det er væsentligt at palette ud, hvordan humor og trussel sameksisterer i grænselivet, og hvordan et øjebliks teknisk uheld kan kaste langt større skygger over en mands omdømme end det fysiske tab.

Kan en telefon redde et liv — eller bare stjæle en ranch?

Jeg styrer ranch’en, selvom Stevie og jeg er lige-i-andel; men når det gælder fornuft, så ved jeg at spare er bedre end at kaste penge bort på noget, der lugter af fiksfakseri. De kom nede fra skoven og snorede en tellerphone op til os, og Stevie var ude af sig selv af stolthed, som om vi pludselig var blevet fornemme. Han ringede straks til sin pige, kaldte hende op som det var første gang telefoner var opfundet, og resten af os stod og svedte over arbejdet mens han satte strøm til sladder. Den telefon har vel kostet os mere i tid end i penge, for mens drengene kravlede op i klipperne for at spænde ledning, fik jeg arbejdet gjort alene.

Jeg ser nytte i ting, der sparer tid: ring til en læge, ring til jernbanens agent for at høre om vognene er ankommet — men ikke til at dyrke kærlighedssamtaler, ikke når kaffen koger og kalvene venter. Stevie påstår at en telefon kan redde mit liv — “så kan vi ringe doktorn et par sekunder og få ham ud i sin vogn,” siger han som om livet er en luksuspost i regnskabet. Jeg kunne lige så godt tro på at en telefon ville kaste held over min hat. Og alligevel: en gang prøvede jeg at bruge den til noget nyttigt. Pablo og jeg havde samlet nogle kalve, og jeg ville ringe til naboen Bill Benz, som sagtens kunne komme forbi og købe et par stykker. Jeg drejede håndtaget, ringede efter Ring-mønster, to lange, to korte, en lang — og så kom stemmen fra den anden ende, men det var en kvindestemme, langt fra Bill Benz.

I telefonen åbenbarede sig en hel sal af andres liv: to piger, der fnisede sig gennem hinandens sorger og småskandaler i en hurtig strøm af ord — “han er så godhjertet”, “han tror han er noget”, “jeg ville ikke tage hatten i en hundekamp” — og jeg, manden på min egen ranch, stod og hørte dem udspille mit navn som en karakter i en fjern komedie. Jeg bad høfligt om et minut, forklarte hvorfor jeg ville bruge linjen, men der var et eller andet raserianfald fra den ene, og en moralsk udskamning fra den anden: “git af telefonen og lyt ikke — du er en insekts nerve!” De holdt på deres ret til at eje ordet, og jeg fik min mulighed spoleret af naboernes private teater.

Det var ikke kun min klage — hele linjen er nærmest en offentlig avis: 44 par ører, der kan lytte med, hver gang nogen ringer. Hver gang en ring fortæller i huset, klikker et dusin andre modtageapparater et sted ude på landet, og hvad der var ment som hjælp, blev hurtigt til røre og spild. Stevie brugte den som hjertepasning; One‑ton og gamle George og Pablo som socialt smøremiddel. For mig var det penge og tid ud ad vinduet. Jeg fik til sidst ladet telefonen være, for hvad nytte at sukke over et apparat som blot spejler menneskelig mindrehed: kærlighedssamtaler, løse rygter, og folk der afmonterer respekt ved at råbe deres følelser igennem en ledning.

Men selv midt i mit modvilje må man erkende et par hårde fakta: værktøj er neutalt — den samme ledning der kan ringe en læge, kan også ringe en elsker; den samme forbindelse der kan fremskynde handel, kan også sprede sladder. Prioriteringen af ressourcer på en ranch handler om mere end teknologi: det handler om hvem der får lov at bruge den, under hvilke regler, og hvordan man bevarer privatlivets grænser i et lille samfund. Når teknologien kommer ind i et fællesskab, forandrer den magtbalancen, dagligdagen og den måde man organiserer arbejde og ansvar.

Yderligere materiale til tilføjelse: teknisk beskrivelse af, hvordan en landlinie etableres i øde områder (poler, ledningsføring, jordforankring), økonomisk regnskab over omkostninger versus forventet nytte ved et telefonanlæg, eksempler på regler for linjebruge (tidsbegrænsning, prioritering af nødopkald), sociologisk refleksion over kommunikationens rolle i små lokalsamfund (hvem får taleplads, hvordan håndteres bevidst eavesdropping), og praktiske anvisninger til at undgå misbrug (etikette, sanktioner, tekniske begrænsninger). Det er vigtigt at læseren forstår både de tekniske muligheder og de sociale konsekvenser: en telefon kan være redningsline og tikkende tidsrøver på samme tid; at indføre ny infrastruktur kræver klar prioritering, regler og ansvar, ikke kun entusiastisk forbrug.

Hvordan kan yoga og massage forbedre din søvn?
Hvordan blev hamsterens lille hale til?
Hvordan kunne Reagan-administrationen retfærdiggøre våbensalg til Iran trods embargoen?