Ved floden, på en bred græsplæne, sad flere mennesker i skyggen af træerne og slap af. Det var et stille sted, som blev underligt stille af flodens lyd og fuglesangen. En rustik, men solid træbro førte over til den anden side, hvor stien fortsatte op ad bakkerne, der bugtede sig uregelmæssigt gennem træerne. Luften var stille, og den kraftige duft af eukalyptus fyldte luften og vækkede uklare barndomsminder om medicinske urter. Nedenfor kunne man høre floden risle over stenene. Vi var ikke kommet langt op ad stien, før vi stødte på en låge med en enkelt stang, der krydsede vejen. Seri smed to mønter i en kasse, og vi gik videre. Stien blev stejlere, og før vi vidste af det, stod vi ved en smal sprække i klippen, som vi klatrede igennem. Jeg bemærkede, at kanterne og vinklerne på klippen var blevet glatte af mange fødder, der gennem tidens løb havde slidt på overfladen.

Efter vi havde klatret lidt længere ned ad stien, blev omgivelserne mere mørke, og træerne blev tættere, mens stien bukkede sig nedad mod en dyb dal. Lyden af vand blev mere intens, og på et tidspunkt så jeg puljen. En kilde løb ud fra klippen og faldt ned i en mørk og næsten sort pulje, der fremstod lidt grønlig i lyset fra de overhængende planter. Vandet faldt uafbrudt fra oven og skabte et hul lydende ekko, der reflekterede fra den konvekse klippevæg bagved.

Trods den varme luft i dalen, føltes der en mærkelig kulde omkring vandet, som fik mig til at ryste. Puljen, der var smuk på sin egen enkle måde, havde samtidig en underlig tilstedeværelse, som jeg ikke kunne lide. På kanten af vandet hang der en række underlige husholdningsgenstande. En gammel sko dinglede fra vandet, mens en børns strikkede jakke hængte og blev vugget af strømmen. Der var sandaler, en træmatchæske, en snor, en rafia-kurv, et slips og en handske. Alle genstandene havde en grålig skinnende overflade, som blev sløret, mens vandet fossede henover dem.

Seri sagde: "De bliver til sten, de forstenes."
"Ikke bogstaveligt," svarede jeg.
"Nej... men der er noget i vandet. Silica, tror jeg. Alt, der hænger her i vandet, får en belægning."
"Men hvorfor skulle nogen ville have en sten-sko?"
"Det er folkene, der driver souvenirbutikken. De har sat det meste her, men alle kan lægge noget i vandet. Butikken siger, det bringer held. Det er bare en sjov ting, egentlig."

Jeg kiggede på puljen og dens mærkelige samling af objektive fænomener og syntes ikke at kunne finde nogen forklaring på, hvad dette kunne betyde. Hver genstand hængte her som en artefakt fra et ritual eller en form for besværgelse. Folk, der kom forbi, gjorde stor opmærksomhed på de hængende genstande, og en af mændene tog et billede, mens han strakte hånden ud over vandet og efterlignede den hårde, stenhårde effekt ved at vifte med sin hånd som en kløer.

Jeg undrede mig over, hvad der ville ske, hvis noget levende virkelig blev hængt her. Ville det også opnå en overflade som sten, eller ville det simpelthen ikke kunne blive hængende længe nok? Der var noget makabert over situationen, noget vi ikke kunne kontrollere. Hvad hvis et dødt væsen blev lagt der? Ville det blive til sten, ligesom et forfaldet legeme bliver til mineraliseret overflade? Der var et element af det uforståelige her, der forstærkede puljens mystik.

Men det var som om, at vi kun i kort tid kunne beundre denne surrealistiske forvandling af genstande, før vi igen blev revet ud af den. Flere turister passerede langs stien og kommenterede underligt på de bizarrede genstande. De virkede optaget af tanken om held og forvandling, selvom de slet ikke forstod dybden i det, de var vidner til.

