I forbindelse med valget, som fandt sted før den nuværende præsident Donald Trump blev valgt, blev advarsler fra psykologer og mental sundhedseksperter stort set ignoreret. Dette kan delvist skyldes, at medierne ikke gav tilstrækkelig opmærksomhed til bekymringerne fra professionelle i denne sektor, eller måske fordi nogle borgere undervurderede værdien af mental sundhed og placerede et tungt lag af stigma over professionen. En anden mulighed er, at vi som fagfolk i mental sundhed ikke formåede at stå sammen om at adressere disse problemer. Uanset årsagen er det dog ikke for sent at følge op på disse advarsler.

Når en person er psykologisk ubalanceret, kan det føre til alvorlige konsekvenser, hvor alting kan balancere på kanten af sammenbrud, hvis der ikke sker en ændring. Vi undrer os over, hvor omfattende de langsigtede effekter af en psykisk ubalanceret leder vil være for samfundet og hvordan disse handlinger vil fortsætte med at påvirke os som individer, fællesskaber, nationer og måske endda planeten som helhed. Trumps handlinger og hans unikke ledelsesstil er ikke kun bekymrende for USA, men også for resten af verden.

Donald Trump anses af mange som en af de farligste personer i verden, en magtfuld leder af en magtfuld nation, som har myndighed til at beordre atommissiler rettet mod en anden nation på grund af hans (eller et familiemedlems) personlige distress ved at se billeder af mennesker, der er blevet dræbt i gaskamre. Det er skræmmende at forestille sig, hvilke handlinger Trump kunne tage i større og mere dødelige konflikter med sine personlige og politiske fjender. Særligt bekymrende er hans abrupthed og vilkårlige adfærd, som kan føre til katastrofale konsekvenser ikke kun for USA’s borgere, men for hele verden.

Et par specifikke eksempler på hans farlige ustabilitet er hans gentagne roser af FBI-direktør James Comey, kun for senere at afskedige ham for den undersøgelse, han tidligere havde rost. Et andet eksempel er Trumps udsagn om NATO: Fra at kalde alliancen for “forældet” i valgkampen til senere at erklære, at NATO var nødvendigt og acceptabelt. Den største frygt er, at Trump, ligesom ekstreme nutidige hedonister, potentielt søger krig – måske af de mest egoistiske grunde: for at aflede opmærksomheden fra undersøgelsen af hans forbindelser til Rusland. Hvis en anden ustabil verdensleder griber denne provocerende adfærd, vil Trump have brug for NATO’s støtte.

Selv om vi som individer ikke nødvendigvis behøver at følge vores ledere ned ad en farlig sti mod en afgrund af fortidens fejltagelser, kan vi vælge at stå fast her i nuet og rette blikket mod en lysere fremtid, som vi selv skaber. En positiv udvikling er den fantastiske måde, hvorpå samfundet reagerede på de tragiske terrorangreb mod steder for tilbedelse og gravpladser. Efter disse angreb viste jøder og muslimer en enestående vilje til at samarbejde og støtte hinanden, både økonomisk og praktisk. De genopbyggede hinandens steder for tilbedelse og viste medmenneskelighed og kærlighed i en tid med had og vold.

Dette, dette er det sande billede af menneskeheden! Dette er USA – et land, hvor den almindelige borger har vist os den bedste side af sig selv gennem heltemodige og medfølende handlinger. I mødet med verdens mest magtfulde personer og nationer kan vi vælge at handle med visdom og medfølelse i stedet for at følge destruktive tendenser.

