I en tid, hvor politiske stridigheder og ideologiske kampe fylder både de offentlige og akademiske rum, er der blevet lagt øget opmærksomhed på den rolle, som humaniora spiller i samfundet. Når vi ser på de politiske tendenser og ideologier, der har formet det 21. århundrede, bliver det tydeligt, at kritisk teori tilbyder en essentiel ramme for at forstå disse fænomener. I denne kontekst er det især relevant at reflektere over, hvordan den kritiske teori, som f.eks. arbejderne fra Michel Foucault, Karl Marx, Theodor Adorno og Max Horkheimer, kan belyse opkomsten af Alt-Right og den politiske kløft, der stadig præger mange vestlige demokratier.

Kritisk teori har altid haft som mål at analysere og afsløre underliggende magtstrukturer i samfundet. Den giver os mulighed for at se på, hvordan ideologier – både dominerende og marginaliserede – formes, opretholdes og udfordres. Dette er særligt relevant i lyset af de politiske forandringer, der fandt sted efter præsidentvalget i USA i 2016, som chokerede mange, men ikke nødvendigvis dem, der havde studeret de dybere ideologiske strømninger, som Trump-regeringens opkomst reflekterede. For mange af de, der arbejder indenfor humaniora og kritisk teori, var resultatet en forudsigelig konsekvens af de ideologiske strømninger, der har været på vej i årevis.

Der er flere interessante pointer at trække fra de politiske analyser, der blev foretaget efter 2016-valget. Ét af de centrale perspektiver er, at det ikke blot er populistiske ideologier, der har fået fodfæste i det globale politiske landskab, men at ideen om en 'tilbagevenden til det nationale' – forstået som en reaktivering af en kultur og historie, der blev set som blevet fortabt – har spillet en central rolle. Denne nationalisme, der blev tydeligt manifesteret i Alt-Right-bevægelsen, har ført til en opblussen af spørgsmål om identitet, tilhørsforhold og de sociale og økonomiske kræfter, der former disse begreber.

Når man ser på hvordan humaniora i øjeblikket bliver udfordret, både i uddannelsessystemet og i den offentlige diskurs, er det vigtigt at forstå, hvordan disse discipliner ikke blot beskæftiger sig med historie, litteratur og filosofi, men også med at afklare, hvordan ideologier og magtstrukturer fungerer i samfundet. Den økonomiske og politiske indflydelse, som neoliberalismen har haft, har ført til en devaluering af humanistiske fag, som William V. Spanos påpegede i sin kritik af globaliseringens indflydelse på universiteterne. Den posthumanistiske tilgang, som har været en del af de senere års diskussioner om humaniora, argumenterer for nødvendigheden af at forstå menneskets rolle i en verden, der hurtigt ændrer sig i takt med teknologiske og økonomiske ændringer.

Der er en voksende erkendelse af, at humaniora ikke blot handler om at beskæftige sig med fortiden, men også med at forstå og forme fremtiden. Den kritiske teori, der stammer fra tænkere som Adorno og Horkheimer, hjælper med at placere de nuværende ideologiske spændinger i en historisk kontekst, og afslører de magtstrukturer, der til stadighed påvirker vores kollektive bevidsthed. Dette gælder især for studiet af ideologi, som i stigende grad bliver en central del af den politiske diskurs. I den forstand er det nødvendigt at indse, at de politiske strømninger, vi ser i dag, ikke blot er en reaktion på aktuelle begivenheder, men også et resultat af dybtliggende ideologiske og kulturelle tendenser, som har udviklet sig over årtier.

En vigtig dimension i forståelsen af disse ideologiske bevægelser er, at de ofte reflekterer et ønske om at genskabe en ideologisk orden, som i mange tilfælde aldrig eksisterede i den form, de nu tilhængere ønsker at genoplive. De politiske bevægelser, der er forbundet med Alt-Right og lignende grupper, tager ofte afsæt i en misforståelse af fortiden, som de forsøger at rekonstruere og projicere på nutiden. Dette fænomen kræver en kritisk tilgang, der kan afsløre, hvordan disse ideologier manipulerer med historiske narrativer og skaber alternative virkeligheder.

