Er det retfærdigt at kræve at flytte for at opfylde personlige drømme?

Migration er et komplekst fænomen, der ikke blot handler om at finde et fysisk sted, men også om at forfølge personlige mål, drømme og identiteter. Når vi overvejer migration gennem et retfærdighedsperspektiv, må vi sondre mellem forskellige typer af krav, som migranter kan have. I denne sammenhæng er det vigtigt at forstå, at ikke alle krav om bevægelse mellem stater nødvendigvis udspringer af retfærdighedens norm. Mange gange handler det mere om individets personlige ønsker, som ikke i sig selv kan berettige en moralsk ret til at kræve adgang til et nyt land.

Denne type krav, baseret på personlige ønsker eller drømme om fremtiden, rejser spørgsmålet om, hvorvidt en stat har en moralforpligtelse til at imødekomme sådanne ønsker. Her er det vigtigt at skelne mellem det, man kan kalde 'vedhæftning' og 'mulighed'. Vedhæftning refererer til noget, man allerede har bygget, mens mulighed handler om fremtidige ønsker og drømme. En person kan for eksempel have en stærk interesse i at bosætte sig i Californien for at forfølge et akademisk mål. Men spørgsmålet er, om staten Californien – eller USA som helhed – har en forpligtelse til at imødekomme dette ønske alene af den grund.

Svaret er, at sådan en anmodning ikke nødvendigvis kan begrundes i retfærdighed. Det er ikke et spørgsmål om at forhindre en person i at forfølge deres drømme, men snarere om, hvorvidt retten til at opnå et specifikt mål i et andet land er et retfærdighedskrav. I denne sammenhæng skal vi forstå, at vi ikke altid har ret til samarbejde fra andre mennesker i forfølgelsen af vores personlige mål. At flytte til et andet land betyder, at man etablerer en relation ikke kun med de personer, der direkte er involveret i ens mål, men også med de mennesker, der er underlagt lovene i det pågældende land.

Der er et grundlæggende spørgsmål her: Har man som individ ret til at insistere på, at andre mennesker – i dette tilfælde et helt land – samarbejder med en for at opnå ens egne mål? Hvis svaret på dette spørgsmål er nej, betyder det, at mange af de migratoriske krav, vi ser i verden i dag, ikke nødvendigvis er et spørgsmål om retfærdighed. De er snarere et spørgsmål om ønsket om at forfølge en livsplan, der er præget af ens egne interesser og mål.

Men selv om sådanne krav måske ikke udgør en juridisk eller moralsk forpligtelse for stater, er der dog et aspekt af disse krav, der bør tages alvorligt i politik. Det handler ikke kun om retfærdighed, men om medfølelse og barmhjertighed. At nægte nogen adgang til et land, når de søger at forfølge en legitim drøm eller ambition, kan føles kaldt og uretfærdigt, selvom det ikke nødvendigvis er en krænkelse af deres ret til retfærdighed.

Derfor bør en stat – som et ansvarligt fællesskab – tage hensyn til de specifikke ønsker og behov, som mennesker bringer med sig, selv når disse ønsker ikke nødvendigvis kan begrundes med en retfærdighedslogik. Det betyder, at man kunne overveje at udvikle politiske instrumenter, som tillader en vis fleksibilitet i at imødekomme migration baseret på personlige mål og livsplaner, uden at det strider imod de grundlæggende principper om retfærdighed.

For eksempel kan stater tilbyde muligheder for visse former for migration, der giver plads til at opfylde personlige mål, såsom akademiske ambitioner eller karrieremuligheder, på en måde, der samtidig respekterer de sociale og økonomiske realiteter i det land. Dette kunne omfatte programmer for uddannelsesmigration eller arbejdsrelateret migration, som ikke nødvendigvis er baseret på humanitære behov, men på individuelle interesser og ønsker.

