Er Det Etisk at Tale Ud Om Trumps Psykiske Tilstand?

Det er en usædvanlig oplevelse at finde, at de personer, der ved mest om et emne, er de eneste, der ikke har lov til at udtale sig om det. Denne undertrykkelse af sandheden kan være farlig, især når denne sandhed indeholder oplysninger af så stor betydning, at det potentielt kan være afgørende for menneskets overlevelse. Hvordan kan jeg, som psykiater og mental sundhedsfaglig, vælge at være en tilskuer i mødet med en af de største nødsituationer i vores tid? Hvordan kan vi som professionelle, der er trænet til at håndtere netop disse problemer, tillade os at forblive tavse, når vi står overfor en offentlig person, hvis psykiske tilstand potentielt kan true samfundets stabilitet?

I dette tilfælde er vi ikke blot vidner til en risiko, der bør tages alvorligt – vi er vidner til en risiko, der kan have omfattende konsekvenser for både nationen og verden som helhed. Denne artikel rejser spørgsmålet om, hvorvidt det etisk set er forsvarligt for fagfolk indenfor mental sundhed at holde sig tilbage og lade være med at udtale sig om en offentlig persons mentale tilstand, når denne person har magt til at træffe beslutninger, der kan påvirke liv og død.

I denne situation er det nødvendigt at stille spørgsmålet: Er det i orden at udsætte den offentlige sikkerhed for risiko ved at forblive tavs, hvis en persons psykiske tilstand klart viser tegn på ustabilitet, som kan føre til uforudsigelige og potentielt katastrofale beslutninger? Når de implicerede personer har ansvaret for beslutninger, der kan føre til vold, krig eller menneskelig lidelse, bliver svaret på dette spørgsmål en moralsk og professionel nødvendighed. I 2016, efter valget, skrev flere prominente eksperter, herunder Judith Lewis Herman, et brev, hvor de opfordrede præsident Obama til at få Donald Trump gennemgået en neuropsykologisk evaluering, før han tiltrådte embedet. Dette brev blev offentliggjort i The Huffington Post og vækkede en betydelig debat om, hvorvidt det var ansvarligt at lade en person med så åbenlyse tegn på psykisk ustabilitet overtage den mest magtfulde position i verden.

En vigtig overvejelse, som ofte overses i debatten, er, hvordan samfundet bør håndtere personer, der har magt, men som også viser tegn på psykisk sygdom. Det er nødvendigt at tage højde for, at psykologiske lidelser ikke kun kan påvirke den enkelte, men kan have langt større konsekvenser, når de er knyttet til magtpositioner. Når den psykiske tilstand af en leder går ud over det individuelle niveau og påvirker hele nationer, skal der reageres hurtigt og effektivt for at undgå, at en farlig situation udvikler sig.

Det er nødvendigt at forstå, at tavshed ikke er en løsning i sådanne tilfælde. Professionelle inden for mental sundhed skal være opmærksomme på deres etiske ansvar overfor offentligheden, når det drejer sig om mennesker, der har en direkte indflydelse på andres liv. Desuden er det essentielt at erkende, at sådanne vurderinger ikke bør træffes baseret på politisk orientering eller personlige præferencer, men ud fra en objektiv og professionel vurdering af risikoen for samfundets velbefindende.

Hvordan Personlighedsforstyrrelser Kan Påvirke Ledelse og Samfund

Mennesker, der lider af personlighedsforstyrrelser, har ofte en manglende evne til at forstå og reagere empatiske på andres følelser. De kan intellektuelt erkende, hvad andre mennesker føler, eller hvad de måske tænker, men denne viden har ikke nogen indvirkning på deres adfærd. For dem er andre mennesker ofte blot objekter, der skal flyttes rundt på for at opnå deres egne mål. Denne manglende empati, som kendetegner mange med personlighedsforstyrrelser, skaber en verden delt op i enten "venner" eller "fjender", baseret på deres egen opfattelse af situationen. De, der støtter dem, er deres allierede, mens alle andre er imod dem.

Denne binære tænkning gør det svært for dem at forstå komplekse sociale dynamikker, da de ikke kan se verden i nuancer. For dem er verden ofte sort og hvid, og deres egne opfattelser kan hurtigt ændre sig, alt efter hvad de ønsker at tro på. Deres tankegang er også præget af en mangel på respekt for andres tanker, relationer og bestræbelser, hvilket gør dem uvillige til at værdsætte andres præstationer. Dette betyder, at de ofte ikke ser nødvendigheden af at opretholde samfundets struktur, love eller konventioner. Selvom de måske virker civiliserede, er de ikke nødvendigvis sikkert socialiserede.

