Ennis Sweeny var ikke en mand som andre. Hans liv var et konstant møde med de mest usædvanlige omstændigheder, hvor forretningssucces og fiasko blev betragtet som to sider af samme mønt. Han var en mand, der kunne skabe en virksomhed ud af ingenting, men som også hurtigt kunne efterlade den i ruiner. For ham var tidsforløbet ikke en lineær sekvens af begivenheder, men snarere en sammenvævning af forskellige tidspunkter, som han oplevede som én samlet helhed.

I hans tid som ejer af en baseballklub i Three I League og som producent af landbrugsmaskiner opnåede Ennis hurtigt store økonomiske gevinster. Men som hurtigt som pengene kom, forlod han dem lige så hurtigt. Hver gang han solgte en virksomhed, blev den efterfølgende ejer ofte opdagelsen af, at han havde overtaget en skrøbelig og dårlig ledet virksomhed. For Ennis Sweeny var det ikke, at han forsøgte at bedrage eller manipulere – han kunne bare puste en ånd af liv i noget, og når hans interesse svandt, forfaldt det hele. Dette fænomen var ikke let at forstå for dem, der senere overtog, da regnskaberne aldrig afslørede problemerne, og alle papirer syntes at være i orden. Men Ennis var ikke en god forretningsmand på den måde, man ofte forestiller sig. Det var ikke nødvendigvis hans kalkulerede beslutninger, der skabte succes, men snarere hans uforudsigelige evne til at tilføre noget "ånd" til en virksomhed – et fornyet liv, der dog hurtigt kunne forsvinde.

Ennis var heller ikke nogen stor profet, som hans liv skulle bekræfte. Ofte ville han påstå, at han allerede havde oplevet et bestemt år før, at han kendte det i forvejen. Dette gav ham en mystisk aura, som folk omkring ham aldrig rigtig kunne forklare. Når han spåede om fremtiden, kunne han være både selvsikker og fejlagtig på én gang. Det var, som om han ikke kunne adskille det, han troede ville ske, fra det, der allerede var sket – en virkelighed, der for ham var flydende, uden klare adskillelser mellem fortid, nutid og fremtid. Den måde, han forstod tid på, var anderledes. Hans verden var ikke en sekvens, men snarere en stor, forvirrende sammenvævning af øjeblikke og synspunkter, der kunne ses fra enhver vinkel.

Ennis havde sin egen unikke tilgang til tid og liv. Hans mor beskrev ham som en lille voksen, der aldrig rigtig voksede op, og dette beskrev måske hans syn på verden. Han levede som en voksen fra det øjeblik, han blev født, og hans liv kunne ikke forstås som en simpel opvækst med en begyndelse, en middelfase og et afslutning. Det var snarere et kaos af begivenheder, hvor ikke noget kunne placeres i en bestemt rækkefølge, og hvor en begivenhed i fortiden måske kunne ses som en begivenhed i fremtiden.

Ennis havde en særpræget samling af breve og dagbøger, som han opbevarede i store trækasser. Disse var ikke dateret på den måde, man kunne forvente. Ofte gav han ikke årstal, men noterede sig tidspunkter på dagen eller endda temperaturen. Han efterlod sig en dokumentation af sine tanker, men de var ikke lineære eller systematiske. Det var som om han forsøgte at holde liv i sine egne oplevelser, uden at give dem nogen form for forudsigelig afslutning. Når han døde, var hans kasser fyldt til bristepunktet – et virvar af ord og oplevelser, som aldrig kunne bringes i orden.

En hændelse fra Ennis' tidlige liv indkapsler måske bedst den mystik, der omgav ham. En brev fra hans mor, dateret den 6. november 1901, beskriver en mærkelig hændelse, hvor præsidenten for USA, Harold Standpipe, besøger familien Sweeny. Præsidenten lægger hånden på den unge Ennis' hoved og erklærer, at det er ham, der har gjort ham til præsident. Denne besynderlige udtalelse er aldrig blevet forklaret, og mange har spekuleret på, hvad der egentlig foregik. Måske var der noget mere mystisk ved Ennis' liv, end vi umiddelbart kan forstå. Hans forbindelse til verden og tidsforløb var usædvanlig, og dette blev tydeligere i, hvordan han oplevede sin egen rolle i samfundet.

