Hvordan blev pandemien et politisk våben?

Trumps håndtering af COVID-19-pandemien indskriver sig i et velkendt narrativ, hvor medierne fremstilles som en fjende, eksperter som en trussel mod autoritet, og pandemien som et udenlandsk angreb. I denne logik blev “fake news”-medierne brugt som prygelknabe, hvilket både afledte kritik og styrkede en fortælling om præsidenten som en jaget men handlekraftig leder.

Den retoriske krigsførelse fik konkrete konsekvenser. Da Dr. Nancy Messonnier fra CDC advarede om den alvorlige karakter af COVID-19 og dets uundgåelige udbredelse, faldt aktiemarkederne dramatisk. Trumps reaktion var ikke at søge opklaring eller dialog, men at bringe embedsværket til tavshed. Vicepræsident Pences kontor udstedte ordre om, at ingen i sundhedsministeriet måtte udtale sig offentligt uden godkendelse. Den faglige autoritet blev systematisk undermineret for at undgå panik – og for at beskytte den politiske kapital.

I marts 2020 blev der indført rejserestriktioner for europæiske lande uden konsultation med allierede. Den første ordre udelukkede både Storbritannien og Irland, hvilket senere blev ændret. Derudover blev grænserne til Canada og Mexico lukket for “ikke-essentiel trafik”, hvilket igen underbyggede forestillingen om virussen som noget, der kom udefra. Denne opdeling i “os” og “dem” blev forankret i den nationale identitet og blev brugt til at skabe en politisk enhed gennem eksklusion.

Midt i det hele overså administrationen vigtige muligheder for at agere rettidigt. De 8,3 milliarder dollars i nødbevillinger, som blev godkendt i marts, burde have været fremsat en måned tidligere. Den forsinkelse betød, at udviklingen af vacciner blev forsinket, og at lokale sundhedsmyndigheder ikke havde de nødvendige ressourcer til at kontrollere smitten effektivt. Hospitaler manglede værnemidler, og hele reaktionssystemet kom på bagkant.

På trods af WHO’s retningslinjer om ikke at bruge geografiske betegnelser til sygdomme, fastholdt Trump sin betegnelse af virussen som “China Virus” og eskalerede til brugen af termen “Kung Flu”. Denne retorik havde ikke blot sproglig, men også social sprængkraft. Rapporterne om chikane, diskrimination og overfald mod asiatiske amerikanere begyndte hurtigt at stige. Mellem marts 2020 og april 2021 blev der registreret 6.603 hadepisoder mod asiater i USA, en stigning på 74 %. Diskursen blev et våben, og sproget et redskab til eksklusion og vold.

Trumps forsøg på at skabe symbolsk samhørighed blandt hans støtter baserede sig på en forestilling om USA som et offer for en ydre fjende. Denne fjende var ikke blot virussen, men også eksperter, embedsværk og enhver, der ikke støttede præsidentens linje. Det nationale fællesskab blev dermed defineret negativt: ved hvem der ikke tilhørte det. Ved at nægte pandemiens alvor i offentligheden, selv efter situationens forværring, reducerede han det nationale kriserespons til et spørgsmål om personlig branding.

Det er vigtigt at forstå, at denne form for ledelse – ofte kaldet Gonzo Governance – ikke blot handler om at afvige fra normerne. Den trives i undtagelsestilstande, hvor autoritære greb kan legitimeres gennem frygt og krisefortællinger. Resultatet er ikke blot mistillid til institutioner, men en svækkelse af samfundets evne til kollektiv handling. Når præsidentens retorik erstatter faglig rådgivning, og når embedsværk bringes til tavshed for at beskytte en lederfigur, forsvinder grundlag

