Hvordan kunne Reagan-administrationen retfærdiggøre våbensalg til Iran trods embargoen?

Reagan-administrationen håbede, at våbenleverancerne til Iran ville blive opfattet som et goodwill-tiltag og støtte til Irans regering, hvilket skulle forhindre Sovjetunionen i at få fodfæste hos Khomeini-regimet. Derudover var der et strategisk ønske om at løsne nogle af de amerikanske gidsler, som blev holdt i Iran. En frigivelse af gidsler ville give Reagan mulighed for at undgå den politiske skade, som præsident Carter led under, da han ikke kunne sikre amerikanernes hjemkomst. Alligevel var våbenleverancerne i klar konflikt med den embargo, som Carter havde pålagt Iran efter gidseltagningen i 1979.

Reagan godkendte overførslen af missiler uden at underskrive den formelle godkendelse (finding), som lovgivningen krævede. CIA fungerede som dække for de israelske våbenleverancer, og efter et krav fra CIA-direktør William Casey udstedte Reagan en retroaktiv godkendelse i december 1985. De første missiler kom fra israelske lagre, men viste sig ikke at opfylde iranske krav og blev afvist. Logistiske problemer førte til direkte våbensalg til Iran, som Reagan fortsatte med at godkende ved at udstede nye fundings.

Lovligheden af disse våbensalg var tvivlsom. For at overtræde embargoen lovligt måtte præsidenten udstede en formel ordre, informere de såkaldte "gang of eight" i Kongressen, og lade operationerne foregå som hemmelige. Men Kongressen blev aldrig informeret om våbenleverancerne, og den officielle godkendelse i december 1985 beskrev tydeligt våbensalget som en handel med gidsler – ikke som en strategi for bedre diplomatiske relationer med moderate kræfter i Iran, som det efterfølgende blev hævdet.

I begyndelsen af 1986 havde Reagan instrueret sin nye chef for National Security Council, John Poindexter, om at samarbejde med CIA om at sælge våben til Iran. Oliver North, ekspert i kontraterrorisme under NSC, og Richard Secord, tidligere majorgeneral i Luftvåbnet, stod for den daglige drift af denne operation, kendt som "The Enterprise." Begge var også involveret i at støtte Contras, en oprørsgruppe, der forsøgte at vælte Nicaraguas regering, en anden hemmelig operation godkendt af Reagan, trods Kongressens forbud mod finansiering via Boland-ændringerne.

Våbensalget blev med mellemled involveret i profitjagt, hvor iranerne blev overopkrævet, og overskuddet blev brugt til at finansiere Contras. Dette sammenkoblede de to skandaler kendt som Iran-Contra.

Internt i Reagan-administrationen var der stor uenighed. Udenrigsminister George Shultz var stærkt imod, betragtede det som politisk farligt og sandsynligvis ulovligt. Forsvarsminister Casper Weinberger var tøvende, men støttede alligevel operationerne. CIA-direktør Casey så det som en strategisk fordel i kampen mod Sovjetunionen i Mellemøsten og var en drivkraft bag salgene og omdirigeringen af overskud til Contras. Hans død i 1987 forhindrede fuld klarhed om hans rolle, men undersøgelser pegede på hans centrale involvering.

Vicepræsident George H. W. Bush deltog i de fleste møder om våbensalget, men hævdede, at han ikke troede, at salgene var betinget af gidslers frigivelse, og at han undgik de mest ophedede diskussioner. Samlet set var Bush, Weinberger, McFarlane, Schultz og Casey nøglepersoner i beslutningsprocessen sammen med Reagan. Reagan lyttede til argumenter for og imod, men fastholdt sin støtte til våben mod gidsler-politikken, trods advarsler om dens ulovlighed.

Vigtig forståelse for læseren er, at denne sag illustrerer de komplekse spændinger mellem præsidentens udøvelse af magt i udenrigspolitikken og Kongressens kontrolfunktion, hvor hemmelige operationer udfordrer lovgivningens rammer og demokratisk gennemsigtighed. Det understreger også, hvordan strategiske mål kan føre til kompromiser med lov og etik, og hvordan interne splittelser i magteliten kan påvirke afgørende beslutninger med vidtrækkende konsekvenser.

