Hvordan påvirker fake news vores tro på sandheden i en polariseret verden?

I en verden, hvor informationsstrømmen er konstant og tilgængelig, er det blevet vanskeligere at sikre, at de oplysninger, vi modtager, er både pålidelige og præcise. I idealverdenen ville epistemiske agenter (dvs. personer, der aktivt søger og distribuerer viden) selv tilbyde information på den bedst mulige måde og stole på deres samtalepartnere for viden. De ville hurtigt opdatere deres forståelse af verden og blive informeret om de seneste udviklinger af et socialt og informativt miljø, der har deres bedste interesser på hjertet. Desværre er dette billede langt fra den virkelighed, vi står overfor i dag. En af de største trusler, vi står overfor, er simpelthen desinformation, eller som det ofte kaldes i nutiden: "fake news".

Der er flere faktorer, der spiller ind i, hvordan fake news får fodfæste. En af de mest centrale er, at mennesker ofte søger information, der bekræfter deres eksisterende overbevisninger – et fænomen kendt som bekræftelsesbias. Sociale medier og andre online platforme forstærker denne tendens ved at skræddersy indholdet, så det stemmer overens med brugernes tidligere interaktioner og præferencer. Dette skaber et informationsmiljø, hvor personer er mere tilbøjelige til at blive eksponeret for indhold, der understøtter deres synspunkter, fremfor at blive udfordret af nye eller modstridende informationer. Det skaber "filterbobler", hvor folk kun ser den information, de allerede er enige i, og derfor har mindre incitament til at søge objektiv viden.

I forbindelse med den politiske debat har fake news fået en endnu mere markant rolle. I de senere år har vi set, hvordan desinformation er blevet målrettet mod bestemte grupper for at påvirke deres beslutninger i vigtige politiske valg. Et skræmmende eksempel på dette var i kølvandet på det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor der blev afsløret, at udenlandske aktører, herunder Rusland, havde aktivt spredt misinformation på sociale medier for at påvirke valgresultatet. Fake news blev ikke længere kun set som en sporadisk fejl, men som en systemisk trussel mod den demokratiske proces.

I et forsøg på at forsvare sig mod kritik begyndte politikere som Donald Trump at anvende termen "fake news" som et redskab til at diskreditere etablerede medier og dermed delegitimere den offentlige debat. Dette førte til, at begrebet mistede noget af sin oprindelige betydning, da det ikke længere kun blev brugt til at beskrive specifikke falske påstande, men i stedet blev en bred betegnelse for at kritisere alt, der ikke stemte overens med personens politiske synspunkter. Trumps gentagne brug af begrebet satte dermed fokus på, hvordan politisk polarisering og misinformation kan udnyttes strategisk som et magtredskab.

Selv om fake news er et relativt nyt fænomen i sin nuværende form, er det ikke et unikt fænomen for det 21. århundrede. Medierne har i mange år kæmpet med at opretholde objektivitet og faktuel korrekthed, og mennesker har altid haft en tendens til at vælge information, der stemmer overens med deres egne præferencer og overbevisninger. Det, der er forskelligt i dag, er de hurtige og omfattende måder, hvorpå misinformation spredes, og hvordan sociale medier spiller en central rolle i at forme offentlighedens opfattelse af virkeligheden.

Det er afgørende at opretholde en sund skepsis og udvikle de nødvendige værktøjer til at navigere i denne informationsoverbelastning. Det kræver en bevidst indsats fra både individets og samfundets side at sikre, at viden og information ikke blot bliver et middel til magt og manipulation, men også et fundament for rationel og informeret beslutningstagning i et demokratisk samfund.

Hvordan kan vi stole på eksperter i et samfund, der er afhængig af vidensoverførsel?

I et komplekst samfund er vores afhængighed af eksperters viden uundgåelig. Uanset om det drejer sig om teknologi, sundhed, eller samfundsforhold, er vi nødt til at stole på, at de personer, vi betragter som eksperter, faktisk har den nødvendige viden og kompetence. Dette betyder, at vi er afhængige af både eksterne og interne incitamenter, som påvirker, hvordan eksperter videreformidler viden og information. Eksterne incitamenter kan være økonomiske interesser, sociale normer, eller krav fra institutioner, mens interne incitamenter relaterer sig til følelsesmæssige bånd, moral, og personlige værdier.

