Hvordan Var Samfundsstrukturen i Rig Veda?

I Rig Veda fremgår der flere referencer til gaver og ofringer, hvor "dakshina" (offerlønn) spiller en vigtig rolle ved afslutningen af religiøse ritualer. Selvom gavegivning og modtagelse ikke udelukker andre former for udveksling, var handel i Rig Veda-samfundet sandsynligvis minimal. Boskab var en central enhed for værdi, og det er muligt, at ordet "nishka" refererede til et stykke guld eller en guldkæde, som kunne have været brugt som et byttemiddel, men det var ikke det samme som penge. Udvekslingen fandt sted gennem byttehandel eller med anvendelse af andre værdi-enheder.

Der er også omtale af både både (nau) og havet (samudra), som forekommer i Rig Veda. Selvom det er et senere skrift, diskuterer både bog 1 og 10 østlige og vestlige oceaner, hvilket indikerer en vis kendskab til havrejser, men spørgsmålet om, hvorvidt de tidligste Veda-komponister var bekendt med havhandel, er stadig genstand for diskussion. Krigsbytte var en væsentlig kilde til rigdom, og Rig Veda nævner flere former for rigdom, såsom penge (pana), ejendom (dhana), og formue (rayi). Der er antydninger af, at den sociale og økonomiske stratificering i samfundet var til stede, selvom det ikke nødvendigvis afspejlede et klart klassesystem.

Husstanden var den grundlæggende arbejdsenhed, og der er ingen omtale af lønarbejde. Men slaveri, som var en ekstrem form for social underkastelse, blev anerkendt i Rig Veda. Slaver blev ofte opfattet som ejendom, og i mange samfund var slaver enten fanget under krig eller som følge af gæld. I senere tid refererer "dasa" og "dasi" til mandlige og kvindelige slaver, hvilket kan tyde på, at etnicitet kunne have været en væsentlig faktor i slaveriets oprindelse.

Kvindenes erfaring med slaveri adskilte sig ofte fra mændenes, da slaveri også indebar seksuel udnyttelse ud over udnyttelsen af deres arbejdskraft. Slaverne blev primært brugt i husstanden og ikke nødvendigvis i produktionsaktiviteter. De sociale uligheder mellem herskere og slaver, og mellem mænd og kvinder, afspejler et samfund, der ikke var fuldstændig egalitært. Rajan og hans nærmeste var på toppen af den politiske og sociale rangstige, mens slaverne var på bunden.

Rig Veda refererer også til mad og drikke, tøj og fritidsaktiviteter. Der er omtale af konsum af mælk og mælkeprodukter, grød, korn og frugt. Der nævnes kødspisning, og kød fra dyr som får, geder og okser blev angiveligt spist ved særlige lejligheder. At køer blev betragtet som "aghnya" (ikke at dræbe) antyder en modvilje mod unødvendig slagtning af dem. Drikken kendt som soma bestod af saften fra somaplanten, blandet med mælk eller yava (korn). Der er også referencer til sura, en alkoholisk drik lavet af gæret korn. Beklædning af bomuld, uld og dyreskind blev brugt, og der var også omtale af smykker og musikalske instrumenter som vina (lute), vana (fløjte) og trommer. Chariot-ræs og spil var populære fritidsbeskæftigelser.

Begreberne Brahmana og Kshatriya er hyppigt nævnt i Rig Veda, men termen varna er ikke direkte forbundet med disse grupper. Der er referencer til Brahmaner, der drak soma og reciterede hymner, men der er ingen klare indikationer på, at deres status var arvelig. De tidligste referencer til samfundets opdeling i fire klasser optræder i Purusha-sukta, som er en hymne i Bog 10. Denne opdeling af samfundet blev en mere fremtrædende feature i de senere Vedic tekster, hvilket tyder på, at den oprindelige samfundsstruktur ikke nødvendigvis var præget af en streng social hierarki.

