Hvad er Intel, og hvad ved vi om dem?

Janine Gamboul kiggede på ham med utålmodig foragt. "For at hjælpe os med noget udstyr. Han har nogle specielle kundskaber, vi har brug for." Hun sendte ham et koldt smil. "Det er virkelig et resultat af dine rosende aktiviteter på vegne af virksomheden. Dum måske, men loyal og energisk. Jeg synes, du burde have fået besked tidligere." Hun sænkede stemmen til et hvisk. "Da vi hørte, at der var modtaget en besked fra rummet, husker du vel, at du blev bedt om at kontakte Dr. Denis Bridger, Flemings partner. Du gjorde det godt, Kaufman. Fra Bridger fik du specifikationerne til at bygge en computer, der kunne tolke beskeden."

"Det blev aldrig til noget," sagde Kaufman melankolsk. "Bridger... han blev... ja, han døde."

Kaufman følte sig lettet. Endda glad. Han tørrede sig lidt om munden og tændte en cigarello.

"Så du forstår, Herr Kaufman," afsluttede Janine Gamboul, idet hun slukkede sin cigaret, "denne gang må der ikke ske nogen fejl i at få Doctor Fleming med på vores hold."

På konferencen i Genève havde deltagerne i Palais des Nations ikke været vidner til sådan et velorganiseret internationalt møde i mange år. Russere nikkede venligt, mens deres tolke gentog de hjertelige synspunkter fra en amerikansk deltager. Selv franskmændene var begyndt at invitere til samarbejdsvillige ideer. Emnet, der blev diskuteret, var vejret. Alle kunne blive enige om, at det utvivlsomt var dårligt. Når stormene hærgede både øst og vest, og unormalt kraftige regnskyl ramte den nordlige halvkugle, var det svært for den mest sensitive nationalist at finde på nogen undskyldning for sin nabos fejl.

Flere nationer, der var imaginative nok til at indse, at vejrfænomener måske kunne kontrolleres, havde sendt både videnskabsmænd og meteorologer til Genève, i håbet om at opnå enighed om metoder og politikker, inden tilfældige eksperimenter begyndte. Storbritannien var blandt dem. Derfor havde Ministeriet for Videnskab sendt Osborne som officiel deltager.

Men da han ankom til Genève, besluttede han at få det bedste ud af situationen. Uanset hvordan vintervejret var andre steder, betød det blot, at der var mere sne i Alperne. De kraftige natfald blev efterfulgt af strålende solskin med præcise regelmæssigheder. Søen lå isblå i det klare lys; den berømte fontæne sprøjtede højt op i himlen, og dens sprøjt lagde sig i regnbuefarver. De rene, snerydede gader var fyldt med delegater og deres familier, som nød pauserne mellem sessionerne.

Osborne kiggede ud fra caféen på scenen og fortrød de timer, der var blevet brugt i den varme og lukkede konferencerum. Professor Neilsons papir havde dog ikke været uden interesse. Amerikanerne kom hurtigt til kernen, når de skulle løse problemer.

Osborne lænede sig tilbage og så på sin kaffe, da en kvinde nærmede sig hans bord. Hun var ikke ung, men virkede både intelligent og venlig.

"Mr. Osborne?" Hendes accent var amerikansk. Osborne rejste sig og svarede: "Ja, jeg tror ikke, jeg kender—"

Hun smilede. "Jeg er Professor Neilsons kone."

De rystede hænder, og Osborne trak stolen ud til hende.

"Jeg er bange for, at du har misset din mands papir," begyndte han. "Han har lige læst det op. Alle var meget imponerede. Han vil komme ud snart; diskussionen skulle snart være over."

Hun virkede ikke til at høre på, hvad han sagde. "Mr. Osborne," sagde hun stille, "jeg tror, min mand gerne vil tale med dig. Ikke om konferencen." Hun kiggede mod døren, hvor en gruppe delegater gik rundt i foyeren. "Hvis du kan vente, indtil han kommer. Jeg ville helst lade ham fortælle dig, hvad det handler om."

"Selvfølgelig," sagde Osborne. "Skal jeg bestille noget til dig imens?"

Hun nikkede. "Noget kaffe, tak."

Da Neilson ankom, kiggede han forsigtigt rundt og satte sig ned. Han startede med det samme uden forbehold.

"Jeg formoder, min kone har ladet mig fortælle dig. Jeg vil gerne tale. Jeg kommer til sagen. Hvad ved du om en organisation ved navn Intel?"

Osborne tog sig tid til at vurdere sit svar. "De er et stort internationalt handelsselskab. Meget stort."

"Ja," bekræftede Neilson, "de er store. Men er de pålidelige?"

"Jeg ved det egentlig ikke," sagde Osborne forsigtigt.

"Men I vidste mere eller mindre, hvor han var og hvad han lavede?" spurgte Osborne.

Neilson lo kort. "Han tog til Wien for et job for to år siden. Et postkort sagde, at han havde det godt, og at vi ikke skulle bekymre os. Det er alt."

"Hvilket job?" spurgte Osborne.

