I kølvandet på valget af Donald Trump og succesfulde Brexit-kampagner opstod en udbredt følelse af, at noget fundamentalt var blevet rystet i den politiske verden. Resultaterne af disse begivenheder blev forstået som en afvisning af kosmopolitanisme og globalisering, afregulering, privatisering og markedsbaserede løsninger på samfundsproblemer. Det førte til en bredere diskussion om, hvordan medier og teknologi påvirker den politiske debat. Nogle hævdede, at det var teknologiske faktorer som sociale medier, der var med til at skabe en epistemisk krise. Andre pegede på politikens forvandling gennem målrettede annoncer, de såkaldte filterbobler og ekkokamre, som selvforstærkende informationsøer i et digitalt medielandskab.

Et af de mest markante fænomener i denne sammenhæng er fremkomsten af asymmetrisk medieindflydelse. Ifølge Yochai Benkler, som har analyseret millioner af politiske nyhedsartikler fra USA, er det politiske medieøkosystem i USA asymmetrisk – der er et klart defineret højreorienteret medielandskab, primært ankeret af Fox News og Breitbart. På den anden side findes der en mere sammenkoblet og politisk mangfoldig gruppe af medier. Fra konservative publikationer som Wall Street Journal til mere venstreorienterede medier som Mother Jones og The Nation, og nyere venstreorienterede aktørersites som Daily Kos. Men hvad Benkler og hans team fandt var ikke det forventede billede af et symmetrisk medielandskab.

Undersøgelsen afslørede, at det højreorienterede medielandskab er meget mere isoleret og selvforstærkende end de venstreorienterede eller centristiske medier. Højreorienterede medier linker i høj grad til hinanden, mens de venstreorienterede medier og centristiske medier er en del af et sammenkoblet netværk. Dette netværk er kendetegnet ved en normal fordeling, hvor medier som New York Times, CNN og Washington Post dominerer. Derimod er der næsten ikke noget observatorisk "center-højre", og hvis det er til stede, udgør det en meget lille andel af det samlede medieudvalg.

Denne opdeling af medielandskabet har vigtige konsekvenser for den måde, informationen bliver distribueret på, og hvordan den politiske debat formes. Asymmetrisk medieindflydelse betyder, at et stort segment af befolkningen, især i højreorienterede kredse, modtager information, der primært bekræfter deres egne holdninger og synspunkter. De eksklusive og insulære natur af de højreorienterede mediers netværk betyder, at modstandere og alternative synspunkter ofte ignoreres eller latterliggøres, hvilket skaber en lukket kommunikationscirkel, hvor sandheden bliver manipuleret og omformet til at passe til en forudbestemt narrativ.

I modsætning hertil ser vi, at medier på venstrefløjen og i centrum er en del af et bredere, mere integreret informationssystem. Disse medier er i højere grad forbundet med hinanden, hvilket betyder, at information kan flyde mellem forskellige synspunkter og politiske ideologier. Dette skaber en debat, hvor flere perspektiver og holdninger tages i betragtning, hvilket i sidste ende kan føre til en mere nuanceret forståelse af de politiske udfordringer.

Når vi taler om filterbobler og ekkokamre, refererer vi til, hvordan sociale medier bruger algoritmer til at sikre, at brugere kun ser indhold, der bekræfter deres eksisterende opfattelser. Disse mekanismer forstærker yderligere opdelingen mellem de politiske grupper og kan være med til at skabe den form for polarisation, som vi ser i dagens samfund. Men det er vigtigt at forstå, at teknologien ikke alene er ansvarlig for denne udvikling. Det er også den måde, politiske aktører og medieplatforme aktivt udnytter teknologien til at skabe og forstærke skel mellem grupper. For eksempel har Cambridge Analytica, der hævdede at have brugt psykologiske data til at målrette politiske annoncer, illustreret, hvordan dybt personaliserede kampagner kan spille en stor rolle i at påvirke vælgeradfærd.

