Råvaremarkederne, især spotmarkederne, er følsomme over for en række faktorer, der kan påvirke investorernes afkast. En vigtig del af dette er de økonomiske betingelser, såsom renter, som kan påvirke de pengeafkast, investorerne modtager (kapitel 9). Eftersom negativ rente på sikkerhedsstillelse stadig er usædvanlig, er pengeafkastet som regel positivt. Når vi taler om fremtidskontrakter, spiller det fremtidige kursforløb en central rolle for afkastet. Kurvens hældning, også kaldet "contango" eller "backwardation", er med til at bestemme, om investorerne vil opleve et negativt eller positivt "roll return."

I et marked, der er i "contango" (hvor fremtidskurverne stiger), vil investorerne have et negativt roll return. Det skyldes, at de skal erstatte de udløbne kontrakter med nye kontrakter med højere priser, hvilket medfører, at de sælger lavt og køber højt. Denne mekanisme er det, der gør roll return negativt i sådanne markeder. Modsat, i et marked med "backwardation", hvor fremtidskurverne er faldende, kan investorerne sælge kontrakter til højere priser og købe dem til lavere priser, hvilket betyder et positivt roll return.

Men råvaremarkederne er dynamiske og kan hurtigt skifte mellem contango og backwardation. Dette skift gør investeringer i fremtidskontrakter til en udfordring. For eksempel i 2008, hvor oliepriserne faldt kraftigt, mens markedet for olie gik fra at være i contango til backwardation. Dette resulterede i en dobbelt forringelse af investorernes afkast, da både spotpriserne på olie faldt og roll return blev negativt.

Råvareinvestorer bør derfor være særligt opmærksomme på udviklingen i futureskurverne. Når en futureskurve er i contango, kan de realiserede afkast fra futureskontrakter være lavere end de spotpriser, man kunne forvente baseret på råvarens fysiske marked. Dette er især tilfældet for store investorer som Exchange-Traded Funds (ETFs), der er tvunget til at rulle deres kontrakter automatisk og derfor står overfor ekstra omkostninger. I et marked som olie, kan disse omkostninger blive så høje som 4,4 % årligt. En anden faktor er likviditeten i futuresmarkedet, som betyder, at investorerne betaler en præmie for at kunne gennemføre disse kontraktroller hurtigt.

Der er dog eksempler på, hvordan investorer kan blive overraskede over forskellene mellem spot- og futuresafkast. Et eksempel på dette er "United States Oil Fund" (USO), som søger at følge olieprisen, men som ikke holder fysisk olie, men derimod fremtidskontrakter, og derfor står overfor de ekstra omkostninger forbundet med rullestrategier. En analyse af USOs afkast i forhold til spotpriserne på olie viser, at forskellen ofte er markant, og i nogle tilfælde er futuresafkastet markant lavere end spotafkastet.

Når det kommer til guld, er der to populære misforståelser, som investorer bør være opmærksomme på. For det første, at guld fungerer som en inflationssikring. På trods af at mange investorer ser guld som et aktiv, der beskytter mod inflation, viser historiske data, at korrelationen mellem guld og inflation kun er 23 %. Guld har gennemgået flere store udsving i realpris over tid. I perioder som 1930'erne og 1970'erne har guldpriserne været stærkt volatile, og i visse perioder har de været langt fra inflationsjusterede stigninger.

Selvom guld i det lange løb kan have en tendens til at stige i værdi i forhold til inflationen, er det ikke en garanti for, at det vil opretholde købekraften i en investorportefølje. Guld har ikke konsekvent fungeret som en pålidelig inflationsbeskyttelse, og dets præstationer kan variere afhængigt af økonomiske omstændigheder, såsom ændringer i renteniveauer, valutakurser og geopolitisk usikkerhed. Eksempelvis kunne prisen på guld stige markant under perioder med høj inflation, men falde kraftigt igen, når inflationen blev dæmpet.

Erfaringer fra de sidste 130 år viser, at guld har haft både op- og nedture, og at den langsigtede prisudvikling ikke er entydig. Guldpriserne oplevede et fald i realværdi frem til 1930'erne, hvor de pludselig steg dramatisk som følge af de økonomiske tiltag under den Store Depression. Denne periode viser, at guld kan reagere kraftigt på ændringer i den økonomiske politik. I 1970'erne steg guldpriserne også hurtigt, efter at det internationale penge-system brød sammen, og inflationen steg. Men når inflationen blev dæmpet, faldt guldets realværdi.

Endelig er det vigtigt at forstå, at guld ikke nødvendigvis er et ideelt valg for moderne investorer, der søger at beskytte sig mod inflation. Det er snarere et aktiv, som kan spille en rolle i en diversificeret portefølje. Historisk set har guld nogle gange haft en lavere præstation end aktiemarkederne. Dette er noget, investorer bør være opmærksomme på, især når de beslutter, hvordan guld skal vægtes i deres samlede investeringsstrategi.