"Han blev kandidat med en Ph.D. i elektronik fra Massachusetts Institute of Technology, så det burde være et job i den retning," sagde Neilson.

"Jeg tror, Intel har et kontor her eller i Zürich. Har I spurgt dem?"

"Selvfølgelig," svarede Mrs. Neilson. "De sagde, at de ikke vidste noget om personalet på deres kontorer udenfor Schweiz. Derfor bad jeg min mand om at spørge dig."

"Men hvorfor?" spurgte Osborne.

"Fordi du er ven med en ven af min søn," sagde Neilson. "John Fleming. Jan tog ham med hjem et par gange, da Fleming kom til instituttet på et udvekslingsprogram med Cavendish Laboratory i Cambridge. De var rigtig gode venner. Og selvfølgelig ved vi, at Fleming blev en nøgleperson i jeres ministeriums program."

"Jeg tror ikke, jeg kan hjælpe jer," sagde Osborne stift. "Vi har mistet kontakten med Professor Fleming..."

Det er nødvendigt at forstå, at virksomhedens indflydelse og forbindelser, som Intel skaber og udnytter, ikke blot handler om forretning, men også om hvordan disse forbindelser kan påvirke personlige relationer, politiske beslutninger og vitale opdagelser. Virksomheder som Intel er ofte i centrum for mange af de geopolitiske og videnskabelige udfordringer, som vi som individer ikke nødvendigvis ser bag kulisserne. Det er vigtigt at forstå, at magten til at kontrollere eller forme information, som Intel besidder, kan have vidtrækkende konsekvenser for både den videnskabelige forskning og den private sektor.

Hvad sker der, når luften bliver forgiftet?

I et laboratorium, hvor det eneste håb for menneskehedens overlevelse ligger i hænderne på nogle få individer, begyndte en ny bakterie at udgøre en trussel så stor, at den kunne udrydde alt liv. Bakterien i tanken, som langsomt absorberede kvælstof og oxygen, havde begyndt at ændre på verdens atmosfære, hvilket førte til et dramatisk fald i lufttrykket. Kvælstof er essentielt for livet, og uden det ville der ikke være nogen planter, og uden planter ville der ikke være nogen dyr. Denne bakterie kunne hurtigt absorbere alt kvælstof i atmosfæren og dermed ændre livsbetingelserne på planeten.

Problemet, som opstod fra en ellers tilsyneladende simpel observation, var ikke let at forstå, men det var klart: Atmosfæren ændrede sig, og det var kun et spørgsmål om tid, før den vilde bakterie havde opnået sin mål. Problemet blev endnu mere komplekst, da det viste sig, at det var umuligt at stoppe udviklingen af bakterien med de midler, som forskerne havde til rådighed. Det var på dette punkt, at ideen om at skabe en modbakterie kom op. En bakterie, der kunne modvirke effekten af den eksisterende, og på den måde genoprette balancen.

Fleming, en af de centrale figurer i denne kamp mod den mikroskopiske trussel, indså, at der var behov for hjælp fra en person, der kunne forstå og manipulere de genetiske koder, som dannede bakterierne. Han besluttede at bruge den unge Andre, en fysisk svag og tilsyneladende modvillig allieret, til at få adgang til den nødvendige viden. Andre, der var blevet behandlet som et værktøj af systemet, blev nu den sidste håb for menneskeheden.

Andre blev derfor tvunget til at arbejde på den computer, som kunne rekonstruere de nødvendige biokemiske processer. Hendes rolle var at skabe et modangreb mod den bakterie, der langsomt ændrede atmosfæren, og forhindrede liv i at fortsætte. Men spørgsmålet forblev: ville hun være i stand til at skabe noget så komplekst i tide? Tid var ikke på hendes side, og alle de andre forsøg på at forstå og stoppe processen havde været forgæves.

Som historien udvikler sig, bliver det klart, at viden alene ikke nødvendigvis er nok til at løse verdens største problemer. Det er nødvendigt at finde de rette allierede, selv under de sværeste forhold, og at være villig til at bruge sine ressourcer og sin viden på en måde, som kan redde det, der er tilbage af livet.

Den vigtigste lektie i denne fortælling er ikke kun, at videnskaben kan redde os, men at den også kan ødelægge os, hvis vi ikke er forsigtige med, hvordan vi anvender vores viden. På samme måde, som det var muligt at skabe en livstruende bakterie, kunne der måske skabes en modbakterie, men vi ved aldrig, hvilke nye farer der kan opstå som følge af disse videnskabelige eksperimenter. Det, vi lærer af sådanne opdagelser, er at ansvar i anvendelsen af teknologien ikke kun er nødvendigt, men uundgåeligt, hvis vi ønsker at undgå en uundgåelig ødelæggelse.

Det er vigtigt at forstå, at i denne historie bliver både håb og desperation kombineret i et forsøg på at vende tidevandet. Ingen har kontrol over den kraft, som den naturlige verden besidder, og derfor er det nødvendigt at balancere videnskabelig opdagelse med etiske overvejelser og forsigtighed.