For at vurdere en ekspert's troværdighed i en konkret situation, er det ofte nødvendigt at anvende heuristikker – forenklede regler eller tommelfingerregler, som vi bruger til at træffe beslutninger, når fuld information ikke er tilgængelig. Et eksempel på dette kan være, at vi stoler på akademiske grader som indikatorer for en persons viden, selvom vi ikke selv kan vurdere deres konkrete kompetence inden for et specifikt område. For en almindelig person kan det være svært at bedømme, om en homeopatisk uddannelse giver bedre resultater end en medicinsk uddannelse fra et universitet, især når begge påstår at kunne behandle sygdomme.

I praksis gør vi dette gennem netværk af personlig tillid. Vi lærer af erfaring, hvilke personer vi kan stole på, og vi videreformidler denne tillid til andre. For eksempel vil vi stole på, at vores forældre kan anbefale os en god skolelærer eller en pålidelig læge, baseret på deres egen erfaring og deres netværk af tillidsfulde relationer. Dette danner et netværk af tillid, som gør det muligt for os at vurdere viden og ekspertise ud fra andres vurderinger, hvilket reducerer vores behov for at indsamle al information på egen hånd.

Sådanne tillidsnetværk bliver særligt vigtige i samfund med lav tillid til institutionelle kilder, eller i samfund med undertrykkende regimer, hvor officiel information ofte er påtvunget og måske ikke er til at stole på. I et sådant tilfælde bliver personlige netværk de primære kilder til viden. Men selv i et samfund med høj tillid til formelle institutioner, som for eksempel i mange moderne vestlige samfund, spiller tillidsnetværk en væsentlig rolle. Når vi udvikler mistillid til nogle eksperter eller institutioner, er det ofte, fordi vi har hørt alternative synspunkter fra kilder, vi stoler på. For eksempel kan vi læse kritiske artikler i medierne eller få anbefalinger fra venner og familie, som sætter spørgsmålstegn ved en given eksperts troværdighed.

Tillidsnetværk kan altså fungere som et effektivt informationspulje, der gør det muligt for individer at få den nødvendige viden og forståelse uden at skulle undersøge hver eneste påstand eller vurdere eksperterne på egen hånd. Den værdi, vi tillægger vidnesbyrd og information fra personer og institutioner, vi ikke selv har en personlig erfaring med, afhænger af den tillid, vi har til dem, der anbefaler disse kilder. Dette gør tillidsnetværk til en vital del af social kapital, som i sig selv er en central ressource i samfundets funktion.

Det er også vigtigt at forstå, at et samfund, der bygger på kognitiv arbejdsdeling, hvor individer specialiserer sig i at opnå viden på specifikke områder, skaber en situation, hvor tillid til eksperter er uundgåelig. Vi skal stole på, at eksperterne gør et pålideligt arbejde, og at der er systemer, der fremmer den pålidelighed. Men en ekspertise, der er skabt i isolation fra øvrige samfundsgrupper, kan risikere at skabe en afstand mellem viden og de mennesker, der skal anvende den. Derfor er det af største vigtighed, at disse netværk af personlig tillid ikke kun fungerer lokalt, men også transnationalt og på tværs af forskellige samfundsgrupper. Jo bredere netværkene er, desto mere præcise og nøjagtige vil de informationskilder være, som vi kan trække på i vores vurdering af eksperters viden og pålidelighed.

Hvordan adskiller vi effektiv og ineffektiv fake news?

For at forstå fænomenet fake news på en dybere måde, er det nødvendigt at skelne mellem effektiv og ineffektiv fake news. Som i tilfælde af nyheder generelt, kan der være en forskel på, hvad der er effektive nyheder og ineffektive nyheder, og en lignende skelnen bør også gælde for fake news. Dette er afgørende, fordi det betyder, at selv om ineffektiv fake news måske ikke formår at opnå sit epistemiske mål om at vildlede sit publikum, er det stadig en form for fake news.

Fake news skal ikke nødvendigvis være effektive for at blive betragtet som sådan. Selvom en bestemt form for fake news måske ikke formår at vildlede sine læsere, ændrer det ikke ved dens karakter som fake news. Dette kan sammenlignes med en dårlig kopi af et Picasso-maleri; selvom den er let at identificere som en kopi, betyder det ikke, at den ikke stadig er en kopi. Derfor er det essentielt at forstå, at ineffektiv fake news stadig er fake news, selvom den ikke nødvendigvis lykkes i at vildlede sin målgruppe.

Denne forskel mellem effektiv og ineffektiv fake news er vigtig, fordi det giver os mulighed for at vurdere, hvordan og hvorfor folk kan blive vildledt. Det er ikke nok kun at identificere, om informationen er falsk; vi må også forstå, hvordan dens struktur og formatering spiller ind i dens evne til at vildlede.