Deres umiddelbare reaktioner er ofte hurtige og uskeptiske, hvilket gør dem mere tilbøjelige til at handle uden at overveje konsekvenserne af deres handlinger. De har ofte svært ved at adskille virkeligheden fra deres ønsker eller forestillinger og er villige til at forvrænge sandheden for at få deres egen opfattelse bekræftet. Dette kan føre til en alvorlig mangel på vurdering og en villighed til at acceptere alternative virkeligheder, som passer til deres egne behov. En sådan adfærd kan være særligt problematisk i ledelsespositioner, hvor beslutningstagning ofte kræver en evne til at vurdere og forstå andres perspektiver.

I et samfund er der to generelle typer af følelsesmæssige lidelser: dem, der forårsager symptomer i individet, og dem, der udgør en risiko for relationer og samfundet som helhed. Lederskab kræver en evne til at tage ansvar for sine handlinger og beslutninger i relation til andre, hvilket betyder, at en leder med en personlighedsforstyrrelse kan udgøre en betydelig fare. Er en leders mentale sundhed at vurdere ud fra deres forhold til sig selv, eller bør det bedømmes ud fra deres evne til at være konstruktiv og ansvarlig i et fællesskab?

To fabelhistorier kan hjælpe med at illustrere disse problemstillinger. I den første fabel ser vi en mand i en luksuriøs bil, der har en række våben og en forvrænget opfattelse af virkeligheden. Han er overbevist om, at han har ret til at gøre, som han vil, og hans adfærd er præget af en manglende evne til at forstå andre mennesker. Denne type adfærd kan være farlig, især når den opstår i en magtposition. Hvordan håndteres en sådan person, når de udgør en risiko for både sig selv og andre?

I den anden fabel møder vi en person, der viser tegn på alvorlige karakterforstyrrelser, men uden tydelige symptomer på angst eller angst. Denne mand, der måske bærer en pistol, udviser en mangel på empati og et forvrænget verdensbillede, som vi ofte ser hos mennesker med personlighedsforstyrrelser. I en sådan situation ville det være nødvendigt at overveje ens etiske ansvar som medborger eller professionel. Hvad er ens ansvar i forhold til at beskytte samfundet mod potentielle trusler, som måske stammer fra personer med sådanne lidelser?

Disse fabelhistorier bringer os tilbage til den virkelige verden og spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde os til ledere eller individer, der udviser adfærd, der kan have alvorlige konsekvenser for samfundet. Hvis en leder udviser adfærd, der er karakteristisk for personlighedsforstyrrelser, kan det føre til alvorlige politiske og sociale konsekvenser. Et eksempel er, hvordan en offentlig person kan bruge sin magt til at fremme had og mistillid, hvilket kan undergrave sociale normer og skabe splittelser i samfundet.

Hvilket ansvar har samfundet, når en leder eller en magtfuld person udviser denne type adfærd? Hvordan kan vi sikre, at personer med personlighedsforstyrrelser ikke får adgang til magtpositioner, hvor de kan skade fællesskabet? Dette rejser en fundamental bekymring om, hvordan vi som samfund forholder os til mennesker med karakterforstyrrelser og hvad vi kan gøre for at beskytte den kollektive velfærd.

Endelig er der et element af risikostyring i denne problemstilling. Efter terrorangrebene den 11. september 2001 har ledere over hele verden opfordret deres borgere til at være årvågne og tage ansvar for deres eget og andres sikkerhed. Denne opfordring om årvågenhed gælder ikke kun i relation til konkrete trusler som terrorisme, men også i forhold til de subtile trusler, der kan opstå fra personer med alvorlige følelsesmæssige eller psykologiske lidelser, som kan udgøre en risiko for samfundet.

Hvad betyder det at vurdere farligheden hos en præsident?

