Deutsch
Francais
Nederlands
Svenska
Norsk
Dansk
Suomi
Espanol
Italiano
Portugues
Magyar
Polski
Cestina
Русский
Diskussionen om migration og retfærdighed har ofte været præget af en dyb uenighed om, hvad der giver lande og stater ret til at udlukkende vælge, hvem de vil tillade at bo inden for deres grænser. En vigtig opdeling i denne debat handler om, hvorvidt eksklusionen af visse individer er berettiget på baggrund af landets kollektive identitet eller delte værdier.
Når man ser på argumenterne for migrationseksklusion, er et centralt tema, hvad de allerede eksisterende beboere i et land deler. Det er ikke kun materielle ressourcer som jord eller økonomiske muligheder, der skaber sammenhæng i et samfund, men også de kulturelle og sociale værdier, som borgerne opfatter som fundamentale for deres liv. Folk identificerer sig ikke kun med hinanden gennem sproget, men også gennem de moralske og etiske værdier, de deler. Dette fællesskab af værdier bliver ofte betragtet som en kilde til moralsk værdi, og dermed kan det at beskytte disse værdier ses som en legitim grund til at udelukke dem, der ikke deler dem.
Et ofte nævnt eksempel i denne sammenhæng er David Millers nationalistiske synspunkt. For Miller er den nationale fællesskabets betydning så stor, at det at opretholde dets karakter er en moralsk nødvendighed. Han hævder, at nationale samfund er et sted for moral og værdi, fordi individer bygger deres liv inden for disse rammer, og de har en ret til at sikre samfundets form og karakter. Ifølge ham bør migrationsetikkens udformning tage udgangspunkt i de værdier, der er knyttet til disse samfund. Det betyder, at nuværende borgere har en legitim interesse i at bestemme, hvem der skal få adgang til deres samfund, og hvordan samfundets fremtidige form skal se ud.
Miller argumenterer for, at samfundet som et kollektivt fællesskab har ret til at beskytte sig selv mod ændringer, som kunne true dets identitet. Dette indebærer ikke kun kontrol over mængden af indvandrere, men også en mulighed for at vælge, hvilke individer der er egnede til at blive en del af samfundet. Spørgsmålet bliver, hvor meget værd at fællesskabet bør vægtes, og om det er berettiget at afvise de, der ikke deler disse værdier.
Risse, på den anden side, mener, at der bør være en form for distributiv retfærdighed, når det kommer til fordelingen af jordens overflade, et synspunkt, jeg er uenig i. Jeg ser ikke jorden som et fælles gode, som bør fordeles ligeligt. Jeg mener, at hvad der er vigtigst, er, at mennesker får politiske samfund, hvor deres grundlæggende rettigheder er beskyttede. Hvordan vi fordeler ressourcer som land synes i den sammenhæng at være mindre relevant. Risse mener, at landets værdier bør tages i betragtning ved fordelingen, mens jeg hævder, at det er de politiske fællesskaber, der betyder noget. Hvis vi ser på et eksempel som Syldavia, hvor en virus rammer befolkningen hårdt, og en massiv nedgang i befolkningens størrelse sker, bør der ikke automatisk opstå en moralret til migration, blot fordi et land oplever et fald i sin befolkning. Hvis vi begynder at tillægge landets størrelse og værdien af det for meget vægt, risikerer vi at falde i en form for fetichisme, hvor vi ser på territorium som mere værdifuldt end de liv, det muliggør.
I Risses analyse kan der være for meget moralvægt på selve territoriet snarere end de politiske samfund, der bygges på det. Når det kommer til migration, er det vigtigt at skelne mellem at vurdere, om en nation eller stat er moral set "forkert" i sin opførsel, og om det at afvise migration er et moralsk "forkert" skridt. Retfærdigheden i migration bør ikke kun være knyttet til territoriets ejendom, men også til de politiske og sociale rammer, der giver mennesker muligheden for et værdigt liv.
Det bliver derfor nødvendigt at forstå solidaritet som noget mere end bare et forsvar af eksklusion på baggrund af fælles værdier. Solidaritet bør også ses som et ansvar for at sikre, at de grundlæggende rettigheder og muligheder for et værdigt liv er tilgængelige for alle, uanset hvor de måtte komme fra. Solidariteten mellem de allerede bosatte skal ikke bruges som en mur mod alle udenforstående, men bør også udvide sig til at beskytte de menneskerettigheder, som udgør fundamentet for et retfærdigt samfund.