Hvordan Donald Trump udnyttede "Backfire" teknikken til at håndtere skandaler: En analyse af den unikke præsidentielle magtstrategi

Præsident Donald Trump er blevet synonym med en radikal omformning af de normer og forventninger, der traditionelt har reguleret præsidentembedet i USA. En af de mest markante og kontroversielle strategier, han anvendte til at håndtere politiske skandaler, var "backfire"-teknikken. Denne metode, der kaster opmærksomheden væk fra den oprindelige overtrædelse og omdirigerer den mod en ekstern syndebuk, var ikke blot en simpel afledningsmanøvre, men et kraftfuldt værktøj, der, ifølge Trump, kunne beskytte hans position mod offentlige anklager og juridiske konsekvenser. Denne tilgang adskiller sig væsentligt fra tidligere præsidenters håndtering af skandaler, som ofte blev forsøgt dæmpet gennem mere konventionelle metoder som undskyldninger, tilgivelse eller gennem en form for samarbejde med efterforskere og medier.

I Trumps tilfælde, som det blev tydeligt under Ukraine-skandalen og "den perfekte telefonopringning", handlede alt om at undgå enhver form for indrømmelse af fejl. I stedet for at acceptere ansvar for det, som kritikere anså som en upassende magtmisbrug, satte Trump sig selv i en position af moralsk renhed, hvor han afviste enhver beskyldning mod sig selv og rettede skytset mod de egentlige syndere: Bidens, demokraterne i Kongressen og mainstream-medierne. Ved at undgå den traditionelle mekanisme for skylden, kunne Trump effektivt anvende backfire-strategien til at fravriste sig enhver form for politisk skade.

I bogen How Democracies Die (2018) diskuterer Levitsky og Ziblatt, hvordan politiske institutioner ikke nødvendigvis beskytter mod tyranni eller despotisme, og hvordan demokratiske systemer er langt mere skrøbelige, end man kunne forvente. De hævder, at demokratiske institutioner kun fungerer effektivt, når alle politiske aktører respekterer de uskrevne regler og normer, som styrer deres interaktioner. Trump brød med denne tradition og udnyttede, hvad man kan kalde de "bløde barrierer" i demokratiet, for at fremme sin egen politiske agenda og manipulere systemet til sin fordel. Der var ikke nødvendigvis nogen lovgivningsmæssige konsekvenser for de metoder, han anvendte, og det afspejler sig tydeligt i hans håndtering af både Ukraine-skandalen og senere sager som Roger Stone.

De klassiske grænser, der traditionelt har sikret stabilitet i det amerikanske politiske system, blev i Trumps æra udfordret af hans benhårde vilje til at udnytte magtpositionen uden hensyntagen til de uskrevne regler. Han afviste systematisk at underkaste sig de begrænsninger, som tidligere præsidenter anså som nødvendige for opretholdelsen af en fungerende demokrati. Denne ændring markerer et skifte fra et politisk system, hvor der var en implicit forståelse af, hvad der kunne accepteres, til et, hvor de samme regler blev opfattet som noget, der kunne manipuleres eller endda ignoreres.

Når man ser på Trumps strategier, er det tydeligt, at de var designet til at afsløre en dybere politisk realisme, hvor magten ikke nødvendigvis afhænger af institutionelle kontroller, men snarere af en konstant forhandling af, hvordan magt skal udøves og opfattes. I denne sammenhæng er det vigtigt at forstå, at mens nogle præsidenter som Clinton og Nixon blev holdt tilbage af institutionelle begrænsninger og et ønske om at beskytte systemets stabilitet, var Trump ubegrænset i sin tilgang, hvilket gjorde hans skandaler og hans håndtering af dem unikt farlige.

For at forstå den fulde betydning af Trumps politiske manøvrer, skal man ikke kun analysere hans handlinger i forhold til de forfatningsmæssige rammer, men også i forhold til de institutionelle normer, som i mange år har fungeret som en form for "usynlig hånd", der styrer præsidentens magt. Når disse normer brydes, som de blev af Trump, kan det føre til et skift i, hvordan magten udføres og opfattes, hvilket i sidste ende kan ændre hele demokratiets dynamik. Det er dette, der gør Trumps præsidentskab så unikt og potentielt farligt.