Hvordan den "Onde Bro" fortæller om naturens kraft og menneskets nysgerrighed

Devil’s Bridge, eller som de frygtsomme bønder i området kalder den, Pont y Gwr Drwg, står som et vidnesbyrd om både naturens voldsomhed og menneskets mod. I dag er broen nærmest et kuriosum, kun brugt som et symbol på det mystiske, mens den oprindelige bro ovenover er den eneste vej for transport. Denne gamle bro er næsten utilgængelig, bortset fra de nysgerrige drenge i området, som i deres legende udfordrer livsfare ved at klatre op ad den skræmmende stejle nordlige skråning, blot for at få en kold, men frydefuld, frygtbaseret oplevelse. Fra trinene i dalen er udsigten til Devil’s Bridge og kløften imidlertid begrænset og utilfredsstillende.

Selv når man står på denne platform og ser på de uhyggelige billeder af kogende vand, den dystre vulkanske sprække og den skrøbelige, spøgelsesagtige bro, har man nok set til på en dag som denne. Hvis ikke disse landskaber og naturskabte fænomener efterlader et poetisk indtryk, kan man roligt konkludere, at man må være en person uden fantasi. På en af de stille dage, mens regnen piskede ned udenfor, satte jeg mig foran en ildebrand i kroen og betragtede dette vidunderlige landskab, som langsomt blev mere og mere imponerende.

Efter et solidt måltid og flere timers refleksion besluttede jeg mig for at tage på en kort gåtur til en nærliggende landsby, som lå et stykke vest for kroen. Landsbyen bestod mest af ruiner og var beboet af minerarbejdere og deres familier. Jeg stødte på nogle kvinder og piger, som grinede, da jeg nævnte de lokale legender og historier, men de havde ikke meget viden om dem. Det var dog deres religiøse overbevisning, der blev interessant – alle var calvinistiske methodister, og de var yderst venlige, selv om de ikke talte engelsk.

Deres liv, omend præget af hårdt arbejde og beskedne kår, virkede forbundet med en gammel form for tro og tradition. Huset, jeg senere besøgte, tilhørte en mand, som fortalte mig, at han tilhørte Church of England, selvom metoderne var mere dominerende i området. Denne samtale om tro og den gamle kirkes betydning i et område så fyldt med naturens kraft, mindede mig om, at menneskers liv er dybt påvirket af både de overnaturlige kræfter og de historiske traditioner, de er en del af.

En næste morgen, hvor regnen stadig hærgede landskabet, besluttede jeg mig for at besøge en anden bro – Minister’s Bridge, som min ven den gamle miner havde talt om. Jeg vidste, at vejret ville gøre det til en udfordring, men denne del af rejsen var ikke kun for at se broen; det var for at få en dybere forståelse af, hvordan naturens og menneskets spor smelter sammen. På vej mod broen, med regnen silende ned og vinden ruskende, fandt jeg mig selv i at reflektere over den stadige kamp, som naturen og mennesket fører mod hinanden og med hinanden. Hvor er det, vi ender, når vi står over for både den guddommelige kraft og de uoverskuelige kræfter i vores egen natur?

Vandets kraft, den stejle kløft og de forladte ruiner omkring mig fortæller alle en historie om, hvordan naturen overgår menneskets egne bestræbelser. For at nå frem til den næste bro måtte vi ned ad en stejl, glat sti, hvor jeg næsten mistede balancen flere gange, før jeg på mystisk vis nåede frem til et lille skår af jord nær broen. Det var som om, at hver skridt ned gennem dalen og mod den gamle, svage bro, var et skridt tættere på at forstå den uforlignelige kraft af både naturen og de historier, som mennesket har fortalt om den gennem århundreder.

