Asset management er et område, der konstant udvikler sig, og som stiller krav til både teori og praksis. Den traditionelle tilgang til investering fokuserer på aktiver som separate enheder uden at forstå de underliggende faktorer, der driver afkastene på tværs af aktiver. Dette kan føre til et forsimplet syn på markedet, hvor investorer kun tager højde for den gennemsnitlige risiko og afkast, hvilket sjældent afspejler den virkelige økonomi eller de risici, investorer står overfor.

Et centralt tema i moderne asset management er begrebet "faktorinvestering". Her fokuseres der på at identificere og udnytte de underliggende faktorer, der styrer markedsdynamikken. Faktorer kan være bredt definerede økonomiske forhold, som for eksempel vækst, inflation og volatilitet, eller de kan relateres til mere specifikke investeringsstile, såsom værdi-vækst investering eller momentuminvestering. Den store fordel ved faktorinvestering er, at den gør det muligt for investorer at systematisk eksponere sig mod disse faktorer og dermed høste risikopræmier, der historisk har givet højere afkast over tid.

En af de største fejltagelser, mange investorer begår, er at overse, hvordan deres aktiver reagerer under dårlige tider – de perioder, hvor økonomien er i tilbagegang, inflationen er høj, eller volatiliteten stiger markant. I sådanne perioder kan selv veldiversificerede porteføljer opleve store tab. En central idé, som systematisk faktorinvestering bygger på, er at forstå og navigere disse "dårlige tider". Dette betyder ikke kun at forvente, at investeringer vil give afkast i gennemsnit, men også at forstå de risici, der er forbundet med at holde bestemte aktiver, når markedsbetingelserne ændrer sig.

Faktorinvestering er i sin essens en tilgang, der søger at identificere og investere i de faktorer, der har tendens til at resultere i høje afkast på lang sigt, på trods af at de kan medføre betydelig risiko i perioder med økonomisk nedtur. Faktorer som værdibaseret investering og momentum er blevet populære blandt investorer, fordi de ofte leverer højere afkast end markedet som helhed, især når økonomien er i vækst. Men disse strategier har deres risici, og de kan underpræstere, når markederne er volatile, og økonomien er i krise.

En vigtig del af investering i faktorer er forståelsen af, hvordan disse faktorer fungerer over tid og hvordan de reagerer på ændringer i makroøkonomiske forhold. For eksempel, når inflationen er høj, vil værdibaserede aktier ofte klare sig dårligere, fordi deres værdi er tættere knyttet til fremtidige pengeindtægter, som bliver mindre værd, når inflationen stiger. Omvendt kan aktier med et momentum, der tidligere har haft høje afkast, klare sig bedre under stigende volatilitet, fordi de tiltrækker investeringer fra dem, der søger kortsigtet gevinst.

Faktorinvestering er ikke en "en størrelse passer alle"-løsning, men en tilgang, der kræver omhyggelig tilpasning til den enkelte investors risikoprofil og økonomiske situation. Det er essentielt at forstå, hvordan ens egne "dårlige tider" ser ud – det vil sige, hvilke perioder af økonomisk stress der er særligt skadelige for ens portefølje og økonomiske mål. Når disse perioder er identificeret, kan en investor skræddersy sin portefølje, så den er eksponeret mod de faktorer, der er bedst rustet til at modstå de specifikke risici, de står overfor.

Derudover er det vigtigt at forstå, at faktorpræmier ikke er uden risiko. De kan underprestere i perioder med markedsvolatilitet eller økonomisk nedtur, og det kræver tålmodighed og disciplin at holde fast i en faktorbasseret strategi gennem disse perioder. Derfor bør investorer altid være forberedte på, at deres investeringer kan opleve kortsigtede tab, især i tider med økonomisk usikkerhed.

Faktorinvestering indebærer også en evne til at identificere og udnytte markedets ineffektiviteter. Markederne er ikke altid perfekte, og der findes en række anomalier, som dygtige investorer kan udnytte. Et klassisk eksempel på en sådan anomalie er "low-risk" anomali, hvor aktiver, der anses for at være lavrisiko, faktisk har tendens til at levere højere afkast end aktiver med høj risiko. Dette bryder med den traditionelle opfattelse af risikobelønningsforholdet og åbner op for muligheder for investorer, der er i stand til at udnytte denne uregelmæssighed.