Det, der er væsentligt at forstå om Ennis Sweeny, er, at hans liv ikke kunne måles i konventionelle termer. Han levede ikke et liv, som andre mennesker kunne forudse eller placere i en logisk tidslinje. Han var et eksempel på, hvordan et menneskes forståelse af tid og succes ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med samfundets normer. Hvad der fremstod som en uordentlig og rodet tilgang til livet, kunne være et udtryk for en dybere, men ukonventionel forståelse af verden. Ennis Sweenys liv minder os om, at vi ikke altid kan forstå et menneskes rejse baseret på ydre resultater eller tidslinjer. Ofte er det, vi ser, kun et udsnit af noget langt mere komplekst og dybtliggende.

Hvad betyder det, når matematik ændrer verden?

Nogle vil anklage mig for gudløshed og sige, at jeg har udeladt Gud fra ligningerne. Men denne anklage kan kun komme fra en uopmærksom læsning. Gud er den treogtredive element i den "Generelle Ligning" (hvordan kan jeg gøre det klarere, end jeg allerede har gjort det?), og det er det toogfyrre element i den "Partikulære Ligning" eller den "Særlige Ligning". Denne forklaring bevæger sig derefter videre til udsagnet om den "Partikulære Ligning".

"Oh, hvor er de fattige, der ikke kan læse!" udbrød Wimbish McDearmott. "De mister det hele, eller får svage og afledte versioner af alle de store ting."

"Hvad mener du med 'de, der ikke kan læse'?" spurgte Alistar Grogg ham.

"De, der ikke kan læse de sofistikerede formler i den nye muterede matematik, kan siges at ikke kunne læse," forklarede Wimbish. "Hvor svag er blot prosaen i forhold til sproget af matematisk notation! Devonian gør sit bedste med det, vil jeg tro, men hans præsentation vil bare ikke ryste verden til sine fundamenter; og det er nødvendigt, at den netop skal gøre det. Vi er enige om, at det er verdensrystende og sandsynligvis verdensødelæggende? Men måske er der ikke mere at sige om det, end han siger i sine noteringer og sin prosa; måske er der ikke nogen måde at sige mere om det på. Lad os dog gennemgå formlerne lidt og se, om vi ikke kan oversætte lidt mere af deres styrke til de mange, som vi kan kalde 'de kortendte' menneskeheden."

Wimbish A. McDearmott, Alistar Grogg og Elton Quartermas var mødt sammen over bønner og bøger på Rotating Vector, en natrestaurant og pianobar og billardhal. Foundry-mænd, pakkesmedarbejdere, mønsterskabere, trykkeriarbejdere, syersker, jernbanearbejdere, vognmænd, politidetektiver, hotelportører, pianospillere, staldarbejdere, skrubbere og matematikere kom alle ind i Rotating Vector i de sene nattetimer for bønner og øl, cigarer og konspirationer, pianospil og samtale. Ligesindede mødtes her, så der var egentlig mange små klubber samlet på stedet, sidende ved bønnebordene eller slappende rundt om billardbordene eller lænende sig op ad de to pianobarer. Stedet lugtede altid af bønner og øl og heste. (Der var altid varme heste bundet ved bagdøren, mens teammestrene var inde i deres lange halv timer.)

"Hvis vi ikke har tre fjerdedele af et århundrede til at udlede de fulde implikationer af Doctor Devonians formler, så bliver vi nødt til at gøre det på kortere tid," sagde Alistar Grogg. "Der har altid været nogle få ligninger, der kan sprænge verden i luften, og der er flere af dem her i dette værk. Vi kan spørge, hvorfor, hvis selv den 'Generelle Formel' indeholder så mange eksplosive ligninger, verden ikke er blevet sprængt før. Og svaret er, at verden faktisk er blevet sprængt før, igen og igen, i et begrænset omfang, og nogle gange ikke så begrænset. Der findes ikke en tid så fattig, at den ikke har haft sin katastrofe. Jeg havde håbet, at vores egen Gyldne Tid ville blive sparet for disse ting; men ifølge Doctor Devonian, og ifølge de mest rimelige konklusioner, der kan drages fra formlerne, vil det ikke være tilfældet."

"Den vil ikke blive sparet for disse ting, medmindre bestemte resolutte personer finder en måde at spare den," sagde Elton Quartermas. "Der er stærke indikationer, ja, der er matematisk sikkerhed for, at katastroferne i vores Gyldne Tid ikke vil være almindelige. De kan meget vel være de terminale katastrofer for mennesker på denne jord. Men hvad vil der ske med formlerne, hvis vi finder en måde at interferere med deres katastrofale processer?"