Vandets konstante rislen og den dæmpede stemning i dalen dannede et bagtæppe for det, der syntes at være et ritual, men var mere en turistisk attraktion. I sig selv var det ikke kun æstetisk, det var mystisk. Og måske netop derfor så vi ikke kun vandets refleksioner, men også de mennesker, der forsøgte at tilføje noget af sig selv til dette sted. Hver genstand, som var blevet forvandlet, blev på en måde et symbol på menneskelig tilstedeværelse i et rum, der i sin natur føltes fremmed og tidløs.

I slutningen af vores tid ved puljen begyndte solen at falme, og vi følte et presserende behov for at vende tilbage til landsbyen. Vi kunne mærke, hvordan mørket hurtigt faldt, og som vi gik op ad stien, gjorde den pludselige aftenskygge, at alting føltes mere tilbagetrukket. Vi havde ikke længere nogen interesse i at tale om det underlige fund, men delte i stedet et øjeblik af fornemmelsen af den uundgåelige overgang, som natten havde forårsaget.

Er et kort, intenst liv mere værd end et langt uden dybde?

Lareen havde noteret noget på sin blok, en næsten umærkelig bevægelse, som afslørede, at hun ikke havde accepteret min afvisning af behandlingen. Hun nævnte Deloinne – forfatteren til Renunciation – og mindede mig om, at hans hovedtese handlede om livets endelighed. Deloinne hævder, at ironien ved menneskelivet ligger i dets begrænsning: døden er irreversibel, og det er netop i denne uigenkaldelighed, at mennesket finder meningen med at leve. Det er den korte horisont, der gør ambitioner nødvendige og oplevelser intense. Forlænges livet uendeligt, udvandes bedrifterne. Dette var hans påstand, selv om Lareen gjorde det klart, at hun mente, han tog fejl. Alligevel pegede hun på det afgørende: at et langt liv uden dybde ikke nødvendigvis er mere værd end et kort, fyldt med betydning.

Lotterie-Collago lover ikke udødelighed. Det eneste, de tilbyder, er forlængelse – en forskydning af døden, men ikke dens ophævelse. At tro på det modsatte, sagde Lareen, er en fejltagelse, et instinktivt selvbedrag. Da hun læste min fil op, lød hendes stemme rolig, næsten klinisk. Den indeholdt ikke blot mit fødselsår, mine adresser, mine skoler og hospitalsindlæggelser, men også mine venskaber, politiske forbindelser, teaterinteresser, valg og selv mine tilbøjeligheder: mine drukture, mine skiftende forhold, min påståede vrede i ungdommen. Computeren havde registreret et mønster, en psykologisk profil, som satte mig i en statistisk kategori – en forventet levetid på præcis 35,46 år. Et tal, udregnet uden min medvirken, men nu placeret foran mig som en dom.

Jeg mærkede pludselig, hvordan min krop blev et kort over symptomer, små og trivielle, som nu antog en uhyggelig betydning. Hovedpinerne under universitetet, børnesygdommen, den forbigående træthed. Alt sammen tegn, måske, på noget større. Alligevel følte jeg mig sund, stærk, næsten latterligt rask. Og samtidig presset af den viden, jeg ikke havde bedt om.

Men så opstod det andet perspektiv: at behandlingen kunne kurere alt. Hvis jeg tog den, ville sygdom ikke længere eksistere for mig. Aldring ville standse. Jeg ville kunne leve uden at frygte fysisk nedbrydning, uden de små begrænsninger, der former hverdagens forsigtighed. Fri til at misbruge min krop, til at ignorere den. Et løfte om frihed, men også en ny form for slaveri – til evighedens monotoni. Det slog mig, at selv misundelsen over de yngre kunne forsvinde, hvis alderen blev irrelevant. Men ville alt andet også forsvinde? Intensiteten, hastværket, det brændende begær efter at opnå noget, inden det er for sent?

Det er her, det essentielle spørgsmål ligger: hvad gør livet værdifuldt? Er det dets skrøbelighed, eller er det muligheden for at udskyde slutningen? En maskine kan måle sandsynligheder, men den kan ikke afkode menneskets egen følelse af tid. Når vi ser vores liv reduceret til en prognose på et stykke papir, bliver vi konfronteret med et valg, der ikke blot handler om behandling eller ej, men om selve essensen af eksistensen.

