Hvad er prisen for information og loyalitet i spionage?

Stolen, som Ehrhardt havde forladt, så den vendte mod døren. Han stod selv oprejst, hænderne hvilende på bordet bag sig. Med sine lange fingre sikrede han sig, at ringeklokken i den træagtige knap var inden for rækkevidde.

Det blev ofte sagt om Oberst von Trompeter, at han havde et kort-katalog-hukommelse. Han glemte aldrig et navn, et ansigt eller en dato, der indgik i hans arbejdsdag, og han havde en uhyggelig evne til at åbne en slags mental skuffe og trække filer med information frem. Mens han hjalp Sylvia Averescu med at tage sin pels af og inviterede hende til at sætte sig, gennemgik han hurtigt hendes optegnelser i tankerne. Det havde været i 1912, at Steuben havde købt hende fra russerne i Bukarest og installeret hende i Bruxelles, et knudepunkt for international spionage. For en kvinde, reflekterede obersten nedladende, havde hun bevist sin værdi. Den sag om signalloggen fra H.M.S. Queen var hendes arbejde, og det var hende, der havde indsamlet informationen, der førte til anholdelsen af den engelske spion Barton i Wilhelmshaven.

Oberstens blå øjne hvilede et øjeblik på hendes smukke, men noget utilfredse ansigt. Derefter, mens han børstede asken af sin cigaret, sagde han: "Da du var i Bruxelles før krigen, kender du vist de britiske efterretningstjeneste folk ganske godt?" Hun trak på skuldrene. "Det var det, jeg blev betalt for."

"Du kendte nogle af deres vigtigste agenter, formoder jeg: de store navne, altså – mænd som Francise Okewood eller Philip Brewster, eller..." – han tøvede – "selv vores ven JV, den mystiske Ukendte?" Sylvia lo med en hård tone. "Hvis du fortæller mig, hvem W var – eller er," svarede hun, "vil jeg fortælle dig, om jeg kendte ham. Jeg har mødt de andre to, du nævnte." Hun lænede sig tilbage i stolen og pustede afslappet en sky af røg ud. "’Den Ukendte’, hæ? Hvilken dans han førte jer, Oberst! Jeg har ofte undret mig over, hvilken af drengene han var."

Hun kastede et opgivende blik på hendes partner og lo. "Du har nogle mærkelige besøgende, Herr Oberst," sagde hun. "Fortæl mig," sagde hun og pegede på den forhutlede mand med en humoristisk bevægelse af hovedet, "er han en af os?" "Nej," svarede Trompeter med rolig vægt.

"Så hvem er han?"

"Jeg håbede, du kunne fortælle mig det."

Hun stirrede på ham et øjeblik, før hun brød ud i et højt latterbrøl. "Åh, kære Oberst, du giver dem alt for meget ære!"

"Og dog," bemærkede Trompeter stille, "han er en af deres stjernespillere." Hans blik var fast rettet mod fangen, som stadig stirrede tomt ud i rummet. Den forhutlede mand, med et svagt grin og en uforståelig klynken, så ud til at være helt forladt af alt. Sylvia lo tvivlende. "Så de har ændret metoder. Alle de britiske efterretningstjeneste-es, jeg har kendt, var tjenestegørende officerer eller tidligere officerer. Du påstår ikke, at denne ynkelige skabning skulle være en engelsk gentleman, Oberst? Hans hænder afslører dig allerede!"

"Specielt grovbehandlede til jobbet!"

"Hvilket job?" Men Obersten lod spørgsmålet hænge i luften og svarede ikke. "De engelske er devilishly grundige," sagde han kort. "Jeg indrømmer det!"

Kvinden rejste sig fra stolen og gik modigt hen til den idiot, som stadig svajede i sine egne tårer. Med en pegende finger pegede hun på en gul v-farvet hudplet, der kunne ses under hans halsåbning. "Se," udbrød hun afskyfuldt, "manden er beskidt. Han har ikke haft et bad i årevis!" Hun vendte sig mod Trompeter, som havde fulgt hende. "Hvis denne mand er, hvad du påstår, ville han have en ordentlig hudfarve og et velplejet krop under sit ragtag. Men denne skabning er simpelthen ulækker!"

Trompeter trådte hurtigt frem, rev den stakkels mands jakke op og afslørede en nøgen krop under tøjet. Mændens syn og lugten fik ham til at trække sig tilbage og klappe næseforhuden for næsen.

"Ba Deibel!" mumlede han. Noget havde ramt gulvet med et metallisk torden, og hans øjne fulgte straks det lille objekt, der var rullet bort. Trompeter fandt hurtigt det lille fragment i hans lomme og åbnede hånden triumferende.

"Maiz," sagde han og kastede de små gule korn mod kvindens ansigt. "Maden til fuglene. Pigeon mænd bærer altid majs."