"Der ser ud til at være 'Beskyt-Vores-Egne' korollarer indlejret i både den 'Særlige' og den 'Generelle Organa'," sagde McDearmott. "Jeg fornemmer en organisation (sandsynligvis unaturlig eller umenneskelig), som vi lige så godt kunne give et kodeord: 'Vore Venner Katastroferne'. Det vil ødelægge en eller alle os, hvis vi forsøger at interferere. Jeg tror ikke på 'Matematikens Konspirationsteori', men der er en hemmelig organisation implicit i al matematikken fra første del."

"Vi vil måske se, om nogen andre vil gøre det, interferere med formlerne," foreslog Quartermas uden overbevisning.

"Hvem ellers?" spurgte Grogg. "Hvordan kan der være en arbejdsgruppe på mindre end tre personer, og hvor mange steder vil der være så mange som tre personer, der forstår disse ting? I Berlin? Men i Berlin vil de udskyde deres beslutning i årtier, indtil det er for sent. I Paris? Nej, de skal ikke stoles på i Paris. De glatte matematikere fra Paris kunne endda slutte sig til 'Vore Venner Katastroferne'. I London? Stol ikke på det. I New York? Men New Yorkere er klodset, som de meget matematikken i den 'Partikulære Ligning' viser. Nej, vi må selv gøre det. Efter alt er den nøgleperson i vores by."

"Jeg formoder, at vi bare skal gå og dræbe den unge dreng, der opfylder 'Ligningen', og så lad hvad end komme til os. Jeg hader at dræbe en ung og uskyldig dreng, men jeg er også lige så uvillig til at blive dræbt."

Dette bevæger sig så videre til udsagnet om den 'Partikulære Ligning,' som Doctor Devonian havde skrevet. Vi kan, ved at anvende konsekvent predikation, løse for placeringen og navnet på den 'Crux-Individual', der er nøglen til vores æra. I dette tilfælde synes han at være en 'frygtindgydende nøgle', en ulykkesbringende indflydelse. Hans identitet er klart navngivet i den matematiske kontekst, men jeg vil ikke offentligt nævne hans navn i de alfabetiske bogstaver. Jeg vil dog gøre det privat.

"Er interesserede personer virkelig interesserede," skrev Devonian videre, "kan de skrive til mig på den adresse, der er angivet i slutningen af dette essay, og jeg vil sende dem navnet på denne person, som er en uundværlig funktion, på hvilken vores saeculum er predikeret. Hvad besiddere af denne viden vil gøre med den, forbliver min totale bekymring. Hans blod skal ikke være på mine hænder!"

"Dette er klart opfordring til mord," sagde Quartermas. "Han kan ikke vaske sine hænder af det."

"Sandt nok, han har inciteret mig til mord med det," sagde Grogg. "I det mindste kan jeg ikke vaske hænderne af det."

For os gamle, fortsatte Devonian-artiklen, virker det mærkeligt, at en matematisk formel skulle nå frem til identiteten af en bestemt person som sit svar. Det har altid været sådan, men vores vision har hidtil været for snæver til at se det. Det er virkelig, som om svaret på en række tal skulle vise sig at være en person og ikke en kvantitet. Nå, sådan er det. Og selvfølgelig er hver person en kodificeret kvantitet, og hver kvantitet er en person med enten store eller små attributter.

De skjulte tal og tegn i den 'Partikulære Formel' indikerer, at tingene kan blive meget dårlige for vores Gyldne Tid. Det vil blive varmt ud over det smeltende punkt for guld, ud over det fordamppunkt for guld. Hele væddemålet, den 'Her-vi-går-med-hele-hvad-vi-har'-smadreren, er implicit i al matematik. Man kan ikke lægge den enkleste række tal sammen uden muligheden for, at svaret bliver, at jorden åbner sig under vores fødder, og vi ender i helvede. Normalt er oddsene dog lidt imod, at et sådant svar skulle opstå.

Nå, en bestemt sekstenårig dreng repræsenterer en afgrund, der åbner sig under vores fødder og kaster os ned i bundløs—ja, tomhed, hvis vi er så heldige. Han repræsenterer en mulig tilbagetrækning af menneskeheden fra livets anliggender,

Hvorfor Galba ikke blev husket som en god kejser
Hvordan samfundets opfattelse af oprindelige folk påvirker sundhedsforskning og velfærd
Hvordan påvirker kunstig intelligens militære operationer og forsvarsindustrien?
Hvordan ændres layout under runtime i Android?