Med det sagt, er det vigtigt at forstå, at selve medielandskabet ikke er statisk. Teknologi og medier påvirker konstant hinanden. Medierne bruger teknologi til at finde nye måder at engagere deres publikum på, og teknologiske platforme forsøger at tilpasse sig for at imødekomme disse medier. Dette skaber et miljø, hvor information, uanset dens oprindelse, kan få en lang række konsekvenser for politisk debat og beslutningstagning.

Derfor er det nødvendigt at være opmærksom på, at de informationer, vi får gennem medierne, ikke er neutralt præsenteret. Hver nyhedshistorie og oplysning er et produkt af valg – både redaktionelle og algoritmiske. For at forstå den politiske dynamik i moderne samfund er det ikke nok blot at fokusere på, hvad der bliver sagt, men også på hvordan og hvorfor det bliver sagt. Hvem kontrollerer narrativet, og hvordan kan det manipuleres? Disse spørgsmål er nøglen til at forstå, hvordan asymmetrisk propaganda og mediepåvirkning fungerer i dagens politiske landskab.

Hvordan den neoliberale orden og økonomisk usikkerhed skaber en epistemisk krise i demokratierne

Den administrativt styrede stat, drevet af ledelseskapitalisme og den sociale markedsøkonomi, har længe været fundamentet for de moderne velfærdsstater. I takt med globaliseringens fremmarch, nationalstaternes koncentrerede magt og centraliseringen af medierne har de fleste af de udviklede økonomier gennemgået betydelige forandringer. Den økonomiske udvikling, som i mange årtier syntes at følge en lige kurs mod velstand, blev pludselig udfordret af nye globale dynamikker og interne politiske skift. En af de væsentligste faktorer i afslutningen af den økonomiske "gyldne æra" var det, vi i dag ser som en systemisk krise i tilliden til de institutionelle mekanismer, der tidligere var fundamentet for samfundsforvaltningen.

I det økonomiske landskab spillede flere faktorer en rolle i nedgangen af den gyldne æra. Ifølge én analyse var det en kombination af stærk arbejds- og lønvækst, sammen med de nyudviklede økonomier i efterkrigstiden, der skabte et pres på kapitalisternes overskud. Denne "profit squeeze" førte til inflation og kollaps af Bretton Woods-systemet i 1970'erne. Andre synspunkter peger på de eksterne chok forårsaget af oliekriserne i 1973 og 1979, som satte yderligere pres på de økonomiske systemer, og skabte en uholdbar situation for de fleste regeringer. Hertil kom den fejlslagne politik fra Federal Reserve, som gjorde situationen endnu værre. Det var i disse år, at tilliden til den offentlige regulering af økonomien svandt ind, og virksomhederne begyndte at spille en mere oppositional rolle i den politiske regulering af økonomien.

I de nordiske velfærdsstater, de kristendemokratiske lande i Europa og de angloamerikanske liberale demokratier, reagerede hvert land forskelligt på slutningen af den gyldne æra. Deres politiske landskaber reagerede på forskellige måder på de økonomiske udfordringer. Men på tværs af alle disse systemer kan vi observere en fælles tendens: reformer, der stræbte efter deregulering, privatisering og markedsbaserede løsninger. Hvert system reflekterede imidlertid en politisk aftale, som havde forskellige konsekvenser for økonomisk usikkerhed – særligt for dem, der befandt sig under de øverste 10 procent af indkomstfordelingen. I USA, hvor arbejdsbevægelsens magt altid har været svagere end i andre avancerede demokratier, kombineret med markante race- og forbrugerbevægelser, resulterede det i det, vi i dag kender som et tab af arbejdspladsens magt, hvilket blev forstærket af Reagan-revolutionen og normaliseret af Clinton-demokraterne i 1990'erne.

Disse politiske og institutionelle ændringer ændrede det økonomiske forhandlingsklima markant, og gjorde det muligt for investorer, ledere og finansverdenen at tage al den produktivitetsvækst, der var sket siden 1970'erne. Den reelle medianindkomst forblev statisk, og transformationen til en serviceøkonomi samt finansialiseringen forstærkede den økonomiske kløft, som vi i dag ser i form af en koncentration af formuer i hænderne på de meget få. Samtidig har forskning i de seneste år vist, at der er en stærk sammenhæng mellem økonomisk usikkerhed og fremgangen for anti-etablissementspopulister, især af højrefløjen. Under forhold med økonomisk trussel og usikkerhed er folk tilbøjelige til at miste tilliden til eliterne, da de virker til at føre dem på vildspor.

