Hvordan kan man frigøre en frigivet slave? – En analyse af Huckleberry Finn og efterspillet af Reconstruction

Mark Twains The Adventures of Huckleberry Finn engagerer sig ikke blot i eftervirkningerne af Emancipation Proclamation og fejlslagne Reconstruction, men stiller også et spørgsmål, som udfordrer beslutningen om Civil Rights Act fra 1883: Hvordan frigør man en frigivet slave? I 1870'erne og 1880'erne skrev Twain om frihed og raceforhold i Amerika på en måde, der kunne kaldes "antebellum", samtidig med at han fastholdt muligheden for at benægte, at han kommenterede noget om nutiden; trods alt var han i gang med at skrive fiktion, ikke fakta. Shelly Fisher Fishkin skriver: "Harold Beaver har påpeget den potentielle betydning af, at Twain afsluttede Huckleberry Finn i 1883, det samme år, hvor Højesteret erklærede Civil Rights Act for forfatningsstridigt. Forskere begynder i stigende grad at forstå denne undgåelse som en satirisk kommentar til den måde, USA fejlede på at frigøre sine slaver."

Da fortællingen begynder, hviler Huck Finns forståelse af og adgang til frihed på en enke, der fungerer som hans værge og repræsenterer "civilisering", og dommer Thatcher, der er hans økonomiske beskytter. Paps tilstedeværelse forudser den politiske kamp om Huckle Finns værgemål og afslører ironien i konstruktionen af frihed. Pap siger: "Hvem har fortalt dig, at du måtte pille med sådan noget hifalut’t fis. … Nå, jeg skal lære [enken] at pille. Og kig her – du dropper den skole, hører du? Jeg skal lære folk at opdrage en dreng, så han sætter sig over sin egen far og lader som om han er bedre end han er. Du skal ikke lade mig få fat i dig og fuske rundt med den skole igen, hører du? Din mor kunne ikke læse, og hun kunne ikke skrive, heller ikke før hun døde. Ingen af familien kunne, før de døde. Jeg kan ikke; og her er du så høj på dig selv."

Indtil dette punkt har Huck Finn været under enkenes pleje og er på vej til at blive "civiliseret". Mens Paps indtræden i fortællingen truer enhver fremgang, Huck Finn har opnået, synes han også at være truet af sin evne til at læse. Paps tilstedeværelse fungerer kun til at understøtte et patriarkalsk, antebellum herredømme over Huck Finns menneskelighed. På en måde giver enken adgang til en uddannelse og fungerer som en repræsentation af Unionen, mens Pap, derimod, fremstår som et symbol på Konføderationen, der indeholder det ubevidste i det post-borgerkrigs Amerika.

Huck Finns forsøg på at gøre sig bedre end familiens historie med analfabetisme gør ham til et objekt ("dreng"), som Pap må korrigere ved hjælp af plantationstradition: "køllen". Som "far" ønsker Pap autoritet over den "virkelighed", der er konstrueret omkring Huck Finn, hvor han er efterladt uvidende og naiv i forhold til det sociopolitiske sprog, der lægger bånd på hans frihed. Det er i denne besættelse af at være "far" over en "dreng", at slaveri/slavemester-dynamikken kommer til udtryk. Dette ses tydeligt i gentagelsen af "du hører". Det første spørgsmål markerer Huck Finns tab af adgang til uddannelse, mens det andet truer med vold, og det sidste kræver, at "drengen" anerkender Paps autoritet.

Herefter vil læseren se Paps beslutning ("jeg kan ikke" / "jeg er ikke") om at genindføre sin herredømme over Huck Finn som en befaling om at læse, som om en "dreng" var et dyr i træning. At bestå denne improviserede test bliver et minde om de politiske konflikter og ideologier, der omgiver hans frihed. Læseren vidner om denne spænding i dobbeltheden af "pille" og "jeg skal lære". I første omgang kræver Pap, at Huck Finn, en slaveejer’s "dreng", får tilladelse. Denne tilladelse symboliserer ikke kun adgang til uddannelse, men også frihed og vilje til at udvikle sig i det post-borgerkrigs Amerika.

Hvordan kan en bevidst og udfordrende poetisk strategi i Latinx-tekster omforme forståelsen af to-sprogethed i dagligdagen?

I en tid, hvor STEM-uddannelser (Science, Technology, Engineering, Math) har øget pres på de akademiske programmer, kan en teoretisk tilgang, der fokuserer på kritisk race teori, transborder teori og code-switching i Latinx-litteraturen, bidrage til at ændre den gængse opfattelse af humaniora som irrelevant eller ude af trit med virkeligheden. En sådan tilgang får betydning for studerende, når de begynder at anvende kritisk tænkning på raceforhold i USA og på deres egen forståelse af to-sprogethed.

Et kursus i Latinx-studier på University of New Hampshire er et konkret eksempel på, hvordan disse teoretiske rammer kan bruges til at forholde sig kritisk til race og kultur. I dette kursus læser studerende Latinx-litteratur og beskæftiger sig med teori, der fremmer forståelsen af intersektionalitet, køn og seksuel orientering, samt hvordan disse faktorer relaterer sig til Latinx-identiteter. Undervisningen går ud over at studere litteraturen alene; den træner også studerende i at anvende denne viden til at analysere populære kulturer, sociale medier, nyheder og samfundsdebatter. Dette giver dem værktøjer til at afkode og forstå de politiske og sociale diskurser, der udspiller sig i deres daglige liv.