Der var et element af social mobilitet i Rig Veda, og det blev tilkendegivet i hymner som Rig Veda 3.44–45, hvor den digteriske appel til Indra indebar et ønske om at blive leder eller konge, noget som kunne være opnået gennem dygtighed eller indsats snarere end blot arvelig ret.

Hvilken rolle spillede vandkrukker som gaver i Gandhara, og hvad afslører de om religiøs praksis?

I de seneste opdagelser fra det gamle Gandhara er vandkrukker, der blev givet som gaver, en fascinerende kilde til viden om den religiøse praksis og den måde, hvorpå både monastiske og lægpraksisser blev udtrykt i den buddhistiske verden. Ud over de mere åbenlyse inskriptioner, giver de fysiske rester – som fragmenter af gamle skrifter skrevet på birkebark samt pottefragmente med indskrifter – os værdifulde indblik. Disse fund er ikke blot historiske artefakter, men nøgler til at forstå de sociale og religiøse dynamikker, som var til stede i Gandhara i det 1. og 2. århundrede e.Kr.

De fundne potter, der oprindeligt synes at stamme fra det østlige Afghanistan, blev fremstillet af fint sorteret ler og kendetegnes ved at have en glat, let brændt overflade. Potterne er overvejende globulære i form og blev sandsynligvis brugt til opbevaring af vand eller andre husholdningsartikler. Det interessante ved disse potter er, at nogle af dem bærer indskrifter, som klart viser, at de blev givet som religiøse gaver. Disse indskrifter blev tilføjet efter brænding af potterne og afslører noget om den sociale og religiøse betydning af gaver i dette samfund.

Indskrifterne på potterne afslører, at disse genstande blev givet som donatorgaver, hvoraf nogle er udtrykt i meget personlige og piety-fokuserede termer. For eksempel skriver en af indskrifterne: "Denne vandkrukke er den fromme gave fra Vasavadata, Susomas kone, til hendes egen sundhed." Andre gaver var rettet mod hele den universelle buddhistiske samfund, som i et tilfælde blev givet til "Sarvastivadin lærere i Purnaga grove". Den gentagne reference til den universelle samfund og de specifikke grupper, som modtagerne tilhører, indikerer, at disse gaver ikke blot havde en religiøs funktion, men også en social og samfundsmæssig betydning.

Når vi ser på de fundne pottefragmente i Hadda i Afghanistan, som også blev brugt til at begrave de begravede rester af munke, bliver det klart, at disse potter også spillede en rolle i begravelsesritualer. Det er muligt, at disse samme krukker, som blev givet som religiøse gaver, senere blev brugt som en del af et rituelt overgangsritual for munkenes levninger. Dette ritual kan have haft til formål at markere overgangene mellem liv og død og sikre, at de åndelige forpligtelser for de afdøde munke blev opfyldt.

Derudover antyder disse fund noget om det religiøse pluralisme, der var til stede i regionen under Kushana-dynastiet, som regnes for at være en af de mest afgørende perioder for udviklingen af buddhismen i det gamle Indien og dens spredning til Kina og andre steder i Asien. Denne religiøse pluralisme, som også afspejles i mynterne fra Kushan-kongerne, der portrætterede forskellige guder fra forskellige kulturelle og religiøse traditioner, indikerer en forståelse af, at kongerne ikke blot havde én religiøs tilknytning, men omfattede flere religiøse praksisser og kulturer, som blev anerkendt og respekteret på samme tid.

Vandkrukkerne og de tilhørende indskrifter giver et vindue til at forstå de sociale og religiøse relationer i Gandhara. Gaver som disse blev ikke kun set som et udtryk for individuel fromhed eller veneration af munke og samfundet, men de indikerede også en form for social status og forpligtelse. Deres anvendelse i forbindelse med religiøse og begravelsesritualer underbygger idéen om, at gaver i den buddhistiske verden ikke kun havde økonomisk værdi, men også en stærk åndelig og symbolsk betydning.