Det er ikke nok at argumentere for, at en nation har ret til at beskytte sine egne interesser. I en globaliseret verden, hvor alle er afhængige af hinanden på et niveau, der er økonomisk og socialt tæt forbundet, bør solidariteten også manifestere sig i en erkendelse af, at migration ikke blot er et problem for det enkelte land, men for hele menneskeheden. Solidaritet bør også forstås som en forpligtelse til at sikre, at de, der søger et bedre liv, ikke bliver set som en trussel, men som individer, der, ligesom dem, der allerede er bosat i et land, søger værdighed og muligheden for at realisere deres potentiale.
Hvordan skal vi forstå retfærdigheden ved migration og asylretter i en verden, der ikke beskytter grundlæggende menneskerettigheder?
I de lande, hvor grundlæggende menneskerettigheder ikke er tilstrækkeligt beskyttet, stilles spørgsmålet om, hvordan vi kan retfærdiggøre at begrænse rettighederne for immigranter. Dette spørgsmål rejser væsentlige etiske og politiske dilemmaer, og det er nødvendigt at overveje, hvordan man forsvarer brugen af magt mod dem, der ønsker at immigrere fra lande, hvor deres rettigheder er undertrykt.
Et centralt princip, som bør guide overvejelserne, er ideen om, at vi kun kan bruge magt mod nogen, hvis deres rettigheder er tilstrækkeligt beskyttet i deres hjemland. Det ville være moralsk uforsvarligt at anvende magt for at forhindre folk i at immigrere, hvis de kommer fra stater, hvor deres rettigheder er krænket, blot for at beskytte et eksisterende status quo, som ikke er legitimt. Dette betyder, at den internationale samfunds tilgang til migration bør være mere kompleks og tage hensyn til det etiske ansvar, der påhviler alle stater kollektivt.
Derfor er det væsentligt at forstå, at eksklusion af mennesker fra lande, der ikke beskytter deres grundlæggende rettigheder, ikke nødvendigvis skal tolkes som en forpligtelse til at tilbyde asyl i netop ét bestemt land. I stedet kan en mere nuanceret tilgang være at sprede byrden af at modtage flygtninge og migranter på tværs af flere stater, især de mere velstående lande, som har større kapacitet til at håndtere disse byrder.
Dette bringer os til ideen om, at retfærdigheden i fordelingen af byrder kan indebære, at stater, som ikke påtager sig deres del af ansvaret, bør holdes ansvarlige. For eksempel, under Dublin-forordningen i EU, pålægges det den første stat, en flygtning ankommer til, at behandle asylansøgningen. Dette kan virke uretfærdigt over for grænseområderne, som ofte bærer en uforholdsmæssig stor del af byrden, men for flygtningene selv er det en nødvendighed for at sikre, at de får deres asylbehandling i overensstemmelse med internationale standarder.
En anden tilgang kunne være, at stater under visse omstændigheder kræver, at personer, der migrerer fra lande uden rettighedsbeskyttelse, påtager sig nogle af de omkostninger, der er forbundet med at forbedre deres oprindelseslande. Dette kan være et kontroversielt synspunkt, men det afspejler en forståelse af, at der kan være et fælles ansvar blandt de, der ønsker at forbedre deres situation. Hvis vi accepterer, at individer bør bidrage til opretholdelsen af retfærdige institutioner gennem skatter, kunne man også argumentere for, at de bør være forpligtede til at bidrage til overgangen af deres oprindelseslande til en mere demokratisk legitimitet.
Dog er det vigtigt at forstå, at dette ikke er en retfærdiggørelse for at pålægge migranter en uforholdsmæssig byrde. Det ville være moralsk problematisk at påstå, at nogen, som flygter fra undertrykkende stater, har større forpligtelser overfor deres hjemland end andre. At blive født i et bestemt land kan ikke i sig selv skabe en forpligtelse til at påtage sig en større byrde for at demokratisere det land, som man har undsluppet. Hvis en emigrant flygter fra undertrykkelse, bør hendes ret til at søge asyl og beskyttelse ikke begrænses af et abstrakt krav om, at hun skal blive i sit oprindelsesland og "forbedre det indefra". Denne idé kunne kun forsvares, hvis vi accepterer, at alle parter – både dem, der bor i det retfærdige land, og dem, der ønsker at immigrere – har et lige ansvar for at bidrage til opbygningen af demokratiske institutioner i deres respektive lande.
Der er en vigtig moral i dette: vi skal altid sikre, at individer, der søger asyl eller bedre livsvilkår, behandles som moralske ligemænd, uanset deres oprindelsesland. Dette betyder, at vi ikke kun skal overveje den etiske og politiske nødvendighed af at beskytte menneskerettigheder, men også hvordan vi retfærdigt kan fordele de byrder, der opstår som følge af migration. Det er en kompleks, men nødvendig diskussion, der kræver, at vi ser migration i et globalt perspektiv, hvor ansvar for beskyttelse og retfærdighed deles af alle stater.