Det politiske landskab under Trump-administrationen er præget af en konstant bevægelse mellem påstande om objektiv sandhed og en samtidig relativisering af samme. Trump og hans tilhængere fremstiller sig ofte som “sandhedens vogtere,” der afslører det, de opfatter som skjulte eller undertrykte fakta. I denne fortælling spiller “politisk korrekthed” en central rolle som det fænomen, der angiveligt undertrykker sandheden til fordel for en blødere, mere inkluderende politisk dagsorden. Det betyder, at det, der præsenteres som sandhed, ikke nødvendigvis understøttes af evidens eller kritisk dialog, men fremstår som en åbenbar, sund fornuft, som kun modstandere kan finde grund til at benægte.

Eksemplerne fra Trumps retorik, især i relation til national sikkerhed og kriminalitet, viser denne dobbelte tilgang tydeligt. På den ene side benægtes eller forties ubehagelige fakta, der modsiger narrativet, mens der på den anden side fremhæves egne påstande som uigendrivelige sandheder. Et klassisk eksempel er påstanden om, at grænsen til Mexico er et åbent punkt for terrorister, selv når officielle data modsiger dette. Samtidig hævder Trump, at hans modstandere af politisk korrekthed bevidst skjuler disse “sande” trusler, fordi de prioriterer korrekthed over sikkerhed.

Denne tilgang skaber en særegen dynamik, hvor sandhed både er absolut og relativ på samme tid. Absolut, fordi den fremstilles som en objektiv kendsgerning, der kun kræver mod til at blive sagt højt; relativ, fordi den kan skifte form efter behov, når beviserne bliver for overvældende til at benægte. Denne dobbeltheden udfordrer traditionelle forståelser af sandhed som noget verificerbart og uafhængigt af politisk interesse.

Det er også væsentligt at bemærke, hvordan denne strategi spiller sammen med en langvarig politisk diskurs, hvor politisk korrekthed og inklusion af minoriteter afvises som en trussel mod “sund fornuft” og national identitet. Her fremstilles sandheden som en kampplads mellem en inkluderende, multikulturel venstrefløj og en konservativ højrefløj, der ønsker at bevare det, de opfatter som den autentiske virkelighed.

I en tid med omfattende misinformation og strategisk manipulation bliver det derfor afgørende at forstå, at sandhed ikke blot er en objektiv størrelse, men ofte også et politisk redskab. Den måde, hvorpå sandhed fremstilles, kan tjene til at konsolidere magt, polarisere samfundet og underminere tillid til institutioner og medier. En kritisk tilgang til sandhedsfortællinger kræver derfor en forståelse af både de retoriske teknikker og de politiske motiver, der ligger bag.

Det er vigtigt at anerkende, at læseren må navigere i en kompleks virkelighed, hvor fakta ofte bliver blandet med subjektive fortolkninger og strategiske løgne. At kunne skelne mellem disse elementer er afgørende for at bevare et informeret og nuanceret syn på politik og samfund. Samtidig bør man være opmærksom på, hvordan retorikken om “sandhed” kan virke inkluderende og ekskluderende på samme tid, ved at skabe et os-mod-dem narrativ, som kan være lige så polariserende som det er samlende for visse grupper.

Det er også vigtigt at forstå, at denne konflikt om sandhed ikke er ny, men en forlængelse af ældre politiske og filosofiske debatter om, hvad der kan siges at være “sandt,” og hvem der har ret til at definere dette. Den digitale tidsalder har dog intensiveret denne kamp og givet nye muligheder for spredning af både sandhed og løgn. Derfor bør man altid forholde sig kritisk til de kilder og fortællinger, der præsenteres, og erkende, at sandhed i politiske sammenhænge ofte er mere kompleks og sammensat, end det umiddelbart fremstår.

Hvordan kan venstrefløjsideologi og højrefløjsideologi deles om fælles diskurser?

I den politiske debat kan der observeres en fælles diskurs, som både højre- og venstrefløjen kan relatere sig til. For venstrefløjen kan dette være en noget ubehagelig erkendelse, især når specifikke værdier som solidaritet, fællesskab og subjektivitet, som ofte er forbundet med venstrefløjen, også kan findes i højrefløjens diskurser. På trods af denne overlapning er det dog essentielt at fastholde de fundamentale forskelle og uenigheder, der eksisterer mellem de politiske fløje, især i forhold til både teorien og implementeringen af disse begreber. Disse forskelle bliver endnu mere tydelige, når vi sætter fokus på spørgsmålet: "Hvordan kan vi redde socialdemokratiet?" (Muddle, 2019).