Desuden spiller porteføljeforvaltning og diversificering en væsentlig rolle i at håndtere de faktorer, der driver markedsdynamik. Ved at sprede investeringerne på tværs af forskellige aktiver og faktorer kan investorer opnå en bedre balance mellem risiko og afkast. Diversificering mindsker risikoen for store tab, især i perioder med økonomisk tilbagegang, hvor enkelte aktiver kan være særligt udsatte.

Sammenfattende er det afgørende at forstå, hvordan de forskellige faktorer, der styrer markederne, påvirker investeringer på lang sigt. Ved at fokusere på disse faktorer kan investorer opnå et mere stabilt og potentielt højere afkast, samtidig med at de reducerer deres eksponering mod de risici, der er forbundet med dårlige tider. Dette kræver dog en dyb forståelse af både makroøkonomiske forhold og de specifikke dynamikker, der påvirker de enkelte aktiver og faktorer, som udgør en portefølje.

Hvordan universiteter og velhavende individer investerer i alternative aktiver

Universiteter og store formuer har i mange år været pionerer i investeringsverdenen, især når det gælder alternative aktiver, som ikke altid er tilgængelige for den gennemsnitlige investor. En af de mest markante bevægelser i universiteters investeringer opstod i 1980'erne, hvor universiteter som Harvard, Princeton og Yale begyndte at ændre deres investeringsstrategier og vende sig mod mere illikvide aktiver som private equity og hedgefonde. Denne bevægelse blev anerkendt som et nyskabende skridt, og Yale var den første, der bevægede sig væk fra den traditionelle aktie- og obligationsportefølje, som dengang dominerede universitetsdonationer.

David Swensen, som ledede Yale’s investeringer i mange år, fremhævede, at långsigtede investorer, som universiteter, havde en fordel i at investere i illikvide aktiver, forudsat at de kunne finde de rette managerskaber. Dette blev grundlaget for det såkaldte "endowment model", som opfordrede til en blanding af private equity, hedgefonde og andre alternative aktiver, og som hurtigt blev adopteret af de førende universiteter i USA. Princeton fulgte hurtigt trop, og Harvard tilsluttede sig først i 1998. På denne måde begyndte universiteterne at diversificere deres porteføljer og reducere deres eksponering mod de mere volatile aktiemarkeder.

I 2002, når man ser på fordelingen af investeringer i alternative aktiver blandt universiteter, kunne man se en markant stigning. Men mens de største universiteter som Harvard, Princeton og Yale opnåede betydelig succes med denne tilgang, viste det sig, at mange andre universiteter ikke fik samme resultater. Under finanskrisen i 2008 og 2009, da aktiemarkederne kollapsede, led mange universitetsdonationer også store tab, selvom de havde investeret i alternative aktiver. I de følgende år viste det sig, at det ville have været bedre for mange universiteter at holde sig til den traditionelle aktie- og obligationsportefølje, da alternative investeringer med deres illikviditet ikke kunne sælges hurtigt nok til at dæmpe de økonomiske problemer, som universiteterne stod overfor.

Denne form for investering har dog sine egne udfordringer. Mange endowment managers er i høj grad benchmarked mod hinanden, hvilket skaber en form for "arm’s race" – en konkurrence om at overgå de andre. Dette betyder, at universiteterne ikke kun forsøger at udmærke sig akademisk og sportsligt, men også at udklikke hinanden i deres investeringer. Dette pres for at følge de store universiteter fører ofte til en herd behavior, hvor mange endowments simpelthen kopierer de investeringer, som Harvard, Yale og Princeton foretager sig.

På den anden side har den ekstremt velhavende elite – de såkaldte ultra-high-net-worth individuals – også været tidligt ude med at investere i alternative aktiver. Mange af de rigeste familier i verden har oprettet family offices, som håndterer deres investeringer på samme måde som universiteters endowment-fonde. Disse familie-kontorer forvalter enorme formuer og er langt mere fleksible og specialiserede end de store universitetsfonde. De tilbyder ikke kun investeringsrådgivning, men også personlige tjenester som rådgivning omkring skolevalg for børnene eller luksusrejser til eksotiske destinationer. I 2012 blev det anslået, at høj-net-worth individer kontrollerede omkring 42 trillioner dollars i aktiver, en formue der overgår den samlede markedsværdi af alle aktier på New York Stock Exchange.