Hvordan måler vi risikoaversion, og hvorfor er forventet nytteværdi central i investeringsbeslutninger?

For de fleste mennesker er spørgsmålet om deres præcise niveau af risikoaversion uden egentlig mening, da det sjældent beskriver deres måde at tænke på. Alligevel kan vi indirekte estimere risikoaversion ved hjælp af simple eksperimenter eller lotterier, der afspejler valg med usikre udfald. Forestil dig et lotteri, hvor du med 50% sandsynlighed kan vinde 1.000 dollars og ellers får 500 dollars med sikkerhed. Spørgsmålet er, hvor meget du ville være villig til at betale for at deltage i denne chance. Svaret giver os en konkret målestok for din risikoaversion, betegnet γ.

Hvis du ikke ønsker at tage nogen risiko og blot foretrækker de sikre 500 dollars, er din risikoaversion uendelig høj. Er du derimod villig til at betale det forventede beløb på 750 dollars, er du risikoneutral, det vil sige uden risikoaversjon (γ = 0). I praksis har de fleste en risikoaversion, der ligger mellem 1 og 10. Det betyder, at mange vil betale et beløb mellem ca. 540 og 707 dollars for at deltage i lotteriet. Disse målinger baseres på omfattende eksperimentelle og survey-baserede studier, hvor blandt andet deltagere i tv-spil og almindelige investorer har givet værdifuld indsigt i, hvordan risiko vurderes i praksis. For eksempel viste undersøgelser af norske investorer en risikoaversion omkring fire, mens andre studier indikerede værdier nær otte. Det er dog vigtigt at skelne mellem surveys og faktiske finansielle beslutninger, hvor førstnævnte ofte angiver højere risikoaversjon end det, der observeres i virkelige investeringsvalg.

Begrebet forventet nytteværdi (expected utility) udgør en hjørnesten i forståelsen af, hvordan investorer træffer beslutninger under usikkerhed. Forventet nytteværdi kombinerer sandsynligheder for forskellige udfald med investorens følelser omkring disse udfald, altså nytten forbundet med forskellige resultater. Matematikeren John von Neumann og økonomen Oskar Morgenstern formaliserede denne teori i midten af 1900-tallet, og deres arbejde lagde grunden til moderne spilteori. Det centrale i forventet nytteværdi er, at investorer maksimerer en sum, hvor hvert muligt udfald vægtes efter sandsynligheden for, at det indtræffer, og efter den nytte eller tilfredsstillelse, investoren får ved dette udfald. Denne tilgang anvendes ikke blot i spil, men også i investering, hvor sandsynlighederne ofte ikke er kendte og må anskues subjektivt.

I praksis løses problemet ved at finde den optimale kombination af valg, såsom porteføljeallokering, forbrug og opsparing, under hensyn til forskellige begrænsninger som lovgivning, risikogrænser eller andre regler. Selvom mange af de antagelser, der ligger til grund for klassiske forventede nytteværdi-modeller, brydes i virkelighedens verden, fungerer modellen stadig som en vigtig ramme for beslutningstagning. Modellen kan endda inkorporere adfærdsøkonomiske elementer, som eksempelvis tab-afersion, der er uoverensstemmende med nogle af de mere restriktive teoretiske axiomer.

Det er væsentligt at forstå, at formålet med at maksimere nytte ikke handler om blot at øge rigdommen eller at opnå lykke i en simpel forstand. Rigdom i sig selv er blot et middel til at kunne vælge frit, men ikke et mål i sig selv, fordi hvordan rigdommen opnås – med store udsving eller stabil vækst – også har betydning for investorens tilfredshed. På samme måde er lykke et følelsesmæssigt aspekt, som korrelerer med rigdom, men som ikke nødvendigvis er identisk med den nyttefunktion, en investor maksimerer. Investorer balancerer i stedet risiko og afkast og har en præference for at undgå visse typer risici, især store og katastrofale tab, som vægtes tungere end små udsving.

For læseren er det også vigtigt at forstå, at forventet nytteværdi-modellen giver en systematisk måde at analysere beslutninger på under usikkerhed, men den skal suppleres med forståelse for psykologiske og adfærdsmæssige aspekter, der præger virkelige investeringsbeslutninger. Den subjektive opfattelse af risiko og sandsynligheder, evnen til at tolerere tab og de individuelle præferencer over tid spiller alle en væsentlig rolle for, hvordan teori omsættes til praksis. Derfor bør læseren overveje både kvantitative mål som risikoaversion og kvalitative aspekter som følelser og adfærdsmønstre for at kunne træffe beslutninger, der ikke blot er teoretisk optimale, men også praktisk bæredygtige.

Hvordan levede mesolitiske samfund i Indien, og hvad kan vi lære om deres miljø og kultur?
Hvad er Intel, og hvad ved vi om dem?
Hvordan man arbejder med CNC-maskiner: Fra valg af værktøj til sikring af arbejdsstykker