Hvordan håndteres cache og cirkulære referencer i Blazor WebAssembly ved datahentning fra webservice?

Ved arbejde med data i Blazor WebAssembly opstår ofte behovet for at håndtere komplekse datastrukturer, som for eksempel objekter med cirkulære referencer. I tilfælde hvor en entitet refererer til sig selv, som med en Employee-klasse der kan have en "ReportsTo"-relation til en anden Employee, kræver det særlig opmærksomhed under JSON-serialisering og -deserialisering for at undgå uendelige rekursioner.

For at optimere ydeevnen og reducere unødvendige kald til webservicen, anvendes browserens localStorage som cache-lager. Ved opstart forsøges først at hente et timestamp og data fra localStorage. Hvis den lagrede data ikke er forældet (inden for en foruddefineret cachevarighed), anvendes denne cache i stedet for at hente data fra serveren. Ellers foretages en HTTP-anmodning til webservicen for at opdatere dataene, hvorefter det nye datasæt og det aktuelle tidspunkt gemmes i localStorage.

Denne cache-mekanisme sikrer, at applikationen kun foretager nødvendige netværkskald, hvilket reducerer belastningen på serveren og giver en hurtigere brugeroplevelse, især ved gentagne forespørgsler af samme data, som fx en liste over medarbejdere filtreret på land.

Når data er indlæst og deserialiseret korrekt, konverteres det til en IQueryable for at muliggøre videre filtrering og manipulation, fx filtrering af medarbejdere baseret på landekriterier.

Derudover demonstreres integrationen med browserens udviklerværktøjer, hvor man kan se cachede data under Application > Local Storage, samt netværksanmodninger ved dataopdatering. Dette giver indsigt i hvordan og hvornår data hentes, caches og opdateres.

Det er væsentligt at forstå, at selvom caching forbedrer ydeevne og reducerer netværkstrafik, skal cachestyringen være nøje tilpasset applikationens datakonsistenskrav. En for lang cachelevetid kan føre til forældede data, mens for kort kan minimere gevinsten ved caching. Tilsvarende kræver håndtering af cirkulære referencer en bevidst konfiguration af serializeringsmuligheder for at undgå runtime-fejl og sikre dataintegritet.

Desuden bør man være opmærksom på at fejlhåndtering ved datahentning er essentiel for robusthed. I eksemplet logges exceptions ved både HTTP-anmodninger og JSON-deserialisering, hvilket er kritisk for at opdage og reagere på fejl uden at applikationen crasher.

Det er også værd at bemærke, at effektiv brug af IQueryable muliggør fleksibel datafiltrering efter deserialisering, hvilket kan være vigtigt for at minimere datamængden i UI-komponenterne og dermed optimere både ydeevne og brugervenlighed.

Hvordan opretter og tester du en Android-enhed i Visual Studio 2022 for Mac?

For at udvikle Android-applikationer på en effektiv måde med Visual Studio 2022, er det vigtigt at oprette en virtuel Android-enhed. Dette gør det muligt at teste din applikation uden at skulle bruge en fysisk enhed. Når du bruger .NET MAUI, er det især relevant at have en opdateret Android SDK og en passende enhed at teste på. Her er en grundig gennemgang af, hvordan du opretter en virtuel Android-enhed og tester den i Visual Studio 2022 for Mac.

Først og fremmest skal du sikre dig, at du har den nødvendige Android SDK installeret. En standardinstallation af Visual Studio 2022 med arbejdsbelastningen for mobiludvikling inkluderer en Android SDK, men denne version er ofte ældre for at understøtte et bredt udvalg af enheder. For at udnytte de nyeste funktioner i .NET MAUI skal du dog konfigurere en nyere version af Android-enhedsemulatoren.

I dialogboksen, der åbnes, skal du vælge de ønskede indstillinger:

• Base Device: Pixel 5

• Processor: x86_64

• OS: Android 13.0 – API 33

• Google APIs: Selected

• Google Play Store: Cleared

Klik derefter på "Save" og accepter eventuelle licensaftaler. Vent på, at nødvendige filer bliver hentet, og når de er downloadet, kan du starte emulatoren. Klik på knappen "Start" i Android Device Manager og test, at enheden har adgang til internettet ved at åbne en browser og navigere til en hjemmeside som eksempelvis https://www.bbc.co.uk/news.

Når du er færdig med at teste, skal du lukke emulatoren og Android Device Manager og genstarte Visual Studio 2022 for at sikre, at det er opmærksom på den nye emulator.