Investering i alternative aktiver er derfor ikke kun for de store universiteter, men også for de velhavende familier, der søger at beskytte og vokse deres formuer. Der er dog en væsentlig forskel i, hvordan disse aktiver forvaltes. Mens universiteterne som regel er bundet af politiske og økonomiske beslutninger, har de velhavende familier ofte langt større frihed til at træffe beslutninger uden de samme typer af kontrol og offentlighedens øjne. Dette skaber en kompleks dynamik, hvor universiteter og de velhavende er i et tæt forhold til hinanden, men alligevel opererer under forskellige vilkår.

Det er også vigtigt at forstå, at ikke alle investeringer i alternative aktiver er lige. Mens nogle kan tilbyde høje afkast, indebærer de også stor risiko, især når markederne er volatile, og når aktiverne er vanskelige at realisere i tider med likviditetskriser. Det kræver en stor mængde viden og ekspertise at vælge de rigtige investeringer og managerskaber, og mange mindre institutioner har derfor svært ved at opnå samme succes som de store universiteter.

Hvordan Illikvide Aktiver Påvirker Porteføljevalg og Investeringer

Illikvide aktiver har stor betydning for investeringsporteføljer, men de kommer med betydelige risici. I de fleste modeller for porteføljevalg anbefales det kun at holde en moderat mængde illikvide aktiver, fordi disse aktiver ikke kan handles kontinuerligt og er forbundet med en højere risiko. Når en investor holder illikvide aktiver, kan værdien af disse aktiver variere meget over tid, og dette kræver en omhyggelig overvejelse af optimal allokering og rebalancering. Hvis de illikvide aktiver ikke kan handles hurtigt, kan den optimale beholdning variere betragteligt, hvilket medfører en høj usikkerhed i porteføljens værdi.

Den optimale allokering af illikvide aktiver afhænger af, hvor ofte de kan handles. Når intervallet mellem handler er relativt kort, som for eksempel hvert halve år, vil den optimale allokering af illikvide aktiver være relativt høj, omkring 44%. Når intervallet mellem handler stiger til 5 eller 10 år, falder den optimale allokering betydeligt. For et interval på 10 år vil den optimale allokering kunne være så lav som 5%. Denne forskel skyldes, at illikvide aktiver er langt mere risikable, når de ikke kan omsættes hurtigt på markedet. Jo længere tid der går mellem handler, desto større bliver risikoen for at skulle acceptere et tab eller en uventet værdiforringelse af aktivet.

Et væsentligt aspekt ved investering i illikvide aktiver er, at disse aktiver ikke giver mulighed for at beskytte sig mod fald i deres værdi på samme måde som likvide aktiver. Den risiko, der er forbundet med illikvide aktiver, kan ikke afdækkes på den måde, man kan med aktier eller obligationer. Derfor er den rette tilgang til konsum lavere, når man holder illikvide aktiver. Det betyder, at investorens forventede afkast og forbrug bør justeres ned, for at afspejle den ekstra risiko, der er forbundet med disse aktiver.

Der er ingen illikviditets-arbitrage i de fleste økonomiske modeller. I en klassisk mean-variance-model vil to aktiver med forskellige Sharpe-ratioer og perfekt korrelation føre til urealistisk høje positioner. Dette problem undgår man dog i tilfælde af illikvide aktiver, da disse aktiver ikke kan handles kontinuerligt. Investorer vil ikke vælge at akkumulere illikvide aktiver for at udnytte en arbitrage-strategi, fordi disse aktiver har en iboende illikviditetsrisiko, som gør kontinuerlige handler umulige.

For at investorer skal være villige til at påtage sig risikoen ved illikvide aktiver, skal de have en tilstrækkelig høj illikviditetsrisikopræmie, eller "hurdle rate". Denne præmie angiver, hvor meget højere afkast investoren kræver fra et illikvidt aktiv, for at opveje den ekstra risiko ved at det ikke kan handles hurtigt. For eksempel, hvis et aktiv kun kan handles en gang hvert tiende år, kræver investorer en præmie på omkring 6%, hvilket betyder, at de skal have et ekstra afkast på 6% sammenlignet med offentlige markeder for at kompensere for den illikviditetsrisiko, de påtager sig. I tilfælde af aktiver, der kan handles med et gennemsnitligt interval på et år, er præmien omkring 1%. Hvis et aktiv kan handles hvert halve år, er præmien meget lavere, omkring 0,7%.