Hvordan Medielogik Påvirker Politisk Kommunikation og Samfundsopfattelse

Medielogik refererer til de processer og strukturer, der styrer, hvordan medietekster bliver udformet og præsenteret for publikum. Det er et begreb, der ikke kun omhandler de enkelte medier som tv, men dækker hele medieøkologien, der også inkluderer internettet, digitale medier og smartphones. Medielogik handler om de grundlæggende regler, koder og formater, der styrer, hvordan information udvælges, organiseres og formidles. Disse koder er ofte så indlejrede i vores medieforbrug, at vi tager dem for givet. Vi er vant til at genkende bestemte formater, som f.eks. nyhedsudsendelser eller reality shows, og vi forstår hurtigt, hvad vi kan forvente af indholdet. Dette skaber en forståelse af medieindhold som en form for kommunikation, der ikke kun informerer, men også former vores syn på verden.

Et godt eksempel på medielogikens kraft kan ses i dækningen af den iranske gidselkrise i 1979. En analyse af 925 tv-nyhedsindslag viste, hvordan adgang til visuelle elementer som billeder kunne forudsige, hvad der blev dækket, og hvor lang tid et emne ville blive behandlet i nyhederne. Medierne opererer med et sæt grammatiske regler for at bruge bestemte symboler, som er med til at forme, hvordan vi forstår begivenheder. Publikum tilpasser sig disse symboler og bruger dem til at fortolke deres egen medieoplevelse.

Trumps eksempel viser, hvordan medielogik kan ændre den måde, vi forstår og engagerer os i politik på. Hans populistiske og polariserende retorik, hvor modstandere som Hillary Clinton blev kaldt “Lying Hillary” og Marco Rubio blev hånet som “Little Marco,” er et klassisk eksempel på, hvordan medieformatet kan forme politisk kommunikation. De kendte formater, som f.eks. de dramatiske rallyer og den uformelle tone i hans tweets, gav hans budskaber en stærk gennemslagskraft i offentligheden. Medierne fangede opmærksomheden på hans kontroversielle udtalelser, og dette skabte en medievirkelighed, der både informerer og underholder, hvilket var med til at definere hans politiske succes.

Dette fænomen har skabt en situation, hvor politiske beslutninger og diskurser ofte bliver “pakket” ind i formater, der ikke nødvendigvis fremmer et klart og velovervejet syn på verden. For eksempel har medierne, ved at fokusere på visuelle elementer og drama, skabt et politisk klima, hvor frygt og usikkerhed er blevet en del af det, der gør politik interessant. Frygt har, som en strategisk drivkraft, været central i mange af de seneste års politiske begivenheder, herunder Trumps egen valgkamp og de ændringer, der fandt sted under hans administration. Medierne har, ofte ubevidst, understøttet denne strategi ved at give en platform til de følelser, som politikere som Trump ønskede at fremkalde.

Men dette er ikke kun et fænomen, der er begrænset til USA. Mange andre lande, herunder Italien og Ungarn, har set lignende tendenser, hvor medievirkeligheden er blevet medbestemmende for, hvordan politiske beslutninger bliver opfattet og forstået. I disse lande har medielogikken i høj grad påvirket politiske valg, og måden, hvorpå begivenheder bliver dækket, har ændret sig i takt med, at medierne er blevet mere personlige, visuelle og øjeblikkelige.

En vigtig konsekvens af denne udvikling er, at mediernes magt til at definere politiske situationer og beslutninger er blevet stærkere. Denne proces kaldes medialisering eller medieøkologi. Medierne har ikke kun en formidlende rolle, men har også en magtposition i at skabe den virkelighed, vi opfatter som sand. Når medierne tilpasser sig bestemte formater, der appellerer til følelser frem for rationelle argumenter, ændrer de vores forståelse af politik og samfund.

Hvordan medie-logik og vurderingstjenester påvækker nyhedsdækning og politisk kommunikation

I takt med at medielandskabet har udviklet sig, har der opstået en tæt sammenhæng mellem rationelle metoder, ideologier og overvågningsteknikker, der har gjort det muligt at styre og manipulere offentlighedens opfattelse. I denne kontekst blev data betragtet som en form for forsikring: Hvis dataene var til stede og blev anerkendt af flertallet, havde de autoritet. De kunne skabe en illusion af objektivitet, som kunne anvendes til at styre en række markedsaktiviteter – fra salg af sæbe til politikere. Denne tilgang var grundlaget for fremkomsten af vurderingstjenester og kreditvurderingsbureauer, men dens indflydelse er især tydelig i forhold til de traditionelle massemedier.