Samtidig bør stater udvikle politikker, der tager højde for de mere umiddelbare behov hos dem, der har opbygget liv i et nyt land, men som står uden juridisk status. En sådan tilgang kræver ikke, at vi ser på disse situationer som et spørgsmål om retfærdighed alene, men som et spørgsmål om barmhjertighed og praktisk ordning, der afspejler et humanistisk syn på migration og samfundsopbygning.

Endtext

Er retfærdighed mulig i migrationspolitikken?

En teori om retfærdighed i migrationsspørgsmål må derfor erkende, at visse former for eksklusion og magtanvendelse skaber uligheder blandt borgere. Når sådanne uligheder opstår mellem borgere, underminerer de ikke blot den interne retfærdighed i et samfund, men afslører også de dybere problemer i migrationspolitikken. Denne erkendelse er grundlæggende for at forstå, hvordan migrationspolitik kan være ulige og uretfærdig, selv for de personer, der er rettet imod, som for eksempel Latinx-borgerne i Arpaios jurisdiktion.

Et andet centralt aspekt af migrationsretfærdighed er spørgsmålet om lige behandling for både borgere og ikke-borgere. Spørgsmålet om "illegalitet" bruges ofte til at fravige eventuelle rettigheder, som en migrant måtte påberåbe sig. Den politiske højrefløj anvender sloganet "Hvad er det, du ikke forstår ved ulovlig?" for at afvise enhver moralsk status for de udenpapirs. Men selvom legalitetsargumentet ofte benyttes til at afvise krav fra ikke-borgere, bør vi overveje, om det er tilstrækkeligt at afvise retten til beskyttelse i visse kontekster.

Et simpelt eksempel er retten til politibeskyttelse. Selvom personer, der opholder sig ulovligt i USA, risikerer deportation, mister de ikke retten til at blive beskyttet mod vold og kriminalitet. Et andet eksempel er børn, der opholder sig ulovligt i landet, hvis tilstedeværelse i mange tilfælde skyldes deres forældres beslutninger, ikke deres egen. Højesteret i USA anerkendte i Plyler v. Doe, at disse børn har ret til grunduddannelse, uanset deres status. Børn, der er uden ret til ophold, er ikke ansvarlige for deres forældres handlinger og bør derfor ikke blive straffet for noget, de ikke har valgt.

Det betyder, at der er klart uretfærdige tilfælde, hvor personer behandles hårdt, selvom de ikke har nogen specifik lovgivning, der giver dem ret til at opholde sig i landet. Domstolene har slået fast, at der er grænser for, hvad vi kan gøre, selvom det kunne virke som et effektivt afskrækkelsesmiddel mod ulovlig migration. Den tidligere Trump-administrations forsøg på at adskille migranters børn fra deres forældre ved grænsen understreger denne pointe: Børn kan ikke holdes ansvarlige for deres forældres valg, og derfor er det uretfærdigt at påføre dem denne smerte.

En af de mest væsentlige problemstillinger, som bør tages op i teorier om migration, er spørgsmålet om retten til migration. Konceptet om flygtninge opstod efter Anden Verdenskrig som en reaktion på de forfærdelige handlinger under Nazityskland, og som et forsøg på at rette op på den skam, mange stater følte over deres afvisning af dem, der flygtede fra regimets forfølgelser. Det er vigtigt at anerkende, at der er nogle mennesker, som har ret til at søge tilflugt i andre lande, fordi de er udsat for grusomheder og undslipper et livstruende regime. Den teori om migration, som ikke anerkender disse rettigheder, er uacceptabel. En flygtning har en ret til at søge tilflugt, og dem, der nægter denne ret, gør en uret mod dem.

Disse overvejelser giver nogle rammer for, hvordan vi kan diskutere retfærdighed i migrationspolitikken. Men de giver os ikke meget konkret vejledning om, hvordan vi kan anvende abstrakte principper om retfærdighed i den komplekse virkelighed, som migration udgør. Der er behov for yderligere diskussion for at forstå, hvordan vi kan balancere de grundlæggende principper om menneskelig retfærdighed med de pragmatiske udfordringer, som migrationen medfører.