Derfor bør læsere være opmærksomme på, hvordan den kritiske teori giver redskaber til at afsløre de magtstrukturer og ideologier, der styrer både politiske og kulturelle diskurser. Det er ikke kun en akademisk øvelse, men en nødvendighed for at kunne forstå og navigere i den komplekse verden, vi lever i. En dybere forståelse af humaniora og kritisk teori giver ikke blot indsigt i fortidens ideologier, men hjælper også med at forstå og kritisere de ideologiske kræfter, der former vores nutid og fremtid.

Hvordan Identitet, Traditioner og Kritik Former Konservatisme i Moderne Samfund

Konservatisme, som en ideologi og en holdning, er ofte forbundet med et ønske om at bevare eksisterende institutioner og samfundsstrukturer. Dette kan synes som en forsvar for det bestående, men ved nærmere eftersyn afslører konservatismen sig som en dybt kompleks filosofi, der interagerer med spørgsmål om identitet, tradition og kritik. Immanuel Kants filosofi giver et nyttigt udgangspunkt for at forstå denne interaktion, da han skitserer, hvordan dogmatisme og skeptisk tænkning udfordrer den moderne verdens intellektuelle landskab. Ifølge Kant kræver den dialektiske udvikling af filosofien et tredje element: kritik. Uden kritikken risikerer vi at fastfryse samfundet i en blind respekt for traditioner, som ikke nødvendigvis har bestået kritiske prøver.

Burke, en af konservatismens centrale tænkere, går endnu videre i sin mistro til religionens og lovens evne til at modstå kritisk vurdering. For ham er det klart, at uden rationel retfærdiggørelse er man kun tilbage med en appel til identitet. Denne identitet, som han ser det, er en del af et kontinuerligt samfundsforhold, der er afledt af ens nationale og kulturelle baggrund. Burke argumenterer for, at de såkaldte "rettigheder for englændere" ikke stammer fra universelle rettigheder som menneskerettigheder, men snarere fra en specifik kulturel og historisk kontekst — de rettigheder, som er givet til englændere som et folk, med arv fra deres forfædre.

Det er her, konservatismens kerne begynder at tage form. Den bygger på den grundlæggende ide om, at samfundets institutioner og praksisser er forankret i en historisk kontinuitet, der giver dem legitimitet. Denne legitimitet kan ikke blot accepteres som en abstrakt idé, men skal forstås som en levende praksis, som afspejler et kollektivt kendskab til, hvad der er værdifuldt i et samfund. For konservative tænkere som Russell Kirk og Michael Oakeshott er det ikke kun institutionernes formelle funktion, der er vigtig, men også den identitet, som disse institutioner er med til at opretholde. Oakeshott understreger, at konservatismen er en disposition for dem, der er opmærksomme på at have noget at tabe — et samfund, et liv, et fællesskab — og som derfor er modvillige over for ændringer, der kan true deres egen opfattelse af, hvem de er.

Samtidig er det klart, at konservatismen ikke er en statisk ideologi. Den er, som Oakeshott bemærker, i høj grad defineret af sin modstand mod forandring. Konservative reagerer mod reformer, fordi disse forandringer truer den identitet, de holder fast i. For dem er enhver forandring ikke blot en ændring af samfundsstrukturen, men en trussel mod selve det fællesskab, som de anser for at være deres identitet. Denne modstand mod forandring er ikke kun en politisk position, men et eksistentielt engagement i at bevare den eksisterende orden.

I nutidens politiske klima har konservative strømninger fundet en ny form i populistiske bevægelser, som tydeligt viser, hvordan identitet og tradition kan mobiliseres som politiske kræfter. Dette blev særligt tydeligt under den amerikanske præsidentkampagne i 2008, hvor konservative aktører som Sarah Palin og John McCain fremhævede "den ægte Amerika" som et symbol på et tabt, men stadig ønsket samfund. Denne populisme blev yderligere forstærket under præsident Donald Trumps kampagne, hvor sloganet "Make America Great Again" spillede på en længsel efter et ideelt Amerika, som aldrig rigtig har eksisteret for alle dets borgere. Trumps politiske retorik udnyttede denne nostalgiske længsel efter en fortid, der var præget af et nationalt fællesskab baseret på en bestemt, ofte ekskluderende, identitet.