Vurderingstjenesterne blev hurtigt forstået som et mål for succes. Den simple logik, at det der blev valgt og købt – og i mediekonteksten, det der blev set og hørt – var af højere kvalitet end det, der ikke blev valgt, blev normen. Især inden for tv-nyheder blev det hurtigt et dogme, at størrelsen på nyhedens seertal kunne indikere dens kvalitet. Det samme gældte reklame: Jo større publikum, desto mere kunne tv-stationer og netværk tjene, da reklamer blev solgt på baggrund af de målgrupper, de kunne nå.

En vigtig konsekvens af denne kommercielle tilgang til medierne var, at de økonomiske interesser i stor grad dikterede, hvad der blev sendt og hvordan det blev præsenteret. I takt med at reklamepengene blev vigtigere, begyndte tv-stationerne at reducere omkostningerne ved at skære ned på antal journalister og bruge billigere produktionsmetoder. I denne proces blev visuelle og dramatiske elementer et centralt værktøj til at tiltrække et større publikum. I slutningen af 1990'erne blev mange tv-stationer opmærksomme på, at de kunne opnå endnu større besparelser ved at købe færdiglavede “nyhedsrapporter”, der ofte var propagandaudformet af aktører med egne interesser, såsom virksomheder eller politiske grupper.

Medie-rating og den kommercielle logik af tv-nyheder spillede en vigtig rolle i den politiske kommunikation, især i forhold til Donald Trump. Politisk kommunikation begyndte at anvende de samme kriterier for udvælgelse og præsentation af indhold som tv-journalisterne. Drama, vold og sensationelle historier, der kunne skabe frygt og opmærksomhed, blev hurtigt forstået som effektive måder at tiltrække seere på. Trumps politiske team var særligt dygtige til at orkestrere begivenheder og skabe medieindhold, der passede perfekt ind i denne medie-logik. Derved kunne de manipulere opfattelsen af deres politik og skabe kontroverser, som gav maksimal mediedækning. Dette var starten på det, der blev kaldt den “post-journalistiske æra”, hvor journalister ikke længere var adskilt fra de begivenheder, de dækkede, men i stedet blev aktører i skabelsen af de begivenheder, de rapporterede om.

I denne kontekst har medierne udviklet sig til at være både en kilde til information og en form for produkt, der bliver solgt. Det er vigtigt at forstå, at det ikke kun handler om at informere offentligheden, men også om at generere profit. Jo mere dramatisk og sensationelt nyhedsindholdet er, desto større er sandsynligheden for at det tiltrækker opmærksomhed og dermed genererer indtægter gennem reklamer. Dette betyder, at medieindhold i højere grad er blevet et redskab til at opbygge et “produkt” af politisk og økonomisk værdi.

Med den hastige udvikling af digitale medier og sociale platforme er denne kommercielle medie-logik blevet endnu mere udtalt. De gamle former for medier som tv og radio er blevet suppleret af nye former for medieforbrug, hvor algoritmer og målrettet reklame spiller en afgørende rolle i at forme, hvad vi ser og hvordan vi opfatter verden. Denne transformation har fundamentalt ændret den måde, information og ideologi bliver distribueret, og dermed har den også ændret de grundlæggende dynamikker i samfundets kommunikation.