Mercer (1986) fremhæver, hvordan højrefløjs- eller fascistisk ideologi udfordrer traditionelle epistemologiske og etiske begreber. Den første karakteristik, "relativ politisk ubestemmelighed" (s. 209), underminerer forbindelsen mellem politiske værdier og sandhedspåstande. Ved at undlade at fastsætte faste politiske værdier eller "sandheder" bliver fascismen i stand til at tilpasse sig populistiske krav i det forkrøblede Europa før 2. verdenskrig. Denne ubestemmelighed er også knyttet til fascismens evne til at skabe samtykke. Som Muddle (2019) understreger, er dette ikke kun en historisk lære, men også en nutidig lektie for venstrefløjen. I dag nærmer venstrefløjen sig på bekymrende vis de karakteristika, som Mercer (1986) beskriver som "post-sandhed"-fascisme. I et forsøg på at skabe samtykke til sin "eksistens og varighed" i en tid med stigende populisme og højreorienterede bevægelser, har venstrefløjen i stigende grad taget del i en "politisk ubestemmelighed".

Denne ideologiske usikkerhed er forståelig og overbevisende i lyset af de aktuelle politiske forhold, men det er også nødvendigt at tage et skridt tilbage og overveje de filosofiske dilemmaer, som denne udvikling medfører. Her kan vi vende os mod en af venstrefløjens mest skarpsindige teoretikere, Stuart Hall (1996a). Hall påpeger, at vi må identificere de mest markante svagheder i de klassiske marxistiske formuleringer af ideologi og vurdere, hvad der er blevet opnået, hvad der bør opgives, og hvad der stadig bør bevares – eller måske revideres – i lyset af de seneste kritikpunkter. Hvis vi anvender Halls forståelse på Muddles opfordring til handling, kan vi sige, at venstrefløjen først og fremmest må erkende de fejlslagne forsøg og svagheder i sine egne politiske traditioner. Dette inkluderer blandt andet fejlslagen Althusserianisme, som undervurderede folkets og individets rolle samt subjektivitet, som spillede en afgørende rolle i begivenhederne omkring maj ’68 og deres eftervirkninger.

Halls kritik af venstrefløjen indfører en alvorlig erkendelse af, at den venstreorienterede ideologi må anerkende, at den politiske historie ikke kun er præget af succeser, men også af fiaskoer. Halls position er ikke, at venstrefløjen skal efterligne højrefløjens succeser, men snarere at påbegynde et beskedent arbejde med at rekonstruere sin egen ideologiske og filosofiske basis uden at blive hæmmet af dogmatisk ortodoksi. Halls perspektiv åbner op for en slags heterodox marxismen eller venstreorienteret ideologi, som ser teorien og praksis som to komplementære dele, der sammen udgør en helhed.

Som Slavoj Žižek (1994b) understreger, er der stadig kampe om sandheden, og disse kampe er nødvendige, selvom ideologi allerede er til stede i alt, hvad vi oplever som "virkelighed". For Hall kan en ideologikritik, der forbliver grundet i et radikalt krav om sandhed, kun overleve, hvis venstrefløjen anerkender, at det politiske landskab er mere ustabilt og ambivalent, end det tidligere har været. Hall argumenterer, at venstrefløjen må anerkende en vis politisk ubestemmelighed, hvilket er et karaktertræk, der oprindeligt gjorde fascismen så effektiv. Dog er det ikke nok at omfavne denne ubestemmelighed uden videre; venstrefløjen skal også have et element af "bestemmelighed" – en fasthed, men uden garanti for endelige løsninger. Ifølge Hall kræver dette en bestemt forståelse af politiske rammer og betingelser, hvor praksis har sin plads, uden at slutningerne er forudsigelige.

Denne vision for venstrefløjen og dens ideologikritik giver et potent grundlag for en effektiv afvisning og modstand mod den fremvoksende højreorienterede ideologi og bevægelser. Som Muddle (2019) påpeger, har venstrefløjen ofte (på en destruktiv måde) søgt at efterligne højrefløjens ideologi, men den venstrefløje strategi bør være at forny de filosofiske og epistemologiske grundlag. Dette kan gøre venstrefløjen i stand til at forholde sig til nutidens historiske realiteter og samtidig opretholde et krav på at forstå "sandheden" i de øjeblikke, vi står i.

Hvordan kan Trumps lederskab og ideologi forbindes med fascisme?

Fascismen bygger på en vision om genfødsel af en gammel nation, der tilpasses moderne tiders krav. Den afviser internationalisme i alle dens former og søger at samle magten centralt under en diktatorisk ledelse, hvor kun ét parti tillades, mens alle andre undertrykkes. Denne ideologi fremmer en aggressiv nationalisme og en stærk følelse af fjender, både indenlandske og udenlandske.