Det er vigtigt at forstå, at gaver som disse vandkrukker var en del af en bredere religiøs og kulturel praksis, som involverede både statslige og individuelle donationer til religiøse samfund. I modsætning til de store monumentale gaver som stenrelieffer eller stupaer, var disse potter en mere intime og personlige gaveform, som knyttede giveren tættere til de monastiske samfund og dens åndelige praksisser. Det er ikke kun de fysiske gaver, der er vigtige, men også de betydninger og sociale relationer, der er indlejret i dem.

Hvordan kan vi forstå dynastiet Pushyabhuti og Xuanzangs rejser?

Viden om Pushyabhuti-dynastiet stammer primært fra to kilder: Harshacharita, en prosabiografi skrevet af Banabhatta, der var hofdigter hos kong Harshavardhana, samt beretningerne fra den kinesiske pilgrim Xuanzang. Pushyabhutierne havde oprindeligt deres base omkring Sthanishvara, det nuværende Thanesar i Punjab. De første tre konger i dynastiet er kun sparsomme kendt, men den fjerde konge, Prabhakaravardhana, fremstår i Harshacharita som en stor general med adskillige militære sejre.

Harsha, som han også kaldes, var en hersker præget af mange militære konflikter. Han besejrede Shashanka, selvom denne senere genvandt sine områder. Harsha udvidede sin indflydelse til Sindh, Valabhi og Kashmir, men led et stort nederlag mod Pulakeshin II, hvilket dog er omdiskuteret i historiske vurderinger. Riget omfattede store dele af det nordlige Indien, herunder Haryana, Punjab, Rajasthan, Uttar Pradesh, Bihar og muligvis Odisha. Flere underordnede konger anerkendte hans overhøjhed, og hans æra markerer et vigtigt politisk og kulturelt centrum.

Udvekslingen mellem Harshavardhana og Kina kulminerede i tre diplomatiske ambassader i hver retning. Xuanzang beskriver Kannauj som en by fuld af storhed og velstand. Han giver et detaljeret billede af kongens daglige liv, hvor Harsha delte sin tid mellem administration og religiøse aktiviteter, og han gennemførte hyppige inspektionsrejser rundt i riget. De periodiske forsamlinger, hvor underordnede konger deltog, bekræftede det politiske hierarki. Harsha var kendt for at give religiøse jordbesiddelser, og Xuanzang antyder, at embedsmænd også modtog betaling på denne måde.

Xuanzangs liv og rejser giver et unikt indblik i samtiden. Han kom fra en familie med en stærk tradition inden for lærdom og administration, og som buddhistmunk havde han et skarpt blik for både religion og politik. Hans rejse til Indien begyndte i 627 e.Kr. og varede i mange år, hvor han besøgte talrige klostre og lærde. Han samlede hundreder af buddhistiske tekster, hvoraf mange desværre gik tabt under hjemrejsen, men han bragte 657 tekster med tilbage til Kina. Hans værk Da-Tang xiyu ji (Si-yu-ki) henvendte sig til den kinesiske kejser og buddhistiske samfund og søgte at rette fejl i oversættelser og fejltolkninger af buddhistiske skrifter.

Xuanzangs beretning om Indien er ikke blot en religiøs pilgrimsrejse, men også en kilde til forståelse af 7. århundredes indiske samfund, landskab, klima, byer, kastesystem og skikke. Han fremstiller Harsha som en dydig og modig konge, der var venligt stemt over for buddhismen, og beskriver deres audiens som udgangspunktet for diplomatiske relationer mellem Indien og Tang-Kina. Efter hjemkomsten spillede Xuanzang en vigtig rolle i at fremme både religiøse og diplomatiske bånd.

Det er nødvendigt at anskue Xuanzangs og Faxians beretninger som en del af en særlig genre af buddhistiske pilgrimshistorier. Disse tekster skal ikke læses som ufejlbarlige historiske fakta, men som fortællinger med et bestemt formål, et perspektiv og en tiltænkt modtager. Xuanzang har visse idealiseringer, især omkring filialpietet, et centralt kinesisk dydsprincip, og han har ikke nødvendigvis besøgt alle de steder, han beskriver, men har i nogle tilfælde baseret sig på tidligere fortællinger eller rygter.