Hvordan død kan være en gåde: Den uforklarlige sag om et mord

Dag efter dag, som Satyavachana havde instrueret hende, blev følelsen vedvarende. Den gjorde Maya ubehagelig til mode, og hun fandt sig selv ude af stand til at fokusere på sine lektioner. ‘Hvad er der galt, barn?’ havde Satyavachana spurgt hende den pågældende morgen, efter at have observeret hendes ubehag i ni dage. ‘Du er tydeligvis distraheret. Kom nu, fortæl mig, hvad der er på dit sind.’ Maya havde ikke været i stand til at forklare. Hvordan kunne hun, når hun ikke vidste, hvad der pludselig plagede hende? Satyavachana havde rynket sine buskede, hvide øjenbryn og udbrudt: ‘Dette vil ikke gøre!’ Straks havde han transporteret hende til en skov, hvor han havde undervist hende hele dagen, med kun en simpel måltid af frugt og nødder som afbræk. Skovens hemmeligheder og ro blev således deres nye undervisningssted.

De næste dage blev deres timer en blanding af teoretiske diskussioner og praktiske øvelser i et område, hvor tid og forståelse blev udfordret på måder, Maya ikke havde forestillet sig. Satyavachana opfordrede hende til at forklare teorierne, som hun skulle mestre, og derefter forsætte med at øve dem, indtil noget i hendes forståelse ville falde på plads. På samme måde kunne den ubehagelige følelse, hun ikke kunne beskrive, kun løses gennem gentagen, vedholdende indsats og refleksion.

I en helt anden del af verden kæmpede Raman Kapoor, en erfaren kriminalkommissær i New Delhi, med en uforklarlig sag. Han stod over for en teenager, hvis død ikke kunne forklares ved de almindelige retsmedicinske metoder. ‘Så her er hvad vi gør,’ sagde Kapoor til sine to betjente. ‘Jeg vil have informationer om denne pige. Hendes baggrund, hvem hun kendte, hvem hun talte med, og om der er nogen spor i hendes mobilopkald eller apps, som kunne være relevante.’ De grundlæggende oplysninger fra sagen pegede på en teenager, som var død under mystiske omstændigheder – en død, som ikke kunne bekræftes af de sædvanlige fysiologiske indikatorer for død.

‘Så hvad skete der med hende?’ spurgte Kapoor en erfaren retsmediciner, Suresh. ‘Hun døde, men vi kan ikke finde ud af, hvornår eller hvordan,’ fortalte Suresh. Ifølge autopsien var der markante uoverensstemmelser i tidslinjen for hendes død. Selvom den oprindelige vurdering pegede på, at hun var død 48 timer før kroppen blev fundet, afslørede videre analyser, at hjernens nedbrydning kunne spores to uger tilbage. Den tekniske forklaring, der involverede subkutant fedt og infektioner, indikerede, at hendes død måtte være sket for længere tid siden, og at hendes krop havde gennemgået en uforklarlig nedbrydning.

Suresh forklarede: ‘Hun døde for to uger siden, men hun viste tegn på infektioner, som kun kunne opstå i en krop, der ikke havde cirkuleret iltet blod i lang tid. Pneumoni og svampeinfektioner, som satte sig i hendes væv, havde begyndt at udvikle sig, lige efter hendes hjernes død.’ Men noget ved denne sag virkede helt uden for det gængse videnskabelige rammeværk. Hvordan kunne en person dø, uden at kroppen gennemgik de naturlige faser af død, som normalt ville føre til nedbrydning? Og hvordan kunne en død person så have oplevet noget, der ligner genoplivning?

I Kapoors tilfælde gav de fysiske beviser, som blev indsamlet, ikke en konklusion, som kunne lette mysteriets tryk. ‘Hun kunne umuligt være blevet dræbt to gange,’ sagde Kapoor til Suresh, og spurgte samtidig om det overhovedet kunne give mening at tro på, at et liv kunne blive genoplivet kun for at dø igen.

Men hvad betyder det, når noget, der virker ‘umuligt,’ pludselig giver mening på en anden måde? Hvad betyder det, at et livs begyndelse og slutning måske ikke er så absolutte, som vi tror? I denne sag indså Kapoor, at han kunne have overset noget væsentligt, som kunne være nøglen til at forstå de uforklarlige forhold omkring pigens død. Hans instinkt sagde ham, at der måtte være noget, der gik ud over det videnskabelige perspektiv. Og det var præcis her, at videnskaben måtte træde til og konfrontere det ukendte.

Hvad er Mistrene af Brahma, og hvordan kan de ændre en menneskes liv?