Investering i illikvide aktiver kan derfor kun være en fordel for meget store og tålmodige investorer, som har ressourcerne og ekspertisen til at vælge de rette aktiver og håndtere den tilhørende risiko. Større institutioner som Harvard og Yale, for eksempel, har adgang til at udvælge og overvåge eksterne managerspecialister i illikvide markeder. De har en betydelig fordel, fordi de både har kapitalen og de relationer, der er nødvendige for at udnytte mulighederne i disse markeder. For mindre, mindre erfarne investorer kan investering i illikvide aktiver dog føre til store tab, eftersom de ofte ikke har den nødvendige viden til at vælge de rigtige investeringer.

I modsætning til traditionelle investeringer i likvide aktiver, som kan udnytte den hurtigt flydende information på markedet, giver investering i illikvide aktiver mulighed for at udnytte informationsasymmetrier, hvor kun et lille antal aktører har adgang til vigtig viden. Dette skaber muligheder for erfarne investorer, der har ressourcerne og evnerne til at analysere og investere i disse markeder. Hvis man som investor kan finde, evaluere og overvåge illikvide investeringer på den rette måde, kan det være en måde at opnå afkast, som ellers ville være umulige på de mere etablerede og likvide markeder.

Endvidere er det vigtigt at forstå, at illikvide aktiver i sig selv ikke nødvendigvis fører til højere risikojusterede afkast. Tværtimod kan mange illikvide aktiver faktisk have lavere afkast, når man tager højde for de omkostninger og risici, der er forbundet med deres illikviditet. Det betyder, at investorer bør være forsigtige og overveje, om den potentielle gevinst virkelig opvejer de risici, de påtager sig ved at vælge sådanne aktiver. Alt i alt kræver investering i illikvide aktiver en nøje vurdering af både markedets effektivitet, risiko og den investeringsekspertise, man har adgang til.

Hvad er den bedste kompensationsstruktur for finansielle rådgivere?

Der er mange forskellige måder, finansielle rådgivere kan blive kompenseret på, og hver af disse metoder har både fordele og ulemper, både for rådgiveren selv og for investorerne. Det er vigtigt at forstå, hvordan hver kompensationsstruktur fungerer, da det direkte påvirker kvaliteten af rådgivningen og de økonomiske resultater, som investorerne kan opnå.

En af de mest anvendte kompensationsmodeller er den baseret på en procentdel af aktiver under forvaltning (AUM). Denne model indebærer, at rådgiveren får en fast procentdel af de samlede midler, som de administrerer for klienten. En fordel ved denne metode er, at den skaber en direkte forbindelse mellem rådgiverens indkomst og klientens formuevækst. Dog er denne model ikke uden sine ulemper. Rådgiveren risikerer at få sin indkomst påvirket af markedsudsving, som de ikke har kontrol over. I modsætning til en model baseret på faktorer, bør beslutningen om faktoren (såsom aktier eller obligationer) være kundens, ikke rådgiverens. Når rådgiveren får sin løn baseret på markedsudviklingen, kan det betyde, at deres fokus bliver rettet mod faktorer, de ikke selv har valgt.

En anden model er den baseret på en procentdel af nettoformue eller indkomst. Denne struktur er en videreudvikling af AUM-modellen og gør det muligt for rådgiveren at tage en proportional gebyr på et højere beløb. Denne model åbner op for en bredere kundebase, da rådgiveren kan betjene kunder, der ikke nødvendigvis har tilstrækkelige aktiver under forvaltning for at opfylde minimumskravene for AUM-modellen. Dog har den samme ulempe som AUM-modellen: Kunden betaler for tid, der ikke nødvendigvis bliver brugt effektivt på deres sag.

En fast honorarmodel (flat fee) er en anden mulighed. Denne model gør det muligt for klienten at betale en fast pris for rådgivning, uanset rådgiverens arbejdsbyrde. Fordelen ved denne model er, at den giver rådgiveren økonomisk sikkerhed og mulighed for at tiltrække de bedste talenter. Ulempen er dog, at der ikke er nogen incitamenter for rådgiveren til at yde ekstra indsats. Hvis rådgiveren ikke har nogen økonomisk fordel ved at arbejde hårdere, kan de vælge at bruge tid på aktiviteter, der ikke gavner klienten. Hvis honoraret er tilstrækkeligt højt til at tiltrække de bedste rådgivere, kan denne model dog være optimal.

Timeløn er en sjældnere model, men den betaler rådgiveren for den faktiske tid, der bruges på klientens sag. Denne model minder om den, der anvendes af advokater, og er i høj grad baseret på det arbejde, der udføres. Den store fordel er, at rådgiveren får betaling for det arbejde, de udfører, og der er en direkte sammenhæng mellem den tid, de bruger, og den indkomst, de modtager. Problemet er dog, at timelønnen kan blive meget høj, hvilket kan gøre rådgivningen utilgængelig for mange investorer.

En anden model er baseret på rådgiverens udbytte relativt til et benchmark, som for eksempel S&P 500-indekset. Denne model søger at motivere rådgiveren til at levere bedre resultater ved at tilbyde en incitamentsbaseret betaling, hvis rådgiveren opnår bedre resultater end benchmarket. Denne model har dog også sine svagheder. For det første skal man vælge det rette benchmark, og det er ikke altid let at finde et benchmark, der er passende for en given investering. For det andet er det ikke nødvendigvis et mål, der afspejler den værdi, rådgiveren skaber for klienten.

En vigtig pointe er, at finansielle rådgivere ofte ikke kun udfører opgaver relateret til investering, men også fungerer som rådgivere på flere andre områder, såsom skatterådgivning, familierådgivning og endda psykisk støtte for klienter, som står over for økonomiske udfordringer. Disse multidimensionelle opgaver gør det svært at vurdere rådgiverens præstationer alene ud fra økonomiske resultater. Desuden kan incitamenter, der kun fokuserer på en enkelt opgave, føre til, at rådgiveren ignorerer andre vigtige aspekter af deres arbejde.

Som påpeget af Holmstrom og Milgrom (1991), er det ofte mere hensigtsmæssigt at have en fast løn uden incitamenter, når en rådgiver skal udføre flere opgaver. Dette skyldes, at incitamenterne kan få rådgiveren til at koncentrere sig om det opgave, der belønnes bedst, og dermed negligere andre vigtige aspekter af arbejdet.

Når det kommer til retail-investorer, er det derfor en god idé at finde rådgivere, der tilbyder flade eller timelønnede gebyrer, da dette sikrer en mere gennemsigtig og fair kompensationsstruktur. Investorer bør også overveje at betale ekstra for de tjenester, der ikke er dækket af det faste honorar.

Samtidig er benchmarking stadig vigtig. Selv om rådgiveren måske ikke modtager et stort incitament for at overgå benchmarket, giver det stadig investoren et mål for, hvad der kan opnås, og om rådgiveren tilfører reel værdi. Et enkelt benchmark, såsom en kombination af indeksfonde, kan være et nyttigt værktøj for at vurdere rådgiverens effektivitet.

Det er klart, at den rette kompensationsstruktur afhænger af en række faktorer, herunder rådgiverens rolle, klientens behov og de konkrete mål, der sættes for rådgivningen. Det er derfor vigtigt, at både investorer og rådgivere forstår de grundlæggende økonomiske mekanismer, der ligger til grund for forskellige kompensationsmodeller, så de kan vælge den struktur, der bedst fremmer en bæredygtig og effektiv rådgivning.

Hvad betyder momentum i investeringsstrategier?

Momentum er en af de mest dokumenterede og kraftfulde investeringsstrategier. Det bygger på ideen om, at aktiver, der har haft høje afkast over en vis periode, vil fortsætte med at præstere godt, mens aktiver, der har haft dårlige afkast, vil fortsætte med at underpræstere. Denne strategi er ikke kun effektiv på aktiemarkedet, men også på tværs af flere aktivklasser, herunder råvarer, obligationer, valutaer og endda fast ejendom. Momentum-strategier har over tid genereret betydeligt højere afkast sammenlignet med traditionelle værdi- eller størrelsesbaserede strategier som SMB (Small Minus Big) og HML (High Minus Low).