Hvordan sociale medieplatforme blev udnyttet til at sprede desinformation og skabe politisk uro

Russiske propagandister var i stand til at manipulere de sociale medier ved at oprette falske begivenheder og politiske demonstrationer, som, selvom de ofte var fiaskoer, fungerede som politiske budskaber i sig selv. Deres dygtighed lå i evnen til at efterligne den politiske diskurs, som allerede var resonans for konservative grupper i USA, hvilket tillod dem at manipulere den offentlige opfattelse. Den sofistikerede anvendelse af betalte Facebook-annoncer for at fremme disse budskaber gjorde det muligt for dem at eksponere deres indhold for amerikanske brugere, hvilket muliggjorde spredningen af desinformation på en massiv skala.

Samtidig begyndte Google at blive kritiseret for at lade deres annonceplatforme - som AdWords - være et redskab for de samme kræfter, der spredte fake news. Mange populære faktatjekningssider som Snopes og PolitiFact blev indirekte involveret i at distribuere disse annoncer, som kunne være vildledende, uden at de havde kontrol over, hvad der blev vist på deres sider. Dette afslørede, hvor let det var for aktører med politiske eller økonomiske motiver at manipulere internettets reklamesystemer og udnytte dem til at sprede falske nyheder. Google og Facebook's manglende vilje til at tage ansvar for, hvad der blev spredt via deres platforme, afslørede en grundlæggende fejl i den måde, deres systemer var designet på.

Denne form for mediebrug kunne ikke bare ændre den politiske diskurs; det kunne direkte forandre, hvordan folk så på emner som regeringens legitimitet og nationale sikkerhed. Eksempelvis begyndte højreorienterede medier som Breitbart at koncentrere sig om emner som immigration, som de fremstillede som en trussel mod samfundet, og som blev et centralt tema i Donald Trumps valgkampagne. Dette skabte en kraftig forstærkning af visse politiske narrativer, som blev gennemsyret af både sandfærdige oplysninger og vildledende påstande, hvilket gjorde det svært at skelne mellem de to.

Det er vigtigt at forstå, at de sociale mediers forretningsmodeller, som Facebook og Google anvender, ofte ikke prioriterer kvaliteten af indholdet, men snarere mængden af interaktion og annonceindtægter. For disse platforme handler det om at maksimere brugerengagement og skabe profit, og de har ofte ikke incitament til at beskytte deres brugere mod desinformation, så længe det genererer trafik. Dette gør det lettere for aktører at udnytte platformene til at sprede budskaber, der kan skabe polarisering og forstyrre den politiske stabilitet.

Ud over de politiske implikationer har den måde, hvorpå disse platforme blev brugt til at sprede misinformation, også afspejlet et større problem i den moderne informationsøkonomi. I denne økonomi bliver vores opmærksomhed og data udnyttet som en vare. For virksomheder som Facebook og Google er det ikke kun vigtigt, hvad vi ser, men hvordan vi reagerer på det, og hvordan disse reaktioner kan udnyttes til at øge deres indtægter. Dette skaber en situation, hvor desinformation, hat og frygt ikke bare er utilsigtede biprodukter af deres forretningsmodeller, men også en nødvendighed for at opretholde den økonomiske vækst på platformene.

For at forstå omfanget af denne udfordring, er det nødvendigt at overveje, at den teknologiske infrastruktur for sociale medier er bygget op omkring at tiltrække og fastholde opmærksomhed. Det er ikke nok bare at kritisere de aktører, der misbruger disse systemer; vi må også forstå de grundlæggende incitamenter og økonomiske strukturer, der gør disse misbrug mulige. Det kræver ikke kun teknologisk innovation, men også en grundlæggende ændring i, hvordan vi som samfund forholder os til internettets rolle i vores liv.

Hvordan frygt og terrorisme former samfundets hverdag i Gonzo-æraen

Efter angrebene den 11. september 2001 og de efterfølgende politiske beslutninger begyndte en markant ændring i både amerikansk politik og samfundsliv. En ny frygtkultur blev ikke bare skabt, men institutionaliseret i hverdagen. Denne frygt blev ikke kun et resultat af terrorhandlinger, men også en politisk strategi, som involverede alt fra militær oprustning til ændrede sociale normer og adfærd.