Når du har konfigureret dine udviklingsindstillinger og emulatorer, kan du begynde at oprette din første .NET MAUI-app. For at gøre dette skal du åbne Visual Studio 2022, tilføje et nyt projekt og vælge skabelonen for en .NET MAUI-app. Du kan vælge C# som sprog og MAUI som projekt-type for at filtrere og vise de relevante skabeloner.

Når din app kører, kan du interagere med den ved at klikke på knapperne, som i eksemplet med en simpel tællerfunktion i appen. Hvis du ønsker at teste appen på en Windows-enhed, kan du ændre målet for opstarten i Visual Studio til Windows Machine og vælge den ønskede version af Windows.

Det er vigtigt at understrege, at du bør teste din .NET MAUI-app på alle de enheder, som den skal køre på. Dette giver dig mulighed for at få en god fornemmelse af, hvordan din app opfører sig på både mobile enheder (som typisk har en lang og smal portrætorientering) og desktop-enheder (der har en bredere landskabsorientering). Hvis du arbejder på en Mac, anbefales det også at teste din app i iOS-simulatoren, Android-emulatoren og som en Mac Catalyst-app.

Når du arbejder med .NET MAUI og udvikler applikationer til både mobile enheder og desktop-platforme, bør du ikke kun fokusere på at få appen til at fungere på én type enhed. I stedet skal du sikre, at appen er optimeret og funktionel på alle platforme og enheder, der understøttes. Dette inkluderer at tage hensyn til skærmopløsning, navigationsmønstre og brugerfladeelementer, der kan være forskellige afhængigt af platformen. En vigtig faktor at huske er også at holde appens design responsivt, så det tilpasser sig skærmstørrelsen på en god måde.

Hvordan bygge brugergrænseflader og dele ressourcer i .NET MAUI

Når du arbejder med .NET MAUI (Multi-platform App UI), er det essentielt at forstå, hvordan man opretter og administrerer brugergrænseflader (UI) samt hvordan man deler ressourcer effektivt på tværs af hele applikationen. Denne proces gør det lettere at styre og opretholde ens app's udseende og funktionalitet på tværs af forskellige platforme som desktop og mobil. I denne sektion vil vi gennemgå et eksempel på, hvordan man opretter en simpel calculator UI, tilføjer event handlers og arbejder med delte ressourcer i .NET MAUI.

Først og fremmest skal vi arbejde med begreberne af ressourcer i .NET MAUI. Ressourcer kan defineres på tre niveauer i applikationen: Applikationen, siden (Page) og kontrolenheder (Control). Ved at definere ressourcer på applikationsniveau kan disse deles på tværs af hele applikationen, hvilket forenkler vedligeholdelsen af UI-design og farveskemaer.

Her er et eksempel på, hvordan koden kan se ud i en XAML-fil og C#-fil for at implementere denne funktionalitet:

csharp
Copy code
private void ContentPage_Loaded(object sender, EventArgs e)
{
    foreach (Button button in gridCalculator.Children.OfType<Button>())
    {
        button.FontSize = 24;
        button.WidthRequest = 54;
        button.HeightRequest = 54;
        button.Clicked += Button_Clicked;
    }
}

private void Button_Clicked(object sender, EventArgs e)

{
    string operationChars = "+-/X=";
    Button button = (Button)sender;
    if (operationChars.Contains(button.Text))
    {
        Output.Text = string.Empty;
    }
    else
    {
        Output.Text += button.Text;
    }
}

I eksemplet ovenfor bliver hver knap i gitteret formateret til en passende størrelse og tildeles en klik-hændelse, der opdaterer outputtet i henhold til den valgte knap. Bemærk, at denne implementation kun simulerer en lommeregner og ikke inkluderer den faktiske beregningslogik, da hovedformålet her er at demonstrere UI-opbygning i .NET MAUI.

Når applikationen er startet, og brugeren interagerer med knapperne, vil outputfeltet blive opdateret med den tilsvarende tekst. Dette kan testes på både desktop- og mobile enheder, hvilket giver et klart billede af, hvordan applikationen fungerer på tværs af platforme.