Hvad sker der, når kærlighedens billede og virkelighed ikke længere stemmer overens?

Hun var alt det, Gracia ikke var. Seri var ikke blot en elsker, hun var et løfte om uforudsigelighed, spontanitet og det brud, der gør et menneske elektrisk for et andet. Hver berøring med hende var en opdagelse, en udvidelse af et begær, der ikke kendte sin grænse. Gracia havde, med sin dygtighed og selvsikkerhed, langsomt veget ind i en rutine. Seri tog intet for givet. Hun var uskyldig og original på en måde, der ikke kunne kopieres, og selv i sin tilbagetrækning, når lyset blev tændt, bar hun en gådefuld kraft, som efterlod et tomrum i rummet.

I dagtimerne, mens Gracia var på arbejde, blev Seri en lejlighedsvis skygge, en stille tilstedeværelse i næste rum eller på gaden udenfor, ventende. Hun kom, når hun ville, og når hun var nær, kunne jeg tale til hende, forklare mig selv, åbne det, jeg ikke kunne åbne for andre. Vores ture gennem byens boulevarder og langs kysten blev øjeblikke af nærhed. Hun fortalte om øerne, om Seevl, Quy, Muriseay og Paneron, om sit liv der, sin rejse, sin bevægelse gennem verdener. Jeg viste hende byens paladser og vagternes middelalderlige dragter, og gennem alt dette voksede en dobbelt tilværelse frem, som jeg hverken kunne eller ville slippe.

Gracia sansede det, uden at kende det. Hendes blik gennemtrængte mig, når hun spurgte, om jeg stadig var vågen, hvad jeg tænkte på. Hun søgte en ærlighed, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle give, og hendes rastløshed voksede til anklager om afstand, om at blive set igennem som glas. Hun mindede mig om vores aftale – om at være åbne, når noget gik galt – men mine forklaringer blev hæmmede, fordi jeg frygtede hendes vrede mere end hendes forståelse.

Hun var neurotisk på en måde, der var både skrøbelig og frygtindgydende. Hendes klaustrofobi i hænder og fødder, hendes små ritualer med ringe og sko, hendes pludselige hysteri, når en lynlås satte sig fast eller et glas gik i stykker – alt dette var symptomer på en indre spænding, som jeg aldrig helt kunne nå. Jeg forsøgte at møde hende dér, hvor hun var, at forvandle hendes frustration til en fælles energi, men hendes barrierer blev mure, jeg ikke kunne bryde igennem.

Og dog elskede jeg hende. Jeg elskede hende i den grad, at Seri – denne skygge, denne refleksion af mit begær – ikke var andet end et forsøg på at orientere mig i forhold til hende. Jeg forsøgte at forklare hende det, at alt jeg gjorde, alt jeg tænkte, var for hende, at jeg havde forladt alt andet for at få hende tilbage. Hun spurgte, om jeg så en anden, om jeg havde brug for nogen udenfor hende. Jeg svarede nej, for intet kunne være mere sandt og samtidig mere usandt.

Hun beskyldte mig for at have skrevet et manuskript, som hun blot læste op fra, for at have planlagt hende, gjort hende til en figur i min egen fortælling. Hun havde ret, uden at forstå hvordan. Jeg havde skabt billeder, og da hun trådte ud af dem, kunne jeg ikke længere se hende klart.

I sengen, i hendes nervøse energi, fandt jeg igen den kraft, der havde tiltrukket mig, og Seri forsvandt. Men i morgengryet, mens Gracia bevægede sig ved min side, var det Seri, jeg søgte i mit manuskript, i mit indre, i mit forsøg på at skille dem ad. Gracia var alt, og alligevel var jeg træt. De spændinger, som elskov lettede for en stund, forblev i kroppen som en rest, der ikke kunne opløses.

It sounds like you're carrying a lot right now, but you don't have to go through this alone. You can find supportive resources here

Hvordan man dyrker og plejer planter effektivt: Fra frø til høst
Hvordan sikrer man effektivt timing og struktur i et forslag?
Hvad sker der, når man bliver forbundet med et objekt, der ikke kan frigøres?