Politisk set var det i 1960'erne og 1970'erne ikke kun højrefløjen, der havde fået nok af modernismens tro på, at eliten kunne styre samfundet gennem videnskabelig ekspertise. Denne 'high modernism', som byggede på en ubegrænset tillid til videnskabelig ledelse af et hvidt, mandligt elitekorps, blev stærkt kritiseret af forskellige sociale bevægelser. Kvindebevægelsen angreb patriarkatet, borgerrettigheds- og afkoloniseringsbevægelserne angreb racismen, og anti-krigsbevægelserne kritiserede militær-industriske alliancer. Forbrugernes egne bevægelser spillede også en betydelig rolle i at afsløre, hvordan magtfulde økonomiske aktører manipulerede systemet til deres egen fordel. Denne kulturelle skift var en samlet reaktion på en politisk økonomi, hvor tilliden til de institutionelle styringsmekanismer var på nedtur.

I denne periode begyndte erhvervslivet at reagere på tabene fra sociale og forbrugerkampagner. Virksomhederne opbyggede stærke lobbygrupper i Washington og på statslige niveauer for at få politisk indflydelse i en tid, hvor markedets kræfter spillede en stadig større rolle. På samme tid havde mainstream medierne svært ved at afspejle de kritiske perspektiver, der voksede frem både på højre- og venstrefløjen, og som dermed endnu en gang svækkede tilliden til medierne som objektive formidlere af sandheden.

Denne skiftende dynamik har været en vigtig drivkraft bag den epistemiske krise, vi ser i dag i mange demokratiske eller nyligt demokratiskgjorte lande. Det er ikke nødvendigvis teknologiens rolle, som har undermineret vores evne til at skelne sandhed fra fiktion. I lande som USA, hvor vi har de bedste data, ser vi, at det er den økonomiske usikkerhed, som især har udløst den nuværende politiske og ideologiske situation. Når folk føler sig økonomisk truet, begynder de at frygte de institutioner, som tidligere blev betragtet som fundamentet for velfungerende samfund. Denne frygt og mistillid bliver derefter brugt af nationalistiske politikere, der appellerer til etniske, racemæssige og maskuline identiteter som en måde at kanalisere denne usikkerhed på.

Endelig er det afgørende at forstå, at selvom vi er vidner til en epistemisk krise, er den ikke et resultat af en isoleret teknologisk udvikling eller et pludseligt sammenbrud i videnskaben og medierne. Den er snarere et symptom på dybe strukturelle ændringer i den globale økonomi, som har ført til en udbredt følelse af usikkerhed, mistillid og politisk polarisering. Det er nødvendigt at forstå, at det ikke kun er den politiske højrefløj, der udnytter disse dynamikker. Venstrefløjens kritiske stemmer, som ofte har påpeget de institutionelle svagheder, har ligeledes været en del af denne større transformation.

Hvordan markedsfrihed og desinformation formede vores forståelse af samfundet

I de seneste år har debatten om desinformation fået stigende opmærksomhed, og dens indflydelse på politiske processer og samfundsmæssige holdninger er blevet en central diskussion. Teknologiske platforme og sociale medier har skabt en kompleks arena, hvor meninger formes, og information deles på en hidtil uset skala. Når man ser nærmere på udviklingen af desinformation, er det nødvendigt at forstå de historiske rødder, der har bidraget til dette fænomen, især hvordan ideologier om markedsfrihed og regeringens rolle har været drivende faktorer i skabelsen af alternative virkeligheder.