For at definere en delt ressource, kan vi oprette en ResourceDictionary i et separat XAML-dokument, som indeholder forskellige ressourcer som farver, pensler og stilindstillinger. For eksempel:

xml
Copy code
<ResourceDictionary xmlns="http://xamarin.com/schemas/2014/forms"
                    xmlns:x="http://schemas.microsoft.com/winfx/2006/xaml">
    <LinearGradientBrush x:Key="rainbow" StartPoint="0,0" EndPoint="1,1">

        <GradientStop Color="Red" Offset="0.0" />

        <GradientStop Color="Orange" Offset="0.2" />

        <GradientStop Color="Yellow" Offset="0.4" />

        <GradientStop Color="Green" Offset="0.6" />

        <GradientStop Color="Blue" Offset="0.8" />

        <GradientStop Color="Purple" Offset="1.0" />
    </LinearGradientBrush>
</ResourceDictionary>

Denne ressource kan derefter bruges i applikationen til at ændre baggrundsfarven på en side. I eksemplet ovenfor vil vi anvende rainbow penslen til at ændre baggrundsfarven i en bestemt side ved hjælp af XAML-syntaksen:

xml
Copy code
<ContentPage BackgroundColor="{StaticResource rainbow}">

</ContentPage>

Hvis du ønsker, at ressourcer skal ændres dynamisk, kan du implementere en side til brugerindstillinger, hvor brugeren kan justere UI-elementernes farver i realtid. Dette kan gøres ved at definere farver som ressourcer i en ResourceDictionary, som senere kan bindes til specifikke UI-komponenter som knapper og labels. For eksempel kan du ændre farven på tekst og baggrund dynamisk i kode:

xml
Copy code
<Button Text="Click Me"

        BackgroundColor="{DynamicResource ButtonBackgroundColor}"
        TextColor="{DynamicResource ButtonTextColor}" />

Ved at bruge denne tilgang kan du hurtigt ændre farver og stilarter uden at skulle gennemgå hele koden og manuelt opdatere hver enkelt kontrol. Dette gør vedligeholdelsen lettere og giver dig mulighed for at tilbyde brugerne mere tilpasningsmuligheder.

Det er vigtigt at forstå, at ressourcer kun bliver læst én gang ved opstart af applikationen, hvis de er defineret som StaticResource. Hvis du ønsker, at ressourcer skal opdateres dynamisk, skal du bruge DynamicResource, som giver dig mulighed for at ændre ressourceværdier i realtid, uden at applikationen skal genstartes.

Hvad betyder end of life og end of support for .NET?

End of support (EOS) og end of life (EOL) refererer til de tidspunkter, hvor Microsoft stopper med at levere opdateringer, fejlrettelser og teknisk support for en bestemt version af .NET. Disse milepæle er afgørende for udviklere, da de betyder, at når en version af .NET når sit end of life, vil den ikke længere modtage sikkerhedsopdateringer eller teknisk assistance. Det er derfor vigtigt for udviklere og organisationer at holde sig opdaterede med de versioner, der fortsat er under support, for at undgå potentielle sikkerhedsrisici og kompatibilitetsproblemer.

.NET Runtime-versioner følger semantisk versionering, hvilket betyder, at store versionsopdateringer indikerer ændringer, der kan bryde eksisterende funktionalitet, mens mindre opdateringer tilføjer nye funktioner, og patch-opdateringer fokuserer på fejlrettelser. Dette gør det lettere for udviklere at forstå, hvilke ændringer der er blevet foretaget, og hvordan de påvirker deres applikationer.

Når du arbejder med .NET, kan du støde på forskellige scenarier, som kræver en grundlæggende forståelse af versioner og kompatibilitet. Det er f.eks. vigtigt at forstå, hvordan en opdatering til en ny runtime-version kan påvirke din applikations funktionalitet, og hvordan du bedst håndterer SDK-opdateringer for at sikre, at dine udviklingsværktøjer fungerer som forventet.

I C# 8 og .NET Core 3 blev der introduceret en række nye sprog- og biblioteksfunktioner. En af de mest markante ændringer var muligheden for at anvende readonly på medlemmer af en struct. Det blev også muligt at bruge null-coalescing assignment (??=), hvilket giver en kortere syntaks til at tildele værdier kun, hvis venstre operand er null. Desuden blev pattern matching udvidet, og det blev muligt at gøre lokale funktioner statiske.

En anden væsentlig funktion, der blev introduceret, var muligheden for at oprette og bruge asynkrone streams, som er iteratorer, der implementerer IAsyncEnumerable. Dette giver udviklere mulighed for at arbejde med data asynkront, hvilket kan være nyttigt i scenarier med store datamængder eller samtidige operationer. Desuden blev det muligt at anvende await using til at arbejde med objekter, der implementerer IAsyncDisposable-interfacet.

Et af de store fremskridt i C# 8 var introduktionen af default interface methods. Denne funktion gør det muligt at definere implementeringer af medlemmer direkte i et interface, hvilket især er nyttigt, når du vil udvide et eksisterende interface uden at bryde eksisterende implementeringer. Dette åbner op for lettere kompatibilitet med eksterne API'er, som f.eks. Android eller Swift, der allerede understøtter sådanne funktioner.