Frygten for terrorisme blev brugt som et politisk våben til at styrke regeringskontrollen og retfærdiggøre begrænsninger af borgerrettigheder. Et af de mest markante eksempler på dette var forsøget på at indføre et forbud mod muslimer i USA, et skridt der både skulle beskytte nationen og styrke nationalismen. For samtidig med politikernes retorik om "Amerika først" kom en række politikker, der afviklede sociale programmer og fjernede midler til uddannelse, fattigdomsbekæmpelse og miljøbeskyttelse. I denne periode blev frygten ikke bare et svar på terrorangrebene, men også en måde at omforme samfundets fundament.

Militærbudgetterne steg markant, og militærens sprog begyndte at infiltrere både populærkulturen og hverdagen. Denne kultur blev ikke kun en del af medierne, men også af det tøj, vi bar, og de sprog, vi brugte. De konsekvente mediebilleder af terror, etniske trusler og de udbredte angreb på skoleelever forstærkede den frygt, som mange amerikanere allerede følte. Skoler, der engang var betragtet som et af de sikreste steder, blev nu set som potentielle mål for terrorhandlinger, og sådanne nyhedshistorier, der ofte var overdrevne eller direkte falske, blev gentagne gange genfortalt.

Samtidig blev frygten for terrorisme et redskab i den politiske debat. Kriminalitet og terror blev nært forbundet i medierne, og ofte blev den samme retorik brugt til at beskrive både narkotikakriminalitet og international terrorisme. En effektiv strategi, som de amerikanske myndigheder tog i brug, var at opbygge den frygt, der kunne berettige en massiv udvidelse af overvågning, kontrol og militær beskyttelse. Hverdagens samfundsmæssige funktioner begyndte at ændre sig, da disse institutionelle kontrolmekanismer blev betragtet som nødvendige for at opretholde sikkerheden.

Frygtens rolle i samfundet var også at finde i medierne, hvor kriminalitetsnyheder og historier om terrorangreb ofte blev fremstillet som normen frem for undtagelsen. Nyhedsrapporterne, der fremstillede trusler, forstærkede denne frygt ved at forbinde terrorisme med ofte uskyldige eller overdrevent stereotype grupper som muslimske indvandrere eller fattige, marginaliserede befolkningsgrupper. Denne fremstilling af virkeligheden fik folk til at acceptere, at overvågning og mistænkeliggørelse af visse samfundsgrupper var en naturlig del af samfundet.

Det blev klart, at frygten for terrorisme ikke kun var et spørgsmål om beskyttelse af samfundet mod udenlandske trusler, men også en mekanisme for at udvide statens kontrol. Medborgere accepterede gradvist, at deres frihed kunne indskrænkes, så længe det var under dække af national sikkerhed. Frygten for terrorisme blev således både et mål og et middel til at legitimere overvågning og kontrol.

I takt med at frygten voksede, blev der skabt nye mekanismer for at "bekæmpe" terrorisme, herunder omfattende brug af undercover-operationer, som ofte grænsede til fristelse og fælde. Myndighederne opfordrede dissidenter og potentielle terrorister til at planlægge angreb, kun for at fange dem i fælden. En stor del af terrorrelaterede retsforfølgelser var baseret på sådanne operationer, og mange af disse efterforskninger viste sig at være resultatet af en systematisk anstiftelse af forbrydelser, der ikke nødvendigvis ville have fundet sted uden regeringens involvering.

Frygten for terrorisme og de politiske beslutninger, der fulgte, ændrede ikke kun den politiske diskurs, men også den måde, vi tænkte om samfundssikkerhed. I dag er frygten blevet en integreret del af vores hverdag. Vi accepterer overvågning og kontrol, fordi vi er blevet fortalt, at det er nødvendigt for at beskytte os mod de trusler, der lurer i samfundet. Denne nye virkelighed er blevet så indgroet i vores kollektive bevidsthed, at vi ofte glemmer, at vi lever i et af de sikreste og mest stabile samfund, menneskeheden har set.