En sidste idé til vores politiske ledere er at betragte det grundlæggende krav, som mange virksomheder allerede anvender til at vurdere potentielle medarbejdere: psykisk vurdering. Virksomheder bruger ofte psykologiske test og undersøgelser for at sikre, at de ansætter personer, der er ærlige og passer godt ind i organisationens kultur. Det burde ikke være for meget at forlange, at de samme krav bliver stillet til kandidater til verdens vigtigste job – præsidentembedet. Hvis virksomheder kan anvende psykologisk vurdering for at sikre den rette person til en lederrolle, hvorfor skulle det så ikke gælde for den politiske arena? En psykologisk vurdering kunne hjælpe med at sikre, at vi ikke kun vælger en stærk leder, men en person, der er følelsesmæssigt og mentalt stabil, i stand til at handle rationelt i krisesituationer, og som ikke vil bringe verden på randen af ødelæggelse.

Hvorfor er “Crazy Like a Fox” kontra “Crazy Like a Crazy” så vigtigt? En psykologisk analyse af Donald Trump

Delusional Disorder, beundring af brutale diktatorer, de nukleare koder og Trump

I den offentlige diskurs om Donald Trump er der ofte blevet trukket paralleller til narcissistiske træk, antisocial personlighedsforstyrrelse og patologisk løgnagtighed. Men den stigende mængde af udsagn, der ikke kan forklares med enkle psykologiske diagnoser, peger mod en dybere og mere kompleks psykologisk tilstand. I denne kontekst bør der lægges vægt på den sjældne diagnose af delusional disorder, som kan give et nyt perspektiv på Trumps adfærd og udsagn.

Delusional disorder er en psykotisk lidelse, hvor individer udvikler vedholdende, udbredte overbevisninger, som er i direkte modstrid med virkeligheden. Disse overbevisninger opretholdes med absolut sikkerhed, selv når der præsenteres uigendrivelige fakta, der modsiger dem. Lidelsen adskiller sig fra skizofreni, da den ikke nødvendigvis kommer til udtryk gennem bizarre eller hallucinerede oplevelser. I stedet opretholder personen et klart og rationelt verdenssyn, så længe man ikke udfordrer de specifikke vrangforestillinger, der ligger til grund for deres adfærd.

Delusional disorder er kendetegnet ved en række adfærdsmønstre, der kan være svære at opdage. De mennesker, der lider af denne lidelse, fremstår ofte charmerende, velovervejede og rationelle, så længe deres delusioner ikke sættes spørgsmålstegn ved. I Trumps tilfælde ser vi, hvordan hans udtalelser ofte er kendetegnet ved et usædvanligt behov for at bekræfte sin egen overlegenhed og en manglende evne til at acceptere, når fakta ikke stemmer overens med hans opfattelse.

Trumps opførsel under sin tale til CIA den dag efter sin indsættelse som præsident giver et interessant indblik i, hvordan delusional disorder kan komme til udtryk. I løbet af denne tale fremsatte han påstande, som var i direkte modstrid med dokumenterede fakta. Et af de mest markante eksempler var, da Trump hævdede, at han var “1000 procent bag CIA”, samtidig med at han angreb de “falske medier”, der havde skabt en myte om, at han skulle have haft en konflikt med efterretningstjenesten. Hvem som helst, der havde adgang til internettet, kunne hurtigt finde beviser på, at Trump selv havde udtalt sig kritisk om CIA’s arbejde på adskillige tidligere tidspunkter. Alligevel fastholdt han sin påstand, som om virkeligheden kunne formes af hans ord alene. Dette er en karakteristisk træk ved delusional disorder: personen accepterer sin egen version af virkeligheden uden hensyntagen til objektive fakta.

Et andet skræmmende eksempel på Trumps potentielle delusional disorder opstod, da han under sin tale hævdede, at Gud havde stoppet regnen under hans indsættelsestale, blot for at den begyndte at regne igen, når han var færdig med at tale. Igen kunne enhver med en smartphone hurtigt finde dokumentation, der viste, at regnen begyndte, da han talte, og at det aldrig blev solskin. Men Trumps insisteren på, at virkeligheden passede til hans version, er endnu et eksempel på den psykiske tilstand, der kan være forbundet med en delusional disorder.