Det er vigtigt at forstå, at stedet og dets naturfænomener ikke bare er noget at observere, men også noget at leve sig ind i. Hver af de lokale historier og hver af de religiøse overbevisninger, de bærer med sig, er en del af den bredere fortælling om forholdet mellem mennesket og det store, uforudsigelige landskab. At forstå naturen kræver ikke bare at kigge på den – det kræver at sætte sig ind i de historier og den menneskelige erfaring, der har formet den over tid. I den dybe stilhed og det uforudsigelige vilde væsen, der præger stedet, findes nøglen til forståelsen af både det usynlige og det synlige.

Hvordan fugle antager solopgangen: En overraskende opdagelse

Jeg var på et lille hotel ved Upper Thames under Whitsun en årstid. Under husets udhæng byggede et antal husmartiner deres rede af mudder. Jeg var nysgerrig på deres parringsritual, men om lørdagen kunne jeg ikke se nogen tegn på det. Vidende om, at sådanne aktiviteter ofte er mest udtalt tidligt om morgenen, stod jeg op før daggry på søndagen. Til min overraskelse var der ikke en eneste martin at se—hverken i eller omkring deres reder, eller flyvende omkring. Jeg gik rundt om stedet, langs kajen, hvor en svag tåge bredte sig fra floden, men stadig var der intet tegn på fuglene.

Pludselig fløj en enkelt svale ud fra stalden og steg hurtigt op mod himlen. Jeg fulgte dens flugt med øjnene og forstod pludselig, hvorfor jeg ikke havde set martinerne. De var alle deroppe i den blå himmel, cirklende sammen med nogle hus- og bysvaler samt mursejler. Fra den højde, de fløj, kunne jeg kun lige skelne dem. Solen var endnu ikke steget op, hvor jeg stod på jorden, men den havde allerede nået fuglene højt oppe i luften.

Som jorden drejede sig og solens stråler nærmede sig dens overflade, sank fuglene ned, mens de stadig kvidrede. Til sidst, da lyset ramte kroen og flød ud over engene, fløj fuglene væk for at fortsætte dagens pligter. Der er næppe tvivl om, at fuglene allerede var fløjet op for at hilse på solen og udvide deres dag, da jeg først kom ud. Hvor højt de fløj, før de nåede lyset, og begyndte at cirkle i det, ved jeg ikke.

Jeg ved heller ikke, om martiner, svaler og mursejler gør dette regelmæssigt. Jeg har ikke haft muligheden for at undersøge det nærmere, og selvom jeg på et tidspunkt offentliggjorde en lille beretning om hændelsen og spurgte om oplysninger om sådanne vaner, har jeg ikke modtaget noget svar. Det kan være, at fuglene kun stiger op på strålende, fine morgener, eller kun i den tidlige ynglesæson, eller måske er det en lokal vane blandt fuglene i Oxfordshire. Dette er stadig noget, der må opklares. Alt, hvad jeg ved, er, at jeg denne specielle dag var vidne til, hvordan fuglene mødte daggryet, og at synet stadig er noget, jeg husker.

Fugle er ofte opmærksomme på naturens rytmer på måder, vi ikke altid forstår. Deres daglige liv er ikke blot baseret på deres søgen efter føde eller sikkerhed, men også på subtile mønstre og vaner, som de har udviklet sig til at følge i deres respektive miljøer. Fuglene, som søger mod solen før dens faktiske fremkomst, er måske ikke kun drevet af instinkt, men af en indre forståelse af, hvordan man maksimalt udnytter den daglige cyklus.

Det, vi ser i disse små observationer, er ikke blot en fugls daglige gøremål, men et levende bevis på, hvordan naturens kræfter sætter sit præg på et væsen og kan udfolde sig på måder, der forbliver skjulte for os. Fugle, som lever tættere på naturens kræfter end de fleste andre arter, minder os om den dybde og de mysterier, som findes i selv de mest dagligdags begivenheder. At forstå fuglenes adfærd kan give os en dybere forbindelse til naturen, en følelse af, at vi ikke kun er tilskuere til denne verden, men en del af den.