Fake news skal ikke nødvendigvis have et politisk mål, og det kan ikke nødvendigvis defineres ved, at det udnytter kognitive bias hos læserne. En begrænsning af fake news til kun at omfatte politisk motiveret misinformation er for snæver. Fake news kan tage mange former og tjene forskellige formål, ikke kun politiske. Det kan eksempelvis også være skabt til underholdning eller som en form for satire. For at kunne identificere fake news på tværs af forskellige kontekster, må vi have et bredere perspektiv, der ser på intensjonen bag det og ikke kun på dens effektive udnyttelse af kognitive bias.

I denne kontekst skal vi også overveje, hvordan fake news skal opdages og håndteres. Det kræver en ekspertise, der adskiller sig fra vurderingen af troværdige nyhedskilder. At kunne spotte fake news er ikke nødvendigvis det samme som at vurdere ægtheden af nyheder med en dårlig epistemisk baggrund. Det kræver en evne til at forstå og analysere de strukturer og metoder, der bruges til at skabe misinformation.

Når vi står over for fake news, er det ikke kun en teknisk vurdering af informationens nøjagtighed, vi skal foretage. Det kræver også en forståelse for, hvordan og hvorfor folk kan blive vildledt, og hvordan de metoder, der anvendes til at sprede fake news, gør det lettere eller sværere at opfange. En vigtig kompetence for at navigere i dette landskab er at udvikle en kritisk tilgang til medierne og de teknologier, der bruges til at producere og sprede information. Den kritiske opmærksomhed på, hvordan informationen præsenteres og dens formål, er nøglen til at kunne adskille effektiv og ineffektiv fake news fra hinanden.

Det er derfor nødvendigt ikke blot at kunne genkende nyheder, der er falske, men også at udvikle de nødvendige værktøjer til at vurdere effektiviteten af de nyheder, vi møder. Fake news kan være svært at identificere, ikke kun fordi det kan være godt skjult, men også fordi vi som samfund måske mangler den nødvendige forståelse af, hvordan misinformation fungerer. Endnu vigtigere er det, at vi skal kunne forstå og vurdere de metoder og strategier, der anvendes af dem, der skaber fake news, for kun derved at kunne modvirke deres effektive spredning.

Hvordan Sociale Medier og Bots Skaber Epistemiske Problemer i Moderne Samfund

Det er dog vigtigt at bemærke, at de to typiske diagnoser af det epistemiske problem i ekkokamre – afhængighed og mangel på mangfoldighed – ikke fanger det, der er galt her. Det er ikke, at bots eller fake news-godkendernes "troer" er upassende afhængige, men at der simpelthen ikke er nogen relevante troer, der kan vurderes for deres afhængighed af andres overbevisninger. Denne diagnose rammer derfor ikke plet. Derudover er fraværet af mangfoldighed ikke nødvendigvis relevant i denne sammenhæng. Bots har vist sig villige til at sprede et væld af modstridende synspunkter. Faktisk kan støjen af at blive oversvømmet af modstridende meninger ofte være effektiv til at skabe den form for epistemisk forvirring og kaos, som dem, der driver bot-farme, stræber efter.

Imidlertid har udbredelsen af sociale medier og bots ændret dette perspektiv. Tidligere var vi udsat for rygter, konspirationsteorier og løgne, men nu er vores epistemiske samfund infiltreret af ikke-menneskelige testifier, der er forklædt som mennesker. De psykologiske teorier, vi bruger til at forstå talere og vurdere deres troværdighed, er skræddersyet til mennesker, ikke bots. Desuden ændrer udbredelsen af bots vores forventninger som medlemmer af et epistemisk fællesskab. Vi forventer som minimum, at de fleste mennesker tænker sig om, før de poster information, og at de vil tage ansvar for indholdet af deres påstande, hvis de bliver udfordret. Når to tredjedele af medlemmerne i nogle onlinefællesskaber ikke engang er menneskelige testifier, trues selve grundlaget for vores systemer til deling af information.

I de klassiske teorier om vidnesbyrd betragtes udvekslingen som en social handling, hvor taleren tager ansvar for sandheden af det, de siger. Vi forventer som modtagere af information, at taleren tilbyder en form for garanti for sandheden. I en verden fyldt med bots, der ikke bærer dette ansvar, bliver vores evne til at vurdere informationens pålidelighed kraftigt undermineret. Uden en ændret forståelse af, hvordan vi håndterer vidnesbyrd, kan vores epistemiske fællesskaber ikke længere fungere på samme måde som tidligere. Bots er ikke kun et teknologisk problem, men et dybt epistemisk problem, der kræver nye måder at forstå og navigere i vidensudveksling på.