Det er i denne sammenhæng, at spørgsmålet om "retter" og "rettigheder" bliver relevant. For konservatismen er rettigheder ikke universelle eller abstrakte, men specifikt forbundet med et folks historie og kultur. Dette betyder, at retten til at tilhøre en nation, et samfund eller en kultur ikke nødvendigvis er åben for alle, men er afhængig af, hvordan man definerer hvem der tilhører fællesskabet. Denne defintion kan være problematisk, især når den bruges til at legitimere eksklusion eller undertrykkelse af dem, der ikke opfylder de nødvendige kriterier for at blive betragtet som en del af fællesskabet.

Endelig er det vigtigt at forstå, at konservatismen ikke nødvendigvis er en afvisning af forandring i sig selv. Den er snarere en forsigtighed mod at forandre for meget og for hurtigt. For konservatismen er forandring ikke et mål i sig selv, men en proces, der bør ske langsomt og med respekt for de institutioner, der har bevist deres værd over tid. Det er en filosofi, der fokuserer på at bevare de værdier og traditioner, der er blevet videregivet fra generation til generation, og som definerer et samfunds identitet.

Endtext

Hvordan teknologi og medier former politisk virkelighed og kultur i den post-historiske æra

I den tidlige postmoderne æra blev vores forhold til billeder og medier radikalt ændret, ikke kun i teknisk forstand, men i selve strukturen af, hvordan vi forstår og organiserer samfundet. Den historiske udvikling af billeder, fra traditionelle til tekniske billeder, giver en indsigt i, hvordan vores oplevelse af verden er blevet manipuleret og omformet af de apparater, vi bruger. Flusser skelner klart mellem disse to typer billeder: De traditionelle billeder skabes af mennesker, mens de tekniske billeder produceres af apparater. Apparatet, som kan være en kamera, computer eller fjernsyn, oversætter kemiske og optiske beregninger til billeder, men processen er langt fra neutral. Ifølge Flusser er disse apparater ikke kun designet til at oversætte data; de oversætter fragmenter af livet, som han kalder “symptomer på scener.” Denne oversættelse reducerer scenen til en enkelt form i et dekontextualiseret billede. I stedet for at billeder refererer til en historisk eller kulturel tekst, begynder de at referere til andre billeder – en proces, der skaber en selvrefererende tegnstruktur.

Denne teknologiske udvikling har konsekvenser, som Flusser, sammen med Baudrillard, påpeger. Hvad sker der, når billeder ikke længere refererer til virkeligheden, men kun til andre billeder? Resultatet er en hyperreel verden, hvor billeder og tegn mister deres historiske forankring og bliver fanget i et evigt cirkulært loop, der spejler sig selv. Flusser beskriver dette som, at historien ikke stopper med at udvikle sig, men accelererer. Begivenhederne bliver sugede ind i apparatet med en hastighed, der er selvforstærkende, hvor hele politik, kunst og videnskab bliver formidlet gennem tekniske apparater og omdannet til et medieprogram. Denne accelererede tid bliver den nye “fuldkommenhed” – en tid uden retning og uden afslutning, hvor historie bliver til evigt gentagne programmer.

I denne nye medie- og billedverden ændres også vores forståelse af politik. Den politiske struktur bliver ikke længere en arena for offentlig debat og konflikt mellem forskellige ideologier, men et system af tegn og simuleringer. Flusser antyder, at vi er fanget i en systematisk løkke, hvor historiske spændinger og identiteter er blevet fragmenterede og derefter genoplivet af medierne. Som Baudrillard argumenterede for, er det netop i denne simulering, at den politiske virkelighed bliver både hyperreel og tom for mening. Medierne og teknologien, der skulle skabe en øget forståelse og samling, producerer i stedet et vakuum, hvor identiteter er udvekslingsvarer og hvor historier kan manipuleres og omformuleres i det uendelige.