I USA gives mental sundhedspersonale og læger stor magt til at tilbageholde personer mod deres vilje, hvis de udgør en risiko for andre som følge af sandsynlig psykisk sygdom. Dette gælder også for præsidenten, og Trump opfylder i høj grad de kriterier, der skal til for at blive betragtet som en potentiel fare. Dette er et alvorligt spørgsmål, især når man ser på konsekvenserne af hans handlinger og den uforudsigelighed, hans mentale tilstand kan medføre. Både som fagfolk og som borgere står vi over for et dilemma om, hvorvidt vi bør tale op mod en leder, der muligvis er til skade for samfundet, eller om vi skal lade ham fortsætte sin kurs, da han besidder den ultimative magt.

Et centralt punkt i diskussionen er den mærkværdige reaktion fra mental sundhedsfagfolk i forhold til Trump. Mange terapeuter har været i tvivl om, hvordan de skal forholde sig til det, de ser som potentielt traumatiserende ledelse. Som Doherty påpeger i New Opportunities for Therapy in the Age of Trump, har Trumps æra splittet grænserne mellem det personlige og det offentlige. I denne situation er både terapeuter og klienter ramt af den samme sociale og politiske uro, hvilket nødvendiggør en overvejelse af, hvordan man kan integrere sin rolle som terapeut og borger for at kunne hjælpe bedst muligt.

De samfundsmæssige konsekvenser af Trumps præsidentskab strækker sig langt ud over den enkelte og rækker ind i psykologien hos hele nationen. Som Teng beskriver i Trauma, Time, Truth, and Trump, er der en ironisk og tragisk forbindelse mellem den opfattelse af ’fredelige’ valg og den traume, der følger med en præsident, som skaber konstante kriser, justerer sandhedens og faktaens grænser, og minder borgerne om en aggressiv overgriber. Den konstante, uforudsigelige adfærd og de politiske beslutninger, der træffes, uden hensyntagen til deres langsigtede virkning på samfundets helbred, er dybt traumerende for mange mennesker.

Når vi ser på de psykologiske effekter af Trumps præsidentskab, er der en særlig form for angst, der har opstået hos mange borgere efter valget. Trump Anxiety Disorder (TAD), som Panning beskriver, reflekterer den psykologiske tilstand af konstant stress og nervøsitet, som mange har følt ved at prøve at 'normalisere' Trumps ofte ekstreme opførsel. At håndtere denne type angst har vist sig at være en af de store udfordringer for terapeuter, da adfærden ikke passer ind i de konventionelle rammer for, hvad der anses for passende og sundt for en leder.

I relationen til en person som Trump, hvor makt og narcissisme går hånd i hånd, kommer der også en række dynamikker i spil, som kan føre til en underminering af samfundets fundament. West beskriver, hvordan individer, der har lav selvværdsfølelse, reagerer med et voldsomt behov for at give skylden til andre, hvilket kan føre til manipulerende og nedbrydende adfærd – adfærd som Trump, ifølge hendes analyse, udviser i ekstrem grad. Dette kan udløse en kulturel cyklus af voldsomme reaktioner og negativ opførsel, som trækker samfundet i retning af splittelse snarere end samhørighed.

Som Trump and the American Collective Psyche viser, går Trumps narcissisme langt ud over hans personlige egenskaber. Den spiller ind i et bredere billede af, hvordan grupper og samfund identifiserer sig med de fælles værdier og ideologier, som deres ledere fremmer – ofte på bekostning af samfundets sundhed og samhørighed. Samfundets samlede psyke spejler sig i den politik og de holdninger, præsidenten udtrykker, hvilket kan føre til en kollektiv nedbrydning af empati og forståelse.

Den virkelige fare ved en præsident som Trump er dog ikke kun hans personlige mentale tilstand, men hvordan hans handlinger og beslutninger påvirker samfundet på et dybere psykologisk plan. Dette skaber et klima af utryghed, hvor samfundet ikke længere kan stole på de grundlæggende regler for sandhed og retfærdighed, som normalt holder sammen på vores kollektive velfærd. Det, der kan synes som små, adfærdsmæssige træk fra en præsident, kan være meget mere signifikante i deres effekt på en hel nation og dennes psykologiske stabilitet.

At forstå Trumps præsidentskab og de konsekvenser det har, kræver en refleksion over vores egne værdier som samfund og som individer. Vi må erkende, at mentale sundhedstilstande ikke kender politiske grænser, og at det er vores ansvar, både som professionelle og borgere, at engagere os i dialog og handling, der fremmer et sundere og mere medfølende samfund.