"Og du mener," spurgte hun usikkert, "at denne mand skal sendes til døden af militæret kun baseret på det?"

"Naturligvis. Der var en tilsvarende sag sidste måned. To engelske flyvninger. De skød dem i riding-skolen i Charleroi. Gode drenge, de var også!"

Hvordan man beskytter sig selv og sine informationer i krigstidens netværk

I skyggen af krigen, hvor information er magt og hemmeligholdelse er livsnødvendigt, udspiller sig et dramatiske spil, hvor selv den mindste fejl kan få dødelige konsekvenser. Krigens væsen er ikke kun at kæmpe med våben, men også at udveksle oplysninger hurtigt og præcist, samtidig med at man beskytter sine egne og ødelægger fjendens evne til at modstå. Dette er essensen af spionage og efterretningstjeneste i krigstid, hvor både menneskelig snuhed og teknologi spiller en uundværlig rolle.

En tidlig morgen, da en britisk flyvemaskine trænede sine opmærksomme blikke på en telefonhytte i en skov, kom angrebet som et lyn fra en klar himmel. Angrebet med brandbomber satte gang i et inferno, der ødelagde hytten og de omkringliggende træer. De to operatører, der var i nærheden, blev dræbt. Den telefonforbindelse, som var blevet brugt til at kommunikere med basen, blev beskadiget, men en del af linjen overlevede. Det var netop fra denne punkt, at den vigtige samtale, som skulle redde liv, blev ført. Den viden, man kunne få ved at lytte til sådanne samtaler, kunne være forskellen på liv og død.

Det blev hurtigt klart, at de britiske styrker havde opnået information om den skjulte telefonlinje. Det var et spørgsmål om, hvordan denne viden var blevet indhentet. Det var sandsynligt, at de havde en kilde, der havde afsløret det, enten gennem fangenskab eller andre former for information. Uanset hvordan det var, måtte man nu tage forholdsregler og opretholde et højt niveau af hemmeligholdelse. Man kunne ikke tillade sig at risikere endnu et angreb på den strategisk vigtige kommunikationslinje. Der blev derfor iværksat foranstaltninger, som kunne give den nødvendige tid til at sikre informationernes fortsatte tilgængelighed.

I denne form for arbejde, hvor det er nødvendigt at kommunikere med operatører i farlige zoner, blev næste skridt planlagt til præcise tidspunkter. På den 15. dag af måneden skulle en agent blive kastet ned med faldskærm bag fjendens linjer. Det var en farlig mission, og det var nødvendigt at vælge et afsides sted langt fra konfliktzonen, hvor agenten kunne lande uden at blive opdaget. Dette var et kritisk punkt i planlægningen af operationen, da agenten ikke måtte blive opdaget af fjenden, før han havde udført sin mission.

Det var en aften, som man ville huske for resten af sit liv. Jeg stødte hurtigt på en bekendt, som var kommet hjem, men den uventede møde affødte en voldsom reaktion. Jeg indså hurtigt, at risikoen for, at jeg kunne blive afsløret, var høj. Jeg løb bort fra stedet og ind i mørket, kun for at indse, at flugt ikke nødvendigvis ville beskytte mig mod den opdagelse, som kunne have fatale konsekvenser. Jeg måtte hele tiden være på vagt, og hver bevægelse kunne afsløre mig. Uden fornuftig planlægning og et godt netværk kunne ingen overleve i denne verden af hemmelige operationer og farlige missioner.

Når man befinder sig i en situation, hvor hver handling kan være livsfarlig, er det nødvendigt at være opmærksom på de små detaljer. Det kunne være et ord i en samtale, en adfærd der virker udpræget, eller en lille genstand, der blev fundet. At skjule ens spor krævede stor omhu og dygtighed, og nogle gange betød det at ødelægge de beviser, der kunne afsløre én. Den største trussel er ikke nødvendigvis den fjende, man ser, men den der måske lytter eller overvåger på en uventet måde.

Når man til sidst, efter flere dages anstrengelse og ubehag, vender tilbage til en tilsyneladende sikker base, kan lettelsen være stor. Dog ved man, at den egentlige farer ikke ligger i det fysiske, men i den konstante overvågning og den uafbrudte strøm af informationer. Informationerne, som i sidste ende er blevet samlet og udvekslet, kan betyde forskellen på sejr og nederlag, og det er derfor ikke kun selve missionen, der er vigtig, men også den måde, på hvilken den bliver udført.

Med tiden blev mit arbejde anerkendt. Den frygt, som havde gnaget mig under hele missionen, forsvandt i det øjeblik, da jeg blev anerkendt for min indsats. Hvilket ikke betød, at faren var overstået, men det markerede et skridt på vej mod en bedre forståelse af, hvordan krigens skjulte kampe faktisk bliver kæmpet.