Dette er ikke blot et problem for de politiske strømninger, som vi ser i dag, men et grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi som samfund opfatter os selv og vores historie. For eksempel er højreekstremismen, som nogle gange oversimplificeres som nazisme, ikke farlig primært på grund af de ideologier, den fremmer, men fordi den er en reproduktion af historiske og mediekarikaturer, som aldrig virkelig engagerer sig med den virkelige konflikt, som historien og politik burde udforske. Disse ideologier udgør en “stille majoritet” – et massivt publikum, der indgår i et kredsløb af gentagelse og umiddelbar konsum, hvilket fastholder dem i en evig tilstand af reaktionær politik og fikseret identitet.

Flusser og Baudrillard understreger begge nødvendigheden af at forstå, hvordan vi kommunikerer historien og den politiske konflikt gennem medierne. Dette skaber en situation, hvor den politiske kamp ikke længere nødvendigvis er mellem konkrete ideologier, men i stedet et forsøg på at genvinde eller nyfortolke samfundets virkelighed. Deres teorier peger på en nødvendig afvisning af det, vi forstår som “politik” i sin nuværende form, og kræver en bevægelse væk fra den binære opdeling af venstre og højre mod en dybere, mere dialogisk tilgang.

Vigtige diskussioner om, hvordan vi genopbygger magt og samfundsstruktur, opstår derfor ikke i det etablerede politiske system. Vi skal opgive ideen om, at politisk magt kun kan findes gennem institutioner, der kun opretholder et system af polarisering og fremmedgørelse. I stedet skal vi arbejde for at skabe reelle alternative strukturer i vores lokalsamfund, som udfordrer og fjerner den binære tænkning, der dominerer den politiske sfære i dag. Det er ikke nødvendigt at blive fanget i voldelige konfrontationer eller gentage de fejlslagne metoder fra tidligere tiders anti-fascistiske bevægelser, som kun fremmer den hyperreality, vi allerede lever i.

Endvidere er det vigtigt at forstå, at den konstante strøm af information og medieindhold skaber et niveau af adskillelse, som truer vores kollektive evne til at engagere os i meningsfuld dialog. Hvad vi står overfor i dag, er ikke kun et teknologisk problem, men en dyb kulturkrise, hvor den “vestlige civilisation,” som højrefløjen hævder at beskytte, er afsløret som en social konstruktion, der eksisterer på grund af dens egne interne modsætninger. Det er nødvendigt at se den nuværende politiske krise som et resultat af kapitalismens insatiable behov for værdi og produktion, som fabrikker vores liv til at opfylde disse behov. Denne fabrikation skaber et vakuum, hvor vi aldrig var ment til at have så meget viden, som vi nu besidder. Dette udgør selve kernen af den eksistentielle krise, som den vestlige verden står overfor i dag.

Hvad er betydningen af diskontinuitet i historiografi og Foucaults genealogiske analyse?

I en tid, hvor vi i stigende grad bliver opmærksomme på forskellene mellem idéer og viden, er det vigtigt at erkende, at de to store tilgange til historisk beskrivelse – at organisere dokumenter og analysere idéer – på mange måder er uadskillelige. Begge metoder lider af lignende inkonsistenser, der blot udløser modstridende overfladeeffekter. Deres fælles problematik udspringer af én og samme proces: spørgsmålet om dokumentet.

Foucault hævder, at historie ikke handler om at fortolke dokumenter, men snarere om at organisere og systematisere dem, for at kunne definere enheder, totaliteter, serier og relationer inden for det dokumentariske materiale. I vores tid er historie ifølge Foucault det, der omdanner dokumenter til monumenter. Denne moderne historiefremstilling fungerer som en form for arkæologi, hvor den lineære fortælling om historisk fremgang og kontinuitet udfordres.

Når vi forbinder Foucaults analyse af mening og viden med denne moderne forståelse af historie, åbnes muligheden for at se på narrativer om lineær progression som ideologiske konstruktioner, som konstant bekræftes af sociale og politiske institutioner, fællesskaber og kulturer. Ifølge Cornelius Castoriadis er historie en "imaginær social betydning", der hverken er begrænset til det opfattede (det virkelige) eller til det bevidst tænkte, men stammer fra de ubevidste former, der udgør det uerkendte grundlag for kollektive og individuelle praksisser.