Maya stod foran den største udfordring i hendes liv. Hun havde fået at vide, at hun ville blive nødt til at træde ind i Mistrene af Brahma for at finde nøglen til at afsløre hemmelighederne i hendes fars dagbog. Dette var et skridt, der kun få mennesker, om nogen, havde vovet at tage. De få, der havde gjort det før, var nogle af de mest magtfulde Maharishier i menneskehedens historie, og Maya havde ikke den samme status som disse storheder. Hendes rejse ind i Mistrene ville ikke bare være en fysisk udfordring, men også en rejse ind i hendes egen bevidsthed, hvor hun ville møde de skjulte lag af sin sjæl, som hun aldrig havde troet eksisterede.

Satyavachana, hendes lærer og guide, havde forsikret hende om, at hun havde den nødvendige styrke og kontrol til at gennemføre denne farefulde rejse. Han havde set hendes udvikling gennem de sidste otte måneder og mente, at hun nu var klar. Men selvom han havde stor tillid til hende, advarte han hende kraftigt: "Mistrene er levende. De er ikke kun et fysisk sted, men en portal ind i dybden af din egen bevidsthed. Hvis du kan kontrollere dine tanker, vil du blive ført til det sted og den tid, du søger. Men hvis du ikke kan, vil Mistrene konfrontere dig med dine inderste frygter og ønsker."

Maya reflekterede over dette. Hun havde oplevet noget lignende, da hun rejste gennem portalen, men Mistrene havde ikke været en simpel illusion. De var noget langt mere komplekst, et levende væsen, der kunne reagere på hendes indre tilstande og ønsker. Hver tanke, hun havde, kunne blive forstærket og omdannet til en virkelighed, og hun ville være nødt til at konfrontere disse indre skygger for at komme videre. Den frygt og usikkerhed, der lå i hende, kunne hurtigt blive til en farlig og uberegnelig kraft, hvis hun ikke kunne opretholde sin mentale kontrol.

For Maya var det klart, at det ikke blot var en rejse gennem fysiske landskaber, men en rejse gennem hendes egen psyke. Den største frygt for hende var ikke nødvendigvis det ukendte, men hvad der kunne blive afsløret om hende selv. Hvad hvis Mistrene afslørede sider af hendes personlighed eller fortid, som hun ikke var parat til at se? Hun vidste, at det, hun skulle møde, ikke nødvendigvis var objektivt farligt, men det kunne være noget meget mere skræmmende – det kunne være hende selv.

Denne opgave, denne rejse, var ikke kun for at afsløre gamle hemmeligheder eller at finde den nøgle, hun søgte. Det var en rejse, der havde potentialet til at omforme hende som individ. Hvordan ville hun reagere på de indre konflikter, hun ville blive tvunget til at konfrontere? Ville hun være i stand til at navigere de psykologiske og åndelige farer, som Mistrene udgjorde? Der var ikke garanti for, at alle ville vende tilbage den samme person.

At træde ind i Mistrene af Brahma var at træde ind i en tilstand af dyb bevidsthed, hvor virkelighed og illusion kunne smelte sammen. For nogle kunne det være en stor åndelig opvågning, mens det for andre kunne være et farligt og forvirrende mareridt. Kun dem med den nødvendige styrke og mod kunne håbe på at finde den vej, der kunne føre dem ud igen. Maya ville være nødt til at stole på hendes træning og hendes evne til at kontrollere sine tanker og følelser for at få succes. Hver beslutning hun tog, hver tanke hun havde, ville være med til at forme hendes skæbne i Mistrene.

Satyavachana var den eneste, der kunne vejlede hende, men han kunne ikke gå med hende ind i Mistrene. Dette var en rejse, hun måtte gøre alene. Den beslutning, hun nu tog, ville forme hendes fremtid. Ville hun finde den nøgle, hun søgte, og hvad ville hun opdage om sig selv undervejs? Det var et spørgsmål om vilje – om hendes vilje til at konfrontere de mørkeste aspekter af hendes egen bevidsthed og overleve den udfordring, som Mistrene udgjorde.

Der var også en vigtig pointe, som Satyavachana ikke havde understreget nok – at kun dem med den rette indre forberedelse kunne klare sig i Mistrene. De, der havde forsøgt at komme dertil uden at være mentalt forberedt, havde ofte mislykkedes. Mistrene afslørede ikke kun skyggerne af ens indre, de kunne også fremkalde de ubevidste ønsker og konflikter, der var blevet undertrykt gennem hele livet. Det var et sted, hvor man ikke kun skulle være stærk fysisk, men hvor ens indre balance og styrke i tankerne kunne betyde forskellen mellem succes og nederlag.

Det var med denne viden, at Maya bevægede sig fremad. Mistrene var ikke bare et mål, men en rejse i sig selv, en der krævede både åndelig styrke og mental kontrol. At træde ind i dem var ikke bare at finde en fysisk nøgle, men at opdage noget langt dybere om sig selv, noget, der kunne forandre hende for altid.