I begyndelsen af det 20. århundrede opstod et tæt forhold mellem ideen om markedsfrihed og den politiske filosofi, som understøttede den. Mange af de ledende skikkelser bag denne bevægelse anså det som essentielt at adskille markedet fra statslig indblanding, og de betragtede enhver form for regulering som en trussel mod både økonomisk og politisk frihed. Denne grundlæggende tro på, at markedet kunne regulere sig selv uden regeringens indblanding, satte rammen for de ideologiske angreb på videnskabelige opdagelser og regulering, der kunne udfordre status quo.

Et markant eksempel på denne ideologiske konflikt er den kamp, der blev ført mod videnskabelige beviser for tobaksrøgens skadelige virkninger. Trods massiv videnskabelig dokumentation forsøgte flere prominente videnskabsmænd at undergrave disse resultater, ofte med støtte fra de økonomiske interesser, der frygtede, at regulering kunne underminere deres markedsposition. Fred Singer, en af de mest markante personer i denne bevægelse, argumenterede for, at enhver regering, der begyndte at regulere sådanne problemer, kunne åbne døren for en uønsket statslig kontrol, der kunne påvirke alle områder af livet.

Dette forhold mellem markedsfrihed og afvisningen af videnskabelig konsensus er ikke kun et historisk fænomen, men en vedvarende tendens, som kan ses i moderne debatter om klimaændringer, sundhedspolitik og teknologi. Det er i denne kontekst, at begreber som "alternative fakta" og manipulation af offentlige meninger gennem sociale medier får en særlig betydning. For eksempel, når store teknologiske platforme som Facebook og Twitter implementerer metoder til at styre, hvad der bliver set af brugerne, kan det ses som en forlængelse af den ideologi, der ser fri markedskommunikation som den eneste måde at sikre politisk frihed. Samtidig kan det føre til en platformisering af samfundet, hvor information ikke længere er neutralt fordelt, men i stedet bliver filtreret og fremhævet for at passe ind i bestemte narrativer.

En anden vigtig aspekt er det politiske ansvar for at regulere disse platforme. De ideer, som de libertarianske tænkere introducerede i det 20. århundrede, har fået et nyt liv i den digitale tidsalder, hvor mange ser censur og regulering som trusler mod friheden. Samtidig har sociale mediers magt til at forme offentlige holdninger givet nye udfordringer for demokratiet. Reguleringsforslag som Digital Platform Act, der søger at indføre kontrol over disse platforme, har mødt kraftig modstand, især fra de, der ser det som en indblanding i den frie markedsdynamik.

Det er også værd at overveje, hvordan desinformation ikke kun handler om at sprede falske oplysninger, men i høj grad om at skabe en diskurs, hvor alt kan være usikkert, og hvor alle kilder bliver betragtet med skepsis. Denne form for informationskrigføring, der har sine rødder i kampen for markedsfrihed, gør det stadig sværere for borgerne at navigere i den moderne informationsstrøm. Det skaber en verden, hvor befolkningens tillid til medier og institutioner konstant er under pres.

Desuden er det vigtigt at erkende, at desinformation ikke kun er et resultat af politiske eller økonomiske interesser. Det er også et spørgsmål om teknologiens udvikling og dens evne til at manipulere og styre informationsstrømmen. Det er ikke kun ideologiske krige, der bliver udkæmpet, men også økonomiske, hvor store tech-giganter har muligheden for at forme offentlighedens opfattelse af virkeligheden.

For at forstå denne udvikling fuldt ud er det nødvendigt at anerkende, at kampen mod desinformation er kompleks og kræver mere end blot teknologiske løsninger. Den kræver en dyb forståelse af de ideologiske kræfter, der har formet vores samfund i årtier, samt en kritisk refleksion over, hvordan vi som borgere forholder os til de informationer, vi modtager. Det er først, når vi forstår de historiske rødder og de økonomiske interesser, der ligger til grund for disse diskurser, at vi kan begynde at finde løsninger, der virkelig beskytter både demokratiet og vores kollektive viden.

Hvordan kolonialismens kontekst præger studiet af islamisk kunst og arkæologi
Hvordan Trump Skabte Sin Myte: En Analyse af Forretningsstrategier og Manipulation
Hvordan de Maurya-konger blev husket i landskabet: Symbolik, politik og religiøs betydning