En sådan ændring har flere konsekvenser, som Foucault identificerer. Den første konsekvens er proliferationen af diskontinuiteter i idéernes historie og fremkomsten af længere perioder i den egentlige historie. En form for tvivl opstår omkring de serier, der konstituerer historien. I stedet for den kontinuerlige kronologi af fornuft, som altid har været forbundet med en utilgængelig oprindelse, opstår der skalaer, der ikke kan reduceres til den generelle model af en bevidsthed, der tilegner sig, udvikler sig og husker.

En anden konsekvens er, at diskontinuitet nu spiller en hovedrolle i al historisk praksis. Diskontinuiteten går forud for historikeren, og de må vælge en form, der omfatter overgangsformer og grænseområder. Foucault påpeger, at denne selektivitet er paradoksal: den er både et instrument og et forskningsobjekt, fordi den gør det muligt for historikeren at individualisere forskellige domæner, men kan kun etableres ved at sammenligne disse domæner.

Foucault fremfører, at ideen om en "total historie" forsvinder, og i stedet dukker den "generelle historie" op. Den totale historie søger at rekonstruere den samlede form af en civilisation og hviler på flere hypoteser: muligheden for at etablere et system af homogene relationer, at én og samme form for historisk virkelighed opererer på alle strukturer, og at historien selv kan opdeles i store enheder – faser eller stadier – som indeholder deres eget princip for sammenhæng. Denne opfattelse bliver oprevet af den nye historie, som taler om serier, opdelinger, grænser, niveauer og forskelle.

Foucault hævder, at den nye historie nødvendigvis er præget af sine procedurale problemer. Hvordan skal historikeren bestemme og sammensætte grupper af dokumenter? Hvilke "valgprincipper" skal informere disse konstruktioner? Hvordan definerer man en periode? Disse spørgsmål – og andre lignende – er blevet grundlæggende for den historiske praksis.

Foucault stiller sig spørgende overfor, hvorfor denne nye paradigm ikke blev udviklet tidligere. Han erkender, at en teleologisk, lineær historie gør "menneskelig bevidsthed til det oprindelige subjekt for al historisk udvikling". Folk har insisteret på menneskets centralisering, og en kontinuerlig historisk udvikling understøtter et trossystem, der støtter en sådan opfattelse af menneskelig handling – et synspunkt der ses i den kulturelle besættelse af en lineær menneskelig historie.

Foucault diskuterer de roller, som Marx, Freud og Nietzsche har spillet i at udfordre den traditionelle opfattelse af historie og introducere forskellige former for diskontinuitet. Dette forhold mellem diskontinuitet og historie giver en stærk opfordring til at revidere, hvordan vi ser på fortiden, ikke som en linje af sammenhængende begivenheder, men som en dynamisk proces fyldt med brud og uforudsigelige vendinger.

Foucaults metode, som udvikles fra sin tidlige værk "Orden af tingene" til "Arkeologi af viden", omfatter en nødvendighed for at forstå historie som noget reduktivt, der er afhængigt af lineæritet, for at kunne gennemføre en genealogisk analyse af fortælling som magtstruktur i nutiden. Historie afslører strukturelle ordener og diskontinuiteter, der adskiller nutiden fra fortiden, mens genealogien fokuserer på opståen og hvordan de uforudsete i denne proces skaber og former nutiden.

I sin senere arbejde "Disciplin og straf" indleder Foucault den genealogiske tilgang, som for alvor bryder med den traditionelle forståelse af historie som en kronologi af hændelser, der konstant kan henføres til en enkelt, altbestemmende oprindelse. Hans genealogiske tilgang søger at nedbryde forestillingen om en samlet historie og understreger, at fakta ikke blot er noget, der skal "opdages" eller fortolkes, men er konstrueret ud fra forskerens "vilje til sandhed", der binder sig til den vestlige filosofiske postulat om essens. Denne essens skaber en stabilitet, som først kan dekonstrueres ved at undersøge de små afvigelser, fejlbedømmelser og fejlagtige beregninger, som dannede grundlaget for de ting, der stadig eksisterer og har værdi for os.

Hvilke paralleller kan drages mellem Mussolini og Donald Trump?
Hvordan opnå balance og styrke gennem avancerede øvelser: En træningsplan for bedre mobilitet
Hvordan skaber man en sund og velsmagende skål?
Hvordan sikrer man validitet og pålidelighed i forskningsresultater?