Delusional disorder er ikke kun en intellektuel øvelse i at forstå, hvordan individer som Trump reagerer på virkeligheden. Det har alvorlige implikationer for, hvordan sådan en person kan fungere i magtpositioner. Det er ikke bare et spørgsmål om, hvordan man opfatter verden, men også hvordan man træffer beslutninger baseret på den egenopfundne virkelighed. Når fakta bliver irrelevant, og personens egne overbevisninger bliver absolutte, kan det føre til risikable beslutninger, som ikke er baseret på objektiv vurdering.

Et centralt træk ved delusional disorder er, at disse individer ser sig selv som ekstremt vigtige, og de reagerer ekstremt defensivt, hvis nogen sætter spørgsmålstegn ved deres overbevisninger. Trumps konstante behov for at bekræfte sin egen betydning og hans reaktion på kritik understøtter yderligere muligheden for en sådan lidelse. For dem, der lider af delusional disorder, er enhver udfordring af deres virkelighed en direkte trussel mod deres selvbillede og eksistensberettigelse.

Delusional disorder er en kronisk lidelse, som bliver værre med alderen. Trumps adfærd viser tegn på en optrapning af hans vrangforestillinger, hvilket indikerer, at hans tilstand muligvis er blevet mere udtalt i takt med, at han er blevet ældre og har fået mere magt. Det er ikke længere kun en intellektuel eller politisk diskussion, men et spørgsmål om, hvordan hans virkelighedsopfattelse kan påvirke vigtige beslutninger, som fx omgang med efterretningstjenester, internationale relationer og nukleare koder.

For læseren er det vigtigt at forstå, at Trumps adfærd ikke nødvendigvis kan forklares gennem traditionelle psykologiske begreber som narcissisme eller antisocial adfærd alene. I stedet er der grund til at overveje, at hans konstante fornegtelse af virkeligheden kan være et symptom på en psykotisk lidelse, der påvirker hans evne til at træffe rationelle beslutninger. Dette er en farlig tilstand i en leder af en nation, da det kan føre til beslutninger, der er fundamentalt adskilt fra den objektive virkelighed, hvilket kan få alvorlig

Hvilken rolle spiller kognitiv sundhed i en præsidents funktion?

I USA er præsidentembedet et af de mest krævende i verden, hvor det kræves, at personen på posten opretholder en næsten overmenneskelig kognitiv klarhed, uanset personlige forhold eller fysiske omstændigheder. Selvom spørgsmålet om, hvorvidt der bør være en "delt præsidentpost" eller en form for opdeling af opgaver, har været overvejet ved flere lejligheder, er det aldrig blevet praktisk eller politisk muligt at gennemføre. I befolkningens øjne er entusiasme, energi og erfaring essentielle kvaliteter hos en præsident, og det er ikke ualmindeligt, at der er et ønske om en erfaren leder med en “faderlig” eller endda “bedstefarlig” politisk persona, hvilket har ført til, at flere præsidentkandidater har været i deres seniorår. Donald Trump er den ældste person, der nogensinde er blevet inds sworn in som præsident, og med alderen følger både erfaring og – forhåbentlig – visdom, men også medicinske bekymringer vedrørende kognitivt forfald.

Det er nu anerkendt, at selvom visse neurologiske funktioner når deres top i de yngre voksne år, forbliver den overordnede kognitive funktion relativt intakt indtil sent i livet, med mindre nedgang først efter 80 års alderen, men denne nedgang er ikke universel. Problemet er derfor ikke nødvendigvis aldersrelateret kognitiv svækkelse, men sygdomsrelateret forfald og nedgang forårsaget af andre fysiologiske faktorer, såsom bivirkninger af medikamenter, tidligere stofmisbrug eller tidligere hovedtraumer.

Kognitive problemer hos en præsident kan opdeles i fem hovedområder: (1) medfødte, grundlæggende intellektuelle og kognitive evner; (2) svækkelse forårsaget af neurologiske sygdomme (som Alzheimer eller andre former for demens); (3) svækkelse forårsaget af akut sygdom; (4) toksiske virkninger af foreskrevne medikamenter eller misbrug af stoffer; og (5) kumulative virkninger af hovedtraumer eller brug af giftige stoffer.