Når man analyserer Donald Trumps lederskab gennem dette perspektiv, fremstår han som en leder med en dybt populistisk forpligtelse til en integral nation, hvor fjender – både indre og ydre – opfattes som en direkte trussel. Denne trussel retfærdiggør ifølge ham en aggressiv politik mod disse grupper. Trumps lave tolerance over for etnisk og kulturel mangfoldighed kan tolkes som en frygt for, at det underminerer nationens enhed. Hans tilgang synes at bygge på en forestilling om, at “race” er en iboende, uforanderlig egenskab, hvilket understøttes af hans udokumenterede, men udbredte racistiske retorik og politikker.

På det internationale plan passer Trump godt ind i en ny æra af imperialisme. Hans transaktionelle tilgang til udenrigspolitik betyder, at han ofte angriber, fornærmer og truer andre nationer og deres ledere, samtidig med at han søger at forhandle aftaler, der gavner amerikanske kapitalinteresser. Hans populisme har ikke fokus på at styrke arbejderklassen, men sigter derimod mod at genoprette og styrke amerikansk kapitalisme, især inden for fremstillingsindustrien.

Selvom Trump ikke har forbudt andre politiske partier, og dermed ikke formelt har etableret et diktatur, har han demonstreret vilje til at lukke regeringen for at presse sin vilje igennem. Hans “spøg” om at forlænge sin embedsperiode ud over forfatningens grænser, samt hans åbenlyse sympati for autoritære ledere som Kinas Xi Jinping, indikerer en klar interesse i mere autoritær styring. Hans gentagne påstande om, at en undersøgelse mod ham var en “heksejagt” og dermed en stjålet del af hans embedsperiode, understøtter billedet af en leder, der modsætter sig demokratisk kontrol og en fredelig magtoverdragelse.

Der er bred enighed om, at Trumps stil og politiske program bærer fascistiske træk, men betegnelsen “fascist” for ham er genstand for debat. Det mest præcise synes at være at kalde ham “fascistisk” – han har tilbøjeligheder mod fascisme, forsvarer fascistiske ideer, og kunne under de rette omstændigheder både privat og offentligt adoptere fascistiske politikker.

Et af de mest centrale træk ved Trumps præsidentskab er hans systematiske normalisering af amerikansk racisme, hvilket samtidig styrker og giver legitimitet til den yderste højrefløj, især alt-right bevægelsen. Sociale medier som Twitter og YouTube har udviklet sig til vigtige platforme for denne bevægelse, hvor racisme og hadideologi spredes frit. Trumps position som en central figur i denne bevægelse blev også bekræftet under hans statsbesøg i Storbritannien i 2019, hvor Londons borgmester beskrev ham som “plakatdreng” for højrefløjen på verdensplan.

Ved åbningen af hans præsidentkampagne i 2020 fremstod Trump snarere som en leder, der søgte rollen som en autoritær fører end som en demokratisk kandidat, hvilket blev tydeligt gennem hans angreb på immigranter, medierne og demokraterne, som han karakteriserede som radikale og uamerikanske. Hans afsluttende erklæring om “én bevægelse, ét folk, én familie og én herlig nation under Gud” mindede stærkt om klassisk fascistisk retorik.

Trumps program bygger desuden på en benægtelse af sandheden, især når det gælder klimaændringer. Hans afvisning af klimaforandringer har potentiale til at få endnu mere vidtrækkende konsekvenser for menneskeheden end hans politiske autoritære tilbøjeligheder. I denne sammenhæng bliver det tydeligt, at Trumps lederskab ikke kun er en politisk udfordring, men også en ideologisk trussel, der søger at undergrave grundlæggende demokratiske værdier og bæredygtige løsninger på globale problemer.

Det er væsentligt at forstå, at Trumps fascistiske tendenser ikke blot er ekstreme retoriske udtalelser, men en del af en bredere ideologisk strømning, der søger at forme nationen efter snævre, ekskluderende kriterier og konsolidere magten på bekostning af pluralisme og demokrati. Hans lederskab og politik illustrerer, hvordan fascistiske elementer kan tilpasses og integreres i moderne demokratiske samfund med brug af populisme, mediestyring og autoritær praksis, hvilket udgør en vedvarende udfordring for det liberale demokrati og civilsamfundet.

Hvordan kan vi forstå den "Trump-effekt", der har påvirket den amerikanske samfundsdialog og dens konsekvenser?

I perioden efter den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016, hvor Donald Trump blev valgt som præsident, har det været tydeligt, hvordan hans retorik og politiske handlinger har haft en dyb indvirkning på samfundet i USA. Dette kapitel belyser de langvarige konsekvenser af hans adfærd og politik, særligt hvordan den har påvirket uddannelsessystemet og den måde, vi forholder os til kritisk tænkning og dialektisk refleksion i klasselokalerne.

Donald Trumps valgkampagne og hans tid som præsident har afsløret dybe splittelser i det amerikanske samfund, hvor race og økonomisk usikkerhed har været centrale drivkræfter. Trump har udnyttet frygten for den økonomiske ulighed, der prægede de amerikanske arbejder- og middelklasser, og han har genoplivet en form for hvid nationalisme, som i mange år havde været skjult under overfladen. Trumps tale og politikker har givet plads til udtrykkelsen af racisme og fremmedhad, hvilket ikke kun har påvirket hans tilhængere, men også skabt et klima af fjendtlighed for farvede grupper i USA. Hans retorik omkring ulovlige indvandrere, især den velkendte myte om, at indvandrere fra Mexico begår flere forbrydelser end amerikanere, har været med til at fremme en falsk opfattelse, der fortsat bliver støttet af en stor del af befolkningen.

Trump har ikke blot genoplivet gamle myter, men har også bevidst skabt en atmosfære, hvor misinformation og vilje til at ignorere virkeligheden er blevet normaliseret. Denne form for viljeforvrængning af virkeligheden er farlig for demokratiets fundament, da den underminerer folks evne til at tænke kritisk og reflektere over deres holdninger og handlinger. I skoler og på universiteter, især i USA, er det blevet endnu vigtigere at uddanne de kommende generationer i, hvordan de kan tænke dialektisk. Dialektisk tænkning, som indebærer at forstå modsætninger og udvikle en dybere forståelse af komplekse problemstillinger, er et væsentligt redskab i kampen mod forenklede og forvrængede opfattelser af virkeligheden.

Trumps opførsel har også haft en direkte negativ indvirkning på unge mennesker, især på etniciteter og religiøse grupper, der historisk set har været udsat for diskrimination. Latinx-studerende og jødiske studerende, blandt andre, har følt sig direkte angrebet og marginaliseret af den politiske retorik og de handlinger, som Trump har gennemført. Denne udvikling har haft alvorlige konsekvenser for deres trivsel og deres opfattelse af, hvordan samfundet ser på dem. I denne sammenhæng bliver det stadig vigtigere at fremme en forståelse af kritisk tænkning i skolerne. Lærere bør opmuntre deres elever til ikke kun at acceptere de synspunkter, de møder, men også til at analysere og udfordre dem for at fremme en mere nuanceret og demokratisk diskurs.

Samtidig har Trumps vilje til at benytte sig af myter og løgne som et led i sin politiske strategi haft en langvarig virkning på amerikanernes evne til at forstå objektive fakta. Dette indebærer, at en stor del af befolkningen har fået opbygget en skepsis overfor sandheden, hvilket gør det sværere at skabe et informeret samfund. Derfor bør undervisning ikke blot være fokuseret på fakta, men på at udvikle evnen til at analysere, forstå og syntetisere forskellige synspunkter, så eleverne kan få en dybere forståelse af de komplekse problemer, de møder i samfundet.

I denne kontekst bør både lærere og elever anerkende vigtigheden af at være kritisk og reflekterende i deres tilgang til de ideer og holdninger, de møder. Den kritiske og dialektiske tankegang, som fremmes i skolen, er en central komponent i at bekæmpe de former for racisme, had og misinformation, som Trump og hans politikere ofte fremmer. Det er ikke kun et spørgsmål om at forstå de konkrete politiske beslutninger, men også at kunne forstå de underliggende ideologier, der driver disse beslutninger. Det er derfor vigtigt, at eleverne lærer at stille spørgsmål, analysere strukturerne i de samfundsmæssige problemer, og udvikle evnen til at se gennem forvrængede narrativer.

Det er afgørende at forstå, at den måde, vi forholder os til kritisk tænkning og dialektisk analyse på, har langvarige konsekvenser for demokratiets funktionalitet. Samfundets evne til at opretholde en informeret og reflekteret diskurs er fundamentet for enhver form for politisk frihed og lighed. Uden en stærk kritisk bevidsthed vil samfundet fortsætte med at lide under de skader, som Trump-effekten har forårsaget. At uddanne unge mennesker i at tænke kritisk og dialektisk er derfor en af de vigtigste opgaver, vi har i dag.

Hvordan kan man frigøre en frigivet slave? – En analyse af Huckleberry Finn og efterspillet af Reconstruction
Hvordan blev dynastierne i Odisha etableret?
Hvad sker der, når man trodser farerne for videnskabens skyld?
Hvordan kunstig intelligens og maskinlæringsalgoritmer transformerer ingeniørapplikationer