Hvordan kan censusdata afspejle og støtte Métis-nationens udvikling?

Censusdata har traditionelt set været betragtet som en vigtig kilde til viden om landets demografi og etnisk sammensætning. Men for grupper som Métis-folket, som ikke altid er entydigt defineret i censuskategorierne, rejser det spørgsmål om, hvor præcist censusdata kan afspejle deres virkelighed. Métis-folket er en blanding af oprindelige folk og europæiske forfædre, og de har ofte været marginaliseret i den bredere debat om oprindelige befolkninger. Som et resultat heraf har deres identitet og tilhørsforhold til en bestemt nation ikke altid været nem at fastlægge i de nationale censussystemer.

En væsentlig udfordring ligger i den måde, hvorpå folk identificeres i censusen, især i relation til de provinsielle Métis-nationer. For eksempel har nogle Métis, der reelt er en del af folket, endnu ikke gennemgået processen med at blive anerkendt som statsborgere i én af de fem provinsielle Métis-nationale enheder. Det betyder, at deres eksistens og bidrag til den nationale befolkningsstatistik ikke nødvendigvis afspejles præcist i censusresultaterne.

Mange provinsielle Métis-nationer, såsom dem der er under Canada-Métis Accord (2017), arbejder løbende på at øge deres dokumenterede befolkning. Dette medlemskabssystem viser, hvordan en legitimering af Métis-citizenship kan være en kompleks og langvarig proces, der spænder over mange år. Dette skaber en situation, hvor censusen måske ikke afspejler den virkelige størrelse af Métis-befolkningen eller deres kulturelle mangfoldighed på en måde, der er præcis og meningsfuld for deres politiske og sociale behov.

I sidste ende bør vi overveje, hvordan et samarbejde mellem Métis-nationerne og censusen kan struktureres, så der opnås robust, relevant data, der ikke kun støtter fortsat nationopbygning for Métis-folket, men også sikrer, at deres engagement med internationale retningslinjer som UNDRIP (FN’s Erklæring om oprindelige folks rettigheder) bliver respekteret. Dette kunne potentielt kræve en dybere forståelse af, hvordan kvalitative og kvantitative forskningsmetoder kan anvendes i samspil for at give et mere nuanceret billede af Métis-identiteten, der går ud over blot censusdata.

Det er nødvendigt at forstå, at censusen, selvom den er et vigtigt redskab, ikke nødvendigvis kan fange alle de komplekse nuancer af Métis-identitet. Den kan ikke alene give det fulde billede af et folk, der har en lang historie med både anerkendelse og misforståelse. For at opnå en mere præcis og respektfuld fremstilling af Métis-folkets situation er det afgørende at inddrage både de kvantitative data og de kvalitative perspektiver, som kan give et dybere indblik i den faktiske situation og de udfordringer, de står overfor i en moderne kontekst.

Hvordan lav svarprocent påvirkede de officielle statistikker og fremtidige tilgange til indfødte dataindsamlinger

Census 2018 i New Zealand viste sig at være en dataindsamlingskatastrofe, især når man ser på svarprocenterne for Māori og Pacific folk. Begge grupper har historisk set haft lavere svarprocenter end den øvrige befolkning (Statistics New Zealand 2007, 2014), og det blev hurtigt tydeligt, at dette ville have store konsekvenser for kvaliteten af deres data. I juli 2018 udstedte Māori Data Sovereignty Network Te Mana Raraunga (TMR) en offentlig erklæring, hvori de opfordrede til handling for at beskytte Māori-data. De understregede, at folketællingen var essentiel for mange funktioner, der understøtter demokratiet, herunder tildeling af Māori-valgkredse, politisk beslutningstagning, samt udvikling af politikker for at adressere systemiske uligheder inden for socialt, økonomisk og sundhedsmæssigt perspektiv.

Det var tydeligt, at en lav svarprocent ville have negative konsekvenser for kvaliteten af de indsamlede Māori- og iwi-data. TMR krævede en uafhængig gennemgang af Census 2018 for at identificere, hvad der var gået galt, og for at holde Stats NZ ansvarlige (Te Mana Raraunga 2018). Svaret kom først et år senere i juli 2019, da et uafhængigt review-panel offentliggjorde en nedslående rapport om Census 2018 (Jack & Graziadei 2019). Stats NZ offentliggjorde på dette tidspunkt sine interim-svarprocenter for Māori, Pacific folk og andre etniske grupper, og her var der et klart billede af svigt.

Dækningstal sammenligner antallet af personer, der er blevet talt med i folketællingen, med det estimerede antal personer, der burde have været talt med, og udtrykkes som en procentdel. Dækningstallene for Census 2018 viste sig at være langt mere favorable end svarprocenterne og i nogle tilfælde højere end dækningstallene fra Census 2013. Forskellen mellem svarprocenterne og dækningstallene skyldtes de forskellige datakilder, der blev anvendt. Dækningstallene inkluderede både data indsamlet som en del af folketællingsoperationen og andre administrative data, som blev brugt til at supplere folketællingen.

Som en del af Stats NZ’s strategi for at forbedre dataindsamlingen blev der udviklet et avanceret datalinkageprogram, som gjorde det muligt at bruge administrative data til at skabe et mere komplet billede af befolkningen. For eksempel blev fødselsregistreringer fra Departementet for Indre Anliggender, data om videregående uddannelse fra Ministeriet for Uddannelse og fængselsdata fra Departementet for Kriminalomsorg anvendt til at supplere folketællingsdataene. Det var dog tydeligt, at ikke alle grupper blev lige godt dækket. For Māori og Pacific folk kom næsten en fjerdedel af deres folketællingsdata fra administrative kilder, mens den europæiske og asiatiske befolkning kun havde omkring en tiendedel af deres data fra sådanne kilder. Dette medførte en betydelig skævhed i dataene, som påvirkede kvaliteten af de officielle befolkningstal.