Selvom det nuværende politiske system ikke fastsætter nogen intellektuelle eller kognitive standarder for en præsident, er dette en åben sårbarhed. Udfordringen med at definere, hvor grænserne bør sættes for intellektuel og kognitiv dygtighed, og hvordan og af hvem disse standarder skal måles, gør det praktisk set usandsynligt, at sådanne standarder vil blive implementeret i den nærmeste fremtid. Det er i stedet op til vælgerne at vurdere, om en kandidat har de nødvendige intellektuelle evner, en proces der er problematisk, da befolkningen kun har adgang til en begrænset mængde information, som primært består af præpakkede præsentationer og debatter – langt fra tilstrækkeligt til at vurdere en kandidats intellekt.

Når det kommer til de langsigtede virkninger af neurodegenerative sygdomme som Alzheimer, begynder kognitiv tilbagegang ofte langsomt og kan undgås eller blive afskrevet som en naturlig del af aldring. Det er ikke ualmindeligt, at tidlige tegn på neurodegeneration bliver set som et aldersfænomen og ikke bliver opfattet som en alvorlig bekymring. Imidlertid vil en erfaren kliniker kunne genkende advarselsskilte fra offentlige optrædener og interaktioner, hvilket kan være en grund til bekymring og en opfordring til yderligere evaluering. Det er dog problematisk, at mange mener, at offentlige udtalelser fra klinikere om sådanne tegn ikke altid er objektive, og ofte indeholder de politiske eller personlige motivationer.

Trumps kandidatur og valg har været genstand for meget debat, især hvad angår hans kognitive helbred. Der er blevet udtrykt bekymring blandt eksperter, der har kaldt på en formel vurdering af hans helbred. Det er dog vanskeligt at få et klart billede af en persons kognitive tilstand baseret alene på offentlige optrædener og videooptagelser. Der er dem, der afviser enhver bekymring og dem, der mener, at en medicinsk evaluering er nødvendig. Men det er svært at ignorere, at en ændring i hans præstationer kan være tydelig ved sammenligning af optagelser fra hans tidligere optrædener. Hvis man ser på udviklingen over tid, er det svært at afvise, at der er grund til bekymring. Uden fuld lægehistorie og formel testning er det dog umuligt at komme til en præcis diagnose baseret på observation alene.

Desuden kan kognitive forstyrrelser og neurologiske problemer også være forårsaget af andre faktorer, som f.eks. akut sygdom. Selv en simpel urinvejsinfektion kan påvirke kognition negativt, især hos ældre individer. Sådanne episoder kan forårsage forbigående forvirring eller mindreværd af kognitive funktioner, som let kan blive overset eller afskrevet som en del af aldring. Dette understreger vigtigheden af, at alle helbredsmæssige problemer – ikke kun de neurologiske – skal vurderes nøje for at undgå fejldiagnoser eller undervurdering af problemer, der kan få alvorlige konsekvenser for beslutningstagning på højeste niveau.

Endelig bør det også bemærkes, at den offentlige diskurs omkring præsidentkandidaternes kognitive evner ofte bliver overskygget af politiske og sociale interesser, hvilket gør det endnu vanskeligere at få objektiv vurdering og behandling af en potentiel præsidents helbred. Kognitive problemer kan ofte være gradvise og vanskelige at opdage, men de kan få alvorlige konsekvenser, hvis de ikke bliver adresseret i tide.

Hvad drev den teknologiske udvikling i Europa i det 14. og 15. århundrede?
Hvordan formede John McCains død og hans eftermæle forståelsen af amerikansk lederskab under Trump-administrationen?
Hvordan man forbereder og justerer sin CNC-maskine til præcise snit
Hvordan man fanger årstidernes skønhed med akrylmaling