Desuden blev using-deklarationer forenklet i C# 8, hvilket reducerer behovet for klammeparenteser i using-blokke. Det betyder, at ressourcer som filer og forbindelser automatisk frigives, når den aktuelle scope afsluttes, hvilket gør koden mere enkel og mindre fejlbehæftet.

En vigtig udfordring, når man begynder at bruge nullable reference types, er, hvordan man håndterer eksisterende biblioteker og kode. Det er ikke nødvendigvis en lille opgave at få eksisterende kodebaser til at overholde de nye nullability-konventioner, især hvis de bruger ældre versioner af .NET. For mange projekter vil det være nødvendigt at foretage en gradvis opgradering og sikre, at de nødvendige ændringer bliver foretaget for at undgå null-værdier, der kan føre til problemer.

I .NET 6 og senere versioner er nullability blevet aktiveret som standard, men det er stadig muligt at deaktivere det, hvis man arbejder med ældre kode. Det er dog værd at bemærke, at Microsoft først implementerede nullability-checks fuldt ud i .NET 6, og at vigtige biblioteker som Microsoft.Extensions først blev annoteret i .NET 7.

For udviklere er det vigtigt at følge med i opdateringerne og sikre, at deres applikationer fortsat er kompatible med de versioner af .NET, der er under aktiv support. Ved at forstå versionering og de nye funktioner kan man optimere sine applikationer og undgå potentielle problemer med inkompatibilitet og sikkerhed.

Hvordan Man Håndterer Data i SQL Server

I SQL Server findes også globale variabler, som f.eks. @@ROWCOUNT, der giver information om antallet af berørte rækker efter en udført kommando. Dette kan være nyttigt i situationer, hvor man ønsker at kontrollere resultatet af en operation, uden nødvendigvis at hente data fra tabellen.

Datatyper i SQL Server kan kategoriseres i faste og variable typer. Faste datatyper, som int og smallint, anvender en bestemt mængde hukommelse, mens variable typer som varchar og nvarchar justeres efter det aktuelle dataindhold. Det er især vigtigt at forstå forskellen mellem varchar og nvarchar, da sidstnævnte anvender dobbelt så meget hukommelse per karakter, da den understøtter Unicode. Dette er afgørende, når man arbejder med internationale data, der kræver karakterer udenfor det latinske alfabet.

Flowkontrol i SQL Server minder om andre programmeringssprog som C#. T-SQL, der er SQL Servers udvidelse af SQL, indeholder kontrolstrukturer som IF...ELSE, TRY...CATCH, GOTO og WHILE. En særlig funktion ved T-SQL er brugen af BEGIN og END for at definere blokke af kode, hvilket svarer til de krøllede parenteser i C#. Denne struktur gør det muligt at implementere betinget logik og fejlhåndtering direkte i SQL-forespørgslerne.

I T-SQL findes en række operatorer, som ligner dem, man kender fra C#, som +, -, *, /, samt logiske operatorer som AND, OR og NOT. Operatoren LIKE bruges til mønstergenkendelse i tekstfelter, hvor specialtegn som % (hvilket betyder ethvert antal tegn) og _ (et enkelt tegn) anvendes. T-SQL tilbyder også funktioner som BETWEEN, IN, ANY og EXISTS, der gør det lettere at håndtere forespørgsler med flere betingelser.

DML-kommandoerne til indsættelse, opdatering og sletning af data er også afgørende. For eksempel, for at indsætte en ny række i en tabel, kan man bruge INSERT INTO-kommandoen. For at opdatere eksisterende data, anvendes UPDATE, og for at fjerne data kan man bruge DELETE eller den mere effektive TRUNCATE TABLE, som ikke logger de individuelle sletninger af rækker.

Når man arbejder med Data Definition Language (DDL) i SQL Server, handler det om at ændre strukturen af databasen. DDL-kommandoer som CREATE, ALTER og DROP bruges til at oprette, ændre og slette objekter som tabeller og indekser. Eksempler som CREATE TABLE og ALTER TABLE gør det muligt at tilpasse databasen efter behov, mens kommandoen DROP TABLE fjerner et objekt fra systemet.

Det er også vigtigt at forstå, hvordan SQL Server håndterer referentiel integritet. Når man for eksempel sletter data fra en tabel, kan det være nødvendigt at tage hensyn til relaterede data i andre tabeller, hvilket kan forhindre sletning af data, hvis der findes afhængigheder. Dette kan håndteres med fremmednøgler og restriktioner, som sikrer, at dataforholdene forbliver konsistente.