Denne aftale blev et skridt i retning af at øge stammens kontrol over deres egne data og i at få Stats NZ til at være mere opmærksom på deres ansvar i forhold til Tiriti-partnerskabet. Under denne aftale blev der blandt andet arbejdet med at finde løsninger på de manglende iwi-data i Census 2018. Selvom de officielle data var blevet vurderet som "meget dårlige", og brugen af statistisk imputering blev afvist, var både Data ILG og Stats NZ enige om, at det var værd at undersøge mulige løsninger for at forstå de underliggende problemer og konteksten af iwi-data bedre.

Denne udvikling understreger den afgørende rolle, som nøjagtige og retfærdige data spiller for oprindelige samfunds rettigheder, velfærd og selvbestemmelse. Det viser også nødvendigheden af at bygge bro mellem moderne statistik og de unikke behov og kontekster for oprindelige folk, hvilket i sidste ende kan føre til en mere lige og inklusiv tilgang til datainnsamling og politisk beslutningstagning. Dette var et af de vigtigste resultater af de mislykkede dataindsamlinger under Census 2018: En erkendelse af, at data ikke bare er tal, men et redskab til at forme fremtiden for de mennesker, de repræsenterer.

Hvordan data påvirker de oprindelige folk: Indfødte data, suverænitet og kolonialisme

Datarepræsentation og dens indvirkning på de oprindelige folk er et centralt emne, når vi taler om spørgsmål om identitet, suverænitet og selvbestemmelse. I flere århundreder har de oprindelige folk verden over været udsat for en historie præget af kolonialisme, der ikke kun har handlet om land og ressourcer, men også om viden og data. Kolonialistisk kontrol over data har ofte haft en dybt negativ indvirkning, hvor deres erfaringer, perspektiver og viden blev ignoreret eller forvrænget af udenforstående magter.

I de seneste år har diskussionen om indfødte data og deres suverænitet været central i mange af de politiske og akademiske debatter. Der er et stigende krav om, at data indsamlet om oprindelige folk skal styres af dem selv, i henhold til de principper, de anerkender som vigtige. Denne tilgang bliver ofte refereret til som "indigenous data sovereignty", hvilket betyder, at de oprindelige folk bør have fuld kontrol over de data, der relaterer sig til deres samfund, kultur og historie. Dette inkluderer ikke kun retten til at bestemme, hvilke data der bliver indsamlet, men også hvordan de bliver brugt og distribueret.

Data, i deres mest grundlæggende form, er blevet et redskab, som kan bruges til at definere og kategorisere folk og samfund. De indfødte samfund har ofte været underlagt en nedarvet, kolonialistisk tilgang til dataindsamling, som primært har tjent til at marginalisere deres befolkninger, fremme stereotyper og fastholde eksisterende magtstrukturer. For eksempel er demografiske data blevet brugt til at måle "udvikling" og "fremgang", ofte uden at tage højde for de unikke, kulturelle og historiske aspekter, der kendetegner disse samfund. Dette kan føre til, at vigtige emner som mental sundhed, uddannelse og sociale forhold hos de oprindelige folk bliver fejlagtigt fortolket eller endda overset.

På den anden side har indfødte data også potentiale til at være en kraftfuld måde at genoprette kontrol over deres egne fortællinger. I dag arbejdes der på at udvikle metoder til at indsamle data på måder, der respekterer oprindelige folks værdier og etik. Dette inkluderer samarbejde med oprindelige samfund om, hvordan data skal indsamles, hvilke spørgsmål der skal stilles, og hvordan dataene vil blive brugt. Dette kunne være en modvægt til den "ekspertviden", som historisk har været pålagt disse samfund uden deres samtykke.

Et aspekt, der er centralt i denne diskussion, er princippet om "fri, tidligere og informeret samtykke" (FPIC), som giver oprindelige folk retten til at godkende eller afvise dataindsamling, der påvirker deres samfund. Dette princip understreger ikke kun deres ret til at kontrollere data, men også at de bør være aktive deltagere i forskning, der vedrører dem. Der er en stadig erkendelse af, at hvis vi skal forstå de udfordringer og potentialer, som de oprindelige samfund står overfor, må vi samarbejde med dem og ikke for dem.

Det er vigtigt at anerkende, at data ikke blot er et neutralt værktøj, men at de er tæt knyttet til magtstrukturer og kontrol. Når de oprindelige folk får mulighed for at forme og definere data om sig selv, kan det føre til en mere retfærdig og nøjagtig forståelse af deres situationer. Men dette kræver, at vi ændrer vores tilgang til dataindsamling, forvaltning og anvendelse, og at vi stiller spørgsmålstegn ved, hvordan vi strukturerer viden i vores samfund.

Endvidere skal man forstå, at mens det er afgørende at give kontrol til de oprindelige folk over deres data, er det lige så vigtigt at skabe mekanismer for ansvarlig brug og beskyttelse af disse data. Indfødte samfund bør ikke kun være aktører i indsamlingen af data, men også i beslutningstagningen omkring, hvordan disse data bruges til at fremme deres velbefindende, uddannelse og økonomiske udvikling.

Endtext