Momentum som investeringsfaktor er blevet stadigt mere populær, og en af de mest markante observationer er dens tilstedeværelse på tværs af aktivklasser. Det har vist sig, at momentum ikke kun er begrænset til aktier, men er et globalt fænomen. Der findes en stærk dokumentation for, at aktiver med positive historiske afkast fortsætter med at stige, mens aktiver med negative afkast fortsætter med at falde. Dette gælder på tværs af både internationale aktier, råvarer og statsobligationer. Den mest kendte anvendelse af momentum er som en tilføjelse til Fama-French-modellen, hvor momentum betragtes som en ekstra faktor, der påvirker risiko og afkast.

Selvom momentum har genereret markante gevinster for investorer, er det en strategi, der kan være præget af stor volatilitet. Det er ikke ualmindeligt, at momentum-strategier oplever perioder med kraftige fald. Historisk har der været store "crashes", hvor momentum-investorer har lidt store tab, især i perioder med økonomisk stress som under Den Store Depression eller finanskrisen i 2008. Det er vigtigt at forstå, at momentum-strategier, der ofte involverer korte positioner i aktier med dårlig præstation, kan resultere i store tab, når disse aktier pludselig får et "rebound", som det skete under de store redningspakker, der blev introduceret for at stabilisere finansmarkederne.

Den negative korrelation mellem momentum og værdi-investering (HML) betyder, at momentum ikke nødvendigvis er modsætningen til værdiinvestering. Faktisk er mange investorer, der identificerer sig som vækstinvestorer, faktisk momentum-investorer, fordi rent vækstaktier over længere perioder har tendens til at underperforme sammenlignet med værdiaktier. Værdi-investering er en form for negativ feedback-strategi, hvor aktier med faldende priser på et tidspunkt bliver undervurderet og dermed attraktive for værdi-investorer. På den anden side er momentum en positiv feedback-strategi: aktier med høje historiske afkast tiltrækker flere investorer, hvilket får priserne til at stige yderligere.

Det er også vigtigt at bemærke, at momentum-strategier oftest arbejder på tværs af aktieklasser, og som sådan er de ikke nødvendigvis en erstatning for langsigtede investeringsstrategier, som rebalancering på tværs af aktivklasser. I stedet kan momentum ses som en ekstra strategi for de investorer, der ønsker at udnytte kortsigtede markedsbevægelser, samtidig med at de opretholder en langsigtet position.

Teorierne bag momentum er stadig et aktivt forskningsområde, og selvom flere forklaringer har været fremsat, er der stadig mange spørgsmål, der mangler svar. Behavioral finance-teorier foreslår, at momentum kan opstå som et resultat af investorers irrationelle adfærd. En af de mest udbredte teorier er, at momentum skyldes en form for overreaktion eller underreaktion på information. Overreaktion sker, når investorer reagerer for stærkt på nyheder, mens underreaktion kan opstå, når investorer langsomt lærer at justere deres opfattelser baseret på nye informationer. Uanset årsagen er momentum et fænomen, der stammer fra investorers adfærd og deres evne eller manglende evne til at forholde sig rationelt til information.

Når man arbejder med momentum som en investeringsstrategi, er det også væsentligt at være opmærksom på den risiko, der følger med. Mens momentum kan levere attraktive afkast i opadgående markeder, kan det også føre til store tab under perioder med markedsvolatilitet. Det er ikke kun nødvendigt at have en grundlæggende forståelse af de faktorer, der driver momentum, men også af de risici, der følger med at følge denne strategi. Perioder med høj volatilitet og ændringer i makroøkonomiske forhold, som vi så under de globale finanskriser, kan udløse store tab for momentum-investorer, hvis de ikke er forberedt på de potentielle op- og nedture, som følger med denne strategi.

Momentum-strategier er altså ikke en garanteret måde at opnå store afkast på, men snarere en metode, der udnytter markedsdynamikker i kortere perioder. Investeringsbeslutninger baseret på momentum skal tages med forsigtighed, og det er nødvendigt at have en klar forståelse af de potentielle risici og gevinster. Det kræver en disciplineret tilgang og en evne til at håndtere de volatilitetselementer, der naturligt følger med momentum-investering.

Hvad skete der med Quigley? En mystisk opklaring af en mordgåde
Hvordan neurotransmittere påvirker smerteoverførsel og perception
Hvordan afgør ørkenen sin dom?
Hvorfor ville de ikke have mig med til Californien?