I undervisningen bliver eleverne udfordret på deres tidligere forståelser. De lærer om Lourdes Torres' arbejde fra 2007, der fremhæver to hovedkategorier af code switching: den "polstrede" form, hvor spansk bruges med en oversættelse eller forklaring, og den mere radikale form, hvor spansksprogede udtryk og sætninger bruges uden nogen oversættelse. Den første form sigter mod at tilpasse sig monolingvale læsere og opretholder status quo, mens den anden form skaber et sprog, der taler direkte til de tosprogede læsere og rummer politiske og æstetiske dimensioner. Denne erkendelse gør det muligt for studerende at se, hvordan brugen af code switching ikke kun afspejler et kulturelt krydsfelt, men også fungerer som en bevidst handling for at skabe en litteratur, der respekterer og styrker de tosprogedes identitet.

Gennem studiet af Junot Diaz’ værker, hvor code switching bliver en mere gennemgribende og intensiv del af fortællingen, får studerende mulighed for at opleve, hvordan sproget kan udvide deres forståelse af immigrantoplevelsen. Som Paul Cooper skriver i sin anmeldelse af Diaz' This Is How You Lose Her, tvinges læseren til at navigere et sprog, der er svært at forstå, og som afspejler en verden, hvor ordene ikke tilhører én. Denne tilgang ændrer studenternes forståelse af sprogbrug: det bliver ikke længere et spørgsmål om defekt sprog, men om at mestre flere sprog og dermed navigere i flere kulturer.

Derudover lærer studerende om Critical Race Theory (CRT) og hvordan teorien relaterer sig til studiet af Latinx-litteratur. CRT, som stammer fra kritiske juridiske studier, understreger, at loven aldrig er neutral, og at race er en social konstruktion, der er tæt forbundet med magtstrukturer. Ved at integrere CRT med læsningen af forfattere som Sandra Cisneros og Gloria Ladson-Billings, får studerende en forståelse af, hvordan race, kultur og politik er uløseligt forbundet i Latinx-litteraturen og -kulturen.

I dette akademiske miljø bliver det klart, at et flersproget samfund ikke er et tegn på svaghed eller manglende integration, men et tegn på styrke, kompleksitet og kulturel dybde. At kunne skifte mellem flere sprog og kulturer er en magtfuld kompetence, som både understøtter en rigere forståelse af verden og et større engagement med de samfund, man er en del af.

Hvordan humaniora kan hjælpe med at forstå samtidens komplekse udfordringer og fremtidens usikkerheder

I en verden, hvor ideologiske polarisering og misinformation trives, bliver det stadig vigtigere at udvikle kritisk tænkning, som kan hjælpe med at forstå de komplekse sociale og politiske dynamikker. Humaniora, latinamerikanske studier og skrivekunst er ikke kun akademiske discipliner, men også essentielle værktøjer, der giver studerende de nødvendige færdigheder til at navigere i et samfund, der konstant er under forandring. De forbereder studerende på at blive informerede borgere, som ikke blot reagerer på begivenheder og debatter, men som aktivt deltager i dem med en dyb forståelse af de underliggende spørgsmål.

Den kritiske værktøjskasse, som disse fag tilbyder, er ikke kun beregnet til at konfrontere de evidensbaserede og forskningsmæssige udfordringer, men også til at håndtere de komplekse og ofte modstridende problemer, som samfundet står overfor. I en tid, hvor grupper som Alt-Right og politiske ledere som Donald Trump arbejder på at underminere tilliden til sandhed og medier, er det vigtigere end nogensinde at have et skarpt intellekt og en evne til at skelne mellem fakta og falskhed.

Ken Anselment fremhæver også den transformative kraft i de humanistiske fag, som kan udvide sindet, vække nysgerrighed, styrke ånden og forme identiteter. Han påpeger, at liberal arts ikke bare handler om politik eller kultur, men også om at give studerende evnen til at se på disse elementer på afstand, samtidig med at de lever indenfor dem. Denne afstand er ikke et mål i sig selv, men et middel til at finde fælles grund og forstå komplekse problemer fra flere perspektiver. I en verden, der synes mere fragmenteret og polariseret end nogensinde, er dette en evne, der er afgørende for at finde løsninger på globale og nationale udfordringer.

Humaniora tilbyder altså de "bløde færdigheder", som mange andre fag ikke nødvendigvis fokuserer på – færdigheder som empati, kulturel forståelse, kritisk analyse og evnen til at argumentere nuanceret. Mens naturvidenskaberne og matematikken beskæftiger sig med præcise "grammatikker" og detaljer, lærer humaniora studerende, hvordan deres færdigheder kan anvendes i en civilsamfundsramme, der kræver et etisk ansvar og et målrettet engagement for det fælles gode.

I dette lys bliver studier som kritisk raceteori, transborder-teori og codeswitching ikke blot akademiske teorier, men praktiske værktøjer, som studerende kan bruge til at navigere i den moderne verden. De giver en dybere forståelse af de magtstrukturer, som påvirker både individuelle liv og samfundets bredere dynamik, og de tilbyder metoder til at vurdere beviser og forstå, hvordan sociale og politiske ideologier arbejder.

Endelig bør det forstås, at udviklingen af kritisk tænkning gennem humaniora er langt mere end en akademisk disciplin; det er en investering i samfundets fremtid. Det handler ikke kun om at uddanne mennesker til at forstå fortidens problemer, men om at forberede dem på at møde fremtidens usikkerheder med en evne til at forstå de mange lag